Franskmændene vil have en fast hånd i krisen

CORONAKRISE // ANALYSE – "Der er lidt mindre at se af den politiske krise, som Frankrig var midt i, da landet blev virusramt. Utilfredshed og protest blomstrer nemlig mere i gode tider, og når franskmændene er sårbare og udsatte, ved de godt, hvad de vil have. Så vendes blikket mod den stat, der i Frankrig fylder som få andre steder i Europa, og mod statens autoritet, præsidenten, der helst også skal have en fast hånd”. Det skriver Danmarks tidligere ambassadør i Paris, Kirsten Biering.

Frankrig og kriser kender hinanden godt. Er der ikke det ene, er der det andet. Lige nu efter udbruddet af coronavirus står kriserne i kø. Sundhedskrisen kaster de længste skygger.

Særlig hårdt ramt er Grand Est, den nordøstlige region op mod grænsen til Luxembourg og Tyskland. Frankrig var (som Tyskland) ikke sen til at forbyde eksport af medicinsk udstyr til Italien i en første, ikke særlig køn manøvre.

Det højt besungne franske sundhedsvæsen knager i fugerne og viser på det dårligst tænkelige tidspunkt igen, hvor hårdt det har brug for reformer. Men reformer af enhver slags, også de udskældte pensionsreformer, har præsident Macron lagt på hylden, mens der kæmpes for at holde sektoren på benene.

Til gengæld kan Grand Est nu nyde godt af, at nabolandene – Luxembourg, Schweiz og Tyskland – har tilbudt at tage imod syge franske patienter.

Det højt besungne franske sundhedsvæsen knager i fugerne og viser på det dårligst tænkelige tidspunkt igen, hvor hårdt det har brug for reformer. Men reformer af enhver slags, også de udskældte pensionsreformer, har præsident Macron lagt på hylden, mens der kæmpes for at holde sektoren på benene.

Bristepunktet er nået mod nordøst, hvor man er begyndt at transportere de syge til andre regioner i Frankrig eller om bord på tyske militærfly til Stuttgart og Ulm. Det kan inden for de nærmeste døgn blive tilfældet også for Paris og opland.

Præsident Macron har, lidt sent synes italienerne, denne weekend stillet sig side om side med den hårdt ramte nabo i et interview med italienske medier.

Macron presser på for europæisk budgetsolidaritet og global aktion gennem G-20. Men ikke mere end at franskmænd nu samtidig opfordres til at købe fransk.

Frankrig er lukket ned
Krisen har – også i Frankrig – først og fremmest hjemme i en national ramme. Store dele af det offentlige liv er fra midten af marts lukket ned.

Der er indført udgangsforbud af den mere håndfaste slags: det kræver en udfyldt og underskrevet formular med mål, formål og tidspunkt, hvis en franskmand vover sig ud.

Gode venner, der er blevet i det centrale Paris, fortæller, også de, om de besynderligt tomme gader. De bekræfter billederne af ænder, der benytter sig af den sjældne lejlighed til en spadseretur på fortovene og om de småhandlende i kvarteret, mit gamle kvarter, der stadig allesammen – trods alt – har åbent. Frisk fisk i sædvanligt antal og variation kan til gengæld efterhånden være lidt svær at finde.

Det store engros-marked for friskvarer i Rungis, “Paris’ mave”, kører på halv kraft. Restauranter, caféer og markeder er jo lukket.

Sundhedskrisen bærer som andre steder med lignende indgreb en alvorlig økonomisk belastning med sig.

Frankrigs økonomi er nede på 65% af sin sædvanlige kapacitet og derfor pumpes der også p.t. store offentlige midler ind i fransk erhvervsliv, 45 mia. euro i udskudte skatter og afgifter og 300 mia. euro i lånegarantier. Man går ud fra, at fransk økonomi frem for at vokse med 1,3% vil falde med 1% i 2020.

Finansminister Le Maire har senest advaret om, at det kan blive endnu værre og komme til at ligne 1920’ernes Store Depression.

Til gengæld er der nu lidt mindre at se af den politiske krise – endnu en kan man sige – som Frankrig var midt i, da landet blev virusramt. Utilfredshed og protest blomstrer i gode tider.

Autoriteten er populær
Men når franskmændene er sårbare og udsatte, ved de godt, hvad de vil have. Så vendes blikket mod den stat, der i Frankrig fylder som få andre steder i Europa, og mod statens autoritet, præsidenten, der helst også skal have en fast hånd.

Macrons tendens til det grandiose har kostet ham mange skrammer i lakken. Lige nu kunne det ikke passe bedre. Frankrig er i krig med covid-19, siger præsidenten. Og han er generalen for tropperne. Støtten til præsidenten og hans premierminister er større end længe.

Som le Journal du Dimanche noterer har han vundet 11 procentpoints på én måned: “La popularité d’Emmanuel Macron s’envole dans notre baromètre mensuel : il gagne 11 points en un mois, pour s’établir à 43% de satisfaits (plus 6 points pour Édouard Philippe)”.

‘Franskmænd, der ellers er hurtige til at blive utilfredse, lever med de drakoniske indgreb. I en filosofisk affinden sig med absurditeten i situationen, som mine intellektuelle venner udtrykker det.

Fra det bitre nu til genfødslen
Eller som avisen Le Figaro skrev på en måde, som kun en fransk avis kan, under overskriften Fælles Skæbne:

“Vi er sammen om bord på denne rejse, som vil bringe os til den anden bred, denne passage fra det bitre nu til en genfødsel af livet bagefter”.

Sådan.

Det forhindrer selvsagt ikke, at det som så mange andre steder ivrigt diskuteres, om myndighederne nu også har grebet det helt rigtigt an. For nok står præsident og premierminister godt i meningsmålingerne, men regeringsapparatet som sådan vurderes med typisk fransk finesse lavt af franskmændene:

Særlig hidsig har debatten været om den vildt udseende franske professor Didier Raoult, der argumenterer for brug her og nu af malariamedicin til at kurere coronapatienter. Den politiske opposition har heller ikke helt lyttet til Macrons opfordring til national enhed.

Det konservative parti Les Républicains har allerede talt om en kommission til undersøgelse af regeringens beslutninger under coronakrisen, herunder fastholdelsen af 1. runde af de franske lokalvalg.

Hvor det dog hører med til historien, at samme opposition, inklusive den konservative formand for Senatet Gérard Larcher, havde kaldt det et statskup, hvis valget ikke blev gennemført. 2. runde er i almindelig enighed blevet udsat til bedre tider.

Frankrigs blondiner er blevet en truet art
Der er også de mindre, men for de berørte ikke mindre vigtige, kriser i deres hverdagsliv. Som nyhedsmagasinet Marianne skriver, oplever den kvindelige del af den franske befolkning ud over alle de andre kriser også en hårkrise: Alle frisører er lukket.

Og om to måneder, skriver en af dem på Facebook, kan 99% af Frankrigs blondiner være forsvundet fra jordens overflade.Frisørerne er en vigtig sektor af det franske arbejdsmarked. Det er en service, som ikke mindst storbyernes kvinder tager meget alvorligt. Så nettet florerer nu med luksusfrisørernes særlige form for hjemmeundervisning - i hårfarvning.

Frankrig kan i bogstaveligste forstand se meget anderledes ud, når vi med Le Figaros ord når den anden bred.

Kirsten Biering, associeret seniorrådgiver(tidligere ambassadør i Frankrig)