Fascinerende fascisme

Fascisme er ikke blot en bestemt politik, partiprogram eller en autoritær styreform. Det er også en helt særlig form for æstetik og kulturelle tænkemåder, som vi ofte overser eller umærkeligt bliver forført og underholdt af, skriver Helle Malmvig i en kronik i Politiken.

Den intellektuelle superstar Susan Sontag beskriver den fascistiske æstetik, som bestemte idealer udtrykt i kunst og populærkultur. Umberto Echo i sit essay om ur-fascisme fokuserer på fascismens ’kulturelle vaner og tænkemåder’. Historisk kender vi den fascistiske æstetik fra Albert Speers lysende katedral af hundrede anti-luftsskytslamper vendt mod himlen i Nuremberg, dyrkelsen af den sunde muskuløse krop i gymnastikforeninger og den visuelle kunst, heltemytologien og overmennesket repræsenteret i film og malerier. Kameraet der panorerer hen over begejstrede masser, kuldegysninger, når partisoldater bevæger sig i mægtige geometriske formationer som i Lennie Riefenstahls Olympia og Viljens Triumf. Det er en æstetik, der er optaget af det storladne og det smukke, den vil forføre sanserne, lade dig ride på bølgen og skylle refleksionen væk. I den fascistiske æstetik skal tvivlen og det svage menneske overkommes med handling og den stærkes vilje. Det er en anti-intellektualisme, der hylder vold og krig, som veje til forandring. Og som udvisker skellet mellem den (politiske) virkelighed og (fiktive) underholdning. I Det Tredje Riges sidste dage holdt Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels en berømt dundertale til en større filmpremiere. Goebbels lovede den forkomne forsamling, at hvis bare de holdt ud, ville de om 100 år komme med i en magisk farvefilm. Virkeligheden ville blive ligesom en storslået film.

Men advarer både Echo og Sontag, den fascistiske æstetik behøver ikke et politisk regime eller et statsapparat for at gro. Mussolinis og Hitlers tusindårsriger er ovre, men de visuelle udtryk, idealerne og tænkemåderne er her til dels stadig i kunsten og populærkulturen.

Den fascistiske æstetik er med os; i populærkulturen, i de politiske kampagner, og når skal der mobiliseres til krig. Den fascinerer og forfører stadig, måske fordi vi ikke længere genkender den som fascistisk. Hvad er dens modmedicin? Hvad kan vi sætte i stedet? Walter Benjamin ønskede sig en politik, der ikke forfører vores følelser, men er åben for det kritiske intellekt. En kunst der ikke er blankpoleret og storladen, men skæv og synkoperet. Kultur der rykker beskueren ud af det vante og familiære. Vi har i dag mere end nogensinde brug for at hylde refleksionen og kritikken. For filmhelte der tøver, og tænker. Mere Woody Allen, mindre superhelt.