Døren er åben for innovative NGO-partnerskaber
Der er brug for risikovillighed, mod og nye alliancer for at indfri Verdensmålene. Men NGO’erne må ikke glemme sig selv og dem, de repræsenterer, i jagten på nye partnerskaber.
Danske NGO'er indgår i stigende grad såkaldte ”innovative partnerskaber” med den private sektor i deres jagt på at skabe udvikling. Torsdag d. 22. november mødtes en interesseret skare af praktikere, forskere, embedsmænd og alt derimellem på DIIS for at diskutere netop denne type partnerskaber. Generalsekretærerne fra fire af Danmarks vigtigste udviklings-NGO'er (Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Care Danmark) var sat i stævne og debatterede deres organisationers tilgange til og overvejelser om partnerskaber.
Konklusionen var, at døren for stærke innovative partnerskaber er åben, og at den mulighed skal udnyttes. De danske udviklingsorganisationer kan være mere risikovillige, end de er i dag, hvor det kan være svært at finde og frigøre ressourcer, der ikke er øremærkede bestemte formål. De kan lære af de private virksomheders evne til at udskille små innovationsafdelinger eller innovationspotentiale og gøre brug af nye teknologiske og kommercielle muligheder. Men der er samtidig brug for forskning, studier og viden om, hvorvidt og hvordan den markedsdrevne udvikling virker.
Mange NGO’er har en forfriskende Pippi Langstrømpe-tilgang til private partnerskaber (”det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”), der potentielt kan åbne op for nye tilgange og løsninger på globale problemstillinger. Men det er samtidig vigtigt at sikre, at indsatserne trækker på tidligere erfaringer og etableret viden for at undgå, at sårbare situationer og kriser bliver laboratorier for uprøvede ideer med negative følgevirkninger.
Der er brug for, at civilsamfundsorganisationerne holder fast i deres værdier og politiske natur, når de indgår i nye partnerskaber. Ikke mindst for at sætte fokus på, at det ikke kun drejer sig om volumen eller løsningernes radikale natur men i lige så høj grad, hvem der har adgang til løsningerne og med hvilke konsekvenser.
En global trend
Der er flere grunde til, at partnerskaberne med den private sektor er steget over de senere år. Dels har nye strategiske aftaler mellem 16 af de største danske NGO’er og Udenrigsministeriet sat et øget fokus på disse. Partnerskaberne er ifølge Udenrigsministeriet en mulighed for at innovere, eksperimentere og katalysere indsatser, der kan øge bistandens gennemslagskraft og effekt.
Men stigningen følger også bredere globale trends. Privatsektorinvolvering ses ikke mindst som uundgåeligt i en tid med stadigt flere komplekse globale udfordringer såsom opnåelsen af Verdensmålene, der ikke alene kan finansieres gennem den traditionelle udviklingsbistand, men som kræver nye metoder, teknologier og viden. Der er simpelthen brug for at få flere sektorer med om bord for at kunne samskabe løsninger - fra universiteter, over kommuner, til fagbevægelser. Dertil kommer Verdensmål 17 omkring netop behovet for partnerskaber på tværs af sektorer.
Blandt de danske NGO'er er både erfaringerne med og tilgangene til denne type partnerskaber meget forskellige. Nogle NGO'er har arbejdet med den private sektor i årevis, mens det for andre er et relativt nyt fænomen. På tværs af sektoren antager partnerskaberne radikalt forskellige former, fra samarbejde med tech start-ups om at tilbyde nye muligheder for mennesker uden adgang til banker, til fælles projekter med danske mejerigiganter og medicinalvirksomheder.
Kernedilemmaer
Seminaret omhandlede, hvordan de nuværende partnerskaber mellem NGO’er og den private sektor reelt ser ud, hvad de helt nøjagtigt bidrager med, og hvilke konsekvenser partnerskaberne har for de danske NGO’ers arbejde, impact og legitimitet. Derigennem blev en række dilemmaer i partnerskaberne fremsat fra forskellig side og diskuteret.
Valg af samarbejdspartner. Hvem skal man som NGO vælge at indgå partnerskab med? Disse valg foretages traditionelt på baggrund af værdier, tilgange, etik og forandringspotentialet. På den ene side blev nødvendigheden i at arbejde med partnere, der deler værdisæt med ens organisation fremhævet, mens der på den anden blev peget mod forandringspotentialet i at sammensætte forskellige aktører. Mange af de største NGO’er har en størrelse, der gør det vanskeligt at innovere, samtidigt med at der kan være langt fra ide til handling. Derudover kan det være vanskeligt at finde partnere, der deler eksempelvis geografisk fokus med ens organisation, og specielt arbejde i skrøbelige lande er ikke noget, der tiltrækker de store kommercielle partnere.
Samarbejdets pris. Hvad er omkostningerne versus potentialet i partnerskabet? Omkostningerne kan være høje ved samarbejdet, der både kan være bøvlet og sluge store ressourcer. Udfaldet og forandringen skabt gennem partnerskabet skal derfor opveje dette. NGO’en og den private aktør har muligvis ikke samme etiske standarder eller mål. Her var det holdningen, at det er vigtigt at holde fokus på, hvad ens formål er som organisation og afstemme, hvad man gerne vil opnå. NGO’erne skal være garanter for fagligheden og sikre, at partnerskaberne ikke stikker af og udelukkende handler om at skaffe finansiering til NGO’en. Partnerskaberne tager tid, men de giver også mulighed for, at man kan udfordre hinanden gensidigt og lære af hinanden.
Partnerskabets perspektiv. De partnerskaber, der eksisterer i dag, antager en lang række former. Nogle er korte og fokuserede i Danmark, mens andre er mere langsigtede og foregår ude i felten. Det er vigtigt at forholde sig til spørgsmål såsom, hvem der skabes en forandring for – er det NGO’ens finansieringsgrundlag, der forbedres, eller skabes der forandring for fattige grupper? Og er der nødvendigvis en skelnen mellem disse to? Det gælder også samarbejdets kontekst. Det nemmeste er formentlig at lave partnerskaber centreret i Danmark, der er fokuserede på at generere nye finansieringskilder (som når en vis procentdel af salg af kildevand går til en organisation), mens det er langt vanskeligere at udvikle løsninger i kontekster langt væk, hvor virksomheden potentielt set ingen erfaring har.
Politiske konsekvenser. Alle danske udviklings-NGO’er arbejder med problemstillinger, der er fundamentalt politiske, selvom nogle fremhæver denne politiske natur meget mere end andre. Hvordan bliver man som NGO ved med at være vagthund, når man samarbejder med firmaer, der måske forsøger at afpolitisere globale problematikker? Der kan nemt opstå situationer, hvor NGO’ens offentlige holdninger støder sammen med virksomhedens eller dens medarbejderes (politiske) overbevisninger. Her blev det fra flere sider af fremhævet, at man som NGO må stå fast på sine værdier, og ofre partnerskabet, ikke værdigrundlaget.
Behov for nytænkning – for alle parter. Det står for NGO’erne klart, at der er brug for nytænkning i sektoren. NGO’er er gode til at bygge videre på aktiviteter og tilgange, som de har benyttet tidligere og opbygget kapacitet inden for, og det er kun en styrke. Men der er samtidig brug for mod til også at prøve og gøre visse ting anderledes – en åbenhed for forandring – for at NGO’erne kan løfte de store dagsordner, der er på spil. Ikke mindst Verdensmålene. Det blev imidlertid også fremhævet, at nytænkning er påkrævet fra begge sider af samarbejdet. Der er mindst lige så stor brug for innovation og forandring i den private sektor - noget som NGO’erne kan levere. Mange virksomheder er i gang med større ændringer, ikke mindst gennem et fornyet fokus på bæredygtighed og Verdensmålene, og det giver NGO’erne en ny rolle i form af at fodre, informere og kanalisere disse nye ideer. Kodeordet her er indbyrdes læring.
Mangesidet innovation. Selvom udtrykket innovation ofte bruges til at beskrive, hvordan en løsning eller et projekt er nyt eller nytænkende, så bærer det også andre tydelige konnotationer. Der tænkes oftest i samarbejder med den private sektor og ofte også i teknologiske løsninger. Det er dog vigtigt at forholde sig bredere til forståelsen af innovative partnerskaber og ikke se dem som modsætning til sociale eller politiske løsninger, der lige såvel kan være innovative. Civilsamfundet bør også udfordre den private sektor på nogle af de områder, den ikke vil udfordres på, for der er stadig rigtig meget, som de private aktører ikke for alvor formår at løfte.
Privatsektorsamarbejde har et enormt potentiale, men både stater og NGO’er må være opmærksomme på problemerne, og specielt NGO’er må huske deres historiske mandat om at stå skulder ved skulder med de fattige og marginaliserede. Det gøres ved at fastholde sine værdier, huske den kritiske dialog, og ved altid at stille spørgsmålstegn ved hvem, der har adgang til de løsninger og den vækst, der skabes.
Denne DIIS Comment er udarbejdet med hjælp fra Kirstine Lund Christiansen og Therese Bostrup
DIIS Eksperter
