none

Humor i krisetider

Er humoren et våben til at modstå kriser og krig, eller er humoriseringen af det politiske snarere et tegn på krise? Tag med på en rejse ind i humorens afkroge
Helle Malmvig, Seniorforsker, DIIS
Humor

Dag 15 i hjemmekarantæne. På spisebordet kæmper arbejdspapirer med børnenes legetøj om pladsen. Tusser uden prop, et halvbygget Lego-slot, en plastikhammer i overdimensioneret superheltestørrelse. Min mand er forsvundet ned i kælderen til en uendelig række af Zoom-møder, og har efterladt mig med to børn, der skal hjemmeskoles. På samme tid. ”Hvor er min danskbog?” Kan jeg få et nyt toastbrød?” Jeg gemmer mig bag computeren, lige tjekke mit Twitter-feed først.

En video med DR’s TV-vært Signe Molde Leth popper op. Fra sommerhuset fortæller hun med fløjlsblød stemme: ”Jeg tror vi skal se denne her situation som en gave, som en mulighed for at være tæt sammen med vores børn, være til stede med dem man elsker”. I baggrunden afbryder barnestemmer optagelsen igen og igen. Gradvist forvandler TV-værten sig fra Østerbrosk speltmor til vanvittig furie. Det idylliske familieportræt krakelerer, mens kameraet ruller ” Jeg griner. Viser videoen til min datter. Sammen ler vi, og med latteren åbner verden sig en lille smule.

Hvorfor deler vi vitser og komiske memes, selv når der er krise og krig?Nu sætter jeg mig for at grave dybt i filosofien og historien for at finde svar
Kilde ...

Men hvorfor griner vi midt i den værste globale sundhedskrise i over 100 år? Hvorfor deler vi vitser og komiske memes, selv når der er krise og krig? Siden jeg for første gang mødte den sorte galgenhumor hos syriske aktivister i det sønderbombede Idlib, har jeg undret mig over humorens væsen. Hvad er det humor kan, og hvordan hænger den sammen med vores politiske liv? Nu sætter jeg mig for at grave dybt i filosofien og historien for at finde svar. Det sender mig ud på en rejse i tiden, hvor jeg møder hofnarren under absolutismen, vovede vittigheder i det kommunistiske Sovjetunionen, og nutidens komiske verdensledere. Ved vejs ende viser det sig, at humor måske også kan være et svar på vores eksistens.

Humor som sindets modstandskraft

Første stop på rejsen starter imidlertid langt inde i sindet, dér hvor det fortrængte og tabuiserede bor. Zigmund Freud viser sig – sammen med franskmanden Bergson - at være den første, der skriver et længere værk om humor. Freud mener, at vitser og komik giver afløb for opbyggede spændinger og bearbejder tabuer og undertrykte lyster. Når vi for eksempel griner af Signe Molde Leths video, skaber det en fysisk lettelse i kroppen og sindet. Det, vi ikke må sige og tænke højt, kan få et udtryk. I vores samfund er nærvær med familien en idealiseret norm.

Griner vi ikke af det fortrængte og samfundets forventninger, ja så lurer vanviddet lige om hjørnet
Kilde ...

At vi i virkeligheden skulle ønske os noget andet end at være helt tæt sammen vores børn og partnere 24/7 er et tabu, som humoren giver os lov til at bryde på en acceptabel måde. Kig også på dette meme, som er et af de mest cirkulerede på sociale medier de seneste uger. Det er sjovt, fordi det er grænseoverskridende og artikulerer et forbudt ønske om kunne få ”arbejdsro” for børnene for enhver pris.

Griner vi ikke af det fortrængte og samfundets forventninger, ja så lurer vanviddet lige om hjørnet, advarer Freud. Det samme peger dette ikoniske ”familiebillede” fra Ondskabets Hotel på. Med hjemmekarantænen risikerer vi til sidst at miste vores over-jeg, og et Jack Nichelsonsk monster bliver sluppet løs. Memet er sjovt, fordi det overdriver og forstærker følelser af at være på randen af sindssyge. Nuvel, måske er den risiko lidt højere i lande som Italien og Frankrig, hvor der er langt skrappere udgangsforbud end i Danmark, og hvor denne video er fra.

Freud peger på en vigtig sammenhæng mellem humor og sindets modstandskraft. At kunne se det komiske i det tragiske er en sund reaktion, som næsten al senere humorforskning tager udgangspunkt i. Humor gør det muligt at træde ud af en svær situation, og kunne se det hele lidt fra distancen. I humorforskeren Steven Gimbels ord ”at objektivere sin egen situation”. Det er udtryk for psykisk overskud. Men fungerer humor blot som en psykologisk mekanisme, der skal lette vores indre trykkoger? Er der ikke andre bud på humorens væsen? Freud - og den samtidige Bergson - skrev deres bøger i starten af det 19. århundrede, så der må være filosoffer med hang til latter før dem?

Jeg må søge længere tilbage i historien. Går ned i kælderen, for at finde mine gamle filosofibøger fra studietiden. På tåspidser lister jeg gennem det værelse, hvor min mand sidder i Zoom-møde. Og glemmer jeg stadig er i fedtet morgenkåbe.

I de slidte opslagsværker opdager jeg til min overraskelse at før 1900 er der faktisk skrevet meget lidt og meget negativt i filosofien om humor. Platon, Aristoteles, Hobbes og Descartes, brugte ikke mange spalter på humor, og alle mente de at komik var en personlig last og farligt for samfundet. Skulle latter og balfaldera være farligt?

Humor som magtkritik

Husker I franciskanermunkene i Rosens Navn med alt for kort klippet grydehår? Her dør munkene ligefrem af at læse Aristoteles bog om latter. Også for Platon er latter en form for personlig synd, et tegn på at du har mistet selvkontrollen. Latter er identisk med spot og spe. Latter er latterliggørelse, altid af nogle andre, som den der ler, ser ned på eller gør sig bedre end. Endnu værre er det, når der grines af dem, der har magten som i Odysseus og Iliaden, hvor Olympus griner af guderne. I idealstaten anbefaler Platon derfor, at kun slaver og fremmede kan have noget med komik at gøre. Ideen om latter som amoralsk og undergravende for samfundsordenen løber videre op igennem kristendommen helt til moderne tænkere. Hobbes og Descartes vedbliver at se latter som en overlegenhedsfølelse. Menneskene, mener de, ler altid på bekostning af andre.

De klassiske filosoffer havde selvfølgelig fat i noget. Vi griner ofte af andres dårskab og dumheder, af den selvhøjtidelige type, som falder i en bananskrald. Mange i denne tid ler af præsident Trump, ikke mindst efter den amerikanske præsidents bemærkninger om klorin og UV-strålers helbredende egenskaber på coronavirus. Det er Hobbes bedrevidende smil, der breder sig, når den amerikanske præsidents uvidenhed bliver udstillet. Mon ikke det netop var derfor, at Platon og Hobbes ville udgrænse humor? De frygtede komikerens evne til at latterliggøre magten og ryste den sociale orden.

Vi griner ofte af andres dårskab og dumheder, af den selvhøjtidelige type, som falder i en bananskrald
Kilde ...

Det får mig til at tænke på den klassiske hofnar, der hopper fjollet rundt i de store slotssale og taler sandhed til magten. I middelalderen og enevælden, hvor den politiske magt var koncentreret omkring kongen og hoffet, blev politisk kritik straffet hårdt, ofte med døden. Det var alene hofnarren, som havde lov til at gøre grin med kongen. Han – der var ikke mange hofnarrinder –skulle med vid og bid fortælle kongen, hvordan rigets tilstand egentlig var fat eller graden af (u)fornuft i kongens beslutninger. I hele Europa var hofnarre i høj kurs. De enevældige konger havde brug for hofnarrens lidt skæve blik, og der var ligefrem mangel på dygtige hofnarre. Narren havde en særlig position og stemme, han stod på grænsen mellem det ophøjede slot og de kuede undersåtter, hverken indenfor eller udenfor, men havde som Janushovedet i den romerske mytologi udkig til begge verdener. Det havde narren, fordi han blev betragtet som lidt skør og deform. De ”skøre” har, som Michel Foucault viser i Galskabens Historie, gennem tiden været set som de, der har en helt særlig adgang til sandheden. Vi kender også figuren fra Shakespeare, hvor Hamlet uden sin afdøde hofnar, har svært ved at finde ud af, hvad der virkelig foregår på slottet. Hamlet selv bliver gradvist mere (forstillet) skør, han taler i gåder og har halvneurotiske udfald - alt sammen for at komme nærmere på sandheden om mordet på sin far. Det komiske, skøre og sandhed var - og er - tæt forbundet.

I middelalderen var det ikke blot de royale magthierarkier, der skulle rystes af hofnarren. Også det omgivne samfund havde brug for humor og komik til at bryde med de rigide sociale og religiøse normer. I hvert fald for en stund. Karnevalet var ifølge den russiske filosof Bakhtin præcis sådan en mulighed. Det var en lang byfest, hvor høj og lav deltog, klædte sig ud, lavede satire, og gjorde nar af autoritetsfigurer. Bønder kunne blive kronet til konger, kvinder var udklædte som mænd, og unge styltede sig op som gamle. Den ellers alvorlige religiøse tone og almindelige frygt for kirken og helvede blev afløst af latter og løssluppenhed. Karnevalet blev en lille lomme af frigørende komik i en ellers dogmatisk og stærkt klasseopdelt hverdag.

Jeg er fascineret af humorens evne til at sætte spørgsmålstegn ved det vedtagne. At vende sociale hierarkier på hovedet, så de bliver afsløret som komiske og vilkårlige. Det er ikke så underligt, at siddende magthavere altid har frygtet humoren og latterliggørelsen. Men hvordan står det til i vores eget århundrede, hvordan har vores tids værste diktaturer fra det kommunistiske Sovjetunionen til Syriens Assad håndteret politisk humor? Fra min barndom under den kolde krig kan jeg huske, at Ronald Reagan var vild med vittigheder fra Sovjetunionen, så nu sætter jeg DIIS-bibliotekarer på en særpræget opgave. De skal finde forskningsartikler om jokes fra det gamle USSR.

Som jeg sidder derhjemme i jogginghabit og klukler mig igennem kommunisme-jokes, er Reagans begejstring til at forstå: mange af de sovjetiske vittigheder udtrykker indirekte en støtte til USA og en kritik af den kommunistiske styreform. For eksempel denne: ”Stalin diskuterer med Roosevelt hvis land, der er mest demokratisk. Roosevelt fortæller, at i USA må folk sågar råbe ’Roosevelt er et fjols’ foran det Hvide Hus, og de vil ikke blive straffet. Stalin svarer ’Vores land er endnu mere demokratisk. Der må alle stå på den Røde Plads og råbe ’Ned med Roosevelt’ og de vil ikke blive straffet.”

I en anden mere vovet joke bliver Stalins selvfedme og planøkonomien spiddet på én gang: Stalin sidder ved sit mægtige skrivebord, og telefonen ringer. Han tager den og siger ”god, dårlig, god, dårlig, dårlig, god”. Staben omkring ham er forvirrede. Hvad handler det om? ”Ahrr, folket, de kan ikke engang sortere kartofler uden mig.”

At fortælle den slags vittigheder i det kommunistiske Sovjet var dødeligt alvor. Der var ikke bare en straf for at fortælle en politisk joke, men også for at lytte til én! Det kunne give alt mellem seks måneders fængsel til dødstraf. Den slags straffelove illustrerer, hvor nidkært autoritære regimer forsøger at regulere deres befolkninger og undertrykke enhver dissent. Men det fortæller også om en anden hel afgørende egenskab ved den politiske latter, og hvorfor alle despoter er så bange for den: latteren producerer fællesskab og jager befolkningens frygt for despoten på porten. Når vi griner af vitser og satire, griner vi af nogen og med nogen. At le sammen skaber en samhørighed og gruppefølelse, latteren signalerer, at vi har samme værdier og ståsted. Og mens vi overgiver os til latteren, bliver frygten visket bort for en stund. Som Freud rammende beskriver det: ”Se, her er verdenen, som ser ud til at være så farlig! Men den er intet andet end en leg for børn, kun værd at lave en spøg om.”

Sovjettiden ligger desværre ikke langt fra nutidens Syrien under Assad. Assad familien har i over fire årtier siddet tungt på magten, og holdt befolkningen og hinanden i skak med over 14 forskellige efterretningstjenester. Censuren er, ligesom i det gamle Sovjetunionen, striks. Litteratur, satiretegninger og komedier skal alle godkendes af styrets nøjeregnende skrankepaver. Heldigvis er censorerne ikke altid for kvikke, og subtil kritik og satire slipper igennem, simpelthen fordi censorerne ikke har forstået pointen. Eksempelvis i denne tegning af Syriens mest kendte satiretegner Ali Ferzat. Tegningen er helt tilbage fra 1994 - lang tid før det arabiske forår - og illustrerer, hvordan toldere i lufthavnen ikke var særlig optagede af de varer og gaver, syrere havde med, når de kom hjem fra rejser i udlandet, men i stedet var bange for de (undergravende) ideer, de bragte med ind.

Satire, som gjorde grin med Assad, var imidlertid umulig. Assad-familien havde næsten guddommelig status, og gigantiske portrætter af Bashar og hans far Hafez prægede det syriske byrum, og fra statuer og husgavle holdt de symbolsk øje med alle. Først da det arabiske forår spreder sig til Syrien eksploderer den humoristiske kritik af Assad selv. Satirikere tegner nu Bashar al Assad som en lille forskrækket mand eller som tynd giraf på grund af præsidentens lange hals. Jeg er især forelsket i en happening, som en gruppe kreative aktivister udførte i de tidligste måneder af oprøret. Det er sent om natten i en forstad til Damaskus. En gruppe unge kaster hundredevis af bordtennisbolde ned fra en høj bakkeskråning. På de små bolde er skrevet alle de forbudte slogans fra demonstrationerne: ”frihed”, ”værdighed”, ”retfærdighed”. De små bolde er lette og energiske, og spejler på den vis det legende og næsten karnevalske humør, som prægede oprøret i de første måneder. Når de små bordtennisbolde hopper ned af bjerget, mimer de en kropslig latter og lethed, og bliver dermed en antitese til Assad-regimets rå vold og terror.

Men bordtennisboldene efterligner ikke blot de syriske demonstranters festlige humør. I et kløgtigt træk latterliggør de netop den magt, som demonstranterne er så bange for. Som de små bordtennisbolde triller ned på vejene i Damaskus, bliver sikkerhedstjenesten nødt til at overveje om de skal forsøge at indsamle dem, så ingen ser de forbudte ord ligge i gaderne. Aktivisterne har sat sikkerhedstjenesten skakmat: betjentene kan enten lade boldene blive liggende i det offentlige rum, så alle kan se dem med deres revolutionære budskaber. Eller betjentene må bøje sig ned, bukke og ligge på knæ for at samle dem op. Som sikkerhedstjenesten begynder at indsamle boldene, bliver frygtens hierarki vendt om. Den totalitære magt bliver latterliggjort i al dens absurditet og angst for selv de mindste objekter, som ord på bordtennisbolde.

Satire og politisk humor kan ikke i sig selv vælte et brutalt diktatur. Men den kan skabe en lille revolution i den måde vi tænker om, og er i, verdenen
Kilde ...

En anden gruppe kreative aktivister, skaber en lille humoristisk serie med marionetdukker på Youtube i 2011 kaldet Top Goon. Assad er selvfølgelig hovedpersonen, der med en læspende tynd stemme er bange for demonstranterne i gaderne og ikke kan sove. Hver aften må han som et lille barn lulles i søvn med en godnatsang sunget af den berygtede leder af sikkerhedstjenesten. Den form for humor var effektivt med til at opløse den kollektive frygt, der havde præget mange unge syrere indtil da. I dag er marionetgruppen opløst og i eksil, ligesom satiretegneren Ali Ferzat er flygtet til Dubai. Satire og politisk humor kan ikke i sig selv vælte et brutalt diktatur. Men den kan skabe en lille revolution i den måde vi tænker om, og er i, verdenen.

I efteråret besøgte jeg en palæstinensisk flygtningelejr i Jenin. Her bor godt 14.000 palæstinensere stuvet sammen på et areal, der er lidt mindre end Fælledparken. Gaderne emmer af affald og lugten fra de åbne kloakker. Legende børn og dyttende biler snor sig ind og ud mellem hinanden, og på husmurene kæmper graffiti og matyrplakater om pladsen. Her af alle steder laver standupkomikeren Alaa Shehadi humor-workshop for de unge: ” Vi har brug for humoren her på grund af alle vores problemer, og det er ikke kun den israelske besættelse, men også vores egne interne problemer.” Den sociale kontrol og hykleriet omkring religion. ”Humoren, den giver os afløb for alt det svære, den får os også til at føle os stærke, når vi kan le af autoriteterne sammen, i stedet for at græde og føle os som ofre” fortalte han mig. Alaa Shehadi vil med humoren få de unge til at sætte spørgsmålstegn ved den givne sociale orden og se verdenen fra en ny vinkel.

Shehadis verdenssyn ligger ikke langt fra Kierkegaards forståelse af humor og ironi som livsfilosofi. Ved at vende det vedtagne på hovedet og stille ’ironiske’ spørgsmålstegn ved alle vanemæssige forestillinger, finder man sig selv ud ”af Andet”. Humoren giver altså en eksistentiel indsigt, som for Kierkegaard grænser op til den religiøse. Når de unge palæstinensere pludselig skal se på deres eget liv med humorens blik, så bliver de med den britiske forsker Simon Critchleys ord til ”filosoffer i deres eget liv”. Humoren er en leg med sociale strukturer og praksisser, der viser, at de sociale normer ikke har nogen iboende nødvendighed. De er tilfældige og kunne være anderledes.

Alligevel er humor næppe altid kritisk og frigørende. Tænk på alle de xenofobiske vittigheder om andre religioner eller folkeslag, på de stærke, der ler af de svage. Jeg må derfor også på jagt efter humorens grænser. Hvornår vælger vi ikke at lave sjov, og hvornår føler vi os ligefrem tvunget til at grine?

Humorens grænser

Timing er som bekendt everything. Er din humor for sen eller for tidlig, mister den sin kraft. I øjeblikket ville corona-vitser om døende på hospitalerne, og medborgere der ligger i respiratorer, være aldeles utidige og derfor usjove. Med tiden og på afstand vil der måske kunne jokes om sygdommen. Jyllands-Postens satiretegning tilbage fra januar, med det røde kinesiske flag tegnet med små gule virusser, kunne bringes dengang men næppe i dag, og kineserne var på intet tidspunkt amusées. Jokes om andre folkegrupper synes eviggyldige. Københavnere laver jokes om jyder, og jyder om københavnere, franskmænd laver sjov om belgiere og belgiere om franskmænd, englændere om skotter, og skotter om englændere. Det er ofte ret uskyldigt men ganske stereotypt. Critchley kalder det rammende for ”komik, der er på jagt efter anerkendelse”, og som blot bekræfter den dominerende konsensus. Værre bliver det, når komikken både er stereotyp og sparker nedad. Altså jokes og satire, der ikke handler om dem, der har magten eller privilegierne, men om dem, der ikke har; minoritetsgrupper, etniske eller religiøse mindretal. Kvinder har også i mange år skullet le sammen med mændene af sexistiske vittigheder, for det er vist nok god stil at kunne le af sig selv.

Omvendt er der en overraskende frihed i at vælgeikkeat grine, når der er en forventning om at gøre det. Det kan være en stærk politisk handling.
Kilde ...

Den forcerede latter er også en kendt sag i diktaturer. I Sovjetunionen holdt Stalin alenlange og temmelig kedelige taler for de delegerede. Alligevel rapporterede aviserne flittigt, at der blev leet og grint. Den russiske forsker Natalia Skrodol viser hvorfor. Latteren blev set som et tegn på universel opbakning blandt partisoldaterne, og blev et vigtigt signal om samme til den avislæsende befolkning. Kunne medierne ikke bare have rapporteret, at der blev klappet og givet applaus? Nej svarer Skrodol, det ville have virket som en for åbenlys politisk styring. Latteren - selvom den formentlig var forceret – blev et udtryk for ægte støtte til Comrad Stalin. Latteren fremstår nemlig som mere spontan end klap, hvor der ligger vilje og intentionalitet bag. Vi ser stadig latteren, ligesom Platon, som en lidt ukontrollerbar kropslig reaktion, der minder om nys eller hikke. Den anstrengte latter forudsætter derfor på paradoksal vis en umiddelbarhed og selvforglemmelse, som den netop ikke har. Vi skal helst le, som om vi mistede selvkontrollen et øjeblik. Af chefens vittigheder eller på grine-konflikt kurset med jobbet forventes vi at le. Og mon ikke der af og til også bliver grint lidt anstrengt i Folketinget, når partiformanden forsøger at være morsom?

Omvendt er der en overraskende frihed i at vælge ikke at grine, når der er en forventning om at gøre det. Det kan være en stærk politisk handling. De to britiske forskere Klaus Dodds og Philip Kirby kalder det for ’unlaughter’, når vi har en bevidst politisk intention om ikke at grine. Som eksempel peger de på de danske Muhammed-tegninger og på en kontroversiel joke, som George W Bush lavede om de manglende masseødelæggelsesvåben i Irak. I begge tilfælde blev smil og latter forventet, men ikke leveret - af alle. Bushs joke foregik under den berømte årlige middag for korrespondenterne. Her præsenterede Præsidenten en serie billeder, hvor han kigger og leder under alle møblerne i Det hvide Hus med følgende kommentar ”De der masseødelæggelsesvåben bliver nødt til at være her et eller andet sted - Nix. Ingen våben her…måske herovre” ? Det var i 2004 blot et år efter Irakkrigen, og mange i salen valgte ikke at grine.

En større debat rullede efterfølgende i medierne og hos demokraterne, som beskrev Bush som ude af trit med den politiske virkelighed. Amerikanske familier, der havde mistet deres sønner i krigen, havde ligeledes svært ved at se komikken. Men handlede uviljen til at grine, måske også om noget andet end den manglende politiske realitetssans og upassende timing? Om det vi kunne kalde ’grinets symbolske kontrakt’. Bushs joke var en implicit måde at undskylde for de manglende masseødelæggelsesvåben. Ved at grine, tilgiver tilhørerne ham, og gør derved sig selv til en slags medskyldige. Ved at le indgår de en symbolsk kontrakt med Bush: ”denne her WMD-sag skal tages med lethed. Det er ikke af større politisk betydning, end at vi sammen kan le af det”. Og modsat ved ikke at grine, siger de: Vi vil ikke indrulleres i din løgn, du slipper ikke med et let grin.

Bush er langt fra den første politiker, der laver jokes ud af politik; som bruger humoren til at installere en uforpligtende lethed og ironisk distance. Den tidligere italienske premierminister Berlusconi var berygtet for det. Han kaldte en tysk europaparlamentariker for velegnet til en filmrolle som fangevogter i en nazistisk koncentrationslejr og Obama for flot og solbrændt. Efterfølgende beskyttede Berlusconi sig bag humorens velkendte skjold: ”Det var bare for sjov”. Med et pennestrøg forskydes ansvaret fra den, der har udtalt det formastelige, til modtagen som angiveligt ikke har forstået den sjove pointe. Trump mestrer også den taktik. Under sidste valgkamp blev hans overskridende sexistiske kommentarer undskyldt som spøgefuld drengesnak i omklædningsrummet. Paradokset er naturligvis, at var det virkelig sjovt, behøvede det ingen forklaring. Senere har MeToo-bevægelsen effektivt formået at udstille ”vær-nu-ikke-så-sur-diskursen”.

 

Måske er vores politikere i virkeligheden på vej til at blive komikere? I Ukraine er præsident Zelensky tidligere TV-komiker, og i Storbritannien blev Boris Johnson først for alvor kendt for hans medvirken i det satiriske TV-show: Have I got News for You. Statsledere skal tilsyneladende være sjove, selv når det handler om så alvorlige emner som krig og fred. Sidste år da krisen mellem Iran og USA spidsede til, tweetede Trump et Game of Thrones lignende billede med underteksten. ”Sanktioner er på vej”. Den nu myrdede iranske General Suleimani svarede humoristisk igen. Det blev siden dødsens alvorligt.

trump-suleimani
Screenshot fra Twitter/@realDonaldTrump, Twitter/@Tasnimnews_EN

Men måske giver politikere og statsledere os bare det, vi vil have? Mange unge får alene deres nyheder fra satireshows, såsom den Korte Radioavis eller det amerikanske The Daily Show. Nyheder skal være underholdende og politikere lige så hurtige i munden som en stand-upper. Min egen generation, der er opflasket på 90’er ironi, er også ferm til snappe politiske standpunkter, der afleveres på de sociale mediers sikre ironiske distance. Vi kan aldrig helt holdes fast på en mening, den kunne altid være den modsatte. Det er den kølige meta-humor, som tilsyneladende mener, at Melodi Grand Prix, brune værtshuse og outrerede holdninger er camp. Det er ironikerens – i modsætning til humoristens – livsanskuelse. Kierkegaards ironiker evner at stille humoristiske spørgsmålstegn ved det etablerede, at vende dogmer om, men vandrer i et Nihilistisk ødeland, hvor han ikke kan holdes op på noget.

Livets absurditet

Jeg sidder lidt underligt desillusioneret tilbage i stuen og kryber sammen i morgenkåben. Er humoren egentlig et effektivt våben til at modstå kriser og krig, sådan som jeg oprindelig troede? Eller er den allestedsnærværende humor snarere i sig selv et tegn på krise? Er den politiske sfære ved at blive humoriseret? Uforpligtende spøg og skæmt koloniserer politikken, det sted, der ellers burde præges af alvorens tyngde og ansvarlighed.

Har brug for frisk luft og nye tanker. Hopper på cyklen og tager ind på DIIS for at finde mine gamle feltnoter fra Libanon. I Beirut fulgte jeg en fransk-inspireret klovnegruppe Clown me In. Med surrealistiske indslag og politiske interventioner, stopper klovnene modigt den kaotiske trafik i Beirut eller trækker en vogn fuld af klirrende gryder og pander gennem Beirut for at gøre grin med de korrupte magthavere. En af hovedkræfterne bag er en ung kvinde med fine ansigtstræk og langt brunt hår. Layal Ghanem. Layals hænder danser, når hun fortæller mig om alvoren i det komiske. Som Samuel Beckett, mesteren ud i den absurde komedie, parodierer Layal autoritetsfigurer eller taler vrøvle-barnesprog til de forbipasserende. Men mellem vrøvleordene bliver der indlagt pludselige grove udsagn om den håbløse politiske situation eller de opstyltede manerer hos overklassefruerne, der tripper forbi. Frem for alt griner klovnegruppen af sig selv, de ser det absurde i de små detailler og forener ironikerens meningstab med en latter.

Det er halvmørkt, da jeg når frem til DIIS, ved bagindgangen er døren overmalet med grafitti. Indenfor skriger de grønne linoleumsgulve mig i møde. Her plejer udenrigsministre, ambassadører og internationale forskerstjerner at mødes. Nu ligger Instituttet øde hen. Nede ad gangen blinker et lysstofrør og mit dørskilt er faldet på gulvet. Afklædt sin vigtighed bliver jeg også strippet for min. Seniorforskeren, der sidder og skriver alt for seriøst og alenlangt om humor, og du min læser, som har kæmpet dig vej helt til enden, som en anden artig elev, er egentlig lidt absurd. Måske er vi bare et par oppustede æg, der triller forvirrede rundt i livet?

På min opslagstavle hænger der et lille gulnet gruk, som min mormor har givet mig.

Den, som kun tar/
spøg for spøg/
og alvor kun alvorligt/
han og hun/
har faktisk fattet/
begge dele dårligt

seillustration
Illustration: Sophia-Elisabeth Højbjerg

Interview med Helle Malmvig i Deadline (17:55 inde i indslaget)

Helle Malmvig
Fred og vold
Seniorforsker