Illustration_ISIS kriger_Cecilie Castor

Det sorte flag kom fra øst: Syriens Arabiske Forår og jihadisternes fremmarch

Det Arabiske Forår i Syrien – og den efterfølgende krig – skabte en mulighed for transnationale jihadister, der var pressede i Irak og Afghanistan. Uden krigen i Syrien ville Islamisk Stat med al sandsynlighed aldrig være blevet i stand til at vokse sig så stærk, at gruppen i sommeren 2014 kunne erklære deres islamiske kalifat. Så hvad betød Det Arabiske Forår for den transnationale jihadistiske bevægelse?
TEKST: SARA MEJLVANG // ILLUSTRATIONER: CECILIE CASTOR
INTERVIEW

I sommeren 2011, da store folkelige protester i Mellemøsten og Nordafrika havde fået væltet evighedsledere som Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali, og mens hele verden holdt vejret for at se, hvordan Det Arabiske Forår ville udvikle sig, sad en lille gruppe mænd i Irak, i Mosuls slidte forstæder, i skjul.

Gruppen var affilieret med al-Qaeda og kaldte sig Islamisk Stat i Irak (ISI). Siden gruppens leder, Abu Musab al-Zarqawi, var blevet dræbt fem år tidligere, var deres styrke, indflydelse og bevægelsesfrihed stærkt svækket.  De amerikanske anti-terror-raids havde taget hårdt på gruppen, og flere ledende skikkelser var blevet likvideret. Også den såkaldte 'Anbar Awakening', en sunnimuslimsk koalition af irakiske stammeledere støttet med våben fra USA, bidrog til ISIs afmatning. CIAs direktør havde allerede i 2008 vurderet, at gruppen var ”tæt på et strategisk nederlag”. Nu sad en ny mand på posten som leder af ISI, en undselig ca. 40-årig islamisk lærd: Abu Bakr al-Baghdadi.

Syrisk flag_illustration_Cecilie Castor
Illustration: Cecilie Castor

Vest for Irak – i Syrien – var Det Arabiske Forår også i fuld gang, men den mangeårige præsident, Bashar al-Assad, var ikke gået af som lederne i Egypten og Tunesien. Han var heller ikke i gang med at imødekomme oppositionens krav om reformer som monarkerne i Jordan og Marokko.

I stedet havde Assad i foråret 2011 slået hårdt ned på de fredelige civile demonstranter, og som månederne gik udviklede de fredelige protester sig til blodig borgerkrig.

Mens verdens politikere så forfærdet til, da det blev tydeligt, hvor langt Assad ville gå for at beholde magten i Syrien, glædede al-Baghdadi og hans mænd i Irak sig over det nye kaos.

gevær_illustration_Cecilie Castor
Illustration: Cecilie Castor

”Al-Baghdadi så hurtigt situationen i Syrien som en mulighed for genoprejsning,” siger Dino Krause, som er PhD-studerende ved DIIS og en del af forskningsprojektet ”Transnational Jihad”.

”I Syrien så al-Baghdadi et frirum. Han forventede, at den store andel af sunnimuslimske syrere, der længe havde følt sig marginaliseret af Assads alawitiske styre, ikke ville modsætte sig gruppens tilstedeværelse. Derudover havde Assad travlt med at nedkæmpe fredelige civile demonstranter og den frie syriske hær (FSA). Jihadisterne regnede derfor med, at Assad ikke ville bruge ressourcer på at gå målrettet efter dem,” forklarer Dino Krause.

Krigen i Syrien 

  • Inspireret af Det Arabiske Forår begyndte syrerne at protestere i foråret 2011. Præsidenten, Assad, slog hårdt ned på oprøret og situationen udviklede sig hurtigt til en regulær borgerkrig. 
  • Det estimeres at ca. 500.000 mennesker er blevet dræbt, 5.6 millioner er flygtet ud af landet og 6 millioner er internt fordrevne.
  • Protesterne, der begyndte i marts 2011, var imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært et-partistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2001 hans søn, Bashar al-Assad.
  • Oprøret mod regimet udviklede sig til en krig, hvor både sekulære og islamistiske oprørsgrupper deltog, og en stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter, herunder USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, kæmper - eller har kæmpet - om indflydelse.
  • Krigen handler altså i dag i høj grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder.
  • I slutningen af 2020 har Bashar al-Assad genvundet kontrol over en stor del af Syrien, men det er meget uvist, hvordan han har tænkt sig at genopbygge landet og opnå støtte fra den syriske befolkning.

    Kilde: Dagbladenes Bureau
...

Jihadisternes splittelse

Al-Baghdadi havde ikke nogen stærk mening om, hvorvidt Assad skulle gå af som præsident. For ham var alle statsledere i konflikt med Islam. Det, al-Baghdadi var interesseret i, var territorie. Han sendte syreren Abu Mohamad al-Julani og en mindre gruppe krigere ind over grænsen til Syrien.

De udgjorde kernen i det, der hurtigt blev kendt som al-Nusra-fronten: al-Qaedas første franchise i Syrien var en realitet. I løbet af 2012 blev al-Nusra stadigt større; blandt andet fordi fremmedkrigere fra det meste af verden var begyndt at rejse ind i Syrien og tilslutte sig kampene. Det var især Assads brutale vold mod sin egen befolkning, der mobiliserede hovedsageligt unge, muslimske mænd.

Men i 2013 lægger al-Baghdadi sig ud med både al-Qaeda og al-Nusra, hvilket bliver afgørende for det videre forløb.

”Al-Baghdadi iscenesætter sig mere og mere som en uafhængig leder af en uafhængig gruppe, og han hævder, at al-Nusra er hans gruppe. Al-Qaeda – og al-Nusra – er uenige,” siger Dino Krause

Det ender med, at al-Baghdadi bryder med al-Qaeda. Han kalder nu sin gruppe ISIS - Islamisk Stat i Irak og al-Shams (levanten, red). Bruddet er ikke kun organisatorisk; der er tydelige forskelle mellem Zawahiris al-Qaeda og Baghdadis ISIS.

”Selvom drømmen om et kalifat er stærk i begge grupper, så har al-Qaeda typisk været tilbageholdende og tålmodige på den front. De har været nervøse for at erklære kalifatet for tidligt og har anset det som en plan med lange udsigter. Al-Baghdadi var derimod meget tydelig i sine storslåede ambitioner om at skabe et islamisk kalifat,” fortæller Dino Krause.

tank_illustration_Cecilie Castor
Illustration: Cecilie Castor

ISIS adskilte sig også fra al-Qaeda ved at tilslutte sig ideen om Takfiri. Dette koncept i islamisk diskurs beskriver ekskommunikation af muslimer. Islamisk Stat havde derfor ikke noget problem med at henrette f.eks. shia-muslimer eller sunnimuslimske stammer, der ikke ville samarbejde. En handling, der var uhørt i store dele af al-Qaeda.

”Det, vi så med ISIS, var en meget brutal opførsel mod alle, der ikke overholdt - eller tilhørte - deres meget strikse fortolkning af Islam,” siger Dino Krause.

Det blev kun tydeligere i takt med, at ISIS tilkæmpede sig mere og mere territorie i Irak og Syrien.

”Der var en del, der oplevede, at ISIS var en ret effektiv og velorganiseret myndighed. Nogle steder blev forholdene væsentligt forbedrede under ISIS’ kontrol. Men inden længe kom også den brutale ordenshåndhævelse, henrettelserne og det religiøse politi, Hisbah, siger Dino Krause.

Kalifatet erklæres

Den 29. juni 2014 erklærede ISIS deres islamiske kalifat, der strakte sig fra Aleppo i Syrien til Diyala i Irak. Al-Baghdadi blev udnævnt som kalif, og gruppen kaldte sig nu blot Islamisk Stat (IS).

Al-Qaedas fjerne mål var nu blevet en realitet gennem IS. Og endnu flere fremmedkrigere, men også muslimske kvinder og børn, rejste til kalifatet.

Da IS var størst rådede de over ca. 100.000 krigere – hvoraf 30.000 var foreign fighters - og kontrollerede et område på omkring 100.000 kvadratkilometer; et areal, der er over dobbelt så stort som Danmark.

”Islamisk Stat var ikke som sådan et nybrud i den transnationale jihadistiske bevægelse, når man ser på deres metoder eller mål. Al-Qaedas mål har altid været – og er stadig – at skabe et kalifat. Taleban har længe kontrolleret territorie og opført sig som en myndighed i dele af Afghanistan. I krigen i Afghanistan i 80’erne rejste mange fremmedkrigere til landet for at tilslutte sig mujahedinernes kamp. Og brutalitet er naturligvis heller ikke unik for Islamisk Stat,” fortæller Dino Krause.

Alligevel er der gode grunde til, at hele verdens øjne i årevis hvilede på organisationen.

”Islamisk Stat er mest af alt særlig, fordi organisationen lykkedes med at opskalere alle disse jihadistiske mål og midler. Deres ”stats-projekt” er uden fortilfælde i nyere tid, og deres brutalitet og radikalisme fik indimellem al-Qaeda til at se næsten blødsødne ud. Antallet af fremmedkrigere, der tilsluttede sig organisationen – og at de kom fra så forskellige steder i verden – var meget specielt,” siger Dino Krause.

Dertil kom, at alt dette blev kommunikeret ud til verden via Islamisk Stats yderst velsmurte propaganda-maskine med HD-videoer, glittede online-magasiner og en evne til at fastholde verdens opmærksomhed med ekstrem vold.

Storhed og fald

Islamisk Stat mistede som bekendt deres territorie efter storhedstiden i 2014-16. Abu Bakr al-Baghdadi døde under et amerikansk luftangreb i oktober sidste år, hvilket fik USA's præsident Trump til at erklære organisationen for ”elimineret”.

gevær_illustration_Cecilie Castor
Illustration: Cecilie Castor

Tilbage står spørgsmålet om, hvad det betød for den transnationale jihadistiske bevægelse, at Islamisk Stat fik mulighed for at bruge krigen i Syrien som et rum for at afprøve og udleve deres jihadistiske aspirationer og metoder? Hvad lærte Islamisk Stat – og de andre jihadistiske bevægelser – af årene i Syrien og Irak?

”Det er et interessant, men meget vanskeligt spørgsmål at besvare. For selvom Islamisk Stat er ekstremt reduceret, så omtaler de ikke dét som et nederlag udadtil: De italesætter det som et forventeligt tilbageslag afstedkommet af alliancen mellem de ”zionistiske korsfarere”. En mindre forhindring i en meget længere kamp, der fortsat kæmpes,” forklarer Dino Krause.

Om det er ren propaganda, er vanskeligt at vide med sikkerhed.

”Det kunne være ekstremt interessant at finde ud af, hvordan Islamisk Stats ledelse forstår og taler om nederlaget internt. Om de har lært noget af de sidste ti år? Om de har skiftet strategi? Men fordi de har interesse i stadig at fremstå stærke og målrettede, er det selvfølgelig ikke noget, de taler offentligt om.”

Al-Qaeda derimod fremstår mere styrkede i deres teorier efter at have været vidne til Islamisk Stats storhed og fald.

”Det virker til, at al-Qaeda føler sig bekræftede i, at Islamisk Stat erklærede kalifatet for tidligt. Derudover mener de, at IS’ ekstreme vold og strikse regler gav bagslag – at man ikke kan beholde territorie, hvis ikke du har en vis opbakning fra de mennesker, der lever under din kontrol. Og den mistede IS i høj grad på grund af deres radikalitet og vold. Det er også et argument, der bliver brugt af nogle af IS’ egne krigere, der senere har stået frem i interviews.”

Islamisk Stats nye kampzoner

Islamisk Stat har ikke længere noget territorie, men at organisationen skulle være komplet ”elimineret”, som Donald Trump påstår, er ikke sandsynligt. For kun et par uger siden døde ti personer efter et formodet IS-angreb i Iraks Salahuddin-provins. Udover de ”sovende celler” i Irak og Syrien har IS formået at alliere sig med islamistiske grupper i Sahel-regionen og for nyligt også i DR Congo, Mozambique og Burkina Faso.

”Det får ikke meget opmærksomhed, men Islamisk Stat har været ret succesfulde med at skabe kontakter og alliancer i konfliktområder, særligt i Afrika. At udnytte lokale konflikter på den måde er en taktik, som vi også kender fra al-Qaeda,” siger Dino Krause.

Han forklarer, at der i de fleste tilfælde, f.eks. i forhold til de IS-affilierede grupper i DR Congo og Mozambique, er meget lidt information om, hvad dette samarbejde mellem lokale grupper og Islamisk Stat i Syrien og Irak præcist består i. Men fra andre IS-affilierede grupper, f.eks. i Sahel, ved man, at den slags grupper opererer forholdsvist autonomt, selv står for rekruttering af krigere og er selvforsynende i forhold til indkomstkilder og adgang til våben. Ikke desto mindre promoverer de affilierede grupper IS’ ideologi, og de plejer at tilpasse sig IS’ guidelines angående militære strategier og angrebsmønstre.

Der er altså, ifølge Dino Krause, god grund til at holde øje med, hvordan Islamisk Stat udvikler sig.

”I 2010 var al-Baghdadi og hans mænd også blevet ”besejret” af irakisk og amerikansk militær. Men da Assad begyndte at føre krig mod sin egen befolkning under Det Arabiske Forår, fik de en unik mulighed i Syrien, og de slog til. På kort tid blev deres primære kampzone ikke længere kun Irak, men også Syrien. Og det er ikke umuligt, at det vil lykkes dem at finde konfliktzoner, der giver dem lignende muligheder for udvikling og vækst, f.eks. i Sahel-regionen,” siger Dino Krause.

Islamisk Stat

  • IS startede som en al-Qaeda-affilieret gruppe i Iraq under navnet al-Qaeda i Irak (AQI). Gruppen var grundlagt og ledet af Abu Musa al-Zarqawi. 
  • Gruppen forsøger at starte en sekterisk konflikt i det krigshærgede Irak. I 2006 bliver Zarqawi dræbt i et amerikansk luftangreb. Gruppen skifter navn til Islamic State in Iraq (ISI). 
  • I 2010 bliver Abu Bakr al-Baghdadi leder af gruppen. I 2011 sender han mænd i Syrien for at kæmpe og tildrage sig territorie. Denne gruppe bliver kendt som Jabhat al-Nusra. 
  • I 2013 bryder al-Qaeda, al-Nusra og al-Baghdadi med hinanden. Al-Baghdadi kalder nu sin gruppe for Islamic State in Iraq and the Levant (ISIS eller ISIL) 
  • I juni 2014 erklærer al-Baghdadi sit islamiske kalifat, der dækker store dele af Syrien og Irak. Navnet er nu blot Islamisk Stat. Under Islamisk Stat implementeres Sharia-lovgivning og brutale offentlige henrettelser og drab sker jævnligt
  • På sit højeste (2014) råder IS over 100.000 krigere og kontrollerer et område på ca. 100.000 kvadratkilometer. 
  • Fra 2015 og frem mister IS hastigt krigere, territorie og indflydelse.  Al-Baghdadi dræbes af amerikanske styrker i 2019. 
  • I dag er gruppen stærkt reduceret, men er lykkedes med at skabe forbindelser til andre islamistiske grupper, særligt i Afrika.

    Kilde: CNN
...

Dele af denne artikel bygger på oplysninger fra bogen Black Flags af Joby Warrick

Læs mere i vores tema "10 år efter Foråret"

Dino Krause
Global sikkerhed og verdenssyn
Postdoc
+45 9132 5493