Article

Er Kina en ond stormagt - eller har vi intet at frygte?

Den danske debat om Kina er unuanceret


Den offentlige debat i Danmark har i årevis været præget af to fremherskende holdninger til Kina. Den første ser Kina som ’ondskabens imperium’ i det 21. århundrede. Denne holdning argumenterer i store træk for, at Kinas autoritære indenrigspolitik i kombination med landets magt som verdens næststørste økonomi udgør en trussel mod liberale demokratier i hele verden.

Den anden holdning går i store træk ud på, at Danmark ’intet har at frygte’ fra Kinas side. Den advarer mod antikinesisk hysteri og opfordrer i stedet danskerne til at gøre en større indsats for at forstå, hvordan Kinas politiske og økonomiske system fungerer. Den argumenterer for, at Kina ikke er ude på at udbrede sin autoritære samfundsmodel, og at landets resultater med stærk økonomisk vækst og reduktion af fattigdommen skal gøres til genstand for både studier og respekt.

DIIS-seniorforsker Luke Patey mener, at der er gode ting at sige om begge holdninger. Det er korrekt, at Kina er en stor og magtfuld autoritær stat, der får større og større indflydelse i verden. Men Kina er langtfra en monolitisk størrelse, blottet for intern debat, uvillig og ude af stand til at skifte kurs i indenrigs- og udenrigspolitikken.

Ingen af de to ovenfor nævnte holdninger er imidlertid meget bevendt, når det kommer til at rådgive og instruere danske beslutningstagere, erhvervsledere og den danske offentlighed. Vi skal undgå at overreagere på Kina, skriver Luke Patey. At forstå hvad Kina ønsker, og hvordan kinesiske beslutningstagere tænker, er helt afgørende for tilrettelæggelsen af Danmarks fremtidige udenrigs- og forsvarspolitik. Men danske forskere, erhvervsledere og beslutningstagere bør samtidig ikke tabe Danmarks interesser og interne demokratiske værdier af syne. Hvis alle fokuserer på, hvad Kina ønsker, hvem skal så forholde sig til, hvad Danmarks ønsker?

Regions
Kina

DIIS Experts

Luke Patey
Udenrigspolitik og diplomati
Seniorforsker
+45 9132 5479
Den danske debat om Kina reduceres til et valg mellem 'ond stormagt' eller 'intet at frygte'
Dagbladet Politiken, 7, 2019-12-01T01:00:00