Fattige lande er blevet et globalt laboratorie for virksomheders og humanitære organisationers eksperimenter

Kriserne ruller ind over os i disse år. Covid, klima, sult, energi. Men vores traditionelle politiske løsninger lader ikke rigtig til at fungere, og vi har svært ved at navigere i situationer vi ikke har stået over for før. Derfor kaster vi os ud i eksperimenternes politik. Det gælder i Vesten, hvor eksperimentelle løsninger fylder stadig mere. Men det gælder i særdeleshed også i det globale syd, der for tech-industrien, medicinalindustrien, de store humanitære fonde og humanitære organisationer er blevet en slags globalt laboratorie. Her har de frit spil til at afprøve deres eksperimentelle teknologier og politikker med store demokratiske problemer og ulighed som konsekvens. Sådan lyder analysen i en ny bog ”The Global Lab – Inequality, Technology and the Experimental Movement” af seniorforsker Adam Moe Fejerskov.

- Verden står i en række kriser, som vi ikke har oplevet før i vores levetid. Den måde de interagerer med hinanden gør, at de bliver vanskelige for os at håndtere. Vi skal simpelthen træffe politiske valg i situationer hvor usikkerhederne og vores uvidenhed er stor. En af de kriser vi står i, er en stigende ekstrem fattigdom i Afrika. Det går den gale vej på trods af årtiers udviklingssamarbejde. Det er ikke, fordi udviklingsbistanden har spillet fallit. Men fattigdommen og den manglende udvikling i verdens fattigste lande udfordrer de eksisterende paradigmer, fordi de ikke har leveret. Det giver plads til nye ideer, der udfordrer den måde, vi tidligere har gjort tingene på. Og det er her eksperimenterne kommer ind, forklarer Adam Moe Fejerskov.

Mistro til staten

Et eksempel på denne form for eksperimenter finder man i Kenya. Her laver organisationen GiveDirectly nogle enorme forsøg, hvor titusindvis af fattige mennesker modtager penge direkte fra organisationen. Eksperimentet er struktureret meget som et klassisk laboratorieforsøg med en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. Det vil sige, at nogen i et område får en masse penge - måske flere end de ville tjene i et liv - mens kontrolgruppen i samme område ikke får noget. Og så ser man, hvad der virker og ikke virker.

- I udgangspunktet er det et rigtig godt princip at gå ud fra, at folk i nød bedst selv ved, hvad de skal bruge pengene til. Men den her type eksperimenter rummer alle mulige problemer. For det første er der et spørgsmål om legitimitet. Med hvilken ret udfører en organisation som GiveDirectly den slags forsøg? Hvilke stemme giver de til de mennesker, de gerne vil hjælpe? Hvordan sikrer de demokratisk inklusion? Hvordan undgår de at skabe uligheder mellem dem der får og dem der ikke gør? Den slags overvejelser er kun i yderst begrænset omfang med i deres eksperimenter, siger Adam Moe Fejerskov.

- Men det er ikke bare på det nære plan, at disse eksperimenter har problemer. Bag forsøgene ligger der også nogle specifikke tankegange om, hvordan man skaber fremskridt i verden. Når man siger, at nu handler det bare om at give penge direkte til folk, så er det også udtryk for en fundamental mistro til staten og de offentlige institutioner. Den mistro er dybt inspireret af nogle af de ideer, der blandt andet kommer fra Silicon Valley i dag. Her fører man jo et helt åbent opgør med staten og dens institutioner til fordel for en libertær individualisme, siger Adam Moe Fejerskov.

Eksperimenter bliver hverdag

Et andet eksempel er globaliseringen af kliniske medicinalforsøg, hvor store medicinalvirksomheder laver forsøg med ny medicin. Men fordi mange sundhedssystemer i det globale syd er ekstremt svage og ikke kan levere den nødvendige behandling, bliver eksperimenterne i praksis den eneste mulighed for behandling.

- Kombinationen af svage sundhedssystemer og eksperimenterende virksomheder betyder, at det eksperimentelle bliver reglen, selvom det jo ellers netop skulle være den kortvarige undtagelse. Det eksperimentelle bliver hverdagen. Det er ikke bare medicinalvirksomhedernes skyld, for det handler i høj grad også om det svigt, vi har haft ift. at støtte og opbygge sundhedssystemer i det globale syd. Det er der ingen interesse i længere. I stedet fokuserer man på enkelte indsatser, f.eks udvikling eller levering af en vis type vaccine. På den måde flytter man fokus over på individuel støtte inden for udvalgte områder i stedet for at satse på det langsigtede udviklingsarbejde, siger Adam Moe Fejerskov.

Politik overflødiggjort

At eksperimenterne flytter fokus væk fra langsigtet statsopbygning til fordel for løsninger på individniveau, hænger også sammen med, at eksperimenterne fokuserer på, hvad der kan måles i tal. Statsopbygning og udvikling af god regeringsførelse er eksempler på nogle meget komplekse processer, der kan være svære at måle i et regneark. Derimod er det meget lettere at måle, om en ny behandling virker, eller om det hjælper at give penge direkte til en familie. Ifølge Adam Moe Fejerskov er det med til at fremme bestemte former for viden og udelukke andre.

- Det eksperimentelle regime har en tro på, at du kan skabe et objektivt system, hvor politikken er givet af tallene, og der dermed ikke er behov for politiske processer. Det har stor betydning for, hvem der definerer politik og politiske spørgsmål. Hvis al politik skal føres på baggrund af matematisk viden, så ender det med at blive visse typer videnskab - og dermed visse mennesker - der sætter dagsordenen. Noget viden bliver set som legitim og alt andet er uden for. Det er en meget anti-demokratisk måde at føre politik på, der tydeligt bestemmer hvem der skal høres og hvem der ikke skal høres i jagten på politiske løsninger, siger Adam Moe Fejerskov.

Undskyldningens politik

Et af problemerne er med andre ord, at det eksperimentelle fører til en særlig form for viden og dermed nogle begrænsede politiske forståelser. Et andet problem er, at vi med nutidens kriser ofte står i situationer, som vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere. I sådanne situationer kaster man sig oftere ud i politiske forsøg, man ikke kender effekterne af. Eksperimenterne kommer til at fungere som en ”løsning,” når politikerne ikke tør træffe nødvendige valg. Klimakrisen er et godt eksempel på denne dynamik.

- Klimaspørgsmålet er først og fremmest et politisk spørgsmål, men vi angriber det med en ekstrem grad af eksperimentalitet. En tredjedel af de reduktioner, der skal til for at nå Paris-målet, skal komme fra eksperimentelle teknologier. Men vi aner ikke, hvordan de ser ud, eller om de er effektive nok. Teknologien bliver en form for undskyldningens politik. Vi tør ikke trykke på de politiske knapper, det vil kræve at lave visse opbremsninger eller omstillinger i vores industrier og energisystemer. Derfor håber vi på, at teknologierne kan løse det. På den måde overlader vi ikke bare vores egen, men hele planetens fremtid til eksperimenternes politik.