Ahlam Chemlali forsker i voldens kontinuum og livet i transit i EU’s udvidede grænseregion

Ordet vold får nok de fleste til at tænke på noget meget konkret og fysisk. Knyttede næver, slag, spark, tæv, skud. Den form for vold arbejdede Ahlam Chemlali med i næsten 10 år, som programleder for DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur før hun startede sin ph.d. på DIIS i 2021.

På mere end 80 feltmissioner til lande som Sierra Leone, Libyen, Liberia, Uganda og Bangladesh dokumenterede hun organiseret vold og tortur og implementerede programmer med lokale partnere, som skulle afhjælpe følgevirkningerne og forebygge volden.

”Arbejdet hos DIGNITY gav mig en forståelse af voldens natur. Vold er nemlig ikke kun direkte fysisk vold. Den kan være usynlig, strukturel og symbolsk. Den kan være hurtig og langsom. Man kan som stat og samfund forfine volden, så den er så uspektakulær, nærmest hverdagsagtig og banal, at den er svær at opdage og svær at gøre noget ved. Og det er måske den mest ødelæggende form for vold, der findes,” siger Ahlam Chemlali.

Det er en form for vold, som er indirekte, og som ikke har noget klart ophav. Dermed er det svært både at dokumentere volden og at pege på, hvem der har ansvaret og eventuelt bør straffes for den. Den langsomme vold udfolder sig typisk over mange år måske endda flere generationer, og den slår ikke nødvendigvis ihjel med det samme.

Et af de koncepter Ahlam Chamlali bruger i sin forskning er slow violence der for eksempel kan bestå af langsomt udviklende miljøkatastrofer, som rammer bestemte, fattige befolkningsgrupper. Strukturelle forhold i et samfund som giver nogle grupper dårligere adgang til sundhedsvæsnet, hvilket betyder at de i højere grad dør af sygdomme, som andre grupper overlever, industriel forurening som ødelægger livsmulighederne for bestemte grupper.

Chemlali overfører dette begreb til en migrationskontekst, til at gå bagom den spektakulære og umiddelbare vold, og forstå strukturerne der skaber den usynlige vold og spørge kan vi forstå vold ikke som ’spektakulær’ eller exceptionel, men snarere som noget hverdagsligt i nutidig europæisk migrationshåndtering?

Grænsevold i transit

Gennem dybdegående etnografisk feltarbejde i Tunesien undersøger Ahlam Chemlali forskellige former for ’grænse-vold’, som migrantkvinder i transit bliver udsat for – når deres krop, køn og liv bliver impliceret i globale og lokale økonomier, der drager fordel af deres (im)mobilitet.

Efterhånden som grænser bliver sværere at krydse, tilbringer migranter mere tid i transit. Projektet undersøger dette transit-rum ikke alene empirisk, men også som en begrebslig ramme. Foruden denne specifikke begrebsliggørelse opfordrer Chemlali til at gentænke transit-rum som et sted, hvor både vold og modstand mod volden eksisterer, og at voldelige rum samtidig kan være rum for håb, mulighed, omsorg og intimitet. Projektet bidrager herved med nye indsigter i Europas ekspanderende grænser i Nordafrika, og hvordan nye (mod)strategier til overlevelse opstår og forhandles.

Vil du høre mere om Europas udvidede grænser i Nordafrika? Så lyt til podcasten: EU’s migrantkontrol er rykket til Tunesien.

Tunesiens nylige transformation til Nordafrikas nye transit- og migrationscenter er ikke gået ubemærket hen. Migrationsdynamikkerne i Tunesien har længe været overskygget af det internationale samfunds fokus på Libyen. Men nu har Tunesien overtaget rollen som det primære transitland og er dermed havnet i centrum for EU’s migrationspolitik.

Det betyder øget interesse fra EU og medlemsstaterne om migrationskontrol og grænseforvaltning i Tunesien. Både EU og Danmark har indgået aftaler om øget grænsekontrol med den tunesiske regering med ønsket om at bremse migrantstrømmen helt. Den tunesiske kystvagt er blevet trænet og oprustet af EU til at holde øje med og standse migranter, som forsøger at krydse Middelhavet mod Europa. Dermed er den tunesiske kystvagt omdannet til en ”europæisk maritim grænsevagt”.

”For at forstå denne form for vold og på den måde måske dæmme op for volden, er det nødvendigt ikke kun at forstå makrostrukturerne og politikkerne bag, men også konsekvenserne ’on the ground’ og migranternes egen navigering og strategier, der opstår i disse ’voldelige rum’ langs den afrikansk-europæiske migrationskorridor i sammenstød med den udvidede grænsekontrol,” forklarer Ahlam Chemlali.

Migrationscyklus i juridisk ingenmandsland

Kvinderne, som er strandet i Tunesien, er typisk rejst fra Vestafrika fra lande som Elfenbenskysten, Nigeria eller Sierra Leone og en del af dem har krydset Sahara og været fængslet i lovløse detentionscentre i Libyen hvor vold, voldtægt og tortur er hverdag – altså helt konkret vold.

EU har lavet aftaler med Libyen om øget migrationskontrol, som skal sikre, at færre migranter når til EU. Det har gjort det sværere at tage videre fra Libyen mod Europa. Og derfor flygter flere migranter nu videre fra Libyen til Tunesien. Det var også tilfældet for en stor del af de kvinder, Ahlam Chemlali fulgte og interviewede på sit feltarbejde i det sydlige Tunesien. En del var flygtet fra libyske detentionscentre, og nogle var gravide, da de kom til Tunesien.

”Tunesien har ikke et asylsystem, så kvinderne har ingen steder, de kan få hjælp. De lever i et juridisk limbo og parallelsamfund uden adgang til arbejde eller bolig. De kan ikke blive behandlet, hvis de bliver syge. De kan ikke få abort, hvis de er blevet gravide efter voldtægt i et libysk detentionscenter. De kan ikke få hjælp fra politiet, hvis de er udsat for vold.”

En del af de kvinder Ahlam Chemlali har fulgt under sit feltarbejde i Tunesien endte med at rejse tilbage igen til Libyen for at forsøge at krydse Middelhavet mod Europa, igen. Selv om det er en længere tur over åbent hav og selv om risikoen for at blive voldtaget eller slået ihjel i Libyen er større, bliver et liv i transit i Tunesien ikke anset som et liv værd at leve, men som en social død.

”Denne voldscyklus, mener jeg, er et klassisk eksempel på den strukturelle langsomme vold, som på den ene side er usynlig, men som omvendt bliver meget synlig, når man besøger de overfyldte lighuse eller de voksende migrantkirkegårde, som bare vokser og vokser langs Tunesiens kyst.”

Multidisciplinær forskning

Ahlam Chemlali arbejder på tværs af en række fagområder, og anvender litteratur og teori fra antropologien, urban geografi, kriminologi og migrationsstudier. Disse forskningsfelter er ofte blevet analyseret separat, men bringes i dette projekt i dialog med henblik på at nytænke migrationsforskning i et kønsperspektiv.

”Det giver nogle videnskabsteoretiske udfordringer, men eftersom jeg arbejder etnografisk i felten, giver det god mening at arbejde interdisciplinært. Da verden som bekendt ikke er sort-hvid, men kompleks og fuld af nuancer, kræver det i min optik, at man tænker ud af ’fag-boksen’ og derfor sigter jeg også i mit Ph.d.-projekt mod at udvikle en tværfaglig analytisk ramme,” siger den unge forsker.

EliteForsk-stipendiet muliggør et længerevarende forskningsophold i USA for Ahlam Chemlali og hendes familie. Her skal hun være gæsteforsker ved UCLA i Californien og arbejde videre med brobygningen mellem etnografi og teori i selskab med førende forskere indenfor volds- og migrationskrydsfeltet.

 ”Et ophold ved UCLA er en enestående mulighed for at indgå i en af verdens førende forskningsmiljøer. Det vil også være en unik mulighed for at styrke og videreudvikle min analytiske ramme og bidrage til min teoretiske konceptualisering. Jeg har også kortere ophold i El Paso ved den Mexicanske grænse og på Yale University, hvilket åbner for et interessant komparativt US-Mexico og EU-Nordafrika perspektiv, samtidig med at jeg udvider mit internationale forskningsnetværk til også at blive transatlantisk.”