Kan man læse Aristoteles på arabisk?

Navne som Ibn Rushd, Abd al-Jabbar, al-Kindi eller eller Ibn Khaldoun får næppe et glimt af genkendelse til at løbe hen over mange vinterblege hvide ansigter. Og faktisk heller ikke over mange af deres mere mørklødede medborgeres.

For Saer el-Jaichi, 39-årig Post.doc-studerende og forsker på DIIS, var det navne, han først begyndte at støde på i gymnasiet. Og det krævede faktisk lidt af en indsats at finde frem til navnene, der alle har en ting til fælles: at de er arabisksprogede filosoffer.

“Jeg er ikke vokset op med filosofi, men jeg har altid interesseret mig for religion og trosspørgsmål,” forklarer han på sit kontor på Dansk Institut for Internationale Studiers fjerde sal, hvor luften står lidt stille i den lille celle.

»Jeg voksede op i et hjem, hvor min far og især min mor gik ret meget op i religion. Min bedstemor boede hjemme hos os og var med til at skærpe min nysgerrighed omkring tro. Men det var først i gymnasiet, jeg begyndte at blive nysgerrig og lede efter filosofferne,« fortæller han. »Det slog mig, at det kun var hvide europæiske mænd, vi blev præsenteret for i oldtidskundskab, idehistorie, religion. Hver gang, det havde med store omvæltninger at gøre, store tanker om oplysning, så var det europæisk, det var hvidt. Så jeg begyndte at tænke: der må også have været noget uden for det. Og så begyndte jeg at læse en del på arabisk«.

Åbne spørgsmål om tro og videnskab

Resultatet af den bogjagt - eller en del af den - kom i sidste uge, da Saer el-Jaichi sammen med professor på Syddansk Universitet Christian Høgel udkom med lærebogen “Arabisk Filosofi”, målrettet danske gymnasieelever.

Bogen beretter om 12 filosoffer fra den arabiske guldalder, da arabere kontrollerede det meste af Spanien, al-Andalus, og de fortæller om en anden tilgang til religion og filosofi end den, de fleste i dag forbinder med islam. En udforskende, nysgerrig tilgang, der med afsæt i de græske filosoffer stiller åbne spørgsmål om relationen mellem religion og filosofi, rationalitet og tro, det enkelte individ sat over for gruppen og måden, vi indretter vores samfund på.

»Jeg synes den her bog er vigtig i dag, fordi den taler ind i moderne debatter om islam og vesten og demokrati. Vi har et kapitel i bogen, ”politisk filosofi” om en muslimsk filosof fra slutningen af 800-tallet, der diskuterer fordele og ulemper ved demokrati og flertalsstyre. Man har også tænkt politik og reflekteret over det, lang tid før det kom til Europa,« siger Saer el-Jaichi, der allerede i forordet undrer sig over fraværet af tilgængelige bøger om arabisk filosofi og forholdet mellem religion og filosofi inden for islam.

»Hvis man kaster et blik over bogmarkedet – og især lærebøger om filosofi og religion, så er der stort set intet skrevet om arabisk filosofi og slet ikke noget, der giver et pædagogisk tilgængeligt indblik i det, mens det forholder sig helt anderledes med vestlig filosofi til gymnasiet. Det, der er om islam, er typisk om de fem søjler i Islam, om ritualer, forbud, påbud, hvad man må, hvad man ikke må. Meget rigide fremstillinger af islam, som noget, der er hævet over tid og sted: Lovreligionen kort sagt. I modsætning til kristendommen, som både er en religion og en kultur, der rummer modstridende tendenser, intellektuelle strømninger, reformation, Luther, Løgstrup, tvivl, Kierkegaard.Islam, det er en hård nød, det er meget fremstillingen, man får. Og det her helt firkantede billede passer altså ikke,« siger han.

Afsæt i Aristoteles

Den arabiske filosofi, de to forskere beskriver, har sit afsæt i græske tænkere som Aristoteles, Platon og semantiske filosoffer som Plotin. Filosoffer, hvis værker blev oversat til arabisk fra omkring år 800. I slipstrømmen af de oversættelser kom en række kommenterende værker og fortolkninger, der også anbragte filosoffernes verdensbillede i en muslimsk kontekst.

Datidens intellektuelle, der ofte til hverdag beskæftigede sig med naturvidenskab, oftest som læger, fortolkede og anvendte værkernes tanker på deres samtid og de praktiske og etiske spørgsmål, sammenstødet rejste. ”Teologien har berøringsflader med filosofien, fordi den gør gud til et væsen, vi kan have viden om og diskutere rationelt”, som der står et sted i bogen.

Det betød ikke, at der ikke var skismaer mellem religionen og filosofien – men at der også var en frugtbar samtale i det skisma:

”Konflikten eksisterede – for der var både tilhængere og modstandere af græsk filosofi,” forklarer Saer el-Jaichi. ”Dem, der var tilhængere af den græske tradition, gjorde også meget ud af at forklare, hvorfor det var vigtigt at studere folk som Aristoteles og Platon, og jeg synes, at det er interessant, at begge dele kan trives samtidigt. At man ikke partout kan sige, at islam var modstander af den måde at tænke på. At islam var imod rationel tænkning – det er for unuanceret. Der har været strømninger for og strømninger imod – på samme måde som i Europa, hvor der også eksisterer et skisma,” siger han og giver et eksempel:

”Den helt store filosof i Middelalderen i Andalusien, er Ibn Rushd. Han omtales i latinske tekster som ”kommentatoren”, fordi han var så stor en autoritet i forhold til at forstå Aristoteles. Han skrev ret flittigt om netop det; religion og filosofi sat over for hinanden. Han ender med at udvikle en hypotese om, at begge dele er udtryk for den samme sandhed. Men fordi de appellerer til forskellige samfundslag, er der tale om to forskellige metoder. Han siger, at der er forskellige veje ind til sandheden,” forklarer han.

”Det lyder jo som en moderne filosof. Han går så vidt som til at sige, at koranen rummer forskellige betydningslag. Et lag er et, der er til almindelige mennesker - til de fleste: De skal nøjes med selve ordlyden. Teologerne kan afkode teksten på et andet niveau, fordi der er nogle umiddelbare modsætninger i koranen, men dem kan teologerne godt ophæve, fordi de har en dialektisk tilgang. Og så er der filosofferne, som er mere sofistikerede, og som kan dykke helt ned i de intellektuelle lag, i det rationelle ræsonnement, som lægger til grund for teksterne: Hvad har guds intention været med at sige det her? Han forsøger at ophæve antagelsen om, at der skulle være en modsætning mellem islam og filosofi ved at sige, at de begge er udtryk for den samme sandhed, men at de taler forskellige publikum og samfundslag,” fortæller han og uddyber sin pointe:

”Der var masser af diskussion og debat og modstridende holdninger. De har læst de samme tekster og fortolket dem på forskellig vis. Der er folk, der har sagt; der er kun ét lag i teksten, fordi gud taler i så klart og tydeligt et sprog. Der er ingen flertydighed. Alle folk læser koranen og udleder vidt forskellige fortolkninger af det. Ibn Rush mener jo f.eks. helt bogstaveligt, at Aristoteles foregreb meget af det, Muhammed kom med. Men Aristoteles taler til en meget lille gruppe, mens Muhammed og profeterne taler til masserne”.

Et modsvar til radikalisering

Spørgsmålet er så, hvad der er blevet af den tænkning, og hvorfor den ikke er mere fremherskende i den ofte ret polariserede debat om islam, hvor man ofte hører stemmer, der efterlyser en oplysningstid inden for islam, ligesom den bølge af kritisk tænkning, der på mange måder ændrede Europa i det syttende og attende århundrede. Og hvor meget filosofien i det hele taget fylder i arabisk tænkning i dag.

Saer el-Jaichi trækker på skuldrene på spørgsmålet om, hvor den filosofiske tilgang blev af, da islams centrum forsvandt fra Andalusien og længere øst på.

”Det har jo først og fremmest været en ting for den intellektuelle elite. Nogle argumenterer for, at traditionen er fortsat i det osmanniske rige, da Konstantinopel blev centrum for islam, men det er forsvundet lidt, og det handler nok også om politik og prioriteringer,” siger han.

I stedet er det tit de mere lukkede og dogmatiske tilgange, som f.eks. den salafisme, der praktiseres af de fleste jihadister og Saudi-Arabiens beslægtede wahhabisme, mange i dag forbinder med islam, og det er da også dem, der til daglig udgør Saer el-Jaichis forskningsfelt på DIIS, hvor han forsker i transnational jihadisme.

Illustration © Illustration fra "Arabisk Filosofi"

Men på sin vis er udforskningen af tidlig arabisk filosofi også meget relevant i den sammenhæng, argumenterer han:

”Salafismen er afvisende over for det eksperimenterende, for den fortolkende tilgang til religion. Den er meget rigid – ikke spor filosofisk, grundlæggende. Sat over for den måde at tænke på, har filosofien virkelig et potentiale – også hvis man vil modarbejde radikalisering, siger han. ”Jeg tror, at man tager et kæmpe skridt i den rigtige retning, hvis man begynder at åbne op for de perspektiver,” siger han.

”Der er mange danske muslimer, der ikke aner noget om deres traditioner og baggrund, og oftest er det de unge, der er religiøse analfabeter, der ender med at blive radikaliseret – det viser al forskning. Den mest effektive måde at forebygge radikalisering på, er oplysning. Men for at fylde det oplysningsprojekt med indhold, er det også nødt til at være anerkendende, at tage udgangspunkt i de unges egen baggrund. Det er ikke nok at fremlægge en række vestlige tænkere og sige, 'hvis I efterlever det her, hvis I kan leve op til det her vestlige ideal, så kan I være gode borgere.' Nej, man burde sige, 'der er et kæmpe potentiale i jeres egen tradition, i jeres egen kulturhistorie, som I også kan trække på',” siger han og bevæger sig lidt ind på den bane, hvor meget dansk værdidebat er foregået i de sidste 20 år.

”Min pointe er også, at islam og kulturen omkring islam konstant bliver talt ned. Det er mange muslimske unges ophav, der virkelig bliver talt ned, hele tiden. Jeg vil gerne være med til at løfte det op og sige; den måde at tænke på er ikke fremmed. Det er en vigtig del af Europas forhistorie. Men det er også en vigtig del af jeres forhistorie, af jeres ophav og baggrund, som I også kan trække ind i en samtale. At de to traditioner taler til hinanden i kraft af, at de begge har baggrund i og berøring med det græske. At de har været optaget af de samme emner. Til forskel fra f.eks. indisk eller kinesisk filosofi – uden at jeg i øvrigt ved meget om det!” skynder han sig at tilføje.

Næste gang: Feminister

Han bliver helt ivrig, da jeg spørger ham om, hvor levende den filosofiske debat er i den arabiske verden i dag.

"Der sker en hel masse! Der bliver skrevet rigtig, rigtig meget af nulevende arabiske intellektuelle, der tager udgangspunkt i den filosofiske tradition, og de spørgsmål, fortidens filosoffer også har stillet om islam, værker på engelsk, fransk og arabisk især."

- Det lyder som et afsæt for bind nummer to?

”Det har forlaget også foreslået! Jeg synes også, det kunne være spændende at udforske arabisk feminisme f.eks. Der er masser at tage fat på.”

"Arabisk filosofi" kan købes her.