Vibeke Schou Tjalve i Ræson Søndag: Danmark drømmer, mens USA går i opløsning

”NATO er i dag mere end en forsvarsalliance. Det er også et værdifællesskab mod et stigende autokratisk pres”. Sådan står der i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedsstrategi, der holder fast i USA som forudsætning og omdrejningspunkt for at ”løse fremtidens vanskelige sikkerhedspolitiske udfordringer”, herunder særligt for at ”afskrække totalitære regimer fra at angribe demokratiske stater og allierede”. I torsdags fulgte regeringen op med et pressemøde, hvor et regulært militært samarbejde mellem USA og Danmark indvarsles. Kærlighed gør blind?

Måske. Men kaster man et klarsynet blik på den geopolitiske kamp om ’demokrati’, som strategien gerne vil placere Danmark i, må man til at begynde med spørge: Er den kamp så enkel, som sondringen mellem demokratiske og totalitære regimer antyder? Kæmpes der ganske enkelt om et for eller imod demokrati? Med eller mod Vesten? Eller kæmpes der, også indenfor murene, mellem former for demokrati: Pluralistisk eller homogent, minoritetsbeskyttende eller majoritetstyret, juridisk og proceduralt eller populistisk og etno-nationalt? Tidens geopolitiske spil om demokrati er indviklet, fordi demokrati som begreb, fænomen og historie – også hos ’os’ – er komplekst.

Flere demokrati-forståelser – også indenfor NATO og USA

Så komplekst faktisk, at vi blot skal to år tilbage, før det var Polen og Ungarn, ikke Tyskland eller Frankrig, der i Det Hvide Hus blev set som USA’s mest centrale demokratiske værdifæller. Trump holdt sin første europæiske tale i Warzawa og skubbede både retorisk og diplomatisk NATOs tyngdepunkt fra vest mod Central- og Østeuropa. Det samme gjorde hans baglands og administrations demokratiforståelse: Når det nye amerikanske højre staver til folkestyre, er idealet Orban’s kristne etno-stat, ikke Merkel’s liberale institutionalisme. Derfor initierede og underskrev Trump-administrationen den såkaldte Geneva Consensus Declaration – et forsvar for ’retten til tro’ og ’familiens ukrænkelighed’. Og derfor gjorde den det samme dag, som Polens højesteret gjorde abort ulovlig – og underskrev sammen med lande, der målt med en liberal lineal, må kaldes ’autoritære’. Med honnør til Orban’s ’kristne demokrati’ og ryggen til det man betragter som liberalismens ’tomme universalisme’.

Nu hedder præsidenten Biden og har kaldt Ungarn og Polen ’thugs’. USA er ’tilbage’ og Det Hvide Hus vært for to globale Summits for Democracy. I den aktuelle Ukrainekrise er det næsten som om, alt er ved det gamle og fortidens NATO-DNA er tilbage: Vest mod Øst, frihed overfor totalitarisme. Fortællingen er tryg, men i sidste ende hul. USA i dag er næsten i undtagelsestilstand. Både som sammenhængende forbundsstat og som fungerende repræsentativ parlamentarisme – og igen på grund af modsætningsfyldte forståelser af, hvad ’styre ved folket’ betyder. Der er næsten ingen ende på, hvor vildt det knager, og ser vi ikke det, er al strategisk planlægning pjat.

Anti-institutionalisme, selvstyre og supermennesker

Det er ikke manglende interesse. Også i Danmark er amerikansk politik – præsidenter, personer, valgregler - blevet en folkesport, og også i Danmark har vi forspist os på den kæmpe mediemæssige flødeskumskage, som et USA besat af velourrøde MAGA-hatte og pelsklædte Quanon-følgere er. Men noget bredere, mere diffust kryber under vores radar: At der overalt i det amerikanske landskab – fra østkyst til vestkyst, venstre til højre, klima til tech-bevægelser – skyder radikale alternativer til det etablerede demokrati op. Vidt forskellige – men alle født af skepsis til føderalstat og repræsentativ parlamentarisme.

Til at begynde med er der MAGA-hattene selv – et fænomen, hvis tosser vi overstuderer, men hvis dybere ideologiske resonans vi undervurderer. Trods omfattende dækning af kongres-angrebet 6. januar, har Europa kun haft én læsning af det: Oprørerne som et ikke-demokratisk og i sidste instans afvigende mindretal. De er afgjort anti-liberale. Men selv forstod de volden som et forsvar for, ikke angreb på ’styre ved folket’, men en art ultra-demokratisk frihedskamp, efter eget udsagn med direkte rødder i de første amerikanske pionerers flugt fra, og siden angreb på, monarki, tyranni og centralisme. Når de skal begrunde deres udtalte anti-institutionalisme, peger de i flæng på Jeffersons drøm om nærdemokrati og Thoreaus ideal om civil ulydighed. Dermed lyder de reelt som den Tea Party-bevægelse, der efter finanskrisen voksede sig stor gennem slogans om folket versus tyranni, frihed versus elitært regelstyre.

Overalt i den amerikanske syden og midtvesten bobler det med policy-institutter, magasiner, profiler, meningsdannere, blogs og netværk, der tænker sådan. Det bobler også med forsøg på at gøre tanken til handling – ikke mindst gennem opgør med det man forstår som forbundsstatens ensrettende liberale undervisningssystem. Over det seneste årti, er et stadigt større netværk af grundskoler, colleges, universiteter og museer stemplet ud af det føderalstatslige, evolutionsbaserede verdenssyn – og ind i et univers, der kobler en særlig form for kristen kreationisme med kritik af civile institutioner. Nogle forskere hævder, at angrebet på kongressen var ”as Christian nationalist as it gets”. Uanset er det på det yderste kristne højre, at de mest konkrete, lokale alternativer til føderalstat og liberal institutionalisme disse år tager form: Tag blot den meget omtalte by ’Moscow’ i delstaten Idaho. Her er man godt på vej til at udvikle et fundamentalistisk kristent mini-selvstyre.

Samme tendens, om end med modsat ideologisk motivation, finder man blandt vestkysten’s tech-elite. Heller ikke her sætter man lighedstegn mellem demokrati og repræsentativ parlamentarisme – fra Paypal’s Peter Thiel til Tesla’s Elon Musk er Washington D.C. lig med snak. Ikke med vækst og ikke med løsninger på hverken vandmangel, pandemier eller klima-undergang. Også her vil man derfor helst stemple ud af det, man betragter som et fælles, fordummende og forsinkende undervisningssystem.

Vil man have storhed, enere og innovation, må Silicon skabe dem selv – og det helst fra så ung en alder som muligt. Også i Californien – verdens sjettestørste økonomi – drømmer man derfor om alternative former for selvstyre. Direkte, digitalt demokrati? Måske et semi- eller halv-demokratisk teknokrati? Digital populisme kombineret med en håndfuld faglige supermænd? Tech-industriens genier, samlet i en almennyttig klub? Alt andet end regeltung, fodslæbende parlamentarisme.

Løsrivelsesfeber

Tror man, idéer som disse er nogle få fantasters ligegyldige spekulation, skal man for det første huske på, at både det kristne højre og den amerikanske tech-industri rummer nogle af USA’s mest kapitaltunge, indflydelsesrige navne. Og så skal man læse en opinionsundersøgelse. I oktober måned sidste år, udgav det velrenommerede Center for Politics ved Virginia Universitet, en omfattende undersøgelse af den amerikanske befolknings holdninger til demokrati, revolution og løsrivelse.

På spørgsmålet om ”udgør folkevalgte repræsentanter fra modpartens politiske parti en direkte fare for det amerikanske demokrati”, svarede henholdsvis 81 – enogfirs! – procent af de adspurgte Biden-vælgere og 84 procent af de adspurgte Trump-vælgere ja eller delvist ja. På spørgsmålet om hvorvidt de ”var kommet til at betragte løsrivelse fra unionen som eneste mulighed”, svarede hhv. 41 procent Biden-vælgere og 51procent Trump-vælgere ja eller delvist ja. Det er tæt på halvdelen.

Dermed er vi også fremme ved noget, der måske i særlig grad går under vores radar: At der i disse års USA raser en radikalt ny løsrivelsesfeber. At der blandt sydstaternes ’lost cause’-nostalgikere jævnligt er en solist, der retorisk trækker løsrivelseskortet, har vi trukket på smilebåndet over før. Var det bare ham, kunne Ted Cruz og hans forslag om et ’Texit’ viftes bort med et smil. Men fra øst til vest, nord til syd, tales der om at splitte op og bryde ud: blå stater, røde stater eller ligefrem landbrugsregioner fra urbane områder.

Mest afgørende er naturligvis de helt store dynamoer – Texas og Californien. I begge stater er der kommet egentlige bevægelser omkring løsrivelse – Texit og Calexit – og en diskurs, hvor markante profiler jævnligt lufter tanken. Der ligger også tunge og reelle dynamoer bag: En kamp om klima og energi, hvis kulturelle og økonomiske dimensioner er så tunge, at de godt kunne skubbe parterne fra hinanden. Meget forsimplet lever Texas af olie og gas, og økonomien er verdens niendestørste . Silicon i Californien, som den sjettestørste økonomi, lever af den grønne omstillings informationsøkonomi. Uanset om ingen af de to stater reelt kan rive sig fri, må man spørge: Er der noget at smile af.

Meningskrise og institutionsforfald

Ikke hvis man spørger amerikanerne selv. For dem er republikkens snarlige sammenbrud blevet hverdagskost; dagens nyheder og aftenens streaming-underholdning. Selv det mest ekstreme udfald – borgerkrig – diskuteres, analyseres og fiktionaliseres. The Atlantic skriver, at kuppet kommer snart. New York Times protesterer. Uanset er effekten den samme: meningskrise. En stemning af opløsning, undergang og nedtur.

Det gælder også humøret i det, der er den amerikanske stormagts rygrad: militæret, politiet, efterretningstjenesterne. Sommerens uskønne Afghanistan-retræte satte kniven ind hos et amerikansk militær, der allerede følte sig forrådt. Og hos både politi og efterretningstjenester er den samme mening tyndslidt. Efter rigsretsager, Black Lives Matter og kongres-angreb, er man både internt splittede og moralsk opgivende.

I et ualmindeligt velresearchet Long Read om The Capitol Police – den politistyrke, der forsvarede Mike Pence og hans kongres-kolleger mod at blive lynchet 6. januar – kunne man for nyligt læse om en organisation i opløsning. Dels på grund af tvivl om kollegers sympatier og loyaliteter før og under angrebet. Men mest af alt på grund af vantro over folkevalgte, som man selv og kolleger satte livet på spil for at beskytte, men som nu vil nedtone eller ligefrem afvise angrebets eksistens. Den historie er på mikroplan et vidnesbyrd om, hvad der også på makroplan foregår af meningstab og demoralisering, når en stat mister fælles retning. Kan sådan en stat vise handlekraft og være stormagt? Og kan Danmark sætte sin lid til det?

Fra ønsketænkning til risikostyring

Eller sagt på en lidt anden måde: Hvordan kan USA holde med Europa, når det knap kan holde sammen på sig selv? Gør man regnskabet op, ser det således ud: USA har – åbent og indiskutabelt – en præsident, der i halvdelen af sin kongres betragtes som illegitim kupmager og et republikansk parti der i 2024 lover ’demokratisk revolte’. Det har et vælgerflertal, der enten opgivende eller håbefuldt angiver opløsning, vold eller omgang af konstitutionen som mulig udgang – og det har delstater med akut løsrivelsesfeber, herunder et Californien hvis tech-giganter højlydt taler om at gøre op med både forbundsstat og parlamentarisme.

Den udvikling har implikationer – også for allierede. Hos den canadiske nabo mod nord foreslog rådgiver og mangeårig forsker i demokrati og socialt sammenbrud Thomas Homer-Dixon kort før nytår, at Canada nedsætter en art risk management task-force, der kan forberede landet på et eventuelt amerikansk kollaps. Indlægget førte til debat i britiske medier – og også herhjemme påpeger sikkerhedspolitiske kommentatorer stadig mere skarpt nødvendigheden af at forholde sig til den amerikanske udvikling. Det gør den nye danske udenrigs- og sikkerhedsstrategi ikke.