Vil corona tage livet af Irans autoritære regime?

Har man fulgt lidt med i Mellemøsten de seneste årtier, vil man vide, at de illegitime, autoritære regimer, der styrer regionen, er helt ufatteligt sejlivede. I Syrien er det stadig krigsforbryderen Bashar al-Assad, som kontrollerer magten. Selvom han i Vesten betragtes som en illegitim leder, er det alligevel hans regime, regeringerne vil samarbejde med, når syriske flygtninge skal sendes tilbage. Det er Tyrkiets ubestridte leder Erdogan, der hjælper EU med at holde flygtninge væk fra Europa, og trods problemer sidder Tyrkiets nye sultan med støtte fra USA stærkt på magten. I Saudi-Arabien udrenses enhver opposition af den reelle magthaver, kronprins Mohammad Bin Salman, der beskylder sin modstandere for korruption og magtmisbrug. Alligevel støttes han helhjertet af præsident Trump. Og efter det arabiske forår i 2011 fjernede én diktator fra magten i Egypten, sidder der nu en endnu mere brutal despot på magten og undertrykker sit folk, mens han nyder opbakningen fra Washington.

Det ligner en skæbnesvanger alliance mellem USA’s Iran-politik og et udbrud af corona-virus, der måske kan koste det iranske regime livet, men det truer også med at skabe endnu mere kaos. Spørgsmålet er, om USA har en plan for Iran, dersom præstestyret ender med at blive falde. Det er der ikke noget, der tyder på.

Massivt pres

Da USA i 2018 ensidigt trak sig ud af atomaftalen med Iran, iværksatte Trump nye sanktioner mod landet. Selvom det blev mødt med kritik af både Kina og EU, har begge parter efterlevet sanktionerne. For Kina prioriterer løsninger i handelskrigen, og de europæiske firmaer trækker sig fra Iran, fordi USA har truet med at straffe dem økonomisk, hvis de handler med Iran.

Sanktionerne har ført til, at Irans enorme olieeksport går mod nul, handelen er i bund, inflationen i top og regimet kan ikke rigtig gøre noget for at afbøje de knusende økonomiske konsekvenser for iranerne. De bliver derfor stadig mere fortvivlede over den elendige økonomi, arbejdsløsheden og manglen på basale fornødenheder og medicin.

Iran er i knæ og ayatollaherne og revolutionsgardisterne, der styrer hele økonomien, har meget lidt at gøre godt med. Hidtil har de prøvet med afpresning mod EU og ved at lefle for Kina. Afpresningen har bestået i at fravige bestemmelser i atomaftalen og lagre beriget uran i håbet om, at denne trussel ville få EU til komme Iran økonomisk til undsætning.

En række angreb i Den Persiske Golf mod kommercielle skibe samt mod Saudi-Arabiens oliefaciliteter udført enten af ”ukendte” eller af iranske allierede i Yemen skulle angiveligt skræmme parterne til forhandlingsbordet.

Det har virket en smule, eftersom Saudi-Arabien har dæmpet sine trusler og De Forenede Arabiske Emirater ligefrem er begyndt at række en hånd frem til regimet i Teheran. Efter sigende var der forhandlinger i gang, som den iranske general Qassam Soleimani fungerede som kurer for - indtil præsident Trump beordrede ham likvideret i begyndelsen af januar. Kontakterne til Emiraterne er dog ikke stoppet og har foreløbig ført til massiv hjælp til Iran til bekæmpelse af corona-udbruddet. Økonomien bevæger sig dog uforvarende mod et kollaps.

Mangel på legitimitet

Mange iranerne er stærkt utilfredse med regeringens strategi med at blande sig i konflikterne i Mellemøsten. De synes hellere de mange penge skulle gå til at forbedre dagligdagen for den hårdt prøvede befolkning i Iran. Da den iranske regering i november forsøgte at kradse penge ind til den tomme statskasse ved at hæve priserne på benzin, gik iranerne på gaderne i protest. De blev mødt af brutal modstand fra regimet med adskillige dræbte til følge.

Kort sagt befinder den iranske regering og ayatollaherne sig i en gigantisk legitimationskrise. Likvideringen af Soleimani syntes for en stund at afbøde denne krise, da kolossale mængder af mennesker gik på gaden for at vise deres medfølelse. Regimet buldrede løs og truede USA med blodig hævn, men endte i stedet med at skade sig selv.

Hævnangrebet mod amerikanske baser i Irak anrettede ikke de store ødelæggelser, men efterlod mere end 100 amerikanske soldater med hjerneskader. I kampens hede nedskød iranerne desuden et ukrainsk passagerfly, som de fejlagtig troede var et indkommende amerikansk missil. 176 passagerer omkom, og i de første dage løj regimet om hændelsen, men måtte til sidst indrømme, at man ved en fejl havde nedskudt et passagerfly over Teheran.

Al den sympati, regimet havde indsamlet som følge af USA’s likvidering af Soleimani, forduftede, og i dag er legitimationskrisen formentlig større end nogensinde tidligere i den islamiske republiks historie. Det kan også være en af årsagerne til, at valgdeltagelsen ved parlamentsvalget 21. februar var historisk lav.

Elendig krisehåndtering

Det iranske regimes legitimationskrise er blevet yderligere forværret af en elendig håndtering af corona- krisen. De første tilfælde af corona-smitte blev lokaliseret i den hellige by Qom 19. februar, lige før parlamentsvalget.

Det var angiveligt kinesiske bygningsarbejdere, der bragte virus med fra Kina. I starten ignorerede den iranske regering smitteudbruddet og løj om det. Senere har regeringen vist sig ude af stand til at træffe foranstaltninger til en effektiv bekæmpelse.

Det skyldes ikke mindst uklarhed om, hvem der skulle stå i spidsen og tage ansvar for bekæmpelsen. Men den manglende tiltro til myndighedernes udmeldinger har også betydet, at det har været så godt som umuligt at få iranerne til at overholde karantæne og tage andre smittedæmpende forholdsregler. Konsekvensen er, at udbruddet er ude af kontrol.

Situationen forværres af, at Iran som følge af sanktionerne har stor mangel på medicin og udstyr. Dels har Iran ikke tilstrækkelig med penge til at betale for importen, og dels forhindrer de amerikanske sanktioner, banktransaktioner til udlandet, så det er vanskeligt at betale for udenlandske varer.

For første gang i 50 år har Iran derfor indsendt en ansøgning om lån til Den Internationale Valutafond (IMF). Fem milliarder dollars til at bekæmpe epidemien har de bedt om. Men det er stadig uklart, om USA vil forsøge at forhindre Iran i at få et IMF-lån. Og selv hvis Iran får det, vil de amerikanske sanktioner fortsat gøre det vanskeligt for dem at købe det nødvendige udstyr og medicin.

For trods corona-epedemien bruger det iranske regime fortsat kræfter på en eskalerende væbnet konflikt med USA i Irak. Pro-iranske militser fyrer missiler af mod den amerikanske koalition og har senest dræbt to amerikanere på en base nord for Bagdad. Det fik 18. marts den amerikanske udenrigsminister Pompeo til at annoncere yderligere sanktioner.

Der er derfor al mulig grund til at frygte, at corona-epidemien i Iran kommer til at vokse langt voldsommere end, hvad verden hidtil har set i Kina og Italien. Det tyske nyhedsbureau Deutsche Welle refererer en rapport fra Shariff University of Technology i Teheran, der vurderer, at epidemien i Iran kan ende med helt op til 3,5 millioner dødsfald.

Man kan ikke udelukke, at ayatollaherne formår at ride corona-stormen af. Man kan dertil mene, at humanitær hjælp til bekæmpelse af corona-epidemien er en hjælpende hånd til ayatollaherne. Men man kan også argumentere for, at humanitær hjælp til de nødlidende iranere giver dem styrke til at være i opposition til styret. Og man kan med rimelighed mene, at folk i stor nød skal hjælpes - uanset om man anerkender deres styre eller ej.