Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark

Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom.

Manglende definitioner og kriterier
Indledningsvis savner vi en begrundelse for, hvorfor netop de tre miljøer er valgt – eller måske rettere en refleksion over, hvorvidt andre politiske eller religiøse miljøer kunne være relevante at inddrage, samt betydningen af sammenfald med andre typer miljøer, herunder kriminelle, som nævnes i rapporten.

Dernæst savner vi definitioner af det ikke-ekstreme og prodemokratiske, som miljøerne og grupperingerne holdes op i mod. Rapporten søger at beskrive de egne af det religiøse og politiske landskab, som ligger udenfor ”det politiske normalområde”. Præcis hvad dette normalområde dækker over, står imidlertid hen i det uvisse, ligesom indholdet af den ”liberalistiske demokratiopfattelse”, som de kortlagte miljøer og grupperinger kategoriseres som modsætninger til.

Som det klart fremgår af rapporten, er det svært én gang for alle at definere ekstremisme og antidemokratisme af den simple grund, at det er relative begreber. Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ”i tråd med det ideologiske udgangspunkt” i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt.

Som rapporten står, må læseren stole på, at forskernes ubeskrevne definitioner, kriterier og vurderinger er troværdige, hvilket er svært, når forskerne er anonyme.

Datagrundlag
Ud over det problematiske i manglen på definitioner og kategoriseringskriterier synes rapporten at basere sig på et spinkelt datagrundlag. De anvendte data består primært af interviews med videnspersoner, såsom frontpersonale, forskere og journalister, og af observationer på Facebook. Forskergruppen har endvidere interviewet 26 personer i eller omkring miljøerne, hvoraf de 11 var relateret til det ekstremistiske islamistiske miljø, syv til det højreradikale og tre til det venstreradikale. Det er imidlertid uklart, hvorvidt disse interviewpersoner har bidraget med viden om deres egne meningsfæller eller om andre, hvilket fører os til et grundlæggende spørgsmål omkring den troværdighed, som interviewpersoners udsagn er blevet tillagt. Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

Som det fremgår af rapporten, har man ikke foretaget observationer i miljøerne, hvilket blandt andet medfører, at man i flere grupperingerstilfælde ikke er i stand til at sige meget om omfang, organisering og rekrutteringsmetoder. Dermed muliggør kortlægningen ikke en fremtidig vurdering af eventuelle udviklinger på disse områder.

På denne baggrund kan man også stille spørgsmålstegn ved, om rapporten egentlig kortlægger milijøer og grupperinger eller nærmere kortlægger udvalgte videnspersoners opfattelser om disse. Desværre forpasser rapporten muligheden for at reflektere dybere over, hvilke metodiske problemstillinger kortlægningsarbejdet har været stillet over for.

Behov for dybdegående forskning
Hertil kommer, at det optegnede kort over antidemokratiske og ekstremistiske miljøer og grupperinger, ifølge rapporten, blot skal betragtes som et øjebliksbillede, der allerede er forældet på flere fronter. Hvis der derfor er et reelt ønske at træffe evidensbaserede politiske beslutninger indenfor dette område, så er der behov for meget mere dybdegående og kvalitativ forskning.