Flygtningepres truer stabiliteten i Libanon

Efter EU’s aftale med Tyrkiet er flygtningepresset fra Syrien ind i EU aftaget markant. Det er opmærksomheden om flygtningesituationen i Mellemøsten også. Men flygtningene er der stadigvæk: i opsamlingslejre på græske øer, hvor de afventer en uvis skæbne, og i Tyrkiet, Jordan og Libanon lever knap fem millioner syriske flygtninge. Dertil kommer flere end seks millioner internt fordrevne i Syrien.

I 2014 begyndte Tyrkiet at bygge en mur langs sin 900 kilometer lange grænse til Syrien, som forventes færdig i foråret 2017, og igennem 2016 har Tyrkiet med magt forhindret syrere indrejse. I juni 2016 lukkede Jordan grænsen for syriske flygtningegrupper. Siden har omkring 75.000 afviste flygtninge samlet sig i elendige lejre på grænsen til Jordan. Libanon har gennemført omfattende restriktioner, både for indrejse og for de mange, der allerede er kommet ind.

Det løser selvsagt ikke flygtningeproblemet, som hele tiden vokser på grund af borgerkrigen i Syrien og den internationale koalitions krig mod Islamisk Stat. Flygtningene kommer ikke langt, fordi nabolandene gør, hvad de kan for at holde dem ude, og det internationale samfund gør alt for at holde dem i de såkaldte nærområder, der er en specifik dansk betegnelse for områder nær konfliktzoner og langt fra Danmark.

Den politik skal følges op med øget bistand til disse områder, og det sker faktisk også. EU’s bistand til Libanon er vokset eksponentielt, siden krigen i Syrien brød ud i 2011. EU’s aftale med Tyrkiet indebærer tillige godt 22 milliarder kroner, der skal styrke Tyrkiets udfordring med at huse omkring 2,8 millioner syriske flygtninge. Men selv om det internationale samfund i alt har sat knap en milliard US dollars af til at afhjælpe situationen for de syriske flygtninge i nærområderne, skønner FN, at der behov for mere end det dobbelte.

Situationen i Libanon
Libanon fremstilles ofte som et heroisk land, der på trods af sit lille areal på omtrent en fjerdedel af Danmarks og med en befolkning på knap seks millioner har modtaget, hvad der skønnes til flere end 1,5 millioner syriske flygtninge. Til sammenligning har lidt under 900.000 asylansøgere til EU givet anledning til EU’s flygtningekrise. Dertil kommer, at der i Libanon er registreret 455.000 palæstinensiske flygtninge, hvoraf ca. 230.000 faktisk bor der.

Det store antal flygtninge har haft alvorlige konsekvenser for Libanon: Indtil myndighederne for nylig begyndte at tvinge flygtningene ud af byen, var gadebilledet i Beirut præget af tiggende kvinder og børn og forhutlede mænd, der flokkedes i jagten på job. De syriske flygtninge ender ofte i både illegale og stærkt underbetalte jobs og presser et arbejdsmarked, som allerede inden den syriske konflikt var i dyb krise. En fjerdedel af Libanons egen befolkning lever i dyb fattigdom og er afhængige af selv den ringeste indkomst. Lige så slemt ser det ud for beboerne i de 12 palæstinensiske flygtningelejre. Der er omfattende restriktioner på palæstinensernes adgang til at arbejde: Mere end 20 erhverv som for eksempel drift af egne private virksomheder og ansættelse som læger og i andre liberale sektorer er forbudt område. Konkurrencen mellem fattige libanesere og palæstinensere om illegale og underbetalte jobs er med ankomsten af de syriske flygtninge blevet endnu skrappere, fordi syrerne, ofte af nød, er villige til at arbejde på endnu dårligere betingelser.

Infrastrukturen har længe været slidt ned, og indtaget af flygtninge har selvsagt forstærket problemer som mangelfuld affaldshåndtering, dårlig vandforsyning og daglige strømafbrydelser. Samtidig er boligpriserne generelt steget voldsomt, også i de palæstinensiske lejre, hvor prisen på et lille værelse i slummen er fordoblet. Priser på mad, herunder frugt og grønt, er også steget kraftigt.

Antallet af ikke-registrerede flygtninge vokser
Libanon har ikke budt de syriske flygtninge velkommen. I begyndelsen af den syriske krise strømmede flygtninge fra Syrien ind over grænsen, som Libanon holdt åben, fordi man troede der var tale om en hurtigt forbigående krise og gerne ville gengælde den syriske gæstfrihed, da libanesere under den såkaldte sommerkrig i 2006 flygtede fra de israelske bomber og fandt ly i Syrien. Men i maj 2015 gav Libanon, der ikke har tilsluttet sig den internationale flygtningekonvention fra 1951, FN ordre om ikke at registrere syrerne som flygtninge. På det tidspunkt havde FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, registreret godt en million syrere, men der er kommet flere til: Det samlede tal er på grund af den manglende registrering ukendt, men skønnes at være 1,5 millioner. I den netop offentliggjorte officielle plan for håndtering af de syriske flygtninge afviser Libanon at bruge den internationale betegnelse ”flygtning”, men taler om ”fordrevne personer fra Syrien”.

For at begrænse antallet af flygtninge og have mulighed for at sende dem tilbage har Libanon indført en registreringsafgift for syrerne på 200 US dollars årligt for hver person over 15 år. Det indebærer, at stadig flere syrere undgår at lade sig registrere, fordi de ikke har råd til eller kan opnå legal tilladelse. De gemmer sig for myndighederne i de palæstinensiske lejre eller i de fattigste områder i Libanon. I en rapport om flygtningesituationen i Libanon netop udsendt af FN fremgår det, at kun i en femtedel af de syriske familier i Libanon har alle medlemmer legal opholdstilladelse, mens knap en tredjedel af familierne slet ingen tilladelser har.

Selv om Libanon i samarbejde med UNHCR har etableret skoler for syriske børn, fremgår det af FN-rapporten, at knap 50 procent af børn i alderen 6-14 år ikke går i skole, mens tallet er endnu højere for ældre børn. Børnearbejde og barneægteskaber er et voksende problem. Mange syriske familier gældsætter sig for at kunne betale de mest basale fornødenheder, og fattigdom og fødevareusikkerhed er voldsomt stigende.

Palæstinensiske flygtninge lider under krisen
En del af de syriske flygtninge har søgt ly i de palæstinensiske lejre, især i Beirut, men også andre steder i landet. Her kan de ikke-registrerede lettere skjule sig for de libanesiske myndigheder, og det er ofte billigere at leje et værelse til familien hos palæstinenserne. De syriske palæstinensere, som regeringen officielt skønner til godt 30.000, men som ngo’er vurderer til flere end 50.000, er afhængige af UNRWA, som er den FN-organisation, der tager sig af palæstinenserne i De Palæstinensiske Områder, Jordan, Syrien og Libanon.

De syriske palæstinensere bistås således ikke af UNHCR, men af UNRWA, der i forvejen er stærkt økonomisk presset. I årevis har organisationen kæmpet med budgetunderskud, der i 2017 skønnes at beløbe sig til 110 millioner US dollars. Underskuddet skyldes først og fremmest stigende udgifter som følge af, at antallet af palæstinensiske flygtninge konstant vokser: Det er i antal i dag verdens største flygtningeproblem med 5,2 millioner registrerede, og antallet vokser, fordi der ikke er udsigt til løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. I Libanon skyldes UNRWA’s voksende udgifter tillige det større antal flygtninge fra Syrien, som skal tilbydes bolig, primær sundhedstjeneste og skolegang til børnene samt de voksende boligpriser, der også har ramt UNRWA’s lejeudgifter til bygninger, hvor der drives skoler, sundhedsklinikker og kontorer.

De libanesiske palæstinensere er således kommet under ekstra pres som følge af Syrien-krisen og UNRWA’s voksende budgetproblemer. Dertil er palæstinensernes adgang til arbejdsmarkedet blevet vanskeligere på grund af de syriske flygtninges villighed til at påtage sig i forvejen underbetalte jobs endnu billigere. UNRWA’s tjenesteydelser er faldende, infrastrukturen vakler, og fattigdommen er stigende. Det har ført til social uro i lejrene, og frygten er, at uroen kan tage til, hvis UNRWA, der klart har en stabiliserende rolle, mister yderligere finansiel støtte.

Støtten til nærområderne skal øges
Både af humanitære grunde, men også for at stabilisere området, er det derfor helt nødvendigt at øge støtten til flygtningene generelt i Mellemøsten og til UNRWA. Støtten til UNRWA kommer i form af frivillige bidrag fra FN’s medlemslande, hvor USA stadig er den største bidragsyder. Danmark har traditionelt støttet UNRWA og bidrager i 2017 med 70 millioner kroner – det samme beløb som året før, hvor Danmark dog også bidrog med to ad hoc-bevillinger, der bragte støtten op på i alt 125 millioner kroner.

Selv om strømmen af syriske flygtninge ind i EU er bremset, er flygtningeproblemet reelt voksende og har store konsekvenser i nærområderne. De voksende humanitære problemer og lidelser truer stabiliteten i Libanon, men også andre steder mærker man problemerne. Derfor er det nødvendigt at støtten til flygtninge, herunder de palæstinensiske, i de såkaldte nærområder øges betydeligt.