Frankrig på vej mod »lykkeligere tider«? Det håber præsident Macron i hvert fald

Efter corona-krisens første voldsomme uger åbner også Frankrig langsomt. På vej mod “lykkeligere tider” har præsident Macron kaldt det.

Udfordringen er som så mange andre steder enorm. Økonomien - verdens 7. største - ventes at trække sig sammen med mindst 8% i 2020. Faldet i 1. kvartal er det største i eurozonen.

Den franske statsgæld kan nå 120% af BNP.

Krisen rammer hårdt. Den rammer også socialt skævt. Sværest har det været i de belastede boligområder omkring de store byer, hvor fattige familier lever tæt. Seine-Saint-Denis uden for Paris er det ene ud af fire franske departementer, der kan melde om et ekstraordinært højt niveau af døde som følge af corona. Frustrerede unge er gået på gaden om natten og er havnet i uundgåelige konflikter med ordensmagten. Det har vist sig at være god benzin for politikere som Marine Le Pen, der ikke bliver træt af at tale om myndighedernes slaphed og inkompetence.

Det belaster et samfund, hvor brudlinjerne i forvejen var til at få øje på. Franskmændenes disciplin under lukningen har i almindelighed været imponerende, men den kollektive bevidsthed, “vi´et”, er traditionelt ikke særlig stærk. Krisens borgersind kan hurtigt nok vige for nye udbrud af uro og uenighed. Franskmændenes vurdering af egne myndigheders indsats er allerede blandt de dårligste i EU. Det til trods for, hvad der - med nogle skønhedspletter - må siges at være ganske vellykkede bestræbelser på at styre sundhedskrisen.

Igen står præsident Macron og hans flok temmelig alene i fransk politik og betaler en pris for at ville bryde alle mønstre. Men også med den fordel, at ur-grundlaget for Macrons præsidentskab netop var opgøret med et fastlåst politisk landskab. Alt er i princippet muligt, når blot det fungerer. Efter de Gule Veste var den socialliberale Macron allerede på vej mod den stat, der ikke blot sætter fri og giver den enkelte muligheder, men også “beskytter”. Den aktuelle krise kræver ikke mindst det sidste.

Nu skal man, ifølge præsidenten, genopfinde sig selv som nation og som samfund. Hvad det betyder, er endnu kun løst skitseret. Macron efterlyser til en begyndelse en human kapitalisme, mindre intens, mindre aggressiv. Et fokuspunkt kan godt blive et forsøg på at fastholde de seneste par måneders relative solidaritet og prøve at arbejde mod større social konsensus. I rammen af så massiv en krise vil det være et ambitiøst mål, hvis der for alvor skal sættes ind mod ulighed - følt og reel - i det franske samfund.

De fleste ser ud til at være enige om, at der i hvert fald skal tænkes i flere baner end blot de økonomiske. Det meste forudsætter, at fransk økonomi kommer ud af dybfryseren.

Finansminister Bruno le Maire lægger i sin første tegning af en økonomisk genopretningsplan vægt på en stimulering af udbud og en særlig indsats i forhold til kritiske sektorer som turisme, bil- og flyindustri. Mere interessant indgår også en fremskyndelse af den bæredygtige omstilling, med konkrete krav til bl.a. AirFrance. Det er stadig små skridt, men de mødes med forståelse af erhvervslivet, der stiller sig bag ambitionen om et grønnere erhvervsliv i et åbent brev underskrevet af 80 erhvervsledere – heriblandt ledere fra nogle af de største franske virksomheder som Total, Alstom og Renault.

Krisen har også for franskmændene udstillet både prisen for de vestlige åbne økonomier og den multilaterale rammes relative skrøbelighed. Alle har fået øjnene op for en styrkelse af om ikke nationale, så regionale forsyningskæder og nødvendig beskyttelse mod aggressiv fremmed investering. Men præsident og regering gør det samtidig klart, at en relancering af økonomien ikke kan basere sig på en idé om globaliseringens endeligt. Ingen kan hævde sin suverænitet alene. Det må ske i en multilateral ramme – først og fremmest EU.

Her kan man ikke påstå, at Macron hidtil har høstet mange resultater af sin ambitiøse Europa-politik. Dertil har der været for lidt medvind fra Berlin. Det fransk-tyske udspil til en genopretningsplan for de kriseramte EU-lande, der netop er lagt på bordet, er derfor dobbelt godt nyt. Det bringer det fransk-tyske samspil tilbage i første række. Uden det ville udviklingen mod Macrons stærke Europa stadig have trange kår. Det lover samtidig substans til det europæiske perspektiv, som præsident og regering har flettet ind i ligningen om Frankrigs egen vej tilbage. Den proces kan af alle de nævnte årsager blive både vanskelig og ujævn. Hvis man i EU ellers kan blive enige, har også præsident Macrons “lykkeligere tider” fået en hjælpende hånd.