DIIS Comment

Det anti-liberale Europa

Anti-liberal nationalisme og svækkelse af retsstaten præger den politiske udvikling i både Ungarn, Polen, Rusland og Tyrkiet.

I flere europæiske lande svækkes domstolenes, civilsamfundets og mediernes uafhængighed i en politisk udvikling præget af konservativ nationalisme. Statslig suverænitet, religion, familie og nation præsenteres som stærke udfordrere til det liberaldemokratiske tankegods i EU og ryster selve grundlaget for unionen.

Polen og Ungarn
I løbet af 2016 og 2017 har der været uro i EU som følge af den politiske udvikling i Ungarn og Polen. Begge lande blev i 2004 medlem af EU sammen med fem andre tidligere østbloklande. For at blive en del af det økonomiske og politiske fællesskab måtte landene gennemgå en række reformer knyttet til markedsøkonomi, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Tanken var, at landene skulle tilnærme sig de eksisterende EU-lande mest muligt. I dag bliver enkelte af reformerne enten direkte trukket tilbage eller udvandet. I Polen var der i juli store demonstrationer mod det regerende nationalistiske og konservative Lov og Retfærdighedsparti (PiS) og deres forslag om at reformere retsvæsenet. Lovforslagene blev kritiseret for at svække domstolenes uafhængighed, blandt andet ved at pensionere siddende højesteretsdommere, der var udnævnt af tidligere regeringer. Partiet ville også give parlamentet direkte magt til at udnævne medlemmer til Det Nationale Domstolsråd.

Kort sagt ville ændringerne give politikere mere magt over domstolene. Polens præsident Andrzej Duda har, til manges store overraskelse, foreløbig bremset processen ved at nedlægge veto mod to ud af tre lovforslag. EU havde truet med sanktioner på grund af brud mod EU’s kerneværdier, men få troede, at EU ville turde at udfordre en af unionens største og mest vellykkede økonomier. Duda bøjede sig dog alligevel for presset. Lovforslaget som Duda imidlertid ikke nedlagde veto mod gav justitsministeren ret til at udpege ledere for de lokale domstole.

Lovforslagene i Polen bliver af mange tolket som et udtryk for et mere illiberalt styre. I løbet af de sidste to år har den polske regering blandt andet indført en ny overvågningslov og lagt pres på medier og politiske modstandere. Reformerne sammenlignes med udviklingen i Ungarn, hvor det national-konservative parti Fidesz har haft magten siden 2010.

I Ungarn har tilbageslaget mod EU’s liberale værdigrundlag været langt mere omfattende og direkte. I 2014 udtalte premierminister Viktor Orbán, at ”æraen af liberale demokratier var ovre”, og introducerede begrebet "illiberale demokratier". I et interview i december 2016 udtrykte han håb om, at 2017 ville være året, hvor folk ville gøre oprør mod den liberale elite og dets globale institutioner. Under Orbán har regeringen blandt andet lagt begrænsninger på ytringsfriheden for private og offentlige medier, svækket domstolenes uafhængighed og udfordret store dele af det organiserede civilsamfund.

EU har vist sig svage i mødet med disse værdikonflikter hos medlemslandene, og konsekvensen er, at grænserne for acceptabel politisk adfærd stadig udvides. Paradoksalt nok var det netop illiberal nationalisme, som EU skulle være et bolværk mod, da unionen blev grundlagt efter anden verdenskrig.

Menneskerettigheder undertrykkes til fordel for nationalisme og traditionelle værdier
Kritikere mener, at Ungarn og til dels Polen kopierer Ruslands bevægelse hen imod en autoritær og illiberal stat. Det gælder også Tyrkiet, som før var ivrig efter at indrette sig efter reformkravene fra EU for at få medlemskab.

Liberale værdier, og særligt dem knyttet til familie, seksuel orientering, grænser og civilsamfund, fremstilles som anti-nationale. I 2012 sponsorerede Rusland en resolution i FN’s menneskerettighedsråd, som ønskede ”en bedre forståelse og anerkendelse af traditionelle værdier”. Samme år definerede den ungarske regering ægteskab som en forening mellem mand og kvinde. I 2013 blev det i Rusland ulovligt at distribuere materiale om ”ikke-traditionelle seksuelle forhold” til mindreårige, herunder homofili. I Polen anklager LGBT-aktivister den højrenationalistiske regering for at have skabt et rum for anti-homofile, højreradikale kræfter.

I Rusland er den konservative drejning foregået parallelt med, at den ortodokse kirke har fået styrket sin magt. De russiske myndigheder understreger nødvendigheden af at bevare den kristne europæiske tradition i forsvar mod det rådne og dekadente Europa. Tilsvarende begrunder myndigheder i Polen og Ungarn dele af deres antiliberale politik med reference til kristne værdier. Ikke desto mindre er det nødvendigt ikke udelukkende at se dette som en særskilt kristen vending: store dele af den samme retorik knyttet til traditionelle værdier, ser vi blandt andet i Tyrkiet. Det retorikken her har til fælles er en modstand mod den liberale modernitet, som har domineret vestlig politisk tænkning og europæisk samarbejde.

Statslig suverænitet bruges her som forsvar for at lægge begrænsninger på civilsamfundet. I 2012 indførte Rusland en lov, som kræver, at NGOer, der modtager udenlandsk støtte, registrerer sig som ”udenlandske agenter”. Selv legitimerede de loven blandt andet ved at henvise til en lignende amerikansk lov fra 1938. Kritikere af den nye russiske lov påpeger, at loven i USA ikke bliver brugt til systematisk at undergrave civilsamfundet, som de mener, loven gør i Rusland. I Ungarn blev en tilsvarende lov vedtaget i juni, og myndighederne har arbejdet hårdt mod menneskerettighedsorganisationer som Helsingforskomiteen. I Tyrkiet blev lederen af det tyrkiske Amnesty International for nylig arresteret. Civilsamfundet støttet af EU og USA fremstilles stadig oftere som ”ydre” fjender.

Der er klare fællestræk i de fire landes politiske udvikling. Gennem lovændringer svækker myndighederne domstolenes, civilsamfundet og mediernes uafhængighed. Desuden deler de et konservativt politisk tankegods, hvor regeringerne værdsætter statslig suverænitet, religion, familie og nation som et alternativ til det liberaldemokratiske tankegods i EU.

Ligheder med Trump-konservatismen
Den form for konservativ og illiberal nationalisme, som vi ser i Rusland, Ungarn, Tyrkiet og Polen adskiller sig fra den antiislamiske højrepopulisme i Nord- og Vesteuropa. Som den amerikanske sociolog Rogers Brubaker for nylig har påpeget, er højrepopulismen i Holland, Frankrig, Østrig, Sverige og Schweiz i høj grad præget af en nationalistisk civilisationsdiskurs. Fjenden er islam, og de højreradikale kræfter fremstiller sig stadig oftere som kristne forsvarere for liberale værdier som ligestilling, homofiles rettigheder og ytringsfrihed. I Øst- og Centraleuropa er islam mere knyttet til sikkerhedsudfordringer end identitetsudfordringer, og det liberale udgør den største fjende. Det forklarer også lighedstrækkene med Tyrkiet.

På den måde har den illiberale nationalisme i Europa mere til fælles med de konservative kræfter i Trump-administrationen. Domstolenes uafhængighed er imidlertid ikke truet i USA, og de kan derfor også modstå politisk pres. Den luksus har de ikke i alle europæiske lande.

Denne comment er en revideret version af en artikel bragt i den norske Dagsavisen 8. august 2017:http://www.dagsavisen.no/nyemeninger/det-illiberale-europa-1.1005652

Det anti-liberale Europa
Anti-liberal nationalisme og svækkelse af retsstaten præger den politiske udvikling i både Ungarn, Polen, Rusland og Tyrkiet