I Øst og Vest: Hvor er Tyrkiet på vej hen?

Under præsident Erdogan har Tyrkiet oplevet store forandringer. I 00'erne blev Erdogan set som en mand, der kunne bringe reformer og mere demokrati til Tyrkiet, og et tyrkisk medlemskab af EU var tættere på end nogensinde før. Men de senere år har Erdogan udvist stærke autoritære tendenser, ført en aggressiv udenrigspolitik og vendt sig mere mod øst. En ny bog stiller spørgsmålet: Hvor er Tyrkiet på vej hen?
Sara Mejlvang Møller
INTERVIEW

Det kan virke som længe siden, men er det egentlig ikke: Dengang Tyrkiet var den “pæne dreng i klassen”, på vej mod et EU-medlemskab og mod nye tider, en tigerøkonomi med voldsom økonomisk vækst og en ny og voksende middelklasse, der hurtigt fik velstand og vaskemaskiner, alt imens højhusene og shopping-centrene skød op om ørene på dem.

Da landets præsident og leder af AK-partiet, Recep Tayyip Erdogan, kom til magten i 2003, blev han anset som en “folkets mand” og et kærkomment brud med den politiske elite, der havde siddet tungt på magten i det “kemalistiske” system, videreført efter Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk.

Med sit nyetablerede AK-parti blev Erdogan valgt på et løfte om at gøre op med korruption og fattigdom. Han gennemførte en stribe demokratiske reformer og var i sine første år som leder uhyre populær. Så sent som i 2011 - efter det arabiske forår og de folkelige protester i Mellemøsten, hvor det flere steder så ud som om, at islamistiske partier ville vinde indpas i diverse parlamenter og regeringer - talte man om “Den tyrkiske model”, altså Tyrkiet som et eksempel på, at Islam og demokrati kunne gå hånd i hånd.

Men alt dette har ændret sig. Særligt de fredelige protester i Gezi park i Istanbul i 2013, der startede med at handle om noget så fordrageligt som byplanlægning og grønne områder, men udviklede sig til store demonstrationer mod styrets hårdhændede opførsel, løftede sløret for Erdogans autoritære tendenser. Få år efter, i 2016, var Erdogan udsat for et militært kupforsøg. Kuppet mislykkedes, men Erdogan brugte anledningen til at konsolidere sin magt, lukke frie medier og fængsle politiske modstandere. Også internationalt har Tyrkiet udviklet sig til en magtfuld og offensiv aktør, hvor særligt landets involvering i krigen i Syrien har været betydningsfuld.

“Tyrkiet er et land i heftig forandring, og har været det gennem de sidste årtier. Samtidig er Tyrkiet Europas største nabo, en ”buffer-stat” mod et tumultarisk Mellemøsten, og så spiller landet en afgørende rolle i EU's håndtering af flygtningespørgsmålet. Derfor trækker Tyrkiet overskrifter både internationalt og i Danmark,” siger seniorforsker ved DIIS Cecilie Banke, der er aktuel med en ny bog om Tyrkiet.

Bogen ”Tyrkiet - Hvorfra, hvorhen?”, som er redigeret af Cecilie Banke og historiker Mogens Pelt, er et forsøg på at komme bagom de mange overskrifter om Tyrkiet og Erdogan og give en større forståelse af landet, hvad der har formet det, og hvor det er på vej hen.

Den tyrkiske delegation i fredsforhandlinger efter Første Verdenskrig i Lausanne i juli 1923
Den tyrkiske delegation i fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig i Lausanne i juli 1923. Forhandlingerne førte til oprettelsen af Republikken Tyrkiet under Mustafa Kemals ledelse. Foto: Photo by Keystone-France/Gamma-Keystone via Getty Images

Bogen henvender sig til den almene læser, og en række Tyrkiet-forskere og Tyrkiet-kendere har bidraget med tekster, der samlet set tegner de store linjer fra Republikkens grundlæggelse i 1923 til i dag. Emnerne er mangfoldige og dækker alt fra fødslen af den tyrkiske republik, til den danske guldalders syn på ”tyrken”, spørgsmålet om kurderne og Tyrkiets udenrigspolitik og internationale relationer. Det er særligt sidstnævnte emne, som Cecilie Banke forsker i.

TIDSLINJE: TYRKIETS HISTORIE

  • Det Osmanniske Rige kollapser under 1. Verdenskrig.
  • 1923: Tyrkiet bliver udråbt som republik og general Mustafa Kemal bliver den første præsident. Han bliver senere kendt som Atatürk – ”tyrkernes fader”.
  • 1928: Den tyrkiske republik bliver erklæret sekulær.
  • 1938: Atatürk dør, og Ismet Inönu bliver præsident.
  • 1945: Tyrkiet erklærer Tyskland krig og er senere samme år medstifter af FN.
  • 1949: Tyrkiet bliver medlem af Europarådet.
  • 1950: Der afholdes for første gang flerpartivalg.
  • 1952: Tyrkiet bliver optaget i NATO.
  • 1959: Tyrkiet ansøger om associeret medlemskab af EF.
  • 1960: Militærkup og regeringen afsættes.
  • 1961: Tyrkiet bliver medlem af OECD.
  • 1963: Ankara-aftalen - en associeringsaftale mellem Tyrkiet og EF underskrives.
  • 1971: Militærkup og der bliver indsat et forretningsministerium.
  • 1974: Tyrkiet intervenerer på Cypern.
  • 1980: Militærkup. Militær-administrativ regering overtager magten.
  • 1982: Ny forfatning vedtages.
  • 1983: Første valg efter militærkuppet i 1980.
  • 1987: Tyrkiet ansøger om medlemskab af EF. 
  • 1989: Tyrkiets ansøgning afvises af EF.
  • 1995: Forhandlingerne om toldunionen afsluttes.
  • 1997: ”Post-moderne” militærkup.
  • 1999: Tyrkiet bliver anerkendt som kandidatland til EU.
  • 2002: AKP (Retfærdighed og Udviklingspartiet) vinder valget.
  • 2004: EU beslutter at indlede optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.
  • 2005: Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet indledes.
  • 2007: Abdullah Gül (AKP) bliver præsident. AKP vinder igen valget.
  • 2011: AKP vinder valget igen. Forfatningsprocessen indledes.
  • 2013: Der indledes officielle fredsforhandlinger med PKK.
  • 2014: Recep Tayyip Erdoğan (AKP) vælges for første gang som præsident.
  • 2015: Fredsprocessen med PKK bryder sammen.
  • 2016: Kupforsøg bliver slået ned i Ankara og Istanbul. Gülenbevægelsen udpeges som bagmænd. Der indføres kort tid efter undtagelsestilstand i Tyrkiet.
  • 2017: Der afholdes folkeafstemning, hvor der bliver stemt ja til en række forfatningsændringer, herunder, at Tyrkiet skifter fra et parlamentarisk til et præsidentielt styre.
  • 2018: Erdoğan vinder præsidentvalget igen, og Tyrkiet overgår officielt til at være et præsidentielt styre. Undtagelsestilstanden ophæves efter to år.

    Kilde: Udenrigsministeriet
...

Hun interesserer sig for, hvordan omverdenen (særligt EU og Danmark) skal forholde sig til Tyrkiet og dets ageren: Når landet indgår i et (anspændt) militært samarbejde med Rusland samtidig med, at Tyrkiet er et vigtigt NATO-medlem. Når Tyrkiet officielt er på “det europæiske spor”, altså på vej mod et EU-medlemsskab, men også i større grad orienterer sig mod bl.a. Rusland, Kina og den arabiske og muslimske verden. Eller når Tyrkiet fører en mere aggressiv udenrigspolitik i dets nærområder (landet er nu militært til stede i ni lande) og gang på gang spiller med musklerne i den østlige del af Middelhavet.

Og hvordan skal vi forholde os til præsident Erdogan, der er gået fra vellidt demokrat til hård autokrat?

”Det vil blive spændende at se, hvordan Erdogan vil blive set på af eftertiden. Vil man om 20-30 år se Erdogan som den store reformator? Ham, der bragte Tyrkiet ind i det 21. århundrede? Eller som den, der bremsede vejen mod demokrati? En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at både Tyrkiet og landets relationer og alliancer har ændret sig drastisk i de knap tyve år, Erdogan har været ved magten,” siger hun.

Ridser i den demokratiske lak

Det gik som sagt strålende for Erdogan i de første mange år af hans regeringstid, som var præget af stor folkelig opbakning, økonomisk vækst og international anerkendelse. Men hvad blev vendepunktet – særligt set med europæiske briller? Hvornår kunne man ikke længere se på Erdogan med det samme håb om en ny slags leder i Tyrkiet?

”Det er svært at sige præcist, hvornår det sker, men omkring 2008 kommer de første rigtige ridser i lakken i forhold til Erdogans image som demokrat, da han indleder en række retssager mod både den gamle militære og bureaukratiske elite, men også en række journalister og intellektuelle,” siger Cecilie Banke.

I årene, der følger, bliver det tydeligt, at Erdogan kommer under stadig større pres - også internt i AK-partiet. Men det bliver beslutningen om at gå ind i krigen i Syrien, der for alvor får dele af omverdenen til at se med skepsis på Erdogan og hans forpligtelse til demokrati og menneskerettigheder.

For selvom Tyrkiet officielt set gik ind i Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat, så er det et indenrigspolitisk spørgsmål, der er den drivende kraft, ifølge Cecilie Banke. Nemlig spørgsmålet om Tyrkiets kurdiske mindretal, som også forskeren Anne Sofie Schøtt skriver om i bogen.

“Det kurdiske spørgsmål har altid eksisteret for Tyrkiet, lige siden grundlæggelsen af republikken, hvor målet var at skabe en tyrkisk nationalstat efter europæisk forbillede. Det fik betydning for kurderne i Tyrkiet, men også armenierne, jøderne og andre mindretal. Men Erdogan viste faktisk nogle andre takter i den første tid som premiereminister i forhold til kurderne, og fik etableret en fredsaftale med PKK i 2013, hvilket var skelsættende. Det samme gjaldt forholdet til Armenien, hvor der på et tidspunkt var tegn på en vending. Det var kortvarigt dog.”

Men da Erdogan kort efter blev parlamentarisk afhængig af nationalisterne, følte han sig nødsaget til at tage et andet standpunkt i forhold til kurderne. Og da de væbnede kurdiske grupper for alvor blev en aktør i Syrienskrigen og begyndte at modtage støtte af USA, blev det pludselig et presserende problem for ham.

”Hvis Syrienskrigen ville ende med, at kurderne fik en selvstændig stat ved grænsen til Tyrkiet, kunne det have store konsekvenser og føre til forandringer i den tyrkiske nationale identitet og selvopfattelse. Det ville være at gøre op med den kemalistiske statsdannelse,” siger Cecilie Banke.

“Man kan ikke overvurdere, hvor meget spørgsmålet om kurderne betyder i Tyrkiet. Det har altid været en akse for konflikt og splittelse og kommer sandsynligvis til at vedblive at være det mange år endnu.”

Efter Tyrkiets involvering i krigen i Syrien – som havde relativt stor opbakning i den tyrkiske befolkning – er Erdogan fortsat med at engagere sig militært i Tyrkiets nærområder med forskellige motivationer: Én motivation er et ønske om at spille en væsentligere rolle i regionen, en anden er målet om at få adgang til nogle af de store reserver af naturgas, der gemmer sig i Middelhavet, så Tyrkiet kan gøre sig mindre afhængig af gas fra Rusland.

”Den osmanniske vending”

Selvom der er logiske, pragmatiske grunde til, at Tyrkiet er blevet mere aggressiv i sin udenrigspolitik, har det også en indenrigspolitisk funktion for Erdogan. Under Erdogan har Tyrkiet-eksperter talt om en ”osmannisk vending” i Tyrkiet. Den går ud på, at Erdogan har genfundet den osmanniske arv og inddraget den i tyrkisk national identitet. Det ses både, når han lægger vægt på Tyrkiet som et muslimsk land, åbner op for religion i det offentlige rum og bryder med tidligere tiders sekularisme. Men den osmanniske fortælling er også en fortælling om Tyrkiet som centrum for et imperium.

”Erdogan agerer med en følelse af en vis historisk berettigelse, når han forsøger at yde indflydelse i landene omkring Tyrkiet. Han afviser den kemalistiske ide om, at tyrkerne skal indrette sig efter Europa og styrker fortællingen om Tyrkiet som en magt i egen ret,” siger Cecilie Banke.

Selvom AKP ligger historisk lavt i meningsmålingerne og den økonomiske vækst er stagneret, ræsonnerer Erdogans fremfærd på den internationale scene bredt i den tyrkiske befolkning.

“Der er en bitterhed i Tyrkiet og en følelse af at have været talt ned til gennem mange år - særligt af EU og Europa. Mange har følt, at man gjorde alt, hvad man kunne for at leve op til EUs krav, men at det aldrig var godt nok.”

Journalisten Lasse Ellegaard, der er forfatter til et kapitel i bogen om Erdogans storhed og fald, kommer også ind på, hvordan Erdogan bruger militæret til at hævde sig. Han citerer en tale Erdogan holdt i 2020.

“Tyrkiet [har] i dag magt til med aktiv militær støtte at gennemføre sin politiske og økonomiske politik. De, der var vant til at tale til os i en nedladende tone, forhandler nu med os på lige vilkår… vi har fuldstændig undergravet deres hidtidige politik om at underkaste os deres beslutninger taget uden om os i regionale og globale anliggender.”

Og på den måde kom “omverdenen i øjenhøjde på mindre end to årtier, hvor Tyrkiet løftede positionen fra europæisk fattiglem og eksportør af billig arbejdskraft til en status som regional magtfaktor, politisk, økonomisk og militært,” som Lasse Ellegaard udtrykker det i sit kapitel “Sultanens storhed og begyndende fald”.

Glansen er gået af EU

I årtier har Tyrkiet haft som erklæret mål at blive medlem af den Europæiske Union, men forholdet mellem EU og Tyrkiet er blevet en del køligere, end det var i 00'erne, og Erdogan har gennem de senere år ofte udtalt sig kritisk over for EU. Den 9. april 2016 sagde han i en TV-transmitteret tale:

“Den Europæiske Union har mere brug for Tyrkiet, end Tyrkiet har brug for den Europæiske Union.”

Den udtalelse må siges at være en sandhed med modifikationer, da Europa stadig er Tyrkiets største handelspartner. På den anden side er EU afhængig af Tyrkiet i spørgsmålet om migranter og flygtninge. Særligt siden EU og Tyrkiet indgik den såkaldte “Flygtningeaftale” i 2016, der går ud på, at Tyrkiet forpligter sig på at bremse flygtninge- og migrantstrømmen til EU mod en klækkelig betaling (45 milliarder kroner indtil videre) og en åbning om forhandlingerne om visum-fri indrejse for tyrkere til Unionens lande.

“I det hele taget er forholdet mellem EU og Tyrkiet de seneste par år blevet meget pragmatisk og transaktionelt, og de store ord om medlemskab og samarbejde fra 00'erne er nærmest forstummet. Officielt set er Tyrkiet stadig på “det europæiske spor”, og planen er altså stadig at blive optaget som fuldbyrdet medlem af EU, men om der er nogen, der tror på, at det skulle ske i den nærmeste fremtid, er nok meget tvivlsomt,” siger Cecilie Banke.

Derudover ser det ud til, at unionens appel har mistet lidt af sin glans:

“I 2017 interviewede jeg direktøren for den tyrkiske diplomatskole, som ligger under det tyrkiske udenrigsministerium. Efter hans opfattelse var EU ikke længere the shining star for Tyrkiet. Det var i kølvandet på kupforsøget i juli 2016, hvor europæiske ledere var sene til at reagere officielt, hvilket skabte en stor bitterhed i Tyrkiet. Og det må man sige, holder stik. For Tyrkiet søger alliancer og samarbejdspartnere andre steder, mens Erdogan flere gange offentligt har talt mindre pænt om EU og EU's ledere”, siger Cecilie Banke.

Det kan som sagt ses ved, at Tyrkiet har vendt sig mere mod øst. Og det er ikke kun i landets forhold til den arabiske verden, også Kina har mange interesser i Tyrkiet. En ny “Silkevej” er netop åbnet: For et par måneder siden tilbagelagde det første godstog den 8693 kilometer lange strækning mellem Istanbul og byen Xi’an i Kina.

“Tyrkiet er landet mellem Vesten og Østen, adskilt af et stadig mere befærdet Bosporusstræde. Sådan var det også dengang danske malere spejlede sig i ’tyrken’, som Bent Holm beskriver i bogen. Men når Tyrkiet kigger andre steder hen end mod Europa, så fortæller det også noget om den geopolitiske situation og de magtforskydninger, der er sket i verden. Det væsenligste her er jo, at hegemonen USA stort set har forladt regionen. Og det har ført til nye forskydninger i området, nye dynamikker. Det er her, vi skal forstå Tyrkiets mere aktive fremfærd og ønske om at indtage en ny rolle. Det åbner for, at Tyrkiet kan spille en anden rolle internationalt. Og det har Erdogan uden tvivl blik for.”

DIIS holder en virtuel bogreception for "Tyrkiet - Hvorfra, hvorhen?" tirsdag d. 11. maj kl. 13. Find mere information og tilmeld dig via dette link

OM "TYRKIET - HVORFRA, HVORHEN?"

  • "Tyrkiet - Hvorfra, hvorhen?" er udgivet af Forlaget Orbis og redigeret af Cecilie Felicia Stokholm Banke og Mogens Pelt. Bogen er skrevet til den almene læser med interesse for Tyrkiet.

  • Øvrige bidragsydere til bogen er Lars Erslev Andersen, Mathias Findalen Bickersteth, Pernille Carstens, Lasse Ellegaard, Bent Holm, Daniella Kuzmanovic & Anne Sofie Schøtt.

    OM REDAKTØRERNE:

  • Cecilie Felicia Stokholm Banke: ph.d. og seniorforsker, forskningsleder i Udenrigs & Diplomati, Dansk Institut for Internationale Studier. Har bl.a. forsket i forholdet mellem EU og Tyrkiet, europæisk sikkerhedspolitik samt erindringspolitik i Europa efter Holocaust og andre folkedrab.​​​​​​

  • Mogens Pelt: ph.d. og dr.phil., er direktør for Det danske institut i Athen med tilknytning til Saxo-instituttet ved Københavns Universitet. Hans ekspertiseområde er Grækenland, Tyrkiet og Det østlige Middelhavs historie siden Den Franske Revolution. 

...

 

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Udenrigspolitik og diplomati
Enhedsleder, seniorforsker
+45 3269 8938