Fra traume til modstandsdygtighed: Sådan blev "resiliens" den lette løsning på det amerikanske militærs mentale sundhedskrise

I oktober 2007 stod oberst Jill W. Chambers over for en svær opgave. Ovenpå de gentagne og længere udsendelser af soldater i Irak og Afghanistan efter 11. september, stod den amerikanske hær over for en større mental sundhedskrise med en svimlende stigning i PTSD (15,7 procent af udsendte veteraner blev screenet positive for PTSD sammenlignet med 6,8 ​​procent over et helt liv i den almindelige befolkning), og en tragisk stigning i selvmord. Chambers, der selv overlevede 9/11-angrebet på Pentagon, fik til opgave at finde en løsning. Tilfældigvis læste Chambers mand (der er country-musiker) på det tidspunkt den populærvidenskabelige bog Learned Optimism af psykologen Martin Seligman. I bogen beskriver Seligman flere praksisser til at hjælpe folk med at udfordre deres negative selvsnak og kultivere et positivt syn på livet. Chambers' mand opfordrede hende til at kontakte Seligman, hvilket hun gjorde. Og således, ved lidt af et tilfælde, blev et koncept, der snart skulle komme til at spille en central rolle i håndteringen af ​​den mentale sundhedskrise blandt soldater, veteraner og deres familier, pludselig og uden megen videnskabelig undersøgelse omfavnet af det amerikanske militær: begrebet ”resilience” - modstandskraft.

- Da Chambers' introducerede Seligmans teorier, syntes de øverste ledere i det amerikanske forsvarsministerium, at det lød som en god måde at adressere PTSD, selvmord og PR-problemet med de igangværende krige. Seligmans teori lignede en pakke, der lovede at løse en masse problemer ved at gøre folk mere robuste. Hvis det fungerede, kunne det hjælpe folk med at løse deres egne problemer. Det virkede med andre ord som en billig og hurtig løsning på militærets problemer med traumer og selvmord, bemærker Robin May Schott. Sammen med professor Joanna Bourke har hun redigeret den nye bog, Resilience; militaries and militarization. Med fokus på USA, Storbritannien, Canada, Australien og det kontinentale Europa hævder bogen, at der efter 9/11 er sket et skift væk fra "traumer" og hen imod "modstandsdygtighed," når det kommer til at beskrive og forstå menneskelige reaktioner på katastrofale begivenheder.

En svag karakter

Begrebet traume har en lang historie i militæret. Under Første Verdenskrig, da traumer blev tydelige hos soldater med granatchok, blev traumer set som en karaktersvaghed. En traumatiseret soldat var en, der ikke havde en tilstrækkelig robust (og dermed "mandig") karakter. Den underliggende antagelse var, at hvis en soldat var stærk i ånden, var der ingen situation, han ikke kunne håndtere.
Denne forståelse ændrede sig i de efterfølgende årtier. Med Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen vendte forskningen sig mod at fokusere på begivenhedens karakter frem for karaktersvaghed hos soldaten.

- Folk i dødslejre var ikke traumatiserede, fordi de havde svage karakterer. De blev traumatiserede, fordi de blev udsultet, ydmyget, frataget søvn og konstant truet med død, straf og misbrug. På lignende måde bliver soldater i krig truet af fjenden, eller nogle gange af civile, som måske eller måske ikke gemmer en bombe ved en kontrolpost. De ser deres egne kammerater blive dræbt eller brutalt såret. Hvordan lever de med disse trusler og tab?
Traumer er en naturlig reaktion på ekstreme situationer. Derfor er det vigtigt, at vi forstår, hvad det vil sige at tage udgangspunkt i den traumatiske begivenhed og ikke i individuel psykologi. Men som Johannes Lang argumenterer for i bogen, så opererer Seligmans positive psykologi med den gamle forståelse af traume, der forklarer det som en form for karaktersvaghed. Seligmans teori er, at hvis vi kan styrke menneskets karakter, så kan vi i det mindste begrænse traumer. Han påstod aldrig, at han kunne eliminere traumer, men det var alligevel netop på grund af problemerne med traumer, at hans ideer fandt en vej ind i militæret, siger Robin May Schott.

Fuldstændig ude af proportioner

Baseret på Seligmans anbefalinger etablerede det amerikanske militær i slutningen af nullerne et større træningsprogram i modstandsdygtighed for at hjælpe ikke kun personalet og soldaterne, men også deres koner og familier.

15 år senere er der ikke meget, der tyder på, at træningen har gjort nogen væsentlig forskel for de problemer, som Chambers havde til opgave at løse.

- Militæret valgte den nemme løsning i stedet for at adressere problemet på den rigtige måde ved at rådføre sig med traumeeksperter og på den måde forstå, hvordan traumer påvirker mennesker på længere sigt. Militæret indførte resiliens-programmet uden et pilotprojekt. Det er virkelig tankevækkende. Forskere søger evidens, men politikere ønsker ikke nødvendigvis videnskabelige undersøgelser. De foretrækker ofte et godt billede i stedet, noget der udløser den rigtige følelse. Der var ingen væsentlige videnskabelige beviser, men det blev bare ignoreret, siger Robin May Schott.

- Der er ikke i sig selv noget galt med de simple og velkendte aspekter af robusthedstræning, som at opmuntre folk til at dele deres følelser og lave meningsfulde aktiviteter sammen. Men brugen af ​​modstandskraft som et program i militæret er fuldstændig ude af proportion med de problemer, det er beregnet til at løse. Det forhindrer ikke PTSD, eller stofmisbrug, eller vold eller den isolation, som soldaternes hustruer og familier oplever som følge af gentagne udstationeringer og flytninger. Det er svært at forstå, hvordan det smukke billede af at være en modstandsdygtig soldat overhovedet skulle kunne adressere ​​de problemer, der er kommet med de sidste 20 års krige, siger Robin May Schott.

Påvirkning af de primære samfundsinstitutioner

Et af bogens centrale temaer er "militariseringen" af resiliensbegrebet. Denne proces opstår på tre komplementære måder. For det første udøver 'resiliens' en formidabel indflydelse på alle aspekter af livet i de væbnede styrker. For det andet er 'resiliens' blevet central i den måde, de væbnede styrker fremstiller deres offentlige image. Den 'modstandsdygtige kriger' er et eksempel. Og for det tredje har de måder at forstå verden på, der er udtænkt inden for militære institutioner spredt sig over hele samfundet, efterhånden som samfundet er blevet mere og mere militariseret siden 9/11. Det gælder også ideen om modstandskraft.

- Oprindeligt kom begrebet om modstandskraft fra økonomi og økologi, men i dag finder man det i psykologi, selvhjælpskultur og i skolerne. Jeg vil ikke sige, at det er fordi ideen om modstandskraft har fået fodfæste i militæret, at den nu har spredt sig til alle disse andre steder. Men de primære samfundsinstitutioner inden for uddannelse, religion og militæret påvirker alle dele af menneskers liv. Vores seksualitet, vores følelse af subjektivitet, vores muligheder. Så hvis modstandskraft bliver forankret i en institution, kan det sprede sig som ringe i vandet. Og modstandskraft er efterhånden blevet vældig godt forankret i det amerikanske militær, siger Robin May Schott.

Et begreb egnet til krise

Forskellige perioder er karakteriseret ved nogle særlige begreber, der definerer dem. Ifølge Robin May Schott kunne resiliens meget vel være et begreb, der definerer den tid, vi lever i nu.

- Når vi ser modstandskraft på alle disse forskellige områder, formoder jeg, at det er, fordi modstandskraft fungerer som et svar på den tilstand af krise, vi konstant befinder os i. Klimakrise, økonomisk krise, krige. I den forstand knytter kritikken af ​​ideen om modstandskraft sig til en bredere kritik af neoliberalismen. Hvis vi altid er i krise, så skal vi altid tilpasse os krisen. Det bliver med andre ord vores opgave at tilpasse os i stedet for at kritisere, eller ændre systemet, eller sige nej.

- Seligman har allerede solgt sit projekt til at blive brugt i andre institutioner som hospitaler og politiet. Han har en universel idé om, hvor bredt hans program kan anvendes. For ham er det en ”one-size-fits-all.” Men hvad betyder det, hvis den kritik vi rejser i bogen, er korrekt? Så bliver resiliens-programmer et værktøj til at give folk "ansvar" for ting, de ikke har nogen chance for at være ansvarlige for. Og på den måde ender det med at være den enkelte, der får skylden for sine problemer, i stedet for at de styrende institutioner tager ansvar og adresserer problemerne på en fyldestgørende måde, siger Robin May Schott.