5 hurtige spørgsmål om forsvarsforbeholdet

Hvad er det vi ikke kan deltage i på grund af forbeholdet?

For det første er der EU's militære operationer i for eksempel Mali, Somalia og Den Centralafrikanske republik. De militære operationer har været fokus siden EU fik en forsvarspolitik i starten af 00´erne.  

Inden for de senere år er der imidlertid kommet nye tiltag til, som vi heller ikke kan deltage i. Et eksempel er det permanent strukturerede forsvarssamarbejde fra 2015, der handler om at de europæiske lande arbejder tættere sammen om forsvarspolitikken og udviklingen af militær teknologi.

I det lidt større perspektiv deltager Danmark ikke i de forhandlinger, hvor den militære del af EU´s forsvarspolitik besluttes. Så fra dansk side er vi ikke med i de politiske prioriteter.

Det betyder imidlertid ikke, at vi er helt udelukket. Der er stadig meget Danmark godt kan være med i. Forbeholdet retter sig imod det mellemstatslige, frivillige samarbejde, men verden er blevet mere kompleks, og derfor dukker elementer af forsvarspolitik op i andre dele af EU-samarbejdet, hvor vi godt kan deltage. For eksempel har vi været med til at sende våben til Ukraine. Det kan vi gøre, fordi den beslutning teknisk set er en del af EU´s udviklingspolitik. Og netop udviklingspolitik er et område, der ofte har elementer af forsvarspolitik i sig.

Derudover er der forskellige former for nye industrisamarbejder på forsvarsområdet, hvor Danmark også godt kan være med. Vi kan i princippet også deltage i spørgsmål, der handler om cybertrusler og cybersikkerhed. Men netop dette er samtidig et godt eksempel på et område, der dukker op alle steder i EU-systemet. Derfor kan det være svært for danske embedsmænd at holde redde i, hvornår vi gerne må og hvornår vi ikke må være med på grund af forbeholdet. Der er mange gråzoner, og over årene har man brugt meget energi på at finde ud af, hvor grænserne går.

Hvad mister vi, hvis vi fjerner forbeholdet?

Det kort svar er, at vi ikke mister noget. Vores forbehold handler om ikke at deltage i et mellemstatsligt, frivilligt samarbejde, hvor alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages. På den måde har Danmark som det eneste land frasagt sig sin vetoret. Uden forbeholdet ville vi stadig have fuld selvbestemmelse. Man kunne faktisk sige, at vi uden forbeholdet ville have mere selvbestemmelse, fordi vi i princippet kunne blokere de forslag fra de andre lande, der går imod Danmarks interesser.

Når vi i Danmark har diskuteret vores fire forbehold, har det ofte handlet om suverænitet. Det giver god mening i forhold til retsforbeholdet eller euro-samarbejdet, men når det kommer til forsvarsforbeholdet, giver det ikke mening, fordi vi har valgt at holde os ude af et fuldstændigt frivilligt samarbejde.

Svækker det vores forhold til USA og NATO, hvis vi går mere ind i EU´s forsvarspolitik?

Nej, tværtimod. Amerikanerne vil rigtig gerne have, at Europa gør meget mere, også i EU-regi. Det er en falsk modsætning, at man ikke kan være en god NATO-allieret, hvis man samtidig styrker EU´s forsvarspolitik. Amerikanerne ønsker at EU gør mere, ikke mindre.

Hvad har forbeholdet betydet for vores status i EU og relation til de andre lande?

I vores udredning fra 2019 talte vi med mange af de lande, der på andre områder er vores tætte allierede, for eksempel Holland og Sverige. De synes generelt, at Danmark er en rigtig god samarbejdspartner, men når det kommer til forsvar, er vi ikke interessante, fordi vi ikke kan være med. Vi er en irrelevant partner, og det giver selvfølgelig et tab af renomme blandt andre EU-lande på dette enkelte område. Det er ikke noget, der har været ødelæggende, men mange lande undrer sig og forstår ikke, hvorfor vi ikke bare opgiver forbeholdet.

Hvad har verdens udvikling de sidste 5 år, og de sidste 2 uger, betydet for Danmark i forhold til at vi står uden for EU-samarbejdet?

De sidste fem år er der sket rigtig meget. Tidligere var EU´s forsvars- og sikkerhedspolitik langt mere begrænset og blev legitimeret med, at vi havde skabt fred på det europæiske kontinent, og at vi nu skulle bringe fred og demokrati til lande uden for Europa. Det fokus er siden 2015 skiftet, og de forsvarspolitiske tiltag er blevet mange flere. I dag er det i høj grad et spørgsmål om EU´s interne sikkerhed og at beskytte vores eget kontinent. Den udvikling hang fuldstændig sammen med Ruslands annektering af Krim, valget af Trump og flygtningekrisen, der gav et større fokus på at beskytte Europa.

I forhold til de seneste to uger, så er det nye en historisk vilje til at bruge EU-instrumentet mere i forhold til forsvar. Det hænger sammen med et generelt ønske om at styrke den brede europæiske forsvarspolitik. Det er et opgør med årtiers, for nogle lande århundreders, forsvarspolitik. Vi ser en helt utrolig styrkelse af europæisk forsvarspolitik, som én til én er en konsekvens af det, der sker i Ukraine.

Vi har set et EU, der agerer hurtigere end vi er vant til forsvarspolitisk. Tidligere har området været præget af laveste fællesnævner. Sådan er det ikke i øjeblikket. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det vil fortsætte, men det er et tegn på, at når det virkelig gælder, rykker EU sammen. Jeg tror, vi kommer til at se en styrkelse af forsvarspolitikken inden for EU, både politisk og økonomisk, og det er også derfor, at man i højere grad fra politisk side gerne vil af med forbeholdet nu.