De fattigste udviklingslande lades i stikken

Allerede i indledningen i det dokument, som FN vedtog i 2015 om verdensmålene, forpligtede FN’s medlemslande sig til, at ingen lande må lades i stikken, og at man desuden først vil fokusere på de lande, der er længst bagude i opfyldelsen af Verdensmålene.

Alligevel tyder meget på, at det er ved at ske. De internationale private investeringer i de fattigste udviklingslande vokser ikke, som man ellers havde håbet på, og en ny rapport fra UNCDF viser, at det er en meget lille del af de såkaldte blandede investeringer (hvor man blander offentlige og private midler), der går til de fattigste udviklingslande. Tal fra OECD viser samtidig, at der – trods en mindre stigning i 2017 – er en tendens til, at en faldende del af udviklingsbistanden går til de fattigste lande. Den andel, der går til de fattigste udviklingslande, er således markant lavere, end den var for blot få år siden. I 2016-17 var den under 23 pct. mod godt 27 pct. i 2010-12. Det til trods for at netop disse lande har vanskeligere ved at tiltrække private investeringer og derfor er dybt afhængige af udviklingsbistanden.

Danmark følger tendensen

Udviklingen i den danske udviklingsbistand har fulgt den internationale tendens ­- dog med stigninger i både 2016 og 2017. Andelen af den danske udviklingsbistand, der går til de fattigste udviklingslande, er meget lavere end tidligere. I 2016-17 var den under 26 pct. mod godt 32 pct. i 2010-12. Samtidig er der en voksende del af udviklingsbistanden, der ikke er fordelt på lande. Denne del har udgjort over halvdelen af den danske udviklingsbistand i de senere år, men der foreligger ikke oplysninger om, i hvilket omfang en del af denne del af udviklingsbistanden går til de fattigste udviklingslande.

Alle tendenser peger således i retning af, at det store finansieringsbehov, der er i forbindelse med verdensmålene, langt fra ser ud til at blive dækket – ikke mindst i de fattigste udviklingslande. Der har været stor optimisme knyttet til den private sektors rolle, og mange diskussioner har fokuseret på, hvordan man kunne blive bedre til at tiltrække private investeringer. Ofte peges der imidlertid på, at det er vanskeligt at finde relevante investeringsprojekter, samt at politiske og institutionelle faktorer gør det mere risikabelt at investere i disse lande.

Umiddelbart skulle man så tro, at donorerne i øget omfang ville fokusere på at støtte udvikling af politikker og institutioner i udviklingslandene, men det er faktisk ikke tilfældet. Tværtimod er andelen af udviklingsbistanden til disse områder faldende. Hvis man anvender OECD’s afgrænsning af støtte til ’udvikling af politik og institutioner’, viser tallene et markant fald. Sammenligner man igen ligesom ovenfor, er andelen faldet til godt 9 pct. i 2016-17 fra lige under 13 pct. i 2010-12. Udviklingen er endnu mere negativ for de fattigste udviklingslande, hvor andelen er næsten halveret i samme periode til lige over 3 pct. i 2016-2017 fra 6 pct. i 2010-12. Donorerne gør med andre ord det modsatte af, hvad der tilsyneladende er behov for. Den danske udviklingsbistand viser ikke samme fald, men store svingninger fra år til år.

De samme tendenser viser sig på andre måder. Selv om man i mindre omfang finansielt støtter udviklingen af politikker og institutioner i landene, kunne man styrke landenes institutioner ved at sikre, at udviklingsbistanden indgår i udviklingslandenes budgetter og dermed i landenes planlægning. Tal fra FN viser imidlertid, at det i de senere år er en faldende andel af udviklingsbistanden, der indgår i landenes budget- og prioriteringsprocesser. Det gælder også for den danske udviklingsbistand, hvor andelen er faldet markant i de senere år.

Øremærk bistanden

Ovenstående peger på tre områder, hvor Danmark og det internationale donorsamfund kan tage fat, hvis man vil bistå de fattigste udviklingslande i at komme nærmere verdensmålene. For det første kunne man vende den negative udvikling, hvor de fattigste udviklingslande får en mindre og mindre del af udviklingsbistanden, og øremærke en større del af udviklingsbistanden til de fattigste udviklingslande.

For det andet kunne man styrke bistanden til udvikling af politikker og institutioner i udviklingslandene og ikke mindst i de fattigste udviklingslande. Det kræver naturligvis nærmere analyser af hvilken kapacitet og hvilke udviklingsbehov, der er. Ikke al bistand til politikker og institutioner er nødvendigvis lige effektiv, men en styrkelse af disse områder synes at være en forudsætning for øgede private investeringer i landenes udvikling.

For det tredje kan man sikre, at udviklingsbistanden i højere grad indgår i udviklingslandenes nationale budget- og planlægningsprocesser. Med mindre landene er autoritære er det et vigtigt bidrag til at sikre lokalt ejerskab i udviklingssamarbejdet.