Klima, corona og race: Hvad har vi lært af de to præsidentdebatter?

Hvad har vi lært om de to kandidaters klimapolitik?

Vi har lært det af de to præsidentdebatter, som vi nok vidste i forvejen, nemlig at når det kommer til klima, så står de to kandidater meget langt fra hinanden. Trump har gentagne gange kaldt klimaforandringer et hoax, altså pure opspind, han tilbagerullede regulationer og hev USA ud af Paris-aftalen. Og da Trump i den seneste debat blev kritiseret for at have trukket USA ud af aftalen, så var hans svar, at det er lande som Indien, Rusland og Kina som er nogle filthy, beskidte lande, der forurener.

Så på den ene side, vil han ikke rigtig anerkende klimaforandringerne som menneskeskabte, men omvendt pointerer han, at USA har den reneste luft og det bedste vand ,og at problemerne ligger hos Kina, Rusland og Inden. Trump har ikke præsenteret nogen klimaplan, så vi har ikke lært noget om, hvad Trump vil gøre for at forbedre klimaet. Han bruger mest tid på at benægte, at der skulle være et reelt problem.

Biden derimod kaldte klimaforandringerne for en ”eksistentiel trussel” i den sidste debat. Han har sagt hele vejen igennem sin kampagne, at han vil genindføre de regulationer, som Trump har fjernet. Han har også sagt, at han vil få USA til at genindtræde i Parisaftalen og at han vil bruge den aftale til at presse Kina. 

Derudover er en vigtig del af Bidens økonomiske plan bundet op på en grøn omstilling. Han vil bruge to trillioner dollars over fire år på at omstille den amerikanske økonomi og gøre den grøn. Og han sagde i debatten, at USA skulle transitionere fra olie-industri til at bruge genanvendelig energi i stedet. Han sagde også, at han ville stoppe de føderale tilskud til olieindustrien. Og det var noget Trump selvfølgelig tog fat i og spurgte: Hører I det, Texas? hører I det, Oklahoma? Hører i det, Pennsylvania? For der er nogle delstater, der er afhængige af økonomien i den konventionelle energi, f.eks. en vigtig svingstat som Pennsylvania.

Bidens salgstale er at han vil skabe jobs gennem at investere i den grønne omstilling. Genoprettelsen af den amerikanske økonomi og adresseringen af klimaforandringer er én og samme ting for Biden. Han præsenterer sin plan som en jobskabende klimaplan. Men Trump påstår, at med Bidens plan kommer USA til at miste jobs.

Trump har hele vejen igennem forsøgt at være manden, der tilbagebringer jobs fra de ”tabte” industrier, som f.eks. kul. Det er ikke lykkedes og det giver nok heller ikke meget mening, hverken i forhold til, hvad jorden har af ressourcer, men også i forhold til, at et land som Kina investerer massivt i teknologi, der kan være med til at udvinde rene energikilder. Det kan Biden godt se og han prøver at sælge sin klimapolitik, som en måde at få USA tilbage på sporet – ikke kun for at forbedre klimaet, men også for at investere i teknologi, skabe jobs, skabe vækst og begynde at konkurrere med Kina. Biden vil have til at investere mere i dette store marked, i stedet for blot at blive ved med grave kul og udvinde olie.

Vi har ikke set klima som et vægtigt punkt på dagsordenen i et præsidentvalg siden Al Gore meget egenhændigt bragte det frem i valgkampen i 2000. Hvorfor fylder det så meget i den her valgkamp?

Det er ret dramatisk, hvor lidt klima har fyldt under de amerikanske valg de sidste tyve år. Men lige nu er der selvfølgelig et enormt stort fokus på klimaforandringerne globalt og også i USA. Og det kan godt være, at Trump ikke rigtig anerkender klimaforandringerne og rigtig mange af hans vælgere heller ikke gør. Men flertallet af amerikanerne tror i høj grad på klimaforandringer og mener det er en krise, der skal gøres noget ved.

Vi har jo for nylig set de voldsomme skovbrande i Californien, som videnskaben i lang tid har sagt, er afledt af klimaforandringer. Der er også flere voldsomme orkaner, der rammer landet. USA har jo et ret ekstremt vejr og er virkelig påvirket af, at det vejr er blevet forstærket af klimaforandringerne. Så det, at klimaet ændrer sig, er en meget konkret oplevelse for mange amerikanere.

Hvad har vi lært om, hvordan de to kandidater vil håndtere corona-pandemien?

Ligesom med klimapolitikken kan vi se en kæmpe kontrast. Og det er dels fordi, de to kandidater ønsker at håndtere situationen forskelligt, men også fordi de igen ikke er helt enige om problemets kerne. 

De fleste kan huske, at Trump i pandemiens begyndelse forsøgte at nedtone, hvor alvorlig krisen var. Og efter han selv har haft corona og er kommet igennem det med den bedste lægehjælp og den støtte man får, når man er en velhavende og vigtig person, så hører vi ham hele tiden tale om, at corona ikke er så slemt. Han har flere gange sagt: Man skal ikke lade corona diktere ens liv, underforstået, at nu må vi se at komme videre. Han underspiller problemet og taler ikke så meget om, hvor mange der er døde. Han påstår her i den sidste debat, at USA klarer det meget bedre end andre lande, f.eks. i Europa. En lang række påstande, hvoraf de fleste ikke har hold i virkeligheden. Endelig ynder han at fremføre, at hele miseren i øvrigt er Kinas skyld.

På den anden side, har vi så Biden som gentagende gange refererer til videnskaben og i den sidste debat sågar refererede til et videnskabeligt tidsskrift. Han hæfter sig selvfølgelig ved, at over 225.000 amerikanere er døde.

Så de to kandidater har meget forskellige måder at fremstille coronakrisens alvor – og deres politikker er også langt fra hinanden.

Trumps er ret enkel: Økonomien skal genåbnes, man skal lære at leve med virussen og inden længe kommer der en vaccine og så bliver alt godt igen. Biden har et mere omfattende forslag til, hvordan krisen skal løses. For det første vil han opfordre til en øget brug af mundbind. Og så vil han gøre brug af stimuluspakker, han vil investere massivt fra den føderale regerings side og på den måde hjælpe delstaterne med at håndtere situationen. Trump har underskrevet historisk store stimuluspakker vedtaget i Kongressen under krisen, men han er langt mere tilbageholdende med at hjælpe delstaterne. Han bebrejder demokratiske guvernører og borgmestre for at have fejlet og han mener ikke, at penge fra Washington skal redde dem.

I spørgsmålet om pandemien kan man ikke undgå også at tale om sundhedsforsikring, som altid er et stort emne i USA og kun er blevet større under coronaen. 

Trump har i mange år talt om, at han vil ”repeal and replace” Obamacare, men det er blevet ved snakken og vi har endnu ikke set et konkret udspil fra ham om, hvordan et alternativ skal se ud.

Biden prøver ikke overraskende at tage kredit for Obamacare, som er blevet meget populær i USA. Han siger, at han vil udvide den og dermed skabe en slags Bidencare, som dækker endnu flere amerikanere. At der er usikkerhed omkring sundhedsforsikring midt i en pandemi er jo meget uheldigt og utrygt for mange amerikanere.

Hvad har vi lært om de to kandidaters økonomiske politik?

Der er én ting, Trump og Biden kan blive enige om, og det er, at der skal skabes en masse jobs. Jobskabelse er altid et populært kampagne-emne og selvfølgelig også i et land som USA, hvor mange folk netop har deres sundhedsforsikring knyttet op til deres arbejde og det vil sige, at hvis du ikke har et arbejde, så mangler du ikke kun en indtægt, du mangler også en sygeforsikring.

Men det er vanskeligt at tale om økonomien i USA uden også at tale om coronakrisen, som jo har haft - og stadig har - en kæmpe indvirkning på økonomien. Grundlæggende kan man sige, at Trump er tilbageholdende med at lukke ned for økonomien og Biden er tilbageholdende med at åbne op for økonomien pga. frygt for at virus skal sprede sig yderligere. 

I debatterne talte Trump igen en del om at det går godt med aktiemarkedet. Det præsenterer han som en indikation på, at økonomien er god og stærk. Men som Biden også pointerede i den sidste debat, så er det ikke fremgang på aktiemarkedet, der nødvendigvis betyder noget for mange almindelige amerikanere. De tænker på, om de har penge til at betale regningerne i næste måned. 

Det er også derfor Biden ønsker at hæve mindstelønnen til 15 dollars i timen. Det er et meget populært standpunkt på venstrefløjen i det demokratiske parti. Trump mener, at det vil være et dødsstød for mange af de hårdtprøvede mindre virksomheder, der er presset i knæ af coronakrisen. 

Trump ønsker at sparke gang i økonomien gennem flere skattelettelser. Biden vil derimod tilbagerulle nogle af de skattelettelser Trump allerede har gennemført.

Det er karakteristisk for det her klassiske split mellem den republikanske og demokratiske måde at forstå økonomien på. 

Hvad har vi lært om de to kandidaters syn på udenrigspolitik og national sikkerhed?

Udenrigspolitik har fyldt forsvindende lidt i debatterne og i kampagnen mere generelt. Det er som sådan forståeligt nok i lyset af de store hjemlige problemer USA oplever netop nu og udenrigspolitik er sjældent et stort emne i amerikanske præsidentvalg. Men det er alligevel slående hvor lidt verdens supermagt pt. diskuterer landets rolle i verden.

Overordnet set har de to kandidater meget forskellige udenrigspolitiske visioner. Det er så ikke rigtig kommet til udtryk i debatterne, men vi kender jo alle sammen Trumps America First agenda, der fokuserer benhårdt på USAs nationale interesser og dem definerer Trump meget snævert. Tidligere har der været en konsensus i amerikansk politik om, at det er en del af USAs nationale interesse at lede en liberal orden baseret på respekt for menneskerettigheder, frihandel og stærke internationale organisationer. Sådan ser Trump ikke på det. Han har trukket USA ud af en lang række internationale aftaler og institutioner.

I kontrast hertil står selvfølgelig Biden, der taler meget om, at han vil genskabe USAs lederskab på den internationale scene. Hans ønsker at forbedre forholdet til USAs allierede og lægge større vægt på værdifællesskaber mellem USA og andre demokratier. Det vil han blandt andet gøre ved at samle en ”alliance of democracies.” 

Trump derimod har det helt fint med at være venner med diktatorer som Nordkoreas Kim Jong-un. Og netop Nordkorea var faktisk det eneste, vi rigtigt hørte om i debatten ift. udenrigspolitik. Det har fyldt en del i Trumps præsidentperiode og han anser sine møder og deeskaleringen af konflikten mellem USA og Nordkorea for et par år tilbage som en diplomatisk succes fra hans side. 

Det, som måske er allermest overraskende, er, at der slet ikke blev talt om Irak og Afghanistan. Det er ret vildt. USA har været i krig dernede i knap tyve år og både Biden og Trump går ind for at afslutte de her ”forever wars”, som de bliver kaldt i USA. Det er noget, der har enormt stor folkelig opbakning. Amerikanerne vil ud af Mellemøsten, men der er stadig mange amerikanske soldater dernede og det er påfaldende, at det intet fylder. 

For os der sidder her i Danmark, er det jo lidt trist, at der ikke bliver talt mere om Europa, EU, NATO og FN. De her alliancer blev ikke diskuteret overhovedet i præsidentdebatterne. Og Kina kommer nærmest kun op i debatten, som det land, der er skyld i coronavirus og klimaforandringer. Men Kina som sådan, og hvilken udfordring eller trussel Kina repræsenterer for USA, det fylder ingenting. Selvom det kan siges at være det altoverskyggende udenrigspolitiske spørgsmål i det 21. århundrede. 

Hvordan anser de national sikkerhed? Hvad bliver vurderet som trusler?

Det der fylder – og de var også lidt inde på det i debatterne – er Ruslands indblanding i valget i 2016 og også i midtvejsvalget i 2018 og den bekymring for, at Rusland og måske også Kina og Iran vil blande sig i valget. Her konfronterede Biden Trump i den sidste debat. Han satte spørgsmål ved, hvorfor Trump er så venlig ved Putin, hvorfor han ikke gør noget ved det? Biden sagde: De underminerer vores suverænitet. Og det er selvfølgelig hele kernen i den nationale sikkerhed, at man er suveræn, at man har kontrol over sit eget land, sit eget politiske system. 

Hvordan forholder de to kandidater sig til sortes – og andre minoriteters – rettigheder?

Raceuroligheder, politivold og minoriteters rettigheder har fyldt meget i debatterne. Trump fik flere gange sagt, at han er den amerikanske præsident, der har gjort mest for sorte amerikanere siden Abraham Lincoln, som jo bekendt var den præsident, der fik ophævet slaveriet. Han sagde også, at han er den mindst racistiske person i lokalet, det sagde han tre gange i den sidste debat. Biden derimod kalder Trump for en af de mest racistiske præsidenter, i nyere tid. Han lægger vægt på muren ved grænsen til Mexico, migrationspolitikken, det såkaldte ”muslim ban”, og at Trump ikke har formået at lægge afstand til højre-ekstreme og neofascistiske grupper som f.eks. Proud Boys.

I forhold til Black Lives Matter og sortes rettigheder, så handler det for Biden om strukturel racisme og politivold, hvor det for Trump er et spørgsmål om ”law and order”. Trump har ikke præsenteret nogen konkret plan for at imødekomme sorte amerikaneres krav og det ville også være upopulært hos mange af hans vælgere, hvis han gjorde det. Biden har en reform i støbeskeen: Han ønsker at reformere politiet, han ønsker at gøre det lettere at retsforfølge de betjente som overskrider deres magtbeføjelser og han vil efteruddanne betjente til at være mere sensitive og bevidste om race.

Biden klarer sig rigtig godt blandt sorte vælgere, det har han gjort siden han var Obamas vicepræsident. Han klarer sig mindre godt blandt latinoer. Han klarer sig bedre end Trump, for de stemmer overvejende på demokraterne, men han ligger en smule dårligere i meningsmålingerne i forhold til den vælgergruppe end Clinton gjorde i 2016. 

Grundlæggende kan man sige, at de to partier er blevet mere adskilte i hvem, de henvender sig til. Inden valget i 2016 var der forsøg fra republikansk side på at åbne partiet op for en mere divers vælgerskare. Men da Trump løb med nomineringen, gik den plan i vasken, og det republikanske parti er blevet endnu mere hvidt end før. Derimod er personer med minoritetsbaggrund blevet endnu mere fast forankrede hos demokraterne.