25 år efter verdens mest ambitiøse ligestillingsplan truer COVID-19 de skrøbelige fremskridt

I 1995 vedtog verdenssamfundet historiens mest markante handlingsplan for ligestilling: Beijing-platformen. I anledning af jubilæet samlede verdenssamfundet sig virtuelt for at gøre status på de fremskridt, der er sket for ligestillingen de sidste 25 år.

Fejringen af Beijing-platformen kommer ikke mindst på et interessant tidspunkt for Danmark, hvor en ny samtykkelov netop er blevet indført og endnu en #Metoo-bølge har sat gang i debatten om seksualiseret chikane på arbejdspladserne. I denne DIIS-comment kigger vi nærmere på den internationale diskussion, der udfoldede sig under fejringen af Beijing-platformen. Hvordan står det til med ligestillingen globalt? Har vi gjort fremskridt over de sidste 25 år? Og hvordan undgår vi, at COVID-19 pandemien sætter en stopper for udviklingen?

Skyggepandemien og et dansk opråb

Under COVID-19 krisen er de fremskridt, der er sket på ligestillingsområdet de seneste 25 år truede. Særligt kan nævnes pigers muligheder for at gå i skole - et af de områder, hvor der var gjort store fremskridt, men hvor pandemien nu forhindrer millioner af piger i at få en uddannelse.

Globalt set er mænds vold mod kvinder steget i løbet af 2020, hvor flere lande rapporterer om en stigning i voldstilfælde på op mod 30 procent. I Danmark har isolationen i hjemmet også fået volden i nære relationer til at stige. Krisecentrene har fået statsstøtte til at oprette ekstra pladser for dem, der har brug for at være i sikkerhed. Stigningen af volden under COVID-19 kaldes for skyggepandemien, fordi den viser bagsiden af de mange tiltag, der indføres for at beskytte befolkninger mod sundhedsrisici.

Ved Beijing-fejringen i FN pointerede stort set alle lande, hvor markant en trussel skyggepandemien er for piger og kvinders rettigheder, men det særlige indslag var koalitionen af 82 lande, der krævede øget handling nu. Koalitionen var repræsenteret af Danmarks socialdemokratiske ligestillingsminister Mogens Jensen (hvis eget parti ironisk nok har travlt med at håndtere flere krænkelsessager) og inkluderer lande som de øvrige nordiske lande, Storbritannien, Portugal, Maldiverne, Mexico, Rwanda, Japan, Libanon og Chile. I sin tale beskrev Mogens Jensen, hvordan en tredjedel af alle kvinder kommer til at gennemleve fysisk eller seksualiseret vold i deres liv.

Opråbet var utvivlsomt en opsang til de lande, hvor kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder er truede, herunder retten til abort. Det gælder eksempelvis Brasilien, USA og Polen. Koalitionen opfordrede til øgede investeringer i seksuel og reproduktiv sundhed og at der politisk skubbes tilbage mod den modstand, der ses i mange dele af verden. En lignende opfordring blev tidligere på mødet fremført af FNs generalsekretær Antonio Guterres.

Mænd skal med, hvis vi skal have ligestilling

Formanden for FN’s generalforsamling, Volkan Bozkir, gjorde det i sin tale klart, at drenge skal give plads, lytte og lære at være allierede med piger i kampen for ligestilling. Det er ikke nyt, at FN vil have drenge og mænd på banen i kampen for ligestilling. I 2014 startede FN kampagnen #HeforShe (Ham for Hende), der opfordrer mænd til at blive aktive støtter af kvinders rettigheder. Kampagnen blev lanceret af skuespillerinden Emma Watson (kendt fra Harry Potter-filmene) og kører stadig i dag.

Meget tyder da også på, at involveringen af drenge og mænd er en nødvendig del af processen for at få reel ligestilling. Forskning har de sidste 25 år peget på, at hvis ligestillingen skal fremmes, bliver fokus nødt til at være på både kvinder og mænd. Men selvom FN tilslutter sig tankegangen, så halter medlemslandene stadig bagud.

Det blev tydeligt på mødet, hvor kun få lande nævnte mændenes ansvar på området. Problemet med kun at fokusere på kvinder er, at man derved risikerer, at roden til problemerne ikke adresseres – særligt hvordan kønsnormer og kønsroller kan være en barriere for at opnå reel ligestilling.

Flere medlemsstater præsenterede lovgivning, som de har indført med det formål at beskytte kvinder mod vold. Men for de fleste landes vedkommende er der kun tale om et beskedent skridt på vejen til ligestilling. Først og fremmest bliver kvinder stadig set som ofre for vold i langt de fleste tiltag. Dette giver et fejlagtigt indtryk af, at kvinderne er de svage, der skal beskyttes af mænd. Desuden kan lovgivningen naturligvis først skabe reel forandring, når institutioner som domstole og politi er både egnede og villige til at håndhæve lovgivningen.

Kønsroller besværliggør kvinders empowerment

Selvom medlemsstaterne selv nævnte de strukturelle barrierer og normer, der står i vejen for kvinders rettigheder og empowerment, så er der også her kun sket beskedne fremskridt. De fremskridt kan visse steder ses ved øget repræsentation af kvinder i beslutningsprocesser. Et andet eksempel er, at kvinder nogle steder i højere grad end tidligere får adgang til ressourcer som for eksempel land. Men hvis verdenssamfundet skal opnå de internationale mål om ligestilling, er det mindst ligeså nødvendigt at kønsnormerne ændres og her halter medlemsstaterne bagud.

Mange af medlemsstaterne nævnte, hvordan de investerer i piger og kvinders empowerment gennem iværksætteri og bekæmpelse af fattigdom. Vi ved dog fra forskningen, at dette er for unuanceret en måde at tilgå kvinders empowerment og rettigheder på. Når disse kun måles i form af iværksætteri, risikerer man at øge kvinders eksisterende arbejdsmængde, fordi de ofte tager sig af hus og børn. Forventningen om, at kvinder skal løfte sig selv ud af fattigdom, kan altså nemt komme til at betyde en øget arbejdsbyrde for kvinderne.

Lovgivning og konsekvens kan bane vejen, men både kvinder og mænd har et ansvar for at få skabt en kultur uden vold og med reel ligestilling. 25 år efter Beijing-platformen, er den sørgelige konklusion, at ingen af landene har opnået de mål, de satte sig for i 1995. Der er sket fremskridt på nogle områder, men der er stadig lang vej til ligestillingen. En vej der kun er blevet længere af COVID-19 pandemien. Vejen til målet kan måske forkortes, hvis de 82 lande i den nye koalition for alvor agerer på deres eget krav om ‘handling nu’ i forhold til at udrydde vold mod kvinder og skabe ligestilling. Her er Danmark absolut ikke nogen undtagelse, men de første skridt på vejen sker muligvis nu, gennem det opgør med sexisme vi i stigende grad ser udfolde sig herhjemme.