Derfor skal jihadister frygte Leonardo DiCaprio
I Idlib, en provins i Syrien, begyndte der for et par år siden at ske mærkelige ting. Området havde været kontrolleret af den jihadistiske oprørsgruppe Hay'at Tahrir al-Sham i noget tid, men nu så vagterne ved gruppens kontrolposter nogle af områdets lokale mænd køre forbi to-og-to på motorcykler.
Det var der ikke umiddelbart noget mærkeligt ved. I Idlib var motorcykler det foretrukne transportmiddel, og folk gav ofte hinanden et lift. Det var måden de kørte på: Nogle sad helt tæt og krammede hinanden, andre sad sidelæns, som om de sad sammen på en sofa - alt imens de vinkede til vagterne.
En dag kørte to mænd forbi, mens den forreste holdt armene udstrakt til siderne, og den anden krammede ham bagfra i en stilling, der umiskendeligt lignede den ikoniske kærlighedsscene fra 90’er blockbusteren Titanic.
Det, der ved første øjekast kunne lyde som et komisk optrin ved disse kontrolposter i Idlib, var faktisk meget mere alvorligt: Det var en civil protestaktion mod de jihadistiske magthavere i området under en af de mest brutale og intense væbnede konflikter i vores tid, den syriske borgerkrig.
Når borgerlige og politiske rettigheder tages fra en befolkning og håndhæves brutalt, er der så overhovedet nogen, der tør protestere? Svaret er ja...
Væbnede konflikter med jihadistiske oprørsgrupper rundt omkring i verden, har længe fyldt mediefladen og videnskabelige debatter. Men hvad ved vi egentlig om de civile, der lever under jihadisternes styre? Indtil nu ikke ret meget. Med et Taleban – der tyder på at have bevaret sine forbindelser til al-Qaeda - ved magten i Afghanistan i et år, er spørgsmålet dog ikke blevet mindre aktuelt:
Hvordan ser en dagligdag under strenge religiøse love ud? Når borgerlige og politiske rettigheder tages fra en befolkning og håndhæves brutalt, er der så overhovedet nogen, der tør protestere? Svaret er ja – og faktisk flere, end vi måske går og tror.
Magt er ikke en iboende kvalitet hos en eller anden statsleder, som politologen Gene Sharp siger i sin bog ”The Politics of Nonviolent Action” fra 1973. Magt er i sidste ende afhængig af samtykke fra de mennesker, man ønsker at udøve magten over. Det gælder for demokratier så vel som for autoritære og voldelige regimer som de jihadistiske.
For at bevare kontrollen over et område har magthaverne brug for, at indbyggerne betaler skat, overholder deres love og regler og bliver ved med at varetage kritiske funktioner i samfundet - læger skal blive ved med at operere på hospitalerne, lærerne skal undervise på skolerne, og skraldemændene skal indsamle affald. Det skaber et mulighedsrum for, at folk kan protestere på forskellige måder – ikke kun ved demonstrationer i gaderne men også blot ved at holde op med at varetage de kritiske funktioner.
Spørgsmålet er så, hvad der får folk til at trække deres støtte til magthaverne tilbage og måske ligefrem gøre modstand selv i områder under kontrol af jihadistiske grupper. Det satte vi os for at undersøge tilbage i 2018. Casestudier fra Mali, Irak, Algeriet og Yemen, personlige interviews, en stor spørgeskemaundersøgelse blandt indbyggere, som boede i Mosul under Islamisk Stats styre, og data fra arabisksprogede online nyhedsmedier, der har dækket civile protester under den syriske borgerkrig, kan nu give os nogle af de første svar.
Den første gnist
Helt banalt: Først og fremmest skal folk være vrede over noget. Modstand er ofte opstået, når folk opfatter jihadisterne som brutale og fremmede over for deres skikke, men for at denne modstand kan munde ud i synlig protest, skal flere faktorer være i spil: Der skal være en anledning, de nødvendige ressourcer og sidst men ikke mindst et stærkt civilsamfund.
Først og fremmest skal folk være vrede over noget.
Da jihadistiske oprørsgrupper tog kontrollen over Kidal, Gao og Timbuktu i det nordlige Mali i 2012, indførte de en streng sharia-baseret lov, som fik folk til at flygte i titusindvis. De strenge regler, og ikke mindst jihadisternes ødelæggelse af lokale helligdomme førte til et oprør blandt den lokale befolkning, som var vant til at leve med en mere moderat form for islam.
Den civile modstand spredte sig fra de besatte byer, helt til landets hovedstad, Bamako. Lokale imamer og andre fremtrædende personer nægtede at samarbejde med jihadisterne, folk blokerede indgangen til en plads, hvor jihadisternes politi ville amputere hænderne på påståede tyve, og forældre tog deres børn ud af skolen i Timbuktu, efter at drenge og piger var blevet opdelt, og piger var blevet tvunget til at dække sig til.
Vores forskning viser, at det var sammenstødet mellem den lokale kultur og jihadisternes fortolkning af islam, som de forsøgte at trække ned over hovedet på befolkningen, der var den motiverende kraft bag de protester, der efterfølgende opstod. Og protesterne blev gjort mulige af Malis tradition for åben politisk debat og landets stærke civilsamfundsorganisationer, ikke mindst landets indflydelsesrige kvinderettighedsorganisationer, der havde både netværk og ressourcer til at kunne mobilisere store grupper af mennesker.
...selv under de mest undertrykkende forhold fandt rigtig mange altså alligevel en måde at gøre modstand på.
Da Islamisk Stat i Irak – en mindre forgænger til Islamisk Stats selverklærede kalifat i 2014 – etablerede sig i dele af Iraks såkaldte ”sunni-trekant” i 2006, udløste jihadisternes strenge og brutale styre en anden form for folkelig reaktion. De stammegrupperinger, der dominerede regionen, havde deres egne skikke, når det kom til konfliktløsning - og nem adgang til våben - så de var hurtigt i stand til at mobilisere deres militser til voldelig modstand mod jihadisterne, men da Islamisk Stat senere tog kontrollen over Mosul i 2014, måtte civilbefolkningen finde andre måder at gøre modstand på.
Under IS’ ekstremt undertrykkende regime var folk mere tilbageholdende med at gå på gaden – i stedet trak de deres børn ud af IS-drevne skoler, nægtede at betale skat, sagde deres job op, lyttede til musik, selvom det var forbudt, barberede deres skæg (for mændenes vedkommende), eller forlod huset uden en mandlig ledsager (for kvindernes).
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt irakiske borgere, der boede i Mosul fra 2014-17 angav 80 procent af respondenterne, at de havde deltaget i en eller anden form for ”hverdagsmodstand” under Islamisk Stats styre, hvor de f.eks. undlod at følge jihadististernes regler om beklædning, samvær mellem kønnene eller restriktioner på mad og drikke. Så selv under de mest undertrykkende forhold fandt rigtig mange altså alligevel en måde at gøre modstand på.
Det samme gjaldt vores motorcyklister i Idlib. Her havde jihadistgruppen, der kontrollerede området, besluttet, at to mænd, der sad sammen på en motorcykel, var amoralsk, hvis passageren enten holdt om førerens skuldre eller mave. Derfor indførte de en regel om, at passageren bag på motorcyklen skulle sidde sidelæns. Det blev set som ikke alene upraktisk, men direkte latterligt af lokalbefolkningen, og i stedet for at overholde reglen, valgte folk at udtrykke deres frustration gennem humor, og til sidst blev reglen faktisk trukket tilbage.
Virker det?
Når man studerer ikke-voldelig modstand i forbindelse med krig, kan det være meget svært at adskille effekten fra det, der sker samtidig på slagmarken. Og det er endnu sværere at måle effekten af de små individuelle handlinger, som at holde sit barn hjemme fra skole, barbere sig eller nægte at betale skat.
Alligevel har selv de subtile og måske tilsyneladende ubetydelige protester betydning, ikke mindst fordi folk har en tendens til at blive påvirket af hinanden. Når det kommer til de større, kollektive demonstrationer, kan vi se, at jo mere specifikke krav demonstranterne har stillet, jo mere sandsynligt har det været, at jihadisterne ville give indrømmelser. Det har for eksempel været meget mindre omkostningsfuldt for jihadisterne at hæve en vejspærring end at give efter for folks krav om at forlade en hel landsby.
Under den syriske borgerkrig, hvor vi har kunnet identificere mere end 600 civile protester i landsbyer, der var kontrolleret af jihadistgrupper i perioden fra 2014-18, lykkedes det dog i nogle tilfælde at komme igennem med større krav – det har bare taget længere tid. I Idlib, havde man for eksempel over flere måneder fremsat ét anseligt krav, nemlig, at jihadisterne fra gruppen Hay'at Tahrir al-Sham skulle forlade en landsby, hvilket jihadisterne i lang tid nægtede. Men protesterne blev bare ved og ved, og til sidst lykkedes det faktisk at fordrive jihadisterne.
Et stærkt civilsamfund er helt afgørende for evnen til at yde civil modstand.
En anden faktor, som har set ud til at påvirke udfaldet af protesterne var, om de var isolerede eller blev bakket op af andre protester. I den lille by Kafr Takharim i Syrien gik indbyggerne en dag på gaden, efter at Hay'at Tahrir al-Sham havde indført en skat på olivenoliehøsten.
Protesterne blev i første omgang slået hårdt ned, men så begyndte flere protester at dukke op i nabobyer kontrolleret af den samme jihadistgruppe, hvor folk bar skilte til støtte for Kafr Takharim. Efter at presset på den måde begyndte at vokse, gav jihadisterne endelig efter. Så én protest, der sker én gang, er måske ikke tilstrækkelig til at gøre en forskel, men syv eller otte i samme måned kan måske give det pres, der skal til for, at jihadisterne giver indrømmelser.
At rette opmærksomheden mod den ikke-voldelige civile modstand er på ingen måde et forsøg på at underspille betydningen af militær modstand, når det kommer udfaldet af jihadistiske konflikter. Da befolkningen i Algeriet for eksempel formåede at bekæmpe jihadistgruppen GIA i 1990’erne, spillede den civile modstand en vigtig rolle, men det gjorde jihadisternes militære tab også. Civil modstand indgår som regel altid i samspil med et væld af andre faktorer men ved at se nærmere på den, kan vi blive klogere på, hvordan vi kan understøtte den civile modstand i jihadistiske konflikter.
Et stærkt civilsamfund er helt afgørende for evnen til at yde civil modstand, og det kan regeringer og det internationale samfund arbejde for at styrke ved at finansiere lokale ngo'er og støtte kvindeorganisationer på lokalt plan.
Protestbevægelser opstår på tværs af både køn og alder, men de mennesker, der protesterer, har som regel en fællesnævner: de er forbundne. De har ofte et godt socialt netværk, de bruger internettet regelmæssigt, de koordinerer ofte deres modstand med hinanden og de er påvirkede af, hvad der sker i verden omkring dem. Det gør det altafgørende at sikre, at folk har adgang til internettet, og at en fri presse kan dække civile protester, selv langvejs fra, for at hjælpe disse modstandskampagner med at sprede sig.
Kronikken er bragt i Politiken den 25. august 2022. Forskningen der ligger til grund for denne kronik er udgivet i bogen "Confronting the Caliphate" af forfatterne Isak Svensson, Daniel Finnbogason, Dino Krause, Luís Martínez Lorenzo og Nanar Hawach udgivet på Oxford University Press.
