DIIS Comment

IS-fremmedkrigerne og deres familier skal hjemtages, inden de undslipper

Hvis vi vil sikre Danmark mod terror, vil det være mere effektivt at hjemtage danske IS-fremmedkrigere hurtigst muligt end at fratage dem deres danske statsborgerskab.

 

Regeringen har meldt ud, at destabiliseringen af situationen i det nordøstlige Syrien efter den tyrkiske invasion gør, at man ønsker at hastebehandle et lovforslag, der vil forhindre IS-fremmedkrigere i at vende tilbage til Danmark ved at fratage dem, som besidder dobbelt statsborgerskab, deres danske indfødsret. Lovforslaget begrundes med hensyn til statens og befolkningens sikkerhed og ligger i forlængelse af den tidligere regerings politik om at lade danske IS-fremmedkrigere forblive i konfliktzonen fremfor at hjemtage dem til retsforfølgelse og overvågning i Danmark.

Lovforslaget baseres tilsyneladende på antagelsen om, at dét at hjemtage danske IS-fremmedkrigere og deres familier vil være udtryk for blødsødenhed, og at disse personer ikke ”fortjener” at få lov til at vende tilbage til Danmark. Den slags strategier bør dog udarbejdes i overensstemmelse med risikoanalyse og i overensstemmelse med retsstatens principper, fremfor på folkestemning.

FN’s sikkerhedsråd og Pentagon har i samklang med førende forskere på området såsom David Malet og Daniel Byman, advaret mod, at der vil være større risiko for, at IS-fremmedkrigere kan udgøre en trussel mod staters sikkerhed og undgå straf, hvis de forbliver i udlandet, end hvis de bliver hentet hjem. Der peges i analyser om emnet på, at det er væsentligt nemmere for nationale sikkerhedstjenester at sikre stater mod den trussel IS-fremmedkrigere, kan udgøre, hvis de har dem under opsyn, end hvis de forbliver i en uforudsigelig konfliktzone, vender tilbage til IS eller går under jorden. Hvis regeringen ønsker en langstrakt strategi for at beskytte landets sikkerhed og straffe fremmedkrigerne, vil det altså være en mere pålidelig løsning at bringe dem og deres familier hjem til rettergang, overvågning og rehabilitering.

Brug for hurtig evakuering

 

Den nuværende ustabile situation i det nordøstlige Syrien, hvor danske IS-fremmedkrigere og deres familier primært lader til at befinde sig i kurdiske lejre og midlertidige fængsler, tegner kun til at blive mere ukontrollerbar. Den allerede skrøbelige kontrol med sikkerheden i disse lejre vakler, og det lader f.eks. til, at op mod 800 tilbageholdte, deriblandt IS-kvinder, allerede er undsluppet Ain Issa-lejren. Passivitet i forhold til at hjemtage fremmedkrigerne risikerer dermed at underminere årevis af kamp mod IS og give dem mulighed for at genopbygge sig selv. Hvis de danske IS-fremmedkrigerne ikke tages hjem og i stedet undslipper, risikerer vi både, at de vender tilbage til IS eller søger mod Europa ad veje, vi ikke har opsyn med og kontrol over. Begge muligheder kan betyde, at de undslipper straf og har øget mulighed for at udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Forskere har længe advaret om, at det ikke fremstod som en langtidsholdbar løsning at overlade kontrollen med store grupper af IS-fremmedkrigere til ressourcesvage improviserede fængsler, Pentagon har peget på, at risikoen for at de kunne forblive aktive, rekruttere, undslippe herfra og regruppere var betydelig. IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi opfordrede så sent som i september måned direkte IS-medlemmer til at bryde tilbageholdte ud af lejrene. I stedet peges der på, at hvis vi ønsker at kontrollere fremmedkrigernes videre bevægelser og dermed stække IS’ chancer for at regruppere, bør vi fjerne så mange IS-fremmedkrigere, kvinder og potentielle børnesoldater som muligt fra deres rækkevidde.

Retningslinjer fra både FNs Sikkerhedsråd, det EU-baserede Radicalisation Awareness Network (RAN) og The Global Counterterrorism forum (GCTF) anbefaler, at efter IS-fremmedkrigerne og deres familier er hentet tilbage til deres hjemlande, bør de voksnes sager prøves i retten, mens de sociale myndigheder bør iværksætte psykosociale indsatser for at rehabilitere børnene.I alt opholder der sig ifølge PET 30 børn med dansk tilknytning i lejrene, hvoraf de fleste lader til at være under 5 år. Organisationer såsom Red Barnet, UNICEF og Røde Kors har påpeget, at børnene og deres familiemedlemmer for længst kunne være blevet hjemtaget, og at da der nu er forøget og akut risiko for, at de fanges i krigshandlinger, bør en evakuering iværksættes hurtigst muligt, inden adgang til området bliver endnu mere uforudsigelig.

Jeppe Kofod: Vi skal påtage os en aktiv og langsigtet rolle

For under en måned siden opfordrede udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) under et møde i The Global Counterterrorism forum (GCTF) medlemsstaterne til at påtage sig en langsynet og aktiv rolle ”because we have a moral obligation to ensure that every one of our fellow citizens is able to live in a world free from the fear of terrorism and intimidation – and because it is in the interest of our own national security.” Regeringen bør have fuld tillid til danske retsprincipper og til, at vores statslige institutioner evner at løfte opgaven på en måde, der er væsentlig mere hensigtsmæssig, end det er at lade fremmedkrigernes videre færd glide ude af vores kontrol.

Blandt internationale sikkerhedsinstitutioner og førende forskere hersker der enighed om, at hvis vi ingenting gør for at sikre disse personer, vil det kun gøre en dårlig situation værre. Hvad der fremstår som den mest langstrakte, holdbare og sikreste løsning er derfor en kontrolleret hjemtagelse, overvågning, rettergang og rehabilitering af alle IS-fremmedkrigere og deres familier.

 
Regioner
Syrien Danmark

DIIS Eksperter

Profile picture
Global sikkerhed og verdenssyn
Forsker
+45 3269 8768
IS-fremmedkrigerne og deres familier skal hjemtages inden de undslipper