Danmark skal optimere sine handlemuligheder på hybridkrigens slørede slagmark
Hybridkrigen har udvisket grænserne mellem den militære slagmark og det civile liv. Cyberangreb og disinformation bruges på lige fod med militære aktioner og udgør en voksende trussel for Vesten – også Danmark. Danmark har derfor brug for et koordineret forsvar mod hybrid krigsførelse med NATO i baghånden.
- Danmark må erkende, at den hybride trussel er reel, og bør prioritere modstandsdygtighed, national sammenhængskraft og beskyttelse af kritisk infrastruktur.
- Danmark har brug for en national strategi og handleplan, der forener kriseberedskabet med alle landets styrelser og Forsvaret.
- Danmark skal gøre brug af rådgivning og støtte fra NATO og bør deltage i de multinationale øvelser og træninger i NATOs regi.
- Danmark skal selv gennemføre øvelser i beslutningsprocesser på alle niveauer, hvor hybrid krigsførelse finder sted, eksempelvis i forbindelse med naturkatastrofer og pandemier.
NATO-alliancen og dens medlemslande er genstand for vedvarende russisk hybrid krigsførelse, som det har været udfordrende at sætte ind over for. Ruslands strategi med at forstyrre og påvirke liberale vestlige demokratier udføres gennem en blanding af konventionelle og ikke-konventionelle metoder. Det sker blandt andet gennem såkaldte ”troldehære”, som udbreder falske nyheder og målrettede disinformations- og påvirkningskampagner – kongeeksemplet her er den russiske påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Et andet integreret og potentielt farligt element i russisk hybrid krigsførelse er cyberangreb rettet mod en ”modstanders” kritiske infrastruktur. I 2007 eskalerede en konflikt om et nationalt mindesmærke fra sovjettiden i Estland fx til et cyberangreb mod banker, medier og regeringsorganisationer. Angrebet umuliggjorde adgang til officielle hjemmesider i flere uger og svækkede dermed landets evne til at levere basale samfundsydelser. Hybrid krigsførelse går populært sagt under radaren, og det betyder, at det er så godt som umuligt at tilskrive en reel statslig aktør ansvaret, og det besværliggør et direkte modsvar.
Danmarks politik og handlemuligheder
Også Danmark har set eksempler på hybrid krigsførelse. I 2017 kunne EU's særlige enhed for modarbejdelse af propaganda og fake news, East Stratcom, fx fortælle, at en falsk historie om, at Danmark skulle have åbnet en række dyrebordeller, havde spredt sig fra en række russiske nyhedsmedier til Hviderusland og Georgien. Derudover findes der flere eksempler på cyberkriminalitet og cyberspionage mod myndigheder, virksomheder og borgerne.
Danmark og den vestlige verden er i, om ikke krig, så en vedvarende konflikt med Rusland, som ikke er set siden afslutningen af den kolde krig. Konflikten udspiller sig på tværs af en række grundlæggende samfundsområder; politiske/diplomatiske, informationsmæssige, militære, økonomiske, finansielle, efterretnings- og lovmæssige. Den helt store udfordring i denne konflikt er, at slagmarken ofte ligger i det digitale domæne, hvor den reelle fjende ligger skjult bag en usynlig hacker- eller ”troldehær”. Med udbredelsen af kunstig intelligens og såkaldt ”Big Data Analysis”, som både statslige og ikke-statslige aktører vil kunne betjene sig af, vil mulighederne for at skjule sig kun blive mere gunstige, hvilket gør det svært at få et reelt og sammenhængende billede af den konkrete trussel, Danmark står over for.
Det Internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) definerer hybrid krigsførelse som:
”Brugen af militære og ikke-militære værktøjer i en integreret kampagne med det mål at opnå psykologiske og fysiske fordele. Det sker gennem anvendelse af diplomatiske midler såvel som sofistikerede og hurtige informations-, elektroniske- og cyber-operationer, skjulte og lejlighedsvist åbenlyse militære- og efterretningsmæssige aktioner samt økonomisk pres.”
Selvom de hævder det modsatte, så falder Ruslands undergravende aktiviteter tydeligt under denne definition.
Danmark har en Cyber Network Operations (CNO) kapacitet under Forsvarets Efterretningstjeneste, der kan anvendes til forsvar, angreb og spionage, hvilket samlet set medvirker til at øge landets robusthed over for cybertrusler og hybride angreb. Derudover har Danmark under Beredskabsstyrelsen et kriseberedskab og en national plan, som kan iværksættes, hvis landets kritiske infrastruktur trues. Problemet er imidlertid, at det nationale kriseberedskab ikke er samordnet, når det handler om at bekæmpe hybride angreb, som enten sker isoleret eller endnu værre; i forbindelse med naturkatastrofer, pandemier eller andre kriser.
Danmarks nationale robusthed over for hybrid krigsførelse ville derfor blive styrket ved at udbygge en samlet national strategi og handleplan, der imødegår trusler mod Danmark, og som gradvist ruster kriseberedskabet og forsvaret til også at imødegå og bekæmpe hybride trusler. En sådan handleplan skal dels kunne beskrive den vedvarende sikring af landets kritiske infrastruktur og dels holde fokus på at evaluere og optimere Danmarks nationale modstandsdygtighed (resilience) mod hybride angreb.
NATOs strategi imod hybrid krigsførelse
Forsvaret mod hybrid krigsførelse er primært et nationalt ansvar, men der er flere områder, hvor Danmark med fordel kan trække på NATOs rådgivning og støtte.
NATO-alliancens artikel 5 – også kaldet musketér-eden – fokuserer primært på fjendtlige handlinger af militær karakter, og derfor er NATOs rolle i forhold til hybrid krigsførelse hovedsagligt understøttende. I 2015 lancerede NATO strategien ”NATO’s role in countering Hybrid Warfare”. Strategien indeholder tre distinkte elementer: Forberede, afskrække og forsvare. Målet med strategien er, at Alliancen og partnerne individuelt er tilstrækkeligt forberedte til at imødegå hybrid krigsførelse i enhver form, at afskrække eventuelle aktører fra at udføre hybride angreb og, om nødvendigt, gennem vilje og sammenhold, at forsvare Alliancen mod hybride angreb.
I det forberedende element, indsamler, deler og vurderer NATO løbende informationer for at opdage og identificere alle igangværende hybride aktiviteter. NATO HQ ”Joint Intelligence and Security Division” udbygger gennem analyse Alliancens forståelse af konkrete hybride trusler. NATO HQ ”Hybrid Analysis Branch” øger tillige gennem analyser og rapporter bevidstheden i alle NATO-lande om mulige hybride trusler.
NATO støtter de allieredes indsats for at identificere potentielle nationale svagheder og medvirker til at forstærke landenes modstandsdygtighed, hvis påkrævet. NATO har fx dedikeret ekspertise, der kan støtte inden for områder som civilt beredskab samt forsvar mod en mulig kemisk, biologisk og radiologisk/nuklear (CBRN) hændelse. NATOs civile beredskab har eksempelvis været aktiveret efter jordskælvet i Pakistan og senest efter orkanen Katrinas ødelæggelser i USA. Denne kapacitet står også til rådighed, hvis et NATO-medlem bliver udsat for hybride angreb i forbindelse med andre ødelæggende hændelser.
NATO rådgiver endvidere om beskyttelse af kritisk infrastruktur, strategisk kommunikation, beskyttelse af civile, cyber forsvar, energisikkerhed og anti-terror. Endeligt kan NATO rådgive og gennemføre øvelser og træning, der fokuserer på beslutningsprocesser på tværs af domæner og styrelser. Til det formål har NATO opstillet såkaldte ”Counter Hybrid Support Teams”, som kan rådgive og hjælpe medlemslandene direkte. Fx har Montenegro og Nord-Makedonien anmodet om støtte fra NATOs ”Counter Hybrid Support Teams”. Formålet var rådgivning af myndighederne mhp. at imødegå og bekæmpe russiske disinformations-kampagner udført mod landene.
“The primary responsibility to respond to hybrid threats or attacks rests with the targeted nation (…) NATO is prepared to assist any Ally against hybrid threats as part of collective defence”
Det afskrækkende element viser NATOs vilje og sammenhold til hurtigt at reagere på en potentiel hybrid trussel. Det indebærer en høj grad af parathed og kvalitet hos de væbnede NATO-styrker, som er en del af sikkerhedsgarantien i Washington traktatens artikel 3, der beskriver NATOs kollektive evne til at imødegå væbnet angreb. NATO fokuserer desuden på at styrke Alliancens beslutningsprocesser og struktur.
Et område, der har et særligt fokus, er NATOs øvelsesvirksomhed i både nord og syd, som fokuserer på at imødegå og sidenhen bekæmpe krænkelser, hvor fx hybrid krigsførelse er eskaleret til reelle fjendtlige militære handlinger. På den måde styrker NATO sin egen parathed til at reagere, ligesom NATO medvirker til at understøtte værtslandets nationale kriseberedskab. Et konkret eksempel er ”Trident Juncture”-øvelsen i 2018, hvor mere end 50.000 soldater og materiel var deployeret til Norge for at bekæmpe en fiktiv militær eskalation.
I det forsvarende element viser NATO vilje til at reagere militært, hvis afskrækkelsen fejler. NATO er funderet på princippet om kollektivt forsvar af enhver allieret mod enhver trussel. Forudsætningen er politisk vilje, højt beredskab, stor fleksibilitet og professionalisme, som gør NATO i stand til at reagere effektivt, hvis det skulle være nødvendigt. Træning af det militære instruments rolle som støttende i den såkaldte ”grå zone”, hvor hybrid krigsførelse finder sted, medvirker til at øge NATOs militære evne til at kunne agere fleksibelt og hensigtsmæssigt, hvis der skulle blive brug for det.
