Bannon og Dugin: Ideologernes kamp

De er blevet stemplet som henholdsvis den russiske og den amerikanske præsidents ’hjerne’. De er blevet fyret fra deres mainstream-magtpositioner efter at have været for åbenmundede. Aleksander Dugin i Rusland og Steve Bannon i USA er i dag vigtige ideologer og strateger for det yderste højre i Europa og USA. Bannon annoncerede sågar i juli, at han etablerer ”The Movement”, der har som mål at forene indvandringskritiske, højrepopulistiske partier i Europa under én paraplyorganisation. Dugin har bygget netværk med højreradikale i Europa siden 1989.

Steve Bannon havde en kort, men vigtig karriere som chefstrateg i det Hvide Hus. Hans største mærkesag var økonomisk nationalisme. Magasinet Time havde ham på forsiden i februar i 2017 og spekulerede i, om ’trumpisme’ egentlig er ’bannonisme’. Da Bannon fik sparket den følgende sommer, udtalte Trump, at ”Bannon har ingenting med mit præsidentembede at gøre […] Steve havde meget lidt at gøre med vores historiske sejr.” Udsagnet er utroværdigt og vidner snarere om en magtkamp mellem to egocentrikere. Bannon var helt central, blandt andet i at styrke fokus på indvandring og national økonomi under valgkampen. Han stod angiveligt også bag USA’s udtræden af Paris-aftalen og indrejseforbuddet rettet mod muslimske lande, som Højesteret besluttede at opretholde tidligere i sommer. Han bidrog til at give administrationen en tydeligere ideologisk forankring med god støtte fra andre konservative medlemmer i administrationen.

Aleksander Dugin har derimod aldrig haft en officiel rolle i Putins administration. Kritikere siger, at både Dugin selv og kommentatorer overdriver den indflydelse, han har i Kreml. Men selv om han ikke formelt har været en del af Putins inderkreds, har han spillet en stadig vigtigere rolle i den offentlige debat i de seneste år, og det har nok bidraget til at flytte den nationale diskurs mod højre. Fra 2008 til 2014 var han direktør for ’Center for Konservativ Forskning’ ved statsuniversitetet i Moskva, men blev fyret efter at have opfordret til drab på ukrainere. Efter mange år i skyggen, først som dissident under Sovjetunionen og siden som obskur fascistisk skikkelse i 1990’erne, har han gradvis etableret sig som den ideologiske leder for det russiske højre og som en vigtig inspirator i Europa og USA.

Dugin er langt mere radikal end pragmatikeren Putin. Dugin roser Putin for at være en politisk realist, som gør det rette ved at fremhæve suverænitet i udenrigspolitikken. Samtidig ønsker han at se en mere ultranationalistisk og neo-eurasiatisk vending i russisk politik: geopolitikken skal frem. Dugin er særligt skuffet over, hvor lidt Putin har gjort i Ukraine. Mens Bannon har været optaget af at forsvare Trump og kæmpe hans sag – der spekuleres i, om han håber på at vende tilbage til sit magtembede – har Dugin haft flere konflikter med Putin. Kritiske røster funderer over, om Dugins vigtigste rolle i debatten er at være en fremtrædende ekstrem karakter, så Putin fremstår mere moderat.

Amerikanske medier, travlt optaget af at forklare forholdet mellem Trump og Putin, peger på Dugin og Bannon som bagmænd bag alliancen. Der er utvivlsomt betydelige ligheder mellem dem, blandt andet i grunddiagnosen om, at den moderne verden er i krise som følge af liberale eliters ideologiske og økonomiske dominans. Begge har deres ideologiske rødder i tysk konservatisme og europæisk traditionalisme fra 1920’erne til 1950’erne. Deres fælles fascination af filosoffer som René Guénon, Julius Evola, Oswald Spengler og Carl Schmitt bunder i en nådesløs afvisning af liberalismen. De ønsker begge at løsrive den ideologiske konservative arv fra de negative associationer til fascisme og nazisme. De har endda udtrykt beundring for hinanden.

Dugins primære kritik er rettet mod alle former for universalisme og individualistiske systemer og i særdeleshed det vestlige. USA har længe været fjenden i hans forfatterskab, og det har blandt andet ført til et samarbejde med blandt andet muslimske antiamerikanske bevægelser og den yderste venstrefløj i flere lande, blandt andet partiet Syriza i Grækenland. Efter Trumps sejr indbød han imidlertid til en alliance med USA i kampen mod liberal kapitalisme. Valgsejren definerede han som et af de ’smukkeste øjeblikke i mit liv’. Ligesom for Bannon er fjenden ikke én stat, men nærmere et ideologisk økonomisk system.

Bannon ser også den globale elite og det, den repræsenterer, som hovedfjenden. Han ønsker at nedkæmpe ’Davos-partiet’ med reference til den årlige konference for økonomiske og politiske eliter i Schweiz. Selv er Bannon uddannet ved Harvard Business School og har tidligere arbejdet for investeringsbanken Goldman Sachs. Det er ikke en modsætning, at han ønsker at lede en populistisk kamp, siger han og henviser til, at populismen allerede i år 200 f.kr. i romerriget blev drevet frem af aristokraten Tiberius Gracchus.

Nogle af de to ideologers visioner ligner hinanden. Bannon ønsker en international orden, hvor nationalstaten og dens suverænitet er løsrevet fra EU og andre overnationale organisationer. Dugin ønsker derimod en multipolær verden bestående af imperier: grupperinger af stater baseret på, hvilken civilisation de tilhører. Med udgangspunkt i russisk eurasianisme fra mellemkrigstiden forestiller han sig et eurasiatisk område med Rusland i centrum. Dugin er også imod overnationale institutioner og ønsker blandt andet at afskaffe FN. Begge er desuden stærke modstandere af liberal militær interventionisme. Den mest ødelæggende præsident i USA's historie er ifølge Bannon George W. Bush, hvilket Dugin sandsynligvis ville erklære sig enig i. Han var svært skuffet over Trumps militære angreb i Syrien i 2017.

Samtidig har de meget forskellige holdninger statens rolle. Mens Dugin ønsker en stærk stat, ønsker Bannon at ’fjerne dens lange tentakler fra arbejdende borgeres liv’. Som Bannon for nylig sagde med tydelig utilfredshed i et interview med den israelske avis Haaretz: ’I Europa ser de stadigvæk til staten for at finde løsninger.’ Mens Dugin ønsker nationalisering af industrisektoren i sin egen civilisation, ønsker Bannon mere plads til entreprenører og mindre magt til staten – en klassisk liberal forestilling, der handler om at give plads til ’den lille mand’. Velfærdsløsninger er det op til private selskaber at tilbyde. Her ser vi et tydeligt skel mellem det europæiske og amerikanske yderste højre, hvor Dugins filosofi lægger sig tættere op ad europæiske bevægelser.

I islamkritikken er det Bannon, der er på samme side som flertallet af sine europæiske allierede. Bannon mener, at den jødisk-kristne verden befinder sig i en vedvarende konflikt med islam. Bannon definerer Kina, Iran og Tyrkiet som den nye ’ondskabens akse’, hvor Tyrkiet er den farligste. Rusland er derimod en del af det jødisk-kristne fællesskab: ’Den Kolde Krig må slutte’, siger Bannon. Dugin påpeger derimod, at det egentlig kun er Iran, Tyrkiet og USA, som giver ham opmærksomhed, og ønsker selv at danne tættere alliancer med både muslimer og venstreradikale. Begge ønsker altså kulturkrig, men kun hos Bannon er islam en tydelig fjende.

Det bliver spændende at se, hvordan de to ideologers forsøg på at bygge netværk med Europas højrefløj udvikler sig.

Denne analyse blev oprindelig bragt på norsk i Dagsavisen den 7. august.