Er det forpligtende internationale samarbejde stadig fundamentet for dansk udenrigspolitik?

Hold kursen – så bliver morgendagen bedre end i går. Nogenlunde sådan slutter udenrigsministeren den ’Tour de Verden’, han inviterer Politikens læsere med på i kronikken den 30. november 2017. På trods af øget ustabilitet og usikkerhed, holder han fast i en grundlæggende tro på fremtiden, fremskridtet og freden. Det er al ære værd. På sin vis er netop evnen til at være optimistisk og kunne se mulighederne selv i en meget vanskelig og fastlåst situation en del af jobbeskrivelsen for enhver udenrigsminister. Lige så vigtig er dog også evnen til at se nøgternt på tingene, og sandheden er desværre, at verden ikke har kurs mod bedre tider. Tværtimod.

Udenrigsministeren identificerer i sin kronik ti punkter, han ser som de væsentligste udenrigspolitiske udfordringer for Danmark. Rusland er den første – og må man forstå største – mens Arktis kommer sidst, men ikke mindst. Ind i mellem peger han så på en række geografisk eller tematisk definerede udfordringer, spændende fra Brexit over Tyrkiet, menneskerettighederne, Mellemøsten, flygtninge og USA, til frihandel og Tech. Noget overraskende for denne iagttager og - vil jeg tro - de fleste avislæsere optræder hverken global opvarmning eller truslen om atomkrig på listen. Man kunne pege på andre udfordringer, der også kunne fortjene en plads på listen – Kina eller ekstrem ulighed f.eks. - men lige netop klimaforandringer og atomkrig er af en særlig kaliber. Hvis vi holder den aktuelle kurs på disse to områder, ser morgendagen dunkel ud. Det er heldigvis ikke givet, at konflikten mellem USA og Nordkorea fører til atomkrig, men truslen er reel og voksende. Og uagtet at Paris-aftalen er et stort fremskridt, og at det har været løfterigt at opleve den massive opbakning bag aftalen, også efter Trump meldte ud, at USA ville udtræde af aftalen snarest muligt, så er Paris-aftalen ikke nok til at forhindre omfattende klimaforandringer med katastrofale følger både lokalt, regionalt og globalt. Der skal en langt mere grundlæggende omstilling af vores produktionsmåde og energiforbrug til, og det skal ske snart.

Desværre – og det er her, det for alvor bliver dystert – har vi for øjeblikket kursen fast rettet mod en afvikling, snarere end en udvikling af det forpligtende internationale arbejde, der er en forudsætning for at vende udviklingen. Det multilaterale system, der i de sidste 70 år har fungeret som samlende ramme for den internationale diskussion om at finde fælles løsninger på grænseoverskridende problemer, er i dyb krise. Det forpligtende internationale samarbejde, der kan imødegå de globale udfordringer, opfattes i stigende grad som virkningsløse, ineffektive og/eller irrelevante. Stadig flere lande – anført af den siddende amerikanske præsident – taler nu åbent og uden blusel om, at de sætter egne nationale interesser over globale hensyn. Det kommer til udtryk på forskellige måder i forskellige lande, men fælles for revitaliseringen af det nationale perspektiv på den internationale scene er et øget fokus på ’alliancer’, fremfor ’institutioner’. Altså et rent interessebaseret samarbejde, fremfor et bredere skæbnefællesskab.

Alliancesprogbrugen gennemsyrer udenrigsministerens kronik, hvilket er paradoksalt, når man sammenholder det med hans afsluttende bemærkninger om, at verden på en lang række områder aldrig har haft det bedre. De store og positive landvindinger, ministeren peger på – halvering af børnedødelighed, reduktion af absolut fattigdom og udbredelse af demokrati – er netop tilvejebragt bl.a. ved hjælp af de lange seje træk, de multilaterale institutioner som FN og Verdensbanken har stået for. Og også i langt bredere forstand har den regelbaserede internationale orden, der blev etableret efter 2. verdenskrigs ophør lagt grunden for omfattende materielle og værdimæssige fremskridt. Det er f.eks. takket være internationale institutioner og multilateralt samarbejde, at der er blevet færre og færre ’gammeldags’ krige mellem stater, og at det – trods alt – ind i mellem lykkes at genetablere en form for fred i nogle af de ’nye’ borgerkrige, der kom på den internationale dagsorden efter den kolde krigs afslutning.

Det er alt sammen fremskridt, der – ligesom menneskerettighederne og klimaaftalen - ikke er kommet af sig selv, og som ikke vil blive vedligeholdt, hvis ikke ’nogen’ arbejder for det. Det er derfor overraskende, at den tiltagende underminering af den regelbaserede internationale orden ikke har fået sin egen plads på udenrigsministerens liste over de ti største udenrigspolitiske udfordringer for Danmark. Mindst lige så overraskende er det dog, at støtten til multilaterale løsninger og institutioner ikke optræder som et styrende princip for Danmarks håndtering af hver af de ti udfordringer, han peger på.

Hvis ikke lande som Danmark i disse år målrettet arbejder på at styrke og fremtidssikre det forpligtende, multilaterale samarbejde, er det meget svært at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre at adressere vor tids udfordringer på en sammenhængende måde, der kan skabe reelt håb om, at morgendagen bliver bedre end i dag.