DIIS Comment

Jabhat al-Nusra er død, Jabhat Fath al-Sham lever

Hvad fik Jabhat al-Nusra til at forlade al-Qaeda, og al-Qaeda til at forlade Syrien? Hvorfor blev Jabhat al-Nusra til Jabhat Fath al-Sham? Al-Qaeda har i længere tid kæmpet med adskillige grundlæggende dilemmaer, som de søger at løse ved at lade deres syriske underafdeling gå solo.

Efter et par uger med intense rygter valgte Jabhat al-Nusra den 28. juli officielt at forlade al-Qaeda og genetablere sig som en lokal syrisk oprørsbevægelse med det nye navn Jabhat Fath al-Sham. Dette træk kan vise sig på den ene side være en gevinst for det syriske oprør, som på den måde slipper den problematiske ’bagage’, som al-Qaedas navn repræsenterer, men på den anden side kan det gå ud over muligheden for at rekruttere fremmedkrigere, som primært blev tiltrukket af netop det ’brand’, knyttet til samme navn. Samtidig kan det betyde, at al-Qaeda kommer til at stå svagere i sin konkurrence med Islamisk Stat om den globale jihad og derfor vil søge nye måder at profilere sig på over for sin rival.

Siden starten af borgerkrigen i Syrien har det været al-Qaedas stærke ’brand’, der har givet Jabhat al-Nusra kant, men samtidig har Jabhat al-Nusras syriske engagement repræsenteret et dilemma for al-Qaedas lederskab. Al-Qaedas overordnede konfliktbillede er ikke begrænset til et specifikt område, men derimod et globalt projekt om at sikre alle muslimske områder fra vestlig indblanding. Jabhat al-Nusra har derfor som lokal underafdeling skullet balancere al-Qaedas overordnede mål om forsvar af muslimer med sit lokale mål om at vælte præsident Assad og indføre et islamisk styre i Syrien.

Dobbeltheden i dette fokus har betydet, at al-Qaeda og Jabhat al-Nusra har været nødt til at være pragmatiske i forhold til, hvordan de formulerede formålet med deres tilstedeværelse i Syrien. Jabhat al-Nusra har fulgt en strategi, der gik ud på at opbygge lokal popularitet ved at levere en række serviceydelser, undgå civile mål og sekterisk vold, samt undlade at tale om angreb i Vesten, men i stedet fremhæve Assad-regimet som hovedfjenden. Al-Qaedas etablering af en separat og lokal gruppe, Jabhat Fath al-Sham, kan ses som en forlængelse af denne strategi og afspejler et mere langsigtet mål om indflydelse i Syrien.

Satsningen på en stedfæstet, modereret og pragmatisk linje været årsag til interne konflikter, som i sidste ende nok har været medvirkende til opløsningen af affiliationen med al-Qaeda. Stærke konservative kræfter i al-Qaeda har ikke ønsket at give køb på deres idealer om en global jihad. De ser med skepsis på forsøg på at bløde deres ideologi op af lokale hensyn og nikker i retning af Islamisk Stats væsentligt mere kompromisløse profil. Tilhørsforholdet til al-Qaeda har været afgørende for at kunne tiltrække fremmedkrigere, særligt i konkurrence med Islamisk Stat, men det har været en udfordring for rekrutteringen at formulere kampen i Syrien på en sådan måde, at der er noget større og mere helligt på spil end nationalisme. De pan-islamiske jihadister, som al-Qaeda søger at tiltrække, ville aldrig ofre deres liv for en kamp, der ikke handlede om andet end verdslig statsmagt.

I et forsøg på at løse dette dilemma og konkurrere med tiltrækningen fra det kalifat, Islamisk Stat har udråbt, har Jabhat al-Nusras leder Abu Mohammad al-Julani derfor flere gange erklæret, at Jabhat al-Nusra ville arbejde hen imod etableringen af et islamisk emirat i Syrien. Idéen om et emirat har imidlertid skabt bekymring hos de lokale oprørsbevægelser, der er allieret med Jabhat al-Nusra, fordi de frygtede at miste kontrollen over deres oprør og pludselig finde sig selv bosiddende i en al-Qaeda-stat, lige så isoleret og fordømt som Talibans Afghanistan eller Hamas-regeringen i Gaza. Endnu en gang var Jabhat al-Nusra ’damned if you do, damned if you don’t’.

Den eneste løsning på dilemmaet har været at tage det endelige skridt: at fjerne al-Qaeda fra ligningen og genetablere sig som en syrisk oprørsbevægelse, som kan udgøre emiratets organisatoriske base. Til gengæld forstærker etableringen af Jabhat Fath al-Sham den grundlæggende dobbelthed, som også prægede Jabhat al-Nusra: Er deres kamp en syrisk frihedskamp eller pan-islamisk jihad?

Regioner
Syrien Syrien

DIIS Eksperter

Profile picture
Global sikkerhed og verdenssyn
Forsker
32698768
Jabhat al-Nusra er død, Jabhat Fath al-Sham lever