Mali Militærkup

Kan et militærkup korrigere et fejlslagent demokrati?

I udlandet har der hele vejen rundt været fordømmelser af det nylige militærkup i Mali. For militærkup er aldrig gode for demokratiet - og især ikke når militæret er en officiel samarbejdspartner. Men for mange i Mali er reaktionen mere ambivalent. Her håber man et ”korrektivt kup” kan skabe en ny fremtid
Signe Marie Cold-Ravnkilde
Longread

På computerskærmen her i Danmark følger jeg med, mens Malis nye militærjunta den 18. august indtager hovedstaden Bamako. Få timer efter at kupmagerne tilbageholder præsident Ibrahim Boubacar Keita og en række andre regeringsledere, dukker præsidenten op på skærmen på den nationale tv-station ORTM. Udmattet og iklædt mundbind erklærer han, at han træder tilbage. Han opløser samtidig regeringen og nationalforsamlingen.

Ved første øjekast ligner det aktuelle statskup statskuppet i 2012. Begge udsprang fra de samme militærbarakker i sovebyen Kati 15 kilometer fra hovedstaden.

Dengang kom det som en overraskelse for de mange internationale donorer, at det land, som i mange år blev betragtet som et foregangsland for demokrati, i løbet af nogle ganske få måneder styrtede sammen som et korthus. En overraskelse som mest af alt afspejlede, hvordan Malis mange vestlige donorer enten ikke så eller lukkede øjnene for korruptionen blandt den politiske elite.

Kuppet i 2012 udløste et massivt sikkerhedskollaps i landet og blev et centralt omdrejningspunkt for Frankrigs, EU’s, FN’s og ikke mindst Danmarks militære tilstedeværelse i regionen. Koblingen mellem vores egen sikkerhed og de trusler, der udspillede sig i Sahel regionen, blev hurtigt etableret i diverse Europæiske politikeres taler og strategipapirer. Hvis ikke vi bekæmper terror, migration og grænseløs kriminalitet i Sahel-regionen, vil det ramme Europa, hed det sig. Belært af krigene i Afghanistan og Irak ønskede Vesten ikke langvarig tilstedeværelse. I stedet ville man opbygge kapaciteten lokalt til at varetage regionens og dermed også Europas sikkerhed.

Men så let gik det ikke. I januar 2013 gik Frankrig militært ind i sin tidligere koloni med den danskstøttede Operation Serval med det formål at inddæmme jihadisternes fremtog hurtigst muligt. Siden fulgte flere soldater. I dag er der 5.100 franske soldater, 5.000 regionale tropper, 1.000 EU-soldater, 13.000 FN-soldater og flere hundrede amerikanske soldater i Mali, samt de 70 danske soldater og to transporthelikoptere, der siden november 2019 har støttet Frankrig og FN-styrkerne. Til trods for de mange tropper og nye indsatser i landet er antallet af angreb i regionen femdoblet siden 2016. De fleste finder sted i de isolerede grænseområder mellem Burkina Faso, Niger og i Mali. Her er staten fraværende, og jihadisterne har held med at rekruttere blandt de mest udsatte befolkningsgrupper.

Siden kuppet den 18. august i år har jeg kommunikeret via WhatsApp med mine kontakter i Mali for at få de lokale perspektiver på begivenhederne bag om nyhedsflowet og de hurtige SoMe-analyser. Mine samtaler over WhatsApp ligger i forlængelse mit feltarbejde i Mali de sidste par år. Her har højlydte folkelige protester længe præget stemningen i hovedstaden og givet mig et indtryk af, at det blot var et spørgsmål om tid, før et radikalt regeringsskifte ville indtræffe.

I en telefonsamtale med min forskningsassistent Philibert Sylla, der er ph.d.-studerende på universitetet i Bamako, mærker jeg et forsigtigt håb om en bedre fremtid spire. Et håb som er Malis eget. Det er tydeligt, at maliere som Sylla har et andet perspektiv på begivenhederne end de vestlige nyhedskanaler, der hurtigt har tilføjet kuppet som endnu et kapitel i den fortløbende historie om fejlslagne afrikanske stater. 

På trods af lighederne står det hurtigt klart for mig, at 2020-kuppet har sin egen logik. Allerede et par dage efter de bemærkelsesværdigt ikke-blodige begivenheder fungerer statsadministrationen nogenlunde normalt. De offentligt ansatte er på arbejde, og bankerne er igen åbne. Pengeoverførsler fra nabolandene er dog blokeret som et led i den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS nye sanktioner mod Mali. Sammen med resten af det internationale samfund har ECOWAS fordømt kuppet og forsøgt at forhandle en aftale på plads med militærjuntaen om overgangen til civilt ledet styre. Dog fortsat uden resultat.

Ikke desto mindre tænker mange i Mali lige nu tilbage på statskuppet i 1991 som et historisk demokratisk øjeblik. Et øjeblik der måske minder mere om det, vi ser i skrivende stund, end om kuppet i 2012.

Dengang lød parolen blandt soldaterne ´hvis du dør for Malis skyld, dør du for ingenting´
...

I 1991 gik statskuppet forud for den omfattende fredsproces, der afsluttede 1990ernes Tuaregoprør og den efterfølgende blodige borgerkrig. Kuppet i 1991 blev ledet af Amadou Toumani Touré (ATT), som efter et år overgav magten til de civile myndigheder, hvorefter der blev afholdt valg. I kraft af hans omdømme som ’demokratiets soldat’ blev ATT valgt til præsident 10 år efter. En post han besad, indtil han blev afsat ved kuppet i 2012.

Fra coup d’etat til coup corrective

Militærkuppet i 2012 kom i kølvandet af de internationale bombardementer i Libyen, der førte til Oberst Gaddafis fald. Tusindvis af stærkt bevæbnede tuaregoprørere, der havde befundet sig i eksil i Libyen, rykkede ind i Malis nordlige regioner med et ønske om at oprette en selvstændig stat, Azawad. Her kæmpede de i starten side om side med al-Qaeda-relaterede jihadister mod Malis hær, som på det tidspunkt mest af alt bestod af soldater i sandaler, der enten flygtede fra eller blev mejet ned på deres spinkelt bevæbnede baser i Nord. Dengang lød parolen blandt soldaterne ”hvis du dør for Malis skyld, dør du for ingenting”.

 

Mali Kup Grafik Aktører

 

Utilfredse med at blive brugt som kanonføde i kampen mod jihadister og tuareger tog en gruppe yngre laverestående officer anført af Kaptajn Sanogo sagen i egen hånd. De væltede den daværende regering under tumultagtige omstændigheder, hvor flere mistede livet, mens den daværende præsident flygtede. ECOWAS fordømte hurtigt kuppet, afsatte kupmagerne og fik en overgangsregering på benene i løbet af et par måneder.

Men ikke mindst på grund af magtvakuummet i Bamako fik jihadistiske oprørsgrupper mulighed for at konsolidere sig i de nordlige regioner. Et scenarium de internationale styrker her i 2020 frygter endnu engang vil give mere vind i sejlende til jihadisterne, hvis angreb er rykket tættere på hovedstaden end nogensinde før.

For mange i Mali er der ikke tale om et egentligt statskup – snarere et coup corrective. Et nødvendigt onde for at få demokratisk forankrede reformer
...

Også dengang var der massiv utilfredshed med præsidentens regeringsførelse og den voksende korruption. Men i 2012 var det mest mødre og ægtefæller til de maliske soldater, der protesterede i Bamakos gader. De ønskede bedre lønninger til soldaterne, som var ladt i stikken af deres øverstbefalende. Oprøret var mest udtalt inden for militærets egne rækker, som koncentrerede deres energi i hovedstaden, hvor kuppet fandt sted få uger inden, der skulle udskrives valg.

Kuppet blevet hurtigt erklæret for en katastrofe. Allerede dengang profiterede kupmagerne og den politiske koalition, der efterfølgende støttede kuppet, på stærke antikoloniale følelser i befolkningen (især rettet mod den tidligere kolonimagt Frankrig). Af den grund var de også imod internationale troppers tilstedeværelse i landet og anerkendte ikke FN’s og ECOWAS plan for overgangen til demokrati.

Men den seneste uges rapporter fra Mali viser en anden udvikling. En af de centrale forskelle fra statskuppet i 2012 og nu er, at 2020 kuppet kommer i kølvandet på de massive folkelige protestbevægelser, der har fyldt Bamakos gader siden sidste år. Folkemængderne, der hylder de nye militærledere med bannere og tilråb og den karakteristiske hæse lyd af de mange vuvuzela-plastikhorn, er en del af en bredere forankret protestbevægelse. Efter kuppet var folk først på gaden i Bamako. Derefter istemte de centrale byer Kayes, Segou, Mopti og Timbuktu sig hyldestkoret. For mange i Mali er der ikke tale om et egentligt statskup – snarere et coup corrective. Et nødvendigt onde for at få demokratisk forankrede reformer. Og på sin måde viser ’kuppet’ antydninger af nye løsningsmuligheder på den eksistentielle krise, som ingen efter otte års krig med massiv international tilstedeværelse har kunne se en vej ud af. Den nu tilbagetrådte præsident IBK, som Ibrahim Boubacar Keita kaldes i folkemunde, har ikke indfriet sine valgløfter fra 2013 om fattigdomsbekæmpelse, fred, sikkerhed og national forsoning. Han har mest af alt forværret situationen.

Protestbevægelsen og Imamen der samler

Folk har først og fremmest protesteret over IBK og de internationales styrkers manglende håndtering af den eskalerende vold i landet. To tredjedele af landet er i erklæret undtagelsestilstand, jihadisterne står stærkere end aldrig før, og ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR er 275.000 maliere på flugt eller internt fordrevne. Mellem 2012 og 2019 har der i Mali og nabolandene Niger og Burkina Faso været 1463 voldelige sammenstød, og 4.723 civile er dræbt i hænderne på de 195 forskellige væbnede grupper. Volden nåede sit højeste niveau i 2019 og fortsætter med stigende frekvens.  Ugentligt rapporteres om soldater, der dør enten af eksplosioner eller i angreb fra jihadistgrupper. Nogle estimerer, at tæt på 4.000 maliske soldater har mistet livet siden 2015. Men tallene er ikke nemme at få overblik over, og hæren er ofte blevet beskyldt for at underrapportere dødstallene. Men næsten alle i Mali kender nogen, som er blevet dræbt.

Malis befolkning har lidt nok under IBKs regime. Usikkerheden og korruptionen er vokset. Og hvad har det internationale samfund gjort for at vores børn kunne komme i skole, for at undgå massakrerne i Ogossagou og Sobane Da? Du har jo selv set, hvordan de internt fordrevne lider under forholdene som i Faladié-lejren. Men da sikkerhedsstyrkerne skød direkte imod demonstranterne, var det dråben
Philibert Sylla

 

Ud over den alvorlige sikkerhedssituation og de stigende fødevarepriser har skolerne været lukket i snart to år. Lærere, fængselsbetjente, sundhedspersonale og andre offentligt ansatte har ikke fået udbetalt løn, og de organiserede offentligt ansatte strejker stadig. De dårlige vilkår står i skærende kontrast til utallige korruptionsskandaler, præsidentens indkøb af privatfly og militærhelikoptere, der aldrig har fået luft under vingerne, men som har fyldt aviserne og de sociale medier. Ikke mindst billeder af præsidentens søn, som er formand for parlamentet og sikkerhedsudvalget, der fejrede fødselsdagsfest under luksuriøse forhold i Middelhavet, vakte protester.

Tidslinje: Mali

1991: Et militærkup anført af Amadou Toumani Touré (ATT) afsatte Moussa Traorés to årtiers lange militærdiktatur i kølvandet på anti-regeringsprotester. Efter en etårig overgangsregering afholdte Mali sit første flerpartis valg i 1992. 

2002: ATT vælges til præsident

2012, januar-april 2012: Malis 4. tuaregoprør. I kølvandet på Libyens fald forsøgte tuaregerne denne gang at etablere en selvstændig stat, Azawad, i de tre nordlige regioner Gao, Timbuktu og Kidal.

2012, 22. marts: militærkup i hovedstaden anført at Kaptajn Sanogo, tre uger inden der skulle afholdes valg. Baggrunden var regeringens dårlige håndtering af tuaregoprøret i nord, hvor maliske soldater døde forgæves.

2012, April: al-Qaeda relaterede jihadistgrupper slår tuaregerne tilbage i nord og etablerer et kalifatlignende styre i de nordlige regioner.

2013: Efter jihadisterne rykker længere syd på, rykker den franske operation Serval ind i de nordlige regioner med hjælp fra bl.a. dansk helikopterstøtte og styrker fra den Afrikanske Union (AFISMA).

2014. Frankrig tror ikke på de, at afrikanske styrker kan varetage opgaven og anmoder sikkerhedsrådet om en FN-styrke. FN missionen, MINUSMA, bliver indsat med ca. 13.000 soldater i de tre nordlige regioner

2015: Efter lange forhandlinger underskrives en fredsaftale med tuareggrupperne, regeringstro militser og regeringen. Jihadisterne står udenfor fredsaftalen

2015: Konflikten spreder sig til det centrale Mali, hvor nu også Islamisk Stat melder sig på banen efter et internt opgør i en af al-Qaeda undergrupperne.

2016-2019: Volden og angreb eskalerer og femdobles i perioden

2019, marts: Massakre på landsbyen Ogossagou i det centrale Mali. Selvforsvarsmilitser dræber over 150 civile i Malis hidtil blodigste angreb. Året efter bliver 35 dræbt i samme landsby, angiveligt af de samme militser, en time efter FN-soldater har patruljeret området 

2019, april: Titusinder af demonstranter er på gaden i Bamako i protest mod angrebene og den stigende vold i landet.

2020, 29. marts: Afholdelse af det 18 måneder forsinkede parlamentsvalg.

2020, 5. juni: Første protester i kølvandet på forfatningsdomstolenes uretmæssige udskiftning af parlamentsmedlemmer til fordel for præsidentens parti

2020, 10. juli: 11 demonstranter bliver skud af regeringens sikkerhedsstyrker

2020 18. august: Statskup

...

Protesterne eskalerede for alvor i kølvandet på forårets parlamentsvalg, hvor forfatningsdomstolen uretmæssigt tildelte 31 pladser i parlamentet til regeringens parti. En bred koalition bestående af civilsamfundsaktører, fagbevægelser og oppositionspolitikere dannede derefter protestbevægelsen (M5-RFP, 5.juni-bevægelsen, som samler patriotiske kræfter), der krævede IBK’s afgang.

I spidsen for bevægelsen stod imamen Mahmoud Dicko, en kontroversiel nationalkonservativ, ikkevoldelig politisk figur, der som tidligere formand for Malis højeste forsamling for muslimske ledere har fået en central placering i Malis politiske arena. Siden 2017 er imamen gået fra at støtte IBK til åbent at bekæmpe regeringen. Han har før stået i spidsen for regeringens dialogtiltag med jihadisterne, men er siden 2018 blevet kørt ud på et sidespor af præsidenten.

Men ifølge flere af mine maliske kilder, kan man ikke reducere befolkningens ønsker om reformer til et magtopgør mellem regeringen og Dicko. Dicko har som samlingsfigur for M5-RFP opnået status som en slags garant for den folkelige moral. Hans popularitet skyldes, at han formår at adressere befolkningens helt centrale klagepunkter: regeringens (og de internationale styrkers) manglende evne til at skabe fred i landet, den gennemgribende korruption, valgfusk og elendige levevilkår for almindelige borgere. Samtidig kan han også mane til besindighed og slå på tromme for fredelige løsninger.

Dicko har med stor genklang i protestbevægelsen påtalt IBK-regeringens straffrihed. For ham er det tydeligt, at Frankrigs og FN’s tilstedeværelse, der for alt i verden ikke ønskede at ’rokke båden’, har bidraget til præsidentens immunitet.

Under protesterne i juli måned blev endnu en rød linje overskredet, da sikkerhedsministeriets antiterrorkorps skød med skarpt direkte ind i folkemængden og dræbte mindst elleve og sårede over hundrede. Den uretmæssige brug af antiterrorkorpsets, som blev dannet efter terrorangrebet på hotel Radisson i Bamako i 2015 med støtte og efterfølgende træning fra EU, Frankrig og USA, beseglede folkets mistillid til regeringen.

Efter folkets blod flød i gaderne kunne landet ikke fortsætte med IBK i spidsen,” sagde Philibert Sylla dengang over telefonen.

Alligevel forsøgte ECOWAS i dagene efter at finde en løsning med IBK i spidsen. Men det blev ikke hilst velkommen af protestbevægelsen. Derfor ser mange kuppet som en måde at hjælpe den nødvendige forandring på vej.

Malis nye militærjunta blev trænet af Vesten

Kupmagerne, som kalder sig selv komitéen for befolkningens frelse, består af en række seniorofficerer fra det mellemste lag i det militære hierarki. I deres lancering på den nationale kanal ORTM præsenterer juntalederne sine hensigter.

  • De ønsker at overdrage magten til en civilt ledet regering.
  • De accepterer fredsaftalen med grupperne i Nord fra 2015.
  • De ønsker at fortsætte samarbejdet med Frankrig og de internationale tropper i landet.

Siden da har de løsladt IBK og lanceret et fire-siders lovdokument, der sætter rammerne for deres midlertidige magtovertagelse. Respekten for demokrati, menneskerettigheder og internationale konventioner er i højsædet.  

På basen i Kati er sandalerne og de lidt tilfældig udseende uniformer udført af lokale skræddere blevet skiftet ud med militærstøvler og rigtige uniformer. Men korruptionen er kun blevet forværret i takt med de mange udenlandske ressourcer, der er blevet kastet ind i det dysfunktionelle system
...

På en ret dårlig forbindelse til Bamako, forklarer Philibert, som jævnligt taler med militærfolk: ”Selvom der stadig er er massiv utilfredshed med den omfattende korruption inden for hæren, virker magtovertagelsen bedre planlagt end i 2012. Militærjuntaen består af intelligente folk, og de er klar til at samarbejde med både FN, Frankrig og de internationale styrker. Hvis du lægger mærke til det, har militæret i modsætning til i 2012 ikke forladt deres poster i de centrale og nordlige dele af landet. Men den helt store forskel er, at de godt ved, at denne gang kan de ikke slippe afsted med hvad som helst. Oppositionen vil ikke acceptere, at militærjuntaen løber med magten. Og det er heller ikke det, de siger, de vil. Der vil komme massiv folkelig opstandelse, hvis ikke de imødekommer oppositionsbevægelsens krav om forbedringer.”

Siden 2012 har den internationale tilstedeværelse forbedret soldaternes standard og professionalisme. På basen i Kati er sandalerne og de lidt tilfældig udseende uniformer udført af lokale skræddere blevet skiftet ud med militærstøvler og rigtige uniformer. Men korruptionen er kun blevet forværret i takt med de mange udenlandske ressourcer, der er blevet kastet ind i det dysfunktionelle system.

I 2015 trådte blandt andet en lov i kraft, der skulle demonstrere IBK’s vilje til at ændre på soldaternes forhold i lyset af de mange sikkerhedsudfordringer. Loven betød en massiv investering i hæren på 1.230 milliarder vestafrikanske CFA-franc (knap 14 milliarder kroner) i perioden 2015-2019. Soldaternes lønningerne skulle i princippet stige til nær det dobbelte, og man indførte en risikopræmie samt ekstratillæg til udsendte til de nordlige og centrale dele af landet. Men som soldaterne på fronten fortæller det, er korruptionen værre nu end i 2012. Dengang var der også korruption, men man delte kagen. Nu får soldaterne aldrig udbetalt deres lønforhøjelse. Den forsvinder slet og ret.

Boomerang-effekten af internationale militærinterventioner

På de sociale medier kommer det lige så stille frem, at flere af den nye juntas folk, er blevet trænet af amerikanerne, der har været til stede i regionen siden 11. september 2001. Men Frankrig og andre europæiske lande har også været inde over træningen som del af deres kapacitetsopbygningsprogrammer af hæren.

I mellemtiden bør dette øjeblik også give betænkningstid til Malis mange internationale samarbejdspartnere, herunder Danmark. Den omfattende træning af Malis sikkerhedsstyrker vidner om de mange internationale interesser i landet. Men hvis Europas ledere mener, at vores egen sikkerhed afhænger af Malis, bør vi også lytte til, hvad Malis befolkning vil
...

Oberst Assimi Goita, som har erklæret sig foreløbig leder af militærjuntaen, har i årevis deltaget i amerikansk-ledet terrorbekæmpelsestræning i Sahel-regionen. Som leder af Malis specialstyrker har Goita selv kæmpet på fronten i de nordlige og centrale regioner, som er hårdest ramt af den eskalerende voldspiral og angreb fra Islamisk stat og al-Qaeda. USA har nu midlertidig indstillet al deres støtte til Malis hær, og kort tid efter fulgte EU trop og har også midlertidigt suspenderet deres træningsprogrammer.

Frankrig fortsætter ufortrødent deres kamp mod terror.

I mellemtiden bør dette øjeblik også give betænkningstid til Malis mange internationale samarbejdspartnere, herunder Danmark. Den omfattende træning af Malis sikkerhedsstyrker vidner om de mange internationale interesser i landet. Men hvis Europas ledere mener, at vores egen sikkerhed afhænger af Malis, bør vi også lytte til, hvad Malis befolkning vil.

Kuppet er en ubehagelig påmindelse om de til tider uforudsigelige effekter af de internationale indsatser. De internationale styrker har trænet soldaterne i alt fra simpel skydeteknik til taktiske operationer. Der er indkøbt radioer, beskyttelsesudstyr og kampvogne. Selv på HR-delen har man forsøgt at forbedre hæren. Men især manglen på nødvendige reformer af sikkerhedssektoren får problemerne i en dysfunktionel stat til at reproducere sig. Derfor kan kuppet ses som eksempel på en boomerang-effekt, hvor de internationale interventionsindsatser ender med at skabe yderligere destabilisering i Mali. Både fordi man ikke anerkender de ikke-intenderede konsekvenser af indsatserne, som når de specialtrænede soldater pludselig overtager magten. Men også fordi man indirekte kommer til at holde hånden under et regime i déroute.

I Mali har hæren også civilt blod på hænderne. En række rapporter har vist, at Malis væbnede styrker har fængslet civile uden rettergang og i flere tilfælde begået overgreb på og foretaget likvideringer. Derudover beskyldes seniorofficerer i hæren for at støtte selvforsvarsmilitser i det centrale Mali (ikke jihadister), der har begået grufulde massakrer de sidste par år. Ikke desto mindre beror de internationale styrkers legitimitet og retslige grundlag for at være i Mali på, at der er en regering, der har inviteret dem til at være der. Det begrænser imidlertid de krav, de kan stille.

Selvom sikkerhedssektorreformer har stået øverst på både FN’s og EU’s prioriteringsliste, er det er en agenda, de ikke har kunne komme igennem med. I stedet har de internationale styrkers tilstedeværelse boostet regeringens magt ved at tilføje ressourcer til sikkerhedssektoren, uden at den massive svindel med pengene fik konsekvenser. Ikke altid af ond vilje. Men fordi militæroperationerne i en ekstremt komplicereret politisk kontekst ofte bliver det muliges kunst. Som flere EU sikkerhedseksperter i Bamako har forklaret mig, har Malis sikkerhedsministerium konsekvent ikke ville oplyse om, hvor mange ansatte der er i hæren. De har aldrig ville komme med et egentligt budget over deres løbende udgifter. Ingen ved, hvor pengene flyder hen.

Måske har de internationale aktører været for forhippet på at holde den folkevalgte regering ved magten, mens de har overhørt befolkningens ønsker? For som malierne siger, er regeringen for folket. Og selvom det internationale samfund holder fast i kravet om at have en konstitutionel legitim regering ved roret, har IBK-regeringen ikke respekteret den konstitutionelle orden og reglerne for god regeringsførelse.

Nyt vand på gamle flasker?

Lige nu er alles blik rettet mod juntaen og deres næste skridt i retning af at få etableret en regering, som det internationale samfund kan acceptere. Selvom Philibert Sylla og flere af de andre maliere, jeg har snakket med, ser et gryende håb, hævder andre, at det nye kup blot er historien, der gentager sig. Kupmagerne vælter regeringen på grund af utilfredshed, men når de selv kommer til magten, fortsætter de den samme korrupte ledelsesstil. Kun tiden vil vise, om juntaen formår at indfri befolkningens forventninger. En civilt ledet overgangsregering ville klart være at fortrække ikke mindst i lyset af hærens kontroversielle rolle i konflikten.

Historien har vist os, at hastværk er lastværk for freden i Mali. I første omgang må der sættes en bred forsoningsproces i gang. Og her spiller Imam Dicko og de religiøse ledere en central rolle. Frankrig har frygtet, at Dicko ville indføre et religiøst styre i Mali. Men han siger selv, det ikke er det, han vil. Han er og bliver imam. Det bliver nok ikke ligestilling eller LGBT - rettigheder, der kommer til at stå øverst på Imamens prioriteringsliste, men som religiøs leder kan han måske samle de stridende parter i landet. Han har inviteret repræsentanter for de Fulani- og Dogon-befolkningsgrupper, der bekriger hinanden, til dialog – og til at give hinanden hånd på, at de vil være med til at genoprette freden i Mali. Det bliver svært, men Mali har gjort det før. De omfattende nationale forsonings- og dialogprocesser efter borgerkrigen i kølvandet på 1990ernes tuaregoprør er en af årsagerne til, at Mali blev kendt som demokratiets foregangsland i Afrika. Staten fejlede ikke, fordi de gamle fredsaftaler var frugtesløse. Men fordi de aldrig blev implementeret.

Malis udfordringer er mangedoblet siden 1990ernes tuaregoprør. Men som Philibert afslutter over telefonen: Håbet er vakt. De unge er på gaden. Og de vil ikke længere acceptere, at hverken militærjuntaen eller de religiøse ledere forråder den tillid, de har vist dem ved at lægge fremtiden i deres hænder.

 

 

Signe Marie Cold-Ravnkilde
Migration and global order
Senior Researcher