Danmark har brug for en ambitiøs og fleksibel diasporapolitik

I et stille villakvarter lidt uden for København sidder en kvinde ved sin computer og lægger store planer. Sammen med andre dansk-somaliske kvinder med sundhedsfaglig baggrund og deres partnere i Somaliland vil hun bygge en sundhedsklinik. Klinikken skal tilbyde basale sundhedsydelser til en gruppe internt fordrevne flygtninge, der har måttet forlade deres hjem på grund af udbredt tørke på Afrikas Horn.

Kvinden er blot én blandt andre flygtninge og migranter i Danmark, der gennem frivilligt foreningsarbejde bidrager til udvikling og nødhjælp i det globale syd. Trods vigtigheden og omfanget af deres aktiviteter er de ofte usynlige i det gængse mediebillede, hvor det er store organisationer som Røde Kors eller FN-systemets udrykningsstyrker i lyseblå veste og hjelme, vi ser komme fattige og nødlidende befolkningsgrupper til undsætning. Men længe inden de internationale organisationer kommer i omdrejninger, er migrant- og flygtningegrupper ofte i fuld gang med at indsamle midler og finde løsninger.

Denne DIIS-rapport belyser afghanske, filippinske og somaliske diasporagruppers engagement i udviklingsprojekter og nødhjælpsinitiativer målrettet oprindelseslandene. Rapporten ’Mellem bistand og selvhjælp’ beskriver et vidtfavnende civilsamfundsengagement og bidrager til en nødvendig nuancering af fortællingen om manglende integration i Danmark.

På baggrund interviews med foreningsaktivister, tegner rapporten et billede af omfanget og karakteren af aktiviteter, former for samarbejde med officielle udviklings- og nødhjælpsorganisationer samt barrierer og udfordringer for samarbejde med det etablerede danske udviklingssystem. I et udblik til tyske og svenske erfaringer, sættes danske erfaringer med samarbejde med diasporaaktører i relief.

Rapportens forfattere påpeger, at diasporaforeninger ikke nødvendigvis følger de separate bureaukratiske strukturer og pengekasser som kendetegner traditionelle udviklings- og humanitære indsatser. De er derfor mulige brobyggere ikke blot mellem Danmark og deres oprindelseslande, men også mellem de ofte adskilte domæner i udviklingssamarbejdet. Forfatterne anbefaler derfor at Danmark kunne have en mere ambitiøs og fleksibel diasporapolitik baseret på en mere aktiv og kontinuerlig inddragelse af diasporaaktører i arbejdet.