Baggrund: I ødelæggelserne vokser vreden og håbet om forandring i Libanon

Tirsdag 4. august om aftenen raserede en eksplosion i Beirut havn store dele af byen. Hurtigt kom det frem, at eksplosionen skyldtes antænding af 2750 ton ammoniumnitrat, der trods mange advarsler havde været sløset opmagasineret i et lagerhus siden 2014 efter, at det var ankommet på et russisk skib året inden. Hvorfor det har ligget der, uden at myndighederne inklusive politikerne i Libanons elite har sørget for en sikker håndtering af den store mængde ammoniumnitrat vides ikke, men mange libanesere er ikke i tvivl: det skyldes inkompetente og uansvarlige politiske ledere, der i årevis har kørt Libanons økonomi helt i sænk og overladt et stadig mere plaget libanesisk samfund til eget forgodtbefindende mens selvsamme elite har proppet baglommerne med pengene fra korruption. Rygterne i Beirut er, at eliten snupper op til 40% af den bistand, det internationale samfund giver til udviklingsprojekter og siden 2011 til at afhjælpe de store flygtningeproblemer i landet, hvor omkring halvanden million syrere kom til Libanon – et land, der har et territorium på en fjerdedel af Danmarks. Derfor lyder kravet i gaderne, at de internationale donorer skal give deres hjælp direkte til befolkningen - uden om regeringen. 

Når man læser de mange beretninger på sociale medier af, hvordan en stille tidlig tirsdag aften i et øjeblik blev ramt af død, ødelæggelse, smadrede boliger, sammenstyrtede huse, 300.000 boligløse og, ja, døde og sårede i endnu ukendte, men høje tal, samt rystede og chokerede mennesker, kan man ikke andet end forstå den kolossale vrede mod de politikere, der lod katastrofen ske. Man bliver også ydmyg over at sidde i sikker afstand i sine trygge omgivelser i en forstad til København mens man prøver at formidle lidt indsigt i, hvad baggrunden er for, at det kunne gå så ufattelig galt i det hårdtprøvede Libanon, der for den besøgende som hovedregel tager sig muntert og livsbekræftende ud. Beretninger på de sociale medier taler deres eget sprog, og selvfølgelig siger de sårede, chokerede og vrede beboere i Beirut, såvel de libanesiske som udlændingene, det klarest og mest rammende, når de peger på det politiske system og eliten som eneansvarlig for Libanons deroute i almindelighed og eksplosionens ragnarok i særdeleshed. Alligevel kan nogle forklarende noter for den udenforstående måske alligevel bringe lidt oplysning ind i Libanons tragedie, og det er hvad nærværende artikel søger at gøre. 

I stedet for at skabe reformer har politikerne i Libanon i årtier været optaget af interne magtkampe med henblik på sikre sig magt og penge. I efteråret 2019 gik den ikke længere: økonomien var helt i bund og for at skaffe en smule indtægt til staten, pålagde politikerne en afgift på WhatsApp. Det var gnisten, der igen sendte libaneserne i gaderne med krav om ikke blot regeringens afgang men om et helt nyt politisk system fri for det nuværende sekteriske, hvor grupper og partier baseret på religiøs identitet hele tiden våger over og er i konflikt med hinanden. Regeringen gik af og en ny kom til i januar. Som ventet har den heller ikke gennemført konstruktive reformer, hvilket lige før eksplosionen fik udenrigsministeren til at forlade regeringen og smække med døren, idet han til pressen bekendtgjorde, at også den nye regering er komplet håbløs, når det kommer til gennemførelse af den nødvendige politik. Sådan har situationen været i årtier, men flygtningekrisen efter udbruddet af den syriske borgerkrig i 2011 og svigtende indtægter fra både Syrien og de arabiske Golfstater, der straffer Libanon for at huse den magtfulde Hizbollah organisation, har bidraget til, at samfundet er trykket helt i knæ. En situation, som på alle parametre blev forværret af Corona-epidemien og nedlukningen af samfundet.    

Siden demonstrationerne startede i oktober 2019, er det kun gået en vej i Libanon, nemlig fra skidt til stadig værre: inflationen er 50%, det libanesiske pund har mistet 80% af sin værdi til dollaren, og arbejdsløsheden er vokset dramatisk. Allerede et døgn efter, at eksplosionen ødelagde Beirut, vendte libaneserne igen deres vrede mod det politiske system. De har mistet enhver tillid både til politikerne og til selve det politiske system, som de vil have revolutioneret. Det bliver svært at få gennemført, men det internationale samfund har nu fået øjnene op for regeringens manglende legitimitet, både efter forsømmeligheden, som førte til den katastrofale ødelæggelse af Beirut, og den stadig voksende utilfredshed i befolkningen. Et internationalt pres ført an af den franske præsident Macron, som under sit besøg to dage efter eksplosionen allerede har bebudet krav til Libanons regering om gennemgribende reformer, kan derfor måske føre til forandringer uden endnu en ødelæggende borgerkrig. Macron lovede ovenikøbet vrede demonstranter i Beiruts gader, at den franske bistand vil blive dirigeret direkte til Beiruts befolkning uden om regeringen, hvilket viser han er bevidst om den systematiske korruption i landet. Der er ikke tvivl om, at Libanon vil være forandret efter eksplosionen, men om det vil føre til et nyt politisk system, er naturligvis åbent spørgsmål. 

Osmannisk og fransk del-og-hersk politik har formet libanesisk politik 
Allerede under Osmannerriget indførtes i 1800-tallet magtdeling i Libanon, hvor forskellige grupper som drusere og maronitter på vegne af sultanen regerede forskellige dele af det lille område, som efter fransk militær indgriben blev en selvstændig provins i 1882. Efter 1. Verdenskrig kom Libanon i 1920 formelt under kontrol af det Franske Mandat for Syrien, og som følge af militære konflikter udskilte franskmændene det, der i dag er Libanons territorium. I 1926 fik Libanon sin forfatning, der er ændret en del gange siden og politisk fortolket i den nationale pagt i 1943, hvor en nyvalgt libanesisk regering afskaffede det Franske Mandat. Men de allierede styrker fortsatte besættelsen af den nye republik under 2. Verdenskrig, og Libanon opnåede først sin uafhængighed i 1946.

Det, der imidlertid har været kendetegnende for forfatningen fra 1926 og de ændringer, den har været underlagt, og dermed kendetegnende for det politiske system i Libanon, er sikring af de forskellige trossamfunds repræsentation i parlament. Udformningen af dette system havde Frankrig, der favoriserede de kristne maronitter, stor indflydelse på. Sammensætningen af de religiøse gruppers repræsentation, herunder også forholdet mellem kristne og muslimer, har ændret sig, men det har ideen om at skabe et politisk system baseret på garanteret repræsentation af trossamfundene ikke. Præcis dette har formet Libanons politiske skæbne frem til i dag.

Allerede fra 1943 var etableringen af Libanon som en flerkonfessionel republik således baseret på en uskreven aftale, Libanons nationalpagt, der opdelte den udøvende magt og de politiske institutioner. Denne opdeling er baseret på en folketælling fra 1932, som ikke er blevet fornyet siden. Dengang havde de kristne et svagt flertal, mens de i dag udgør måske blot en tredjedel af befolkningen. Ideen bag etableringen af den nye republik som flerkonfessionel, hvor forskellige grupper og valgkredse får en fastlagt repræsentation i regering og parlament, såkaldt konsociationalisme, var at sikre alle grupper i det særdeles opdelte libanesiske samfund en del af magten og indflydelse på regeringsførelsen, og dermed undgå interne konflikter eller sågar borgerkrig. Filosofien var, at man ved at give alle de 18 offentligt anerkendte trossamfund en del af den politiske magt gennem deres ledere, ville lette spændingerne mellem grupperne.

Da konflikter opstod, først i 1958 og igen i 1975 - den sidstnævnte ledte til en 15 år lang borgerkrig - opfyldte systemet ikke just sit mål. Udenlandske interventioner og indblanding fra Syrien, Israel, Iran, USA og Frankrig såvel som tilstedeværelsen af hundredtusindvis af palæstinensiske flygtninge, inklusive ledelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) frem til 1982, bidrog også til at intensivere konflikterne, der førte til borgerkrigen. Forhandlinger i den saudiarabiske by Taif i 1989 banede imidlertid vejen for en aftale, der afsluttede krigen i 1990. Det førte til nogle væsentlige lovændringer, for eksempel at repræsentation i parlamentet blev ændret fra det oprindelige 6:5 forhold til fordel for de kristne til et 1:1 forhold mellem kristne og muslimer og en indskrænkning af præsidentens udøvende magt. Men den konsociationelle model fortsatte med at udgøre grundlaget for det politiske system efter krigen. (Teorien om konsociationalisme er udviklet af den hollandsk-amerikanske politolog Arend Lijphart og diskuteres i forhold til Libanon i min artikel Arrested Development.) 

Ifølge Taif-aftalen skulle udenlandske styrker trækkes tilbage, men Israel fortsatte med at besætte det sydlige Libanon indtil 2000, hvor det trak sig ud med undtagelse af en lille stribe land. Syrien havde imidlertid landstyrker i Libanon indtil 2005 og forlod først landet efter en beslutning af FN’s Sikkerhedsråd i 2004, fremsat af USA og Frankrig, samt store demonstrationer i Beiruts gader efter bombeattentatet på den libanesiske premierminister Rafik al-Hariri. Taif-aftalen krævede desuden, at alle militser skulle afvæbnes, men det shiamuslimske parti Hizbollah, som Iran etablerede under borgerkrigen, nægtede og er i dag militært stærkere end de libanesiske væbnede styrker. 

Konsekvenser af mordet på Rafik al-Hariri
Mordet havde store konsekvenser for Libanon og førte til den såkaldte cedertræsrevolution (cedertræet smykker Libanons flag som et symbol på styrke), der krævede Syriens tropper trukket ud, hvilket faktisk skete i sommeren 2005 efter voldsomt pres både i Libanon og i det internationale samfund. Demonstranter i dagens Beirut husker 2005 og håber nu, at deres krav om et nyt styre bliver hørt overalt, som kravet om Syriens tilbagetrækning blev hørt i 2005. De anti-syriske demonstrationer blev dengang fulgt op af store demonstrationer organiseret af Hizbollah, som stadig støtter regimet i Damaskus, og konsekvensen var derfor dannelsen af to store blokke i libanesisk politik opkaldt efter dagene for demonstrationerne. Den første er ’8. marts alliancen’, bestående af Hizbollah, (det shiamuslimske) Amal og Den Frie Patriotiske Bevægelse, en maronitisk, kristen gruppe som ledes af den nuværende præsident Michel Aoun. Den anden er ’14. marts alliancen’, ledet af sunnimuslimen Saad al-Hariri, søn af den myrdede premierminister, lederen af Fremtidsbevægelsen og støttet af de (kristne) libanesiske styrker (LF) og drusernes Progressive Socialistiske Parti. Dertil kommer et antal andre politiske partier samt få uafhængige kandidater, som forsøger at manøvrere uafhængigt af blokkene, dog sjældent med succes. Det er de to blokke, der har kæmpet om magten i Libanon lige siden og konstant rivaliserer om indflydelse i de statslige institutioner, men altid finder sammen, hvis det system, de baserer sig på, er truet enten af en reel libanesisk opposition eller af udenlandske kræfter i form af andre stater eller jihadisme.

Ingen plads til reel opposition
Spændinger mellem Saad al-Hariris blok og Hizbollah kulminerede i en direkte konfrontation i 2008, hvor Hizbollah belejrede Beiruts centrum og holdt al-Hariri i husarrest. Krisen blev løst med en aftale i Doha i Qatar. Herefter var det tydeligt, at ingen af blokkene havde styrken til totalt at kunne dominere den anden, og en form for national konsensus om sikkerhed udviklede sig. Prioriteten for den magtdelende elite, heriblandt mange tidligere krigsherrer fra borgerkrigen, er at bevare deres egen magt og få så meget som muligt af den libanesiske kage som muligt, hvilket fører til en enorm kløft mellem staten, magteliten, og resten af samfundet. Som følge heraf bliver samfundet mere eller mindre overladt til sig selv. I samfundet og dagligdagen er man er afhængige af private initiativer for at løse de mange sociale og økonomiske problemer, der forfølger den libanesiske befolkning, hvad enten det er pålidelig elektricitet- og vandforsyning, adgang til sundheds- og uddannelsessystemer, bekæmpelse af arbejdsløshed eller problemer relateret til tilstedeværelsen af syriske og palæstinensiske flygtninge. 

Der hersker en udbredt korruption og et wasta (personligt netværk) system, som er en uundgåelig forudsætning for dem, der navigerer gennem de offentlige institutioners bureaukratiske labyrinter for at anskaffe sig statsautoriserede dokumenter. I Transparency International Corruption Perception Index 2016 er Libanon rangeret som nr. 136 ud af 176 stater med hensyn til korruption. Resultatet er en følelse af mistillid blandt libaneserne over for staten, de offentlige institutioner og det politiske system, inklusive parlamentet. I stedet stoler de fleste på deres lokale ledere eller familiemedlemmer i systemet, når ting skal gennemføres. 

”You Stink”
Denne mistillid blev meget tydelig under Libanons affaldskrise i sommeren 2015. Da politikerne ikke kunne nå til enighed om en ny lossepladskontrakt, hobede der sig affald op i Beiruts gader. Lugten var uudholdelig, men politikerne var ude af stand til at komme frem til nye og holdbare løsninger. Under sloganet You Stink begyndte unge at organisere demonstrationer, der samlede titusindvis af mennesker fra hele Libanon i det centrale Beirut. På deres dagsorden stod en ikke-sekterisk protest mod ineffektivitet og korruption på regeringsniveau, og den politiske elite reagerede ved at samles, skabe kludetæppeløsninger på affaldsproblemet, uden egentligt at løse det. De bekæmpede demonstrationerne og intimiderede ungdomsbevægelsen ved at anklage den for sektarianisme og for tilmed at være infiltrerede af jihadister. Krisen endte uden nogen holdbar løsning på affaldsproblemet, med en smadret ungdomsbevægelse og med et øde og forladt bycentrum – hvor parlamentet og premierministerens palads, Grand Serail, er placeret – på grund af en indskrænkelse af adgang, som var blevet indført i et forsøg på at undgå nye demonstrationer. Eliten overlevede, men problemerne fortsatte. 

You Stink-bevægelsens succes med at mobilisere enorm støtte inspirerede imidlertid civilsamfundsaktivister, universitetsprofessorer, journalister, kunstnere, menneskerettigheds-fortalere og mange andre til at danne en liste under navnet Beirut Madinati (Beirut, Min By), der stillede op til kommunalvalget i Beirut det følgende år i maj 2016. De samledes om en ikke-sekterisk dagsorden imod korruption, kritik af måden Beirut havn blev udviklet og forvaltet på og formulerede en dagsorden, der insisterede på en bæredygtig og grøn udvikling af byen. Historien gentog sig: listen hentede stærk støtte blandt det libanesiske folk. Men premierminister Saad al-Hariri, hvis parti Fremtidsbevægelsen kontrollerer bystyret i Beirut, greb ind, bakket op af den øvrige politiske elite. Gennem legale og, ifølge kilder i civilsamfundet, illegale metoder som intimidering af kandidater og køb af stemmer, sikrede han en sejr til sit parti. Endnu en gang overlevede de etablerede partier og deres ledere fra eliten udfordringen fra en civilsamfundsbaseret opposition, mens der i bund og grund ikke blev gjort noget for at løse de mange problemer i hovedstaden.  Og endnu engang blev det klart, at demokratiet i Libanon kun er en tynd fernis over et korrupt politisk system styret af de magtfulde partier med rødder i de forskellige trossamfund, hvor stemmerne reelt bliver afgjort enten frivilligt eller gennem intimidering, stemmekøb og tvang. 

Den evindelige konflikt om valg
Billedet forblev uændret: eliten holdt sig beskæftiget med interne magtkampe i det sekteriske politiske system, alt imens de udskød nødvendige reformer til et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Et andet eksempel er de adskillige udsættelser af parlamentsvalgene: i 2013 var årsagen uenighed om en ny valglov; i 2014 skete udsættelsen på grund af komplekse forhandlinger om at finde en ny præsident, eftersom den daværende præsidents valgperiode endte. Det tog lederne to år at nå frem til, hvad mange helt fra starten havde forventet ville blive resultatet; nemlig at Hizbollahs kandidat den kristne Michel Aoun (præsidenten skal ifølge forfatningen være kristen) ville blive udnævnt som betaling for udpegningen af Saad al-Hariri som premierminister i 2016 (ifølge forfatningen skal premierministeren være sunnimuslim). Herefter kom diskussionen om valgloven igen på bordet med en hensigt om at ændre ”vinderen tager det hele” til et repræsentativt demokratisk system. Det førte til komplicerede diskussioner og konflikter om tilrettelæggelse og placering af valgkredse og opstilling af kandidater, hvor det nok handlede om at give uafhængige kandidater muligheder for at stille op til valg, men meningen var stadig, at det var kandidaterne fra elitens partier, som skulle vinde (det kaldes gerrymandering). 

Endelig, i juni 2017, blev eliten enige om den nye valglov og planlagde parlamentsvalget til at blive afholdt 6. maj, 2018 – ni år efter det seneste valg. Fordi man diskuterede denne problemstilling i døgndrift, var det ikke overraskende, at der blev brugt meget lidt energi på at løse Libanons sociale og økonomiske problemer.

Valget fandt sted som planlagt. Både Hizbollah og Amal fik deres forventede sejr og blev derved i stand til at blokere al lovgivning, som de ikke vil acceptere i det nye parlament. Saad al-Hariri og hans parti, Fremtidsbevægelsen, tabte som forventet pladser i parlamentet, og selvfølgelig blev kun få uafhængige kandidater valgt ind – og dem der gjorde, fik ingen indflydelse. Hizbollahs sejr gav anledning til bekymring i regionen såvel som til spekulationer om, hvorvidt organisationen ville forlade samlingsregeringen. En samlingsregering med en svagere Saad al-Hariri som premierminister var imidlertid et fordelagtigt udfald for Hizbollah, der havde og stadig har kontrol over parlamentet. 

Hizbollah og de kristne maronitter snyder Saudi-Arabien og redder rivalen Saad al-Hariri
Da Saad al-Hariri, under et besøg i Saudi-Arabien i november 2017 overraskede alle ved at træde tilbage efter pres fra den saudiarabiske kronprins, Mohammad bin Salman (MBS), var det hans politiske modstandere i Hizbollah og Michel Aoun, der gjorde en ihærdig indsats for at få ham tilbage både til Libanon og på premierministerposten ved at organisere store kampagner i Beiruts gader. Havde Saudi-Arabiens magtfulde kronprins MBS bildt sig ind, han kunne skabe splittelse og spille Libanons to blokke ud mod hinanden, gjorde han regning uden vært. Igen havde elitens ledere fra hele paletten i Libanons magtapparat vist, at de stod sammen, når det var deres sikkerhed og position, som var truet. Sagen endte med, at Saad al-Hariri ved den franske præsident Macrons mellemværende kom tilbage til Libanon og genoptog sin post som leder af regeringen, hvorefter dagligdagen atter indfandt sig med uendelige magtkampe og trakasserier lederne imellem. Højt på dagsordenen var elendig økonomi, stor statsgæld, sociale problemer og et voksende problem med tilstedeværelsen af de syriske flygtninge.      

Syriske flygtninge og sociale problemer  
Da den syriske krig sendte mere end en million flygtninge til Libanon på under to år, tog palæstinenserne og libaneserne vel imod dem. Libaneserne var bekendte med at arbejde med syrere som ofte migrerede mellem Syrien og Libanon. Og de palæstinensiske syrere delte jo skæbnefællesskab med Libanons palæstinensere som statsløse flygtninge. Ingen ved, hvor mange syrere, der rent faktisk boede og arbejdede i Libanon før flygtningekrisen, men mange vurderer, at antallet var i omegnen af en halv million. Libanon har ikke tilsluttet sig FN’s Flygtningekonvention og definitionen af, hvem der er flygtning eller illegal indvandrer, er helt flydende og politisk bestemt.

I dag kalder libaneserne mange af disse migranter, selv syriske gæstearbejdere, for flygtninge. Antallet af flygtninge i Libanon er således ukendt både på grund af manglende definitioner, og fordi Libanons regering i 2015 simpelthen forbød FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) at registrere de syriske flygtninge. I stedet skulle de selv lade sig registrere ved at indsende en formular til Libanons efterretningstjeneste, hvilket formentlig halvdelen har undladt dels af frygt for at blive sendt tilbage, dels fordi registreringen koster et årligt gebyr på 200 US dollar pr. person, som de ikke har råd til at betale. Resultatet er, at mere end en halv million syrere lever som ikke-registrerede flygtninge i Libanon. Endnu mere kompliceret er det for de palæstinensisk-syriske flygtninge, fordi de ikke kan registreres og hjælpes af UNHCR, men skal håndteres af FN’s hjælpeprogram for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA). Det har ført til groteske situationer, hvor palæstinensiske flygtninge fra Syrien og Libanon i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon bogstavelig talt har stået og set på, at syriske flygtninge har fået hjælp fra UNHCR, mens de selv ikke har fået noget fra et underskudsramt UNRWA.

Lokale indbyggere frygter, at de nye ”flygtninge” vil tage deres jobs og skabe inflation. Flygtningene beskyldes for at være årsagen til alle former for problemer i det libanesiske samfund i dag, såsom et hurtigt voksende stofmisbrugsproblem og dertilhørende kriminalitet inklusive voldtægter og børneprostitution. Regeringen har ikke engang holdt sig tilbage fra at gøre de syriske flygtninge ansvarlige for Libanons forurening og miljøproblemer. Befolkningens indstilling over for syrerne har forandret sig fra venlig gæstfrihed til mistillid, vrede og fjendskab, hvilket forårsager vold og spænding mellem de forskellige befolkningsgrupper. Problemerne er især store i slumområderne og i de palæstinensiske flygtningelejre, hvor arbejdsløshed, stoffer og kriminalitet i stigende grad udfordrer tilværelsen for de mest sårbare mennesker i Libanon. Derudover ser libanesiske borgere fra den såkaldte middelklasse, at syrere tager mange jobs i barer, restauranter, hoteller og som taxachauffører, fordi de er villige til at arbejde stærkt underbetalt. Regeringens respons er i stigende grad at arbejde hen imod en hjemsendelse af flygtningene til Syrien, og regeringen har allerede deporteret tusinder til såkaldte sikre områder i Syrien, uden at det dog mærkbart har afhjulpet problemerne. 

Vreden og Håbet
Når man ser på den generelle politiske tilstand i Libanon, synes fremkomsten af konsensus på tværs af regeringspartierne angående national sikkerhed måske at modsige den igangværende politiske lammelse, der hersker, når det gælder reformer, økonomi, infrastruktur og sociale anliggender. Det er imponerende så godt efterretningstjenesterne, militæret og Hizbollah har formået at holde såvel al-Qaeda som Islamisk Stat borte fra landet. Der har været terrorisme, også nogle større bomber f.eks. i Hizbollah-bydelen i det sydlige Beirut, og der har været kampe i grænseområderne til Syrien samt i den nordlige by Tripoli, men i betragtning af Hizbollahs deltagelse i borgerkrigen i Syrien og Libanons sårbarhed over for alle andre trusler og udenlandske staters indblanding, er det faktisk lykkedes at holde en høj grad af sikkerhed, når det drejer sig om terrorisme.

Når deres egen sikkerhed er truet, formår eliten således at holde sammen, men på alle andre områder sejler det. Politiske nyheder i Libanon er hovedsageligt en endeløs gentagelse af uenigheder om de samme problemstillinger. Dette bunder i, at alle partier vil have deres andel af kagen, og ingen vil give afkald på det, de allerede har, hvilket gør Libanon til en meget svag stat, når det gælder om at håndtere de enorme problemer, som det libanesiske samfund står overfor – hvad enten det er flygtningekrisen, fattigdom, infrastrukturelle problemer, miljø, kriminalitet, stofmisbrug eller sociale anliggender. Overladt til sig selv og uden megen hjælp eller assistance fra staten lykkes det for den libanesiske befolkning at klare sig takket være en uforlignelig evne til selvorganisering, pragmatisme og støtte fra det internationale donorsamfund, som har været den primære aktør i forbindelse med at hjælpe flygtningene og med at udvikle sundheds- og uddannelsessektorerne. 

Den libanesiske stat er derfor på ingen måde forberedt til at håndtere en katastrofe som eksplosionen 4. august. Selvom de ledende politikere har pustet sig op og krævet de ansvarlige fundet og strafforfulgt, erklæret landet i undtagelsestilstand og appelleret til hæren om at komme i omdrejninger, er det almindelige borgere i samarbejde med NGO’er, der med det samme er begyndt at organisere hjælp og oprydningsarbejde. Det libanesiske samfund tager atter skeen i egen hånd, når det er nødvendigt, og befolkningen må derfor være Libanons allerstørste ressource. 

Store dele af befolkningen kræver systemskifte – radikalt systemskifte! Det store spørgsmål er om eliten endnu engang kan klare frisag og om Hizbollah, der altså er en del af eliten, atter engang kan gemme sig bag sin position som Libanons værn mod Israel og som beskytteren af de shiamuslimske samfund i Sydbeirut og Sydlibanon. Hvis libaneserne skal komme videre med deres krav, har det brug for det internationale samfunds støtte, som det fik i 2005, da det lykkedes at presse Syrien ud, og som det igen fik under sommerkrigen i 2006, da der blev forhandlet våbenhvile mellem Hizbollah og Israel. Begge gange med fransk mellemkomst. Macron er nu i gang og holder han, hvad han lovede demonstranterne i Beiruts gader 6. august, og kan han få opbakning fra EU og USA, kan der lægges et hårdt pres på eliten i Libanon. Hvis Israel derudover kan undlade at blande sig - for israelsk indblanding vil kun styrke Hizbollah - er der måske et lille håb for, at katastrofen kan føre til et hårdt tiltrængt politisk systemskifte i Libanon. Men det bliver ikke uden sværdslag, og imens fejer borgere glasskår og murbrokker op i Beiruts gader, plejer de sårede og sørger over de døde, som de har gjort så mange før, nu dog mere chokerede og vrede end de mange gange tidligere.    

Nærværende artikel er en opdateret og udvidet udgave af mit kapitel i IEMed Yearbook 2018, Barcelona: IEMed - European Institute of the Mediterranian, 2018