DIIS Policy Brief

Del og hersk?

Rusland og Norden

photo-putin-loekke1

ANBEFALINGER

■ Nordiske beslutningstagere bør følge bedre med ihinandens Ruslandsrelationer.

■ De nordiske lande bør om muligt udvise størreindbyrdes solidaritet, herunder være på vagt overfor “ufortjente” belønninger fra Rusland.

Del-og-hersk er en integreret del af al politik.Det må være fristende for Rusland at praktiseredenne strategi i forhold til de nordiske lande. Men sker det, og kan det modvirkes?

Historien er fuld af eksempler på stormagter, der har formået at splitte en gruppe mindre, sammenlignelige stater. Norden har traditionelt været et frugtbart objekt for stormagternes del-og-hersk-politik. Del-og-hersk eren klassisk strategi, der kan forekomme på alle niveauer: en regering der forsøger at splitte oppositions-partier, en arbejdsgiver der forsøger at splitte fag-foreninger eller – som her – blandt stater. Ved at så splid mellem to eller flere svagere magter, med pisk og gulerod, håber den stærkere magt at sikre sig, at de ikke danner front imod den. Endvidere signalerer stormagten ved en straffeforanstaltning, hvad andre kan blive udsat for, hvis de opfører sig ligesådan. Og omvendt hvad de kan opnå ved ”god opførsel”.

Forsøger Rusland i dag at lege del-og-hersk med de nordiske lande? Med de jalousier, der altid har været mellem dem, ville det være dumt af Kreml ikke at forsøge. Når det er sagt: Nordisk sammenhold er ikke grebet ud af luften; et skandinavisk forsvarsforbund blev faktisk seriøst forhandlet i kølvandet på det Sovjet-støttede kup i Prag 1948, om end forhandlingerne i sidste instans mislykkedes. I de senere år har vi set en beskeden renæssance af visse aspekter af forsvars-forbundet, bl.a. i form af Stoltenberg-rapporten og etableringen af forsvarssamarbejdet NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation). Strategiens udnævnelse af en bestemt syndebuk, ikke mindst i nærområdet, spiller i øvrigt fint sammen med Ruslands historisk betingede omverdensparanoia.

Del-og-hersk-strategien er svær at dokumentere, idet den sjældent eller aldrig vedgås offentligt af sine udøvere; det er typisk en strategi, der tilskrives andre. Men timingen i forbedringen eller forværringen af de bilaterale relationer mellem Rusland og bestemte nordiske lande kan give nogle indikationer.

photo-hockey-player1
Der er kun plads til én spiller ad gangen i straffeboksen. Til videre læsning anbefales artiklen ”Learning to assert themselves: Two Scandinavian Dogs. Barking at the Russian Bear” af Maria Mellander og Hans Mouritzen (tidsskriftet Cooperation and Conflict, vol. 51 no. 4, dec. 2016, ss. 447-467).Photo: Petr David Josek, Ritzau Scanpix

Danmark-Rusland og Sverige-Rusland
Fra efteråret 2002 til omkring 2008 var Danmark placeret i den russiske ”straffeboks”. Et russisk statsbesøg i Danmark i efteråret 2002 blev aflyst, da det blev kendt i Moskva, at en tjetjensk ”verdenskongres” skulle holdes i København kort før besøget – og kun en uge efter det tjetjenske terroristangreb mod Dubrovka-teatret i Moskva. Rusland forlangte at få udleveret den tjetjenske general Zakajev, som var en af talerne ved kongressen og hovedmistænkt for terroristangrebet, men den danske regering fandt ikke juridisk grundlag for udlevering. Kort efter skrev statsminister Anders Fogh Rasmussen en aviskommentar, hvor han fremhævede Zakajevs ytringsfrihed og den danske retssikkerhed, ligesom tidligere tiders danske ”tilpasningspolitik” til stormagter blev kontrasteret med hans egen standhaftighed.

Der fulgte nu en nedfrysning af de dansk-russiske relationer. Rusland aflyste møder i det dansk russiske regeringsråd frem til 2006, og danske diplomater i Moskva kom til at arbejde i et tomrum, hvor f.eks. genbegravelsen af zarina Maria Fjodorovna (dronning Dagmar) primært blev forhandlet med den russisk-ortodokse kirke. Da Fogh Rasmussen havde forlangt en russisk undskyldning for besættelsen af de baltiske lande under Den Kolde Krig, undlod Putin behændigt at hilse på ham, da han var gæst ved jubilæums-sejrsparaden i Moskva i maj 2005.

photo-wallstrom-lavrov1
Sveriges udenrigsminister Margot Wallström mødtes efter flere års pause med sin russiske kollega Sergej Lavrov i februar 2017.Photo: Ivan Sekretarev, Ritzau Scanpix

Samtidig med denne nedfrysning opretholdt Rusland gode relationer til Sverige. Det svenske kongehus gæstede Moskva ved et officielt statsbesøg i 2007. Det svensk-russiske regeringsråd for samordning af det økonomiske samarbejde blev også oprettet i perioden, og den svenske statsminister satte ikke – som sin danske kollega – eksplicit spørgsmålstegn ved legitimiteten af præsidentvalget i Ukraine 2004, hvor den russiskstøttede kandidat Janukovitj var blevet udråbt til vinder.

Nordiske beslutningstagere følger relativt lidt med
i hinandens Ruslandsrelationer
Kilde ...

De svensk-russiske forbindelser ændredes brat i august 2008, da udenrigsminister Carl Bildt sammenlignede Ruslands intervention i Georgien med Nazi-Tysklands underminering af Tjekkoslovakiet i 1938-39. Carl Bildt blev persona non grata i Rusland, og Sverige har lige siden befundet sig i den russiske dybfryser. Da Sverige i 2009 havde formandskabet i EU, forsøgte Rusland – uden held – at få EU-Rusland-topmødet flyttet fra Stockholm til Bruxelles. Og da Sverige i 2013 havde formandskabet i Arktisk Råd, lykkedes det Rusland (sammen med Canada) at forpurre EU’s ansøgning om at blive observatør i rådet, hvilket ellers var Bildts topprioritet. Mødet blev krydret med et skænderi mellem Bildt og den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. I kølvandet på Edward Snowdens afsløring af bl.a. svensk spionage fra Försvarets Radioanstalt (FRA) mod Rusland, øvede russiske bombefly angreb mod – formentlig – FRA ved Stockholm i påsken 2013.

Omtrent samtidig med ændringen i det svensk-russiske forhold skete en markant forbedring af det danskrussiske forhold. En grund kan have været den hurtige danske tilladelse til Nord Streams første naturgasledning i 2009. Det første statsbesøg siden 1864 fandt sted, da Kongehuset tog imod præsident Medvedev i 2010, og året efter var der royalt genbesøg i Rusland. Hertil kom flere arbejdsmøder på stats- og udenrigsministerniveau, og som det første EU-land indgik Danmark i 2010 et såkaldt moderniseringspartnerskab med Rusland. Putin og Lars Løkke Rasmussen drak deres berømte fadøl i Tivoli i 2011, og danske diplomater fik nu, modsat deres svenske kolleger, adgang til Putins og Medvedevs rådgivere i Kreml. Som en dansk diplomat fortalte i et forskningsinterview: ”Vi blev behandlet, som om vi var på niveau med USA eller Kina”.

Det er interessant, hvor længe et nordisk land bliver i den russiske ”straffeboks”
– og hvor påfaldende positivt nabolande samtidig bliver behandlet
Kilde ...

Den danske solidaritet med Sverige var til at overskue: ”Sverige er oppe på den hvide hest og spiller hellige. Danmark er også kritiske. Men vi råber det ikke ud fra hustagene, som Sverige gør med deres megafondiplomati”, fortalte en anden diplomat. Ruslands annektering af Krim i 2014 medførte imidlertid en udjævning mellem Danmarks og Sveriges Ruslandsrelationer, men Danmarks forhold til Rusland er fortsat noget bedre end det svensk-russiske forhold.

Norge-Rusland
Mens de dansk russiske og svensk-russiske forhold havde fluktueret voldsomt, syntes det norsk-russiske forhold (som i øvrigt det finsk-russiske) at være indbegrebet af stabilitet. Det ændrede sig imidlertid, da Norge deltog i EU-sanktionerne mod Rusland efter annekteringen af Krim og inddrog Svalbard – som har juridisk særstatus – i sanktionerne. Dette har ført tiladskillige russiske nålestik mod Norge fra 2015.

Det bemærkelsesværdige er, at Rusland samtidig har forsøgt at optø det ellers dybfrosne forhold til Sverige. Da udenrigsminister Margot Wallström i februar 2017 mødtes med Sergej Lavrov – for første gang siden 2014– udtalte Lavrov ved pressekonferencen: ”Vore relationer oplever ikke deres bedste tider, men vi er enige om, at uenigheder om adskillige udenrigspolitiske problemer ikke skal forhindre handel mellem vore lande eller folkelige kontakter”. Siden hen har parterne mødtes flere gange, ligesom telefonmøder har været afholdt.

Del-og-hersk – og en modstrategi?
Hvilke tegn på en del-og-hersk-strategi ser vi i Ruslands relationer til de tre nordiske lande? Det er tydeligt, at Ruslands relationer til henholdsvis Danmark og Sverige mildest talt har udviklet sig forskelligt. Det interessante er ikke så meget de to nedfrysninger af relationerne, der finder sted. Der er ikke noget mærkeligt i, at Rusland reagerer negativt på Anders Fogh Rasmussens demonstrative udmeldinger i Zakajev-sagen, eller er allergisk over at blive sammen lignet med sin modstander i ”Den Store Fædrelandskrig”, jf. Bildts bemærkning. Det bemærkelsesværdige er snarere, hvor længe et land forbliver i straffeboksen – og hvor påfaldende positivt det skandinaviske naboland i de to situationer bliver behandlet. Det sidste gælder ikke mindst Danmark efter 2008. Hvis del-og-herskstrategien var på spil, skyldtes det ikke primært Danmark selv, men derimod Ruslands ønske om at undgå nordisk solidaritet, hvilket lykkedes til fulde.

Del-og-hersk-strategien synes også at være på spil i Ruslands relationer til Norge og Sverige. Den russiske udstrakte hånd til Margot Wallström antyder, at der kun kan være ét land i den nordiske straffeboks ad gangen. Når forholdet til Norge forringes, kommer Sverige ind i varmen igen. Del-og-hersk!

I interviews med nordiske beslutningstagere har det været bemærkelsesværdigt, hvor relativt lidt de følger med i hinandens Ruslandsrelationer. En viden om disse er en første betingelse for, at landene kan udvise indbyrdes solidaritet og imødegå Ruslands tendenser til at udøve del-og-hersk-strategien. Forskningen bør også i højere grad studere den indbyrdes timing i nordiske landes Ruslandsrelationer.

Regioner
Rusland

DIIS Eksperter

Hans Mouritzen
Udenrigspolitik og diplomati
Seniorforsker
+45 32698790
Rusland og Norden cover.
Rusland og Norden
Del og hersk?