Amerikansk angreb på Nordkorea er utænkeligt

Det ser ud til, at Trump-administrationen er ved at indstille sig på, at der ikke findes nogen væbnet løsning på konflikten om Nordkoreas atomvåbenprogram. Uagtet, at Trump utallige gange har erklæret, at USA i sidste ende er villig til at bruge militær magt til at eliminere truslen fra Pyongyang – og endda 'totalt destruere' Nordkorea, som Trump sagde fra talerstolen i FN tilbage i september måned – er det i sidste ende stadig næsten utænkeligt, at USA vil iværksætte et væbnet angreb for at fjerne våbnene en gang for alle.

Da USA's præsident Donald Trump onsdag holdt en tale i det sydkoreanske parlament – som led i hans tolv dage lange rundrejse i Østasien – leverede han undervejs følgende advarsel til det nordkoreanske regime i Pyongyang: ”De våben, I udvikler, gør jer ikke mere sikre; de udsætter jeres land for stor fare. Hvert et skridt, I tager ned af denne mørke sti, øger den fare, I står over for”. Ikke desto mindre var talen, generelt set, langt fra så krigerisk og ultimativ, som man kunne have frygtet i lyset af de seneste måneders retoriske krigsførelse mellem Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jung-un. I stedet brugte Trump anledningen til at lægge yderligere diplomatisk pres på de øvrige centrale aktører i konflikten om Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram med henblik på at intensivere den internationale isolation af Nordkorea. Sådan en strategi gør økonomiske FN-sanktioner til det primære redskab i bestræbelserne på at få Kim-regimet til at opgive udviklingen af masseødelæggelsesvåben.

For at forstå, hvorfor en militær løsning er næsten utænkelig, kræver det en nærmere gennemgang ikke blot af den trusselskapacitet, Nordkorea allerede har opbygget, men også de militære muligheder USA i givet fald råder over i tilfælde af en væbnet konfrontation med Nordkorea.

Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram
Nordkoreas missil og atomvåbenprogram har taget fart de seneste år. Siden 2006 har nordkoreanerne gennemført seks succesfulde atomprøvesprængninger, hvoraf den seneste ifølge de fleste eksperter ligefrem var en termonuklear eksplosion, dvs. en brintbombe, som er meget kraftigere end traditionelle atombomber. Ydermere har Nordkorea intensiveret testningen af sine ballistiske missiler og er med foreløbig 22 missilaffyringer i år på vej til endnu en gang at sætte rekord (sammenlignet med 24 affyringer i 2016 ). Og særligt vigtigt, set med amerikanske øjne, lykkedes det Nordkorea den 4. juli – på USA's nationaldag – at teste et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), som kan nå det amerikanske fastland (så langt som til Denver, Colorado). Alt hvad Nordkorea hermed mangler at demonstrere er, at de også kan påmontere et atomsprænghoved på deres nye ICBM, og at det vil være stabilt nok til at nå hele vejen til USA – begge dele noget, som synes at være inden for rækkevidde allerede i løbet af 2018 ifølge det amerikanske forsvars efterretningstjeneste (DIA). Til den tid vil Nordkorea altså have udviklet en reel atomvåbentrussel mod civilbefolkningen i USA.

Nordkorea har ligeledes med succes demonstreret et såkaldt ´cold launch´ af et ballistisk missil fra en ubåd – en teknologisk kapacitet som ellers indtil videre har været forbeholdt USA, Storbritannien og Rusland. Ubådene, som kan affyre Polaris-1 missiler med en rækkevidde op til 1200 km, er dog mindre diesel-drevne fartøjer, som ikke vil kunne true selve det amerikanske fastland. Men de udgør under alle omstændigheder en farlig joker i tilfælde af en væbnet konflikt, hvor de kan dukke uanmeldt op i farvandene omkring Japan og Sydkorea. Mens det er uklart, om ubådsmissilerne kan bære nukleare sprænghoveder, er de fleste eksperter enige om, at flere af Nordkoreas kortrækkende og mellemdistancemissiler allerede er armeret med atomvåben og dermed kan true Sydkorea såvel som Japan med et veritabelt ragnarok. Eksempelvis råder Kim-regimet over mere end 1000 Scud-baserede ballistiske missiler med en rækkevidde til at nå hele Sydkorea og dele af Japan. Disse er ganske vist notorisk upræcise og fungerer derfor først og fremmest som terrorvåben. Særligt problematisk er det, at det vurderes at op imod 150 af dem kan være udrustet med kemiske og biologiske våben. Hertil kommer, at Nordkorea besidder et uhyre omfattende arsenal af konventionelle artilleristillinger – op imod 4000 af dem er støbt ind i bjergsider – som peger direkte på millionbyen Seoul. Så selv om det nordkoreanske luftvåben og selve hæren umiddelbart forekommer at være ringe udrustede, råder Nordkorea altså allerede i dag over et enormt destruktionspotentiale først og fremmest i kraft af landets succesfulde missil- og atomvåbenprogram.

Trump har da også reageret kraftigt på den tilspidsede situation omkring Nordkorea og ikke mindst udsigten til, at Kim-regimet snart vil kunne true det amerikanske fastland med atomvåben. Trump har tidligere på efteråret udtalt, at “Little rocket man is on a suicide mission” og truet med ”fire and fury” samt total ødelæggelse af Nordkorea. Betingelserne for et amerikansk militært angreb kunne derfor umiddelbart synes at være tilstede, ikke mindst fordi Trumps ellers så besindige militærrådgivere, forsvarsminister James Mattis og den sikkerhedspolitiske rådgiver general H.R. McMaster også har fastholdt, at en militær løsning kan komme på tale.

Ikke desto mindre er det på baggrund af en nøgtern militæranalyse højst usandsynligt, at USA griber til våben for komme truslen fra Nordkorea til livs. For ganske vist kan USA’s mægtige militærapparat sagtens eliminere Nordkoreas atomvåbenprogram, men risiciene herved er i sidste ende uacceptabelt høje. Derfor må Trump med stor sandsynlighed affinde sig med et atombevæbnet Nordkorea og i stedet satse på at isolere og afskrække Kim-regimet fra gøre brug af sine masseødelæggelsesvåben.

USA's strategiske muligheder: Afskrækkelse og forsvar
Den mest oplagte sikkerhedspolitiske strategi over for Nordkorea vil være at fortsætte som hidtil med afsæt i nuklear og konventionel afskrækkelse. Afskrækkelse hviler på truslen om militær gengældelse, såfremt ens modpart griber til våben først. Når begge parter besidder atomvåben, vil den gensidige afskrækkelse tage form af en 'terrorbalance' - dvs. frygten for gensidig udslettelse. Effektiv afskrækkelse fordrer herudover, at det angrebne land har en troværdig såkaldt ´second strike´ kapacitet, som man vil kunne bruge som modsvar i tilfældet af et angreb. Endelig kræver en afskrækkelsesstrategi, at modparten er et rationelt regime, som dels vil tage vare om egen sikkerhed og dels vil undlade at tage risici eller foretage handlinger, der nødvendiggør et væbnet modsvar. Selv om Nordkoreas leder Kim Jong-un indimellem portrætteres som en uligevægtig lederskikkelse, er der al mulig grund til at antage, at Kim-dynastiet i sidste ende er et rationelt regime – om end et brutalt et af slagsen – som først og fremmest prioriterer egen overlevelse og dermed vil kunne afskrækkes fra at benytte sine atomvåben.

USA’s afskrækkelsesstrategi over for Nordkorea bliver sådan set allerede udfoldet på adskillige felter. Ud over at besidde en sikker 'second strike' atomvåbenkapacitet, råder amerikanerne også over verdens suverænt mest magtfulde konventionelle militærapparat, som på kort tid vil kunne lægge Nordkorea i ruiner. Som sådan behøver amerikanerne reelt ikke at ty til egne atomvåben som led i afskrækkelsesstrategien, for det vil under alle omstændigheder være den sikre undergang for Kim-regimet, hvis det skulle finde på at foretage et væbnet angreb.

Men ud over effektivt at kunne afskrække Kim-regimet arbejder amerikanerne også ihærdigt på at reducere truslen fra Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram. For det første har USA placeret ballistiske missilforsvarssystemer i både Sydkorea og Japan som eksempelvis det kontroversielle THAAD-system, som har udløst kraftige kinesiske protester, fordi den medfølgende radar kan bruges til at overvåge Kinas luftrum. For det andet har USA og også Japan adskillige Arleigh Burke destroyers med det avancerede Aegis missilforsvarssystem, som vil kunne nedskyde ballistiske mellemdistancemissiler fra Nordkorea. For det tredje er Washington i færd med at udvide USA’s permanente deployering af strategiske bombefly samt andre potente slagstyrker i området, herunder angrebsubåde med Tomahawk-missiler. Med sådanne redskaber håber USA at kunne sætte hurtigt ind mod Nordkoreas strategiske våben i tilfælde af en væbnet konflikt.

Et militært angreb
Hvis vi dernæst ser nærmere på muligheden for et militært angreb, tegner der sig en lang række udfordringer, som i sidste ende gør det nærmest utænkeligt, at USA vælger en sådan løsning. Allerførst er det værd at bemærke, at USA måske nok kan forsøge at påberåbe sig internationale regler for selvforsvar med afsæt i folkeretten. Der findes en vis præcedens for, at et land kan foretage en præventiv selvforsvarshandling, såfremt det er udsat for en overhængende trussel om et nært forestående angreb. Det vil USA muligvis kunne hævde er tilfældet den dag, Kim-regimet formår at udstyre et ICBM med et nukleart sprænghoved. Til gengæld er det højst tvivlsomt, om stormagter som Kina og Rusland nogensinde ville kunne acceptere den form for retfærdiggørelse af et præventivt amerikansk angreb på Nordkorea.

Selve målet for et amerikansk militært angreb vil ikke være den nordkoreanske befolkning, men derimod først og fremmest Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram. USA har i dag ca. 2000 deployerede termonukleare atomsprænghoveder, og modsat eksempelvis Kina har USA ikke nogen 'no first use' atomvåbenpolitik. Men som sagt er det slet ikke nødvendigt for USA at bruge atomvåben til at opnå de ønskede effekter. Og under alle omstændigheder vil de civile tab og lidelser ved at bruge atomvåben til at eliminere truslen fra Nordkorea være helt uacceptable ud fra alle moderne målestokke.

Vender vi i stedet blikket mod de konventionelle militære muligheder, er der overordnet set to muligheder. For det første et begrænset konventionelt angreb rettet imod Kim-regimet og det militære kommando- og kontrolapparat for derved at lamme regimets evne til at kunne føre krig (den såkaldte 'decapitation strategi'). En anden variant af et begrænset angreb kunne være at affyre en salve af krydsermissiler – sådan som det senest blev set i Syrien i april i år – med henblik på at slå 'en streg i sandet' og fx forsøge at ødelægge nogle af Nordkoreas centrale militærinstallationer. Problemet med et begrænset militært angreb er dog ikke alene, at USA synes at mangle de fornødne militære efterretninger til at kunne sikre dets effektivitet. Langt værre er det, at Nordkorea utvivlsomt vil føle sig nødsaget til at gengælde et sådan angreb og efter alt at dømme med et omfattende modsvar.

Tilbage står dermed – som den anden konventionelle militærstrategiske mulighed – et massivt amerikansk overraskelsesangreb med det formål at ødelægge alle Nordkoreas militære kapaciteter og installationer. Man vil i så fald gå ikke blot efter regimet, men også det atomare program, fremføringsmidlerne (missilerne) samt ikke mindst den enorme koncentration af konventionelle artilleri- og raketbatterier, der sigter mod Sydkorea såvel som Japan - herunder baserne for de hhv. 28.000 og 47.000 udstationerede amerikanske tropper. Et massivt overraskelsesangreb i den kaliber vil bl.a. blive gennemført med 'usynlige' (Stealth) strategiske B2-bombefly og op imod 600 Tomahawk missiler i første bølge rettet imod alle kendte strategiske mål. De ligeledes 'usynlige' strategiske F22 Raptor jagerbombefly vil også være med i første bølge for at ramme alle mobile platforme og fleksible mål. I anden fase, når et luftherredømme er etableret, vil fly fra hangarskibene med penetrerende bomber samt sydkoreanske fly og missiler under amerikansk kommando, ødelægge alle nordkoreanske installationer og infrastruktur, der har med missil- og atomvåbenprogrammet at gøre. Under hele operationen vil det omfattende ballistiske missilforsvar være aktiveret, ligesom man især vil koncentrere sig om at eliminere af artilleritruslen imod Seoul. En særlig udfordring vil være at lokalisere og eliminere de nordkoreanske missilbærende ubåde. Endelig har Pentagon på det seneste signaleret, at en egentlig invasion med landtropper vil være den eneste sikre måde at forhindre Nordkorea i at kunne gengælde et amerikansk angreb. Her vil amerikanerne – ud over deres egne landstyrker – kunne trække på og få støtte fra over en halv million sydkoreanske soldater.

Vurderingen: Et militært angreb er utænkeligt
Skønt amerikanerne altså utvivlsomt vil kunne fjerne truslen fra Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram, virker et militært angreb alligevel ikke som nogen reel mulighed, fordi der er alt for mange risici forbundet hermed. De væsentligste udfordringer ved et militært angreb kan opsummeres således:

• Har USA de fornødne efterretninger i det notorisk lukkede og hemmelighedsfulde Nordkorea til at kunne kortlægge Nordkoreas atomvåben, missilkapacitet og konventionelle våben som fx artilleristillinger?
• Kan man garantere, at alle mobile affyringsramper kan rammes i første hug, herunder ubåde og mobile affyringsramper?
• Hvordan vil man overhovedet, uden pålidelige efterretninger, kunne være sikker på at ramme selve Kim-regimet og dermed lamme landets evne til at føre krig?
• Er man villig til at indsætte amerikanske landtropper over for et regime, der besidder masseødelæggelsesvåben?
• Kan man forhindre Kina i at komme Nordkorea til undsætning, sådan som Beijing er forpligtet til ifølge deres fælles forsvarsaftale fra 1961?
• Og kan man bygge sin militære styrker op, uden at Nordkorea – som opretholder et enormt højt beredskab – fatter mistanke, hvorved man mister den afgørende overraskelseseffekt”?

Man fristes til at konkludere, at hvis Pentagon havde kunnet svare bekræftende til ovenstående spørgsmål, så havde vi nok allerede set et væbnet angreb i lyset af Trumps bombastiske trusselsretorik. Trump opsatte allerede i januar en rød linje, da han erklærede, at Nordkorea ikke ville få lov til at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil. Den linje blev overskredet i juli måned uden nogen amerikansk reaktion. USA kommer derfor til at leve med et Nordkorea, der snart vil kunne ramme USA med atomvåben – uanset om Trump fortsat vil slå sig i tøjret.