Sårene fra Malis krig bløder stadig

Inden coronavirussen tvang tusindvis af europæere hjem verden over, besøgte jeg Faladié-lejren i Malis hovedstad, Bamako. Her, blot to kilometer fra hovedkvarteret for FN’s omtrent 13.000 mand store stabiliseringsmission i landet, ser man nogle af konsekvenserne af en otte år lang konflikt, der har forvandlet landet fra et demokratisk foregangsland til en magnet for jihadister og stormagter med geopolitiske ambitioner.

Her bor nogle af de tusindvis af mennesker, der er kommet til hovedstaden på flugt fra de områder, hvor krigen hærger. De store internationale organisationer er ikke til stede i Faladié.

Ved første øjekast ligner lejren mest en losseplads. De mange interimistisk opstillede telte lavet af plastikaffaldsposer og stofrester står side om side med bunker af skrald. Det skærer i svælget, når den tørre Harmattan-vind blander sig med røgen fra det afbrændte affald og blæser direkte ind i teltene og øger risikoen for luftbårne sygdomme som tuberkulose.

Pladsen i lejren er trang, og de sanitære forhold elendige. Der er notorisk mangel på rent vand, og det er de færreste, der har råd til at betale de få øre, det koster at benytte fællestoilettet, som består af nogle faldefærdige murbrokker. Resten er nødsaget til at benytte skraldebunkerne rundt omkring. Manglen på hygiejne og rent vand gør lejren – som så mange andre flygtningelejre verden over – til det perfekte ynglested for coronavirus.

Ingen ressourcer til at opretholde karantæne
Ifølge FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, er der per december 2019 registreret 207.751 internt fordrevne i Mali samt 138.603 flygtninge i nabolandene Niger, Burkina Faso og Mauretanien, hvoraf især de to førstnævnte også selv i stigende grad af ramt af angreb fra jihadistgrupper – og nu har også corona ramt Mali og nabolandene.

Mali har i skrivende stund bekræftet 25 smittetilfælde og to døde. I Burkina Faso er der registreret 246 tilfælde (30. marts) og mindst 12 dødsfald, mens Niger og Chad i løbet af sidste uge har meldt om deres første registrerede tilfælde. Alle tre lande har derfor suspenderet al flytrafik i et forsøg på at lukke grænserne. Men kapaciteten til at håndtere en coronakrise i Vestafrikas notorisk ”svage stater” med porøse grænser og en – for Malis vedkommende – otte år lang krig er minimal. To tredjedele af landet er stort set utilgængeligt for myndighederne på grund af de militante jihadisters mange angreb og etniske konflikter.

Langt de fleste af krigens internt fordrevne befinder sig i Malis nordlige og centrale regioner. Der er ikke etableret én eneste officiel lejr til de mange internt fordrevne, men såkaldte ”sites” i de største byer som Mopti, Gao og Timbuktu. Herfra forsøger de store internationale nødhjælpsorganisationer at hjælpe så godt de kan, men jihadisterne har gjort det svært at operere i områderne.

Bamako og den sydlige del af landet er indtil videre relativt forskånet for volden og de mange angreb, men i takt med at angrebene intensiveres i den centrale del af landet, flygter flere mod syd, mod hovedstaden. Nogle af dem ender i Faladié.

Hvis en pandemi spreder sig her, vil konsekvenserne være katastrofale, både for dem der flygter og for de 2,5 millioner indbyggerne i byen. På trods af at skolerne er lukket ned og flytrafikken aflyst,sagde Malis sundhedsminister den 24. marts, at regeringen ikke har ressourcer til at opretholde en karantæne.

I hovedstaden arbejder langt de fleste i den uformelle sektor og benytter hver dag den tætpakkede offentlige transport for at komme til og fra arbejde.

Nomader mod fastboere
I Faladié-lejren bor omtrent 300 familier, som tæller over 1000 børn, cirka 500 kvinder samt nogle hundrede mænd. Det har min chauffør Oumar Ba omhyggeligt talt op.

Når Oumar ikke kører mig eller andre expats rundt i byen, arbejder han som frivillig i lejren. Mange af kvinderne i lejren har mistet deres mænd i de blodige sammenstød mellem forskellige etniske befolkningsgrupper, jihadister og selvforsvarsmilitser i Mopti-regionen godt 500 kilometer fra hovedstaden.

Her har særligt de historisk betingede konflikter om kontrol over strategisk vigtige naturressourcer mellem fastboende agerbrugere og nomadiske kvæghyrder taget en hidtil uset voldsom drejning.

Illustration © Michele Cattani/Ritzau Scanpix

De fleste af lejrens beboere tilhører fulanierne, et nomadefolk, der traditionelt har levet som kvæghyrder i de isolerede områder i det centrale Mali på grænsen til Niger og Burkina Faso. Men også flere familier fra det traditionelt fastboende dogon-folk har fundet vej til lejren.

Det er disse to grupper, der ellers har giftet sig på kryds og tværs igennem generationer, der har ligget i konflikt med hinanden de sidste år.

Et nyt Afghanistan?
For at forstå konflikten må vi kort kaste et blik tilbage på januar 2012, hvor tusindvis af oprørere rykkede ind i Mali med ønsket om at oprette en selvstændig stat, Azawad, i Malis tre nordligste regioner.

Oprørsgrupperne var domineret af hjemvendte, stærkt bevæbnede tuaregiske lejesoldater, der var blevet arbejdsløse efter Muammar Gaddafis fald i Libyen.

Tuaregoprøret i 2012, der også medførte et statskup begået af utilfredse officerer fra Malis hær, blev hurtigt overtaget af militært overlegne jihadistgrupper med tilknytning til al-Qaeda. Til dels hjulpet på vej af magtvakuummet i hovedstaden regerede jihadisterne de nordlige regioner i ni måneder under hård håndhævelse af sharia.

I januar 2013 gik Frankrig militært ind i sin tidligere koloni med Operation Serval med det formål at inddæmme konflikten hurtigst muligt. Så let gik det dog ikke.

På trods af mange forskellige indsatser er antallet af angreb i regionen femdoblet siden 2016. De fleste angreb finder sted i grænseområdet mellem Burkina Faso, Niger og i Mali.

I kølvandet på at 13 franske soldater mistede livet i en ulykke på grænsen mellem Mali og Burkina Faso, sendte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i februar yderligere 600 soldater til sin i forvejen 4.500 mand store danskstøttede antiterroroperation, Barkhane. 70 danske soldater og to transporthelikoptere har siden november 2019 støttet Frankrigs styrke i kampen mod Al-Qaeda – og nu også Islamisk Stat, som flere af militslederne bekender sig til.

I takt med at krigen trækker ud og spidser til, er spørgsmålet om den franskledede – og danske – operation er på vej til at skabe et nyt Afghanistan.

Billedet af hvem, der bekriger hvem, er under kontant forandring, samtidig med at de mange udenlandske og regionale aktører, der forsøger at løse krisen – herunder EU, USA, Rusland, den Afrikanske Union, ECOWAS, og FN – hver har sin dagsorden.

Konflikten spredes fra nord til syd
Tilbage i 2015, i takt med de internationale styrker satte ind i de nordlige regioner, spredte jihadisterne sig og trak længere sydpå, ind i det centrale Mali, der grænser op til Burkina Faso og Niger.

Her er det lykkedes dem at rekruttere især blandt fulani-hyrder, hvis mobile livsform i stigende grad er under pres fra klimaforandringer og regeringens landsbrugspolitikker, som historisk set har favoriseret de mere fastboende landsbrugskulturer.

Jihadisterne, som på sigt ønsker at destruere staten og indføre deres egen ultrakonservative version af Islam, har systematisk likvideret imamer og repræsentanter for staten, der har lukket skoler og indført nye beskatningssystemer.

Samtidig formår de hver eneste dag at ramme Malis sikkerhedsstyrker rundt omkring i landet. Taktikkerne udvikles konstant og ligner efterhånden dem, vi ser fra andre krigsområder som Irak, Afghanistan og Syrien: Vejsidebomber, improviserede sprængstoffer og større kapacitet til at ramme infrastruktur og kommunikationsudstyr.

De internationale styrker frygter et større samarbejde mellem terrorgrupperne og en forøget tilstedeværelse af såkaldt ’fremmedkrigere’ fra Mellemøsten og Nordafrika i Sahel. Især de lokale sikkerhedsstyrker fra Mali, Niger og Burkina Faso har lidt store tab, og hver dag rapporteres der om nye angreb tættere på hovedstaden.

De mange angreb udstiller sikkerhedsstyrkernes skrøbelighed, samtidig med at jihadisterne opruster ved at plyndre militærbaser, efter de har angrebet dem.

Beskyldt for at være jihadister
I det centrale Mali har mange tilsluttet sig jihadisterne for at få beskyttelse mod andre væbnede militser, og fordi de forvaltningssystemer, de har indført, til tider fungerer bedre end dem, den korrumperede stat i årevis har kunnet tilbyde.

Især fulanierne bliver beskyldt - af de andre befolkningsgrupper såvel som af sikkerhedsstyrkerne - for at være jihadister. Omvendt beskylder fulanierne blandt andet dogon-militser for – i samarbejde med regeringen – at udøve systematiske forsøg på folkemord.

Forskellige befolkningsgrupper har da også i stigende grad forsøgt at tage sikkerheden i egen hånd i form af selvforsvarsmilitser, der operer i de mange områder, hvorfra sikkerhedsstyrkerne for længst er flygtet. Og flere af disse militser, som ifølge flere kilder er mere eller mindre direkte støttet fra staten, er gået hårdhændet til angreb på fulani-landsbyer, der er blevet brændt ned, hvorefter nye hævnmotiverede angreb er fulgt efter i en voldelig spiral.

På alle sider af de etniske skel er der begået grusomme overgreb, som har sat hele den sociale sammenhængskraft i området ud af spil.

I det hidtil blodigste angreb i Malis historie i april 2019 mistede omkring 200 civile fulanier livet i landsbyen Ogossagou, da militser satte ild til husene og skød på alt, hvad der rørte sig. Efter angrebet tog strømmen af internt fordrevne mod Bamako fart, hvor flere af de overlevende midlertidigt har installeret sig på affaldsbunkerne i Faladié.

Krigens åbne sår
På måtterne i forsamlingsteltet i Faladié sidder en håndfuld af lejrens unge mænd. Fluerne summer, børnene græder, og kvinderne står stimlet sammen i kø uden for teltet for at modtage en lille nødtørftig portion sæbe. Her er det krigens spor, der præger de unge mænds samtale. Mens vi drikker den traditionelle myntete, fortæller de om deres frygt for jihadisterne, som har dræbt adskillige af deres lokale ledere. Med en løs, grøn turban på hovedet og med sit blik rettet fast mod mig, forklarer den ældste af dem, at jihadisterne anklager alle, som har et vist niveau af uddannelse og kan formulere sig, for at være kollaboratører. Og at de henretter dem, der ikke kan bevise deres uskyld.

Manden med den grønne turban tager kærligt fat om hovedet på sin unge sidemand og rusker ham i håret, mens han fortæller, at manden, som er midt i trediverne og klædt i et traditionelt gult sæt tøj, blev taget til fange af jihadister i hans landsby, anklaget for at samarbejde med hæren og de franske styrker, der opererer i området. Efter han havde haft bind for øjnene i ti dage tvang jihadisterne ham til at se på, at de halshuggede hans bror.

Halshugninger er en likvideringsform, der synes at have taget til, og videoer af henrettelser er begyndt at florere på de sociale medier. Den unge mand i det gule sæt tøj fortæller videre, at han har måtte efterlade sin brors kone hos jihadisterne, som ”tog hende som kone”, efter de havde dræbt broren.

”Ifølge deres sharialov har de ret til at overtage konerne til dem, de dræber,” forklarer han.

Gør det selv-nødhjælp
Ifølge flere organisationer er forsøgene på at forbedre situationen for de internt fordrevne i Malis hovedstad stagneret. Uden statens godkendelse kan de internt fordrevne ikke få lov at blive på lejrområdet, som skal være ryddet inden april. Det fortæller Zakaria Sy, en ung fransk-senegaleser, der normalt bor i Paris og driver enkeltmandsnødhjælpsorganisationen 1vie1combat.

Zakaria besluttede at tage sagen i egen hånd, da han så en video fra Faladié på Facebook. Han er klædt i en stramtsiddende Adidas Bayern München fodbold-trøje, sorte joggingbukser og blå lædersneakers, har guldtand og taler et hurtigt accentfrit fransk.

Zakaria har arrangeret indsamlinger via sociale medier for at skaffe lægehjælp og forsyninger til lejren. Zakaria fortæller, at fire børn har mistet livet i løbet af det sidste halve år – han er mest af alt chokeret over, at staten intet gør for at hjælpe de mange ofre for krigens rædsler, der er strandet her.

Der er pt. ingen alternativer for lejrens beboere, og uden en garanti for et stykke jord, de kan etablere lejren på, bliver det også svært at få de internationale organisationer til at træde til, siger Zakaria.

Han forsøger at opkøbe et stykke jord lidt uden for Bamako, hvor de sanitære forhold er mere acceptable. Lykkedes det ikke, er der kun Bamakos i forvejen fyldte gader tilbage, tilføjer han.

Også i det perspektiv ville en coronapandemi i lejren i udkanten af millionbyen være katastrofal.