Kronik

Forestil dig at afrikanske forskere analyserede det danske samfund og kom med anbefalinger til vores udvikling

Absurd tanke? Sådan har det på mange måder altid været og er det stadig, bare den anden vej rundt.

Som hvid udviklingsforsker, der har fået lange fine uddannelser i Danmark og England, har jeg ofte en fornemmelse af at noget er off ved det, jeg laver. Ideen, om at jeg er en del af noget større, som potentielt kan gøre verden bedre, har selskab af en erkendelse af, at jeg også som forsker er med til at fastholde uhensigtsmæssige globale magtstrukturer med rødder i kolonitiden.

Jeg har som udviklingsforsker fra Danmark et videnskabeligt teoriapparat og syn på verden, der stammer fra stormagterne i Europa og fastlagte ideer om, hvad god forskningsmetode er. De ideer og metoder tager jeg med til Ghana eller Somalia eller Sierra Leone, afhængigt af hvilket land jeg har fået midler til at lave forskning i. Jeg samarbejder med ghanesiske eller somaliske eller sierra leonske kollegaer i programmer, der er finansieret af danske penge og i høj grad er defineret i Danmark – men som foregår i deres land.

Selv hvis jeg ønsker og insisterer på total lighed i de forskningsrelationer, jeg tager initiativ til at etablere, er det sjældent muligt. For ligesom dem, er jeg også del af en global politisk økonomi og et tilhørende bureaukrati, der gør, at det er mig, der modtager og administrerer pengene og dermed også langt henad vejen er den, der er drivkraft i programmet.

I den forstand bidrager jeg til at opretholde nogle ulige, uretfærdige og uhensigtsmæssige magtstrukturer som på ingen måde er nye, men har rod i det første møde mellem Afrika og Europa, kolonitiden.

Forestillingen om det modsatte, altså at afrikanske forskere skulle forske i europæiske landes udfordringer og giver os gode råd med på vejen, er nærmest en absurditet. Kort sagt: vi ved bedre og har ressourcerne til at bakke den påstand op. Problemet er bare, at vores måde at gøre tingene på og de løsninger vi har, som baserer sig på vores egne samfund, ikke nødvendigvis er de rigtige løsninger i verden udenfor Europa. Dermed ikke sagt, at man ikke kan hjælpe til udefra, eller at eksterne perspektiver ikke kan være konstruktive, men det dur bare ikke at påtvinge andre vores måde at se verden på.

Det lyder logisk, men at tro, at vi ikke er styret af globale magtstrukturer, er alt andet lige en kende naivt.

Vores interesser definerer forskning i Afrika

Alt efter hvor i det akademiske felt man som forsker befinder sig, drejer udviklingsforskning sig på den ene side om at forstå, hvorfor mennesker agerer, som de gør, og hvad det har af konsekvenser. På den anden side er der også en underliggende forventning om at vi – gennem vores forskning – skal finde løsninger på de udfordringer, folk står overfor i det Globale Syd, den betegnelse vi i Vesten ofte bruger om lande, der ligger udenfor Europa, Nordamerika, Australien og Japan.

Men hvad der er hot og kan få forskningsmidler har ofte været emner, der kan kædes sammen med udfordringer, vi selv står overfor i Vesten eller frygter at komme til at stå overfor. I dag er der et stærkt fokus på klimaforandringer og deres konsekvenser for migrationsstrømme fra Afrika mod nord ind i Europa. Så det er det forskningsfonde og regeringer i høj grad prioriterer at give penge til, ja, penge til udviklingsforskning bliver faktisk øremærket til at beskæftige sig med klimaforandringer her i Danmark.

Men giver det overhovedet mening for Ghana at lave forskning, som forsøger at kæde migrationsmønstre sammen med klimaforandringer? Måske er der noget andet, som det med deres øjne ville være langt vigtigere at få mere viden om.

Ud over at reproducere ekstremt ulige magtstrukturer mellem os og dem, fratager det os i sagens natur også perspektiver, som vi ikke ser eller som ikke kommer frem, fordi vores fokus defineres af hvor pengene kommer fra, hvem der sætter rammerne for finansieringen, og hvem der dominerer den akademiske vidensproduktion.

Og igen kan det være en øjenåbner at forestille sig den omvendte situation: At afrikanske regeringer og universiteter finansierede og dikterede forskning i danske eller europæiske forhold. Så kunne man måske forestille sig projekter ledet fra Ghana, som undersøgte, hvordan EU’s handelsregler spænder ben for, at man får en ordenligtig pris for de massive mængder naturressourcer og kritiske metaller, som udvindes i Afrika. Eller hvad med forskning i, hvordan vi bremser overforbruget af jordens ressourcer i Danmark og andre europæiske lande så afrikanske befolkninger kan få adgang til en større andel af vores fælles ressourcer globalt set?

Afrikanske regeringer investerer ikke i forskning

Uanset om vi som forskere kommer fra Europa eller Afrika er vi alle sammen en del af de magtstrukturer, der findes inden for forskningen i dag på mere eller mindre direkte måder og med større eller mindre bevidsthed. Som en hvid mand fra et vestligt land repræsenterer, kropsliggør, jeg de magtstrukturer, der har rod i kolonialt funderede uligheder. Og når jeg træder ind i et lokale med mine gode ideer og entusiasme for et projekt – og et ønske om at fremme min karriere – bakket op af en pose penge fra et rigt land som Danmark, repræsenterer jeg den ulighed og kommer uvægerligt til at styre en proces, som jeg ikke nødvendigvis er den rette til at styre.

Det er prekært for alle parter at sætte de her udfordringer på dagsordenen og tale nuanceret om dem. Mister jeg – og vi – muligheden for at søge de penge, vi har brug for i vores arbejde? Er der politikere der vil bruge det i deres argumentation for at skære i støtten til udviklingsforskning? Sætter jeg tingene op for kategorisk og isolerer mine synspunkter mig fra mine kollegaer? For jeg problematiserer jo reelt magtstrukturer, som har muliggjort den karriere vi har, og som jeg ved giver prestige i det samfund, jeg selv er en del af.

Der er også noget ironisk ved, at det er vestlige forskere der står forrest i ”opråbet” om behovet for at ændre magtstrukturerne i forskningsverdenen. Alt andet lige reducerer det i nogen grad igen afrikanske forskere til nogle, der tilslutter sig en dagsorden, der er drevet af vestlige forskere.

For de afrikanske forskere er det endnu mere sårbart, da deres egne regeringer ofte ikke prioriterer at investere lige så massivt i forskning, som vi gør. De er altså afhængige af at få midler til forskning fra vestlige donorer.

Der kommer aldrig en fuldstændig afkolonisering af forskningen. De vigtigste videnskabelige tidsskrifter vil fortsat være vestlige, de fineste universiteter vil fortsat ligge i England og USA, og midlerne til at lave de store investeringer i forskningsprojekter vil stadig skulle komme fra Vesten – i hvert fald i en rum tid endnu. Det er også et faktum, at det sprog vi taler, engelsk, og indholdet af de begreber vi bruger måske i høj grad kommer fra vores del af verden, men samtidig er den fælles referenceramme, som akademikere kommunikerer indenfor. En radikal afkolonisering ville også betyde en opdeling og isolering af vidensproduktion, som ingen er tjent med på den korte eller lange bane.

Men der er alligevel nogle ting, vi godt kan gøre også fra dansk side:

  1. Lade forskningsledere på universiteter i eksempelvis Ghana eller Kenya definere hvad der skal forskes i, mens vores rolle i højere grad bliver at lade os styre af disse forskningslederes dagsordener, succeskriterier og ledelsesstrukturer. Kort sagt, vende magthierarkierne på hovedet.
  2. Insister på at udviklingsforskning ikke kun foregår i det, vi i dag kalder det globale syd, men at det foregår i hele verden. At nogle lande i dag er fattigere end andre, handler i høj grad om globale dynamikker, uretfærdige handelssystemer, og en fastholdelse af et fasttømret magthierarki mellem os og dem. Derfor skal vi investere i, at forskere fra udviklingslande kommer til Vesten – for eksempel Danmark – og forsker i vores samfund og vores rolle i den globale ulighed.
  3. Men til en start: Anerkend og tal om, at der er en udfordring og prøv at finde måder man kan tage små skridt væk fra gennem vores støtte til forskning, at reproducere magthierarkier med rødder i kolonitiden.

Kronikken er udgivet i Jyllands-Posten

DIIS Eksperter

 Peter Albrecht
Global sikkerhed og verdenssyn
Seniorforsker
+45 3269 8772
Forskning bliver aldrig afkoloniseret
Jyllands-Posten, 2022