"Give peace a chance"

Lørdag morgen d. 14 september ramte missiler to vigtige saudiarabiske olieanlæg 17 gange. Halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion blev dermed sat ud kraft, og med det samme steg olieprisen med 20 procent med stigende benzinpriser til følge. Angrebet var det mest omfattende og ødelæggende mod saudiarabisk infrastruktur nogensinde og det største mod olieproduktion i Den Persiske Golf, siden Saddam Hussein i 1990 brændte kuwaitiske oliefelter af, efter at FN havde besluttet at anvende militær magt for at afslutte Iraks besættelse af Kuwait indledt i august 1990.

I 1990 førte Iraks aggression mod Kuwait og trusler mod Saudi-Arabiens oliefelter til en omfattende krig mod Irak ledet af USA, med tilslutning fra en bred international koalition og baseret på et solidt FN-mandat. Irak blev smidt ud af Kuwait og underlagt, hvad der på den tid var verdens mest omfattende sanktioner, hvilket dog ikke forhindrede en ny krig i 2003 - denne gang uden FN-mandat. Eftervirkningerne af den krig kommer til udtryk i de mange konflikter, Mellemøsten og det internationale system i dag kæmper med.

Tiden er kommet til en ny fredskonference

I 100-året for den fredstraktat, Versaillestraktaten, der efter Første Verdenskrig lagde grunden til de forhandlinger, som skabte det moderne Mellemøsten, er det værd at erindre, at krigen i Golfen i 1990-91 også førte til den første og hidtil eneste store konference om fred i hele Mellemøsten. Konferencen fandt sted i Madrid november 1991 og førte både til direkte forhandlinger mellem Israel og arabiske lande samt til multilaterale forhandlinger.

Desværre førte konferencen ikke til fred. Det siges dog, at en dårlig generalprøve øger chancen for en god premiere. Tiden er måske kommet til at definere Madrid-konferencen som generalprøve og til at sætte en premiere op i form af en ny fredskonference med deltagelse af alle de arabiske stater, Israel, Tyrkiet og Iran, inklusive Irans allierede i Libanon og Yemen?
Konferencen skulle naturligvis finde sted i FN-regi, der sikrer, at de gamle europæiske stormagter, som for præcis 100 år siden havde ansvaret for at tegne grænserne i det moderne Mellemøsten, deltager. De nuværende stormagter, som er dybt involverede i håbløse og destruktive aktiviteter i Mellemøsten, USA og Rusland, ville tillige sidde med ved forhandlingsbordet sammen med Kina.

En håbløs naiv og total urealistisk forestilling vil gode kolleger i mellemøstforskningen hovedrystende og spontant råbe - og det samme vil diplomater, statsledere og politikere utvivlsomt mene. De har givetvis fuldstændig ret, hvilket viser, hvor langt verden er fra at have en såkaldt verdensorden. Ikke desto mindre er der ikke anden vej at gå. Første trin er, at angrebet mod Saudi-Arabien og konflikten i Golfen må forfølges i FN’s Sikkerhedsråd og ikke med udsigtsløse militære angreb, der blot eskalerer hele konflikten.

Hvad skal diplomati og international orden til for?

I dag tales der om, at verdensordenen er truet. Men sandheden er, at der ikke er nogen verdensorden – slet ikke en liberal af slagsen – og at der aldrig har været en. Der findes internationale organisationer som FN, institutioner og aftaler til at regulere handel og økonomi med, og der er faktisk på globalt niveau skabt aftaler af fælles interesse som f.eks. Klimaaftalen i Paris i 2015 og aftalen om Irans atomenergiprogram samme år. Stater kan imidlertid bryde ud af aftaler - og er de stærke nok, kan de tvinge andre stater til at gøre det samme og straffe dem, hvis de bliver i aftalerne. Det tænker store europæiske virksomheder meget over, efter at USA brød aftalen med Iran. Men er stater stærke nok, kan ingen tvinge dem til at blive i en aftale – det har Trump senest bevist.

Så hvad skal diplomati og international orden egentlig til for? I det konkrete tilfælde med konflikten i Den Persiske Golf er svaret enkelt: De skal forhindre en ny stor og ødelæggende krig, og der er ingen veje til afspænding end forhandlinger, hvor alle parter deltager.

Realister vil sige, at mit alternativ i form af enten forhandlinger eller storkrig er for naivt og for simpelt. De vil pege på, at vi blot vil se mere af det samme, som vi har set siden USA trak sig ud af aftalen med Iran: stadig mere pres på Iran (hvilket givetvis er rigtigt), stadig flere såkaldte asymmetriske angreb fra Iran-alliancen, måske efterfulgt af gengældelsesangreb fra US-alliancen, men i lille målestok. Det er bestemt en mulighed, men spørgsmålet er, hvor lang tid det spil kan fortsætte, inden en gnist sætter hele krudttønden i brand?

Realisterne vil svare, at det kan stå på længe, og jeg vil sige, at grænsen er ved at være nået: selvom Iran er dybt presset af sanktioner, er rygterne om republikkens sammenbrud stærkt overdrevne. Og hverken Rusland eller Kina stopper handel med og investeringer i Iran, så de iranske økonomiske lunger klapper ikke sammen lige med det samme. Samtidig erkender golfaraberne i stigende grad deres sårbarhed i skyggekrigen mellem USA og Iran, og leder mere og mere desperat efter en verdensorden, der kan redde deres velfærd, guldbasarer og livsnerve i form af olieproduktion.

Visionen om en ny verdensorden – men ikke en liberal

Efter den kolde krig var der nærmest global enighed om visionen om en ny verdensorden. Til gengæld var det kun i Vesten, en sådan skulle defineres som liberal. Og hurtigt viste det sig, at visionen om en liberal verdensorden med USA som leder af den mødte kolossal modstand - både internt i Vesten og så sandelig uden for Vesten.

En liberal verdensorden, hvor vestlige værdier skulle udbredes universelt, var udtryk for et vestligt overmod, der hurtigt blev imødegået af ikke-vestlige kræfter og stater. Det havde den konservative teoretiker i international politik Samuel P. Huntington i detaljer forklaret og forudsagt i sin store bog om civilisationernes sammenstød. I bogen havde han i stedet foreslået, at regioner, som han misvisende døbte civilisationer, skulle enes om nogle fælles spilleregler baseret på gensidig anerkendelse af forskellighed og lige repræsentation i et reformeret FN-system. Det var dog kun første del af hans argument, der brød gennem den globale politiske kakofoni af kævl og splid. Anden del blev enten sparket til venstre med berettiget kritik af hans dogmatiske civilisationsbegreber. Eller sparket til højre af neoliberale, som var fuldstændig døve over for hans præcise forudsigelse af, at Vestens værdier aldrig lader sig universalisere, og at Vesten i egen interesse derfor sammen med andre regioner skulle arbejde for et regel- og aftalebaseret system, som respekterer forskelligheden i verden.

Forhandlinger måske eneste vej frem

Tredive år efter afslutningen på Den kolde Krig og annonceringerne af visionen om en ny verdensorden, står det klart, at visionen om en liberal verdensorden højst var en fiks idé fostret af beruset og begejstret overmod efter Sovjetunionens sammenbrud. Hvis 1989 var en ny begyndelse, er tiden måske alligevel kommet til at indse, at verden er, som det hedder i Matadorspillet, slået tilbage til start i erkendelse af, at krig og vold kun medfører krig og vold. Med mindre der, som det var tilfældet med krigen mod Irak i 1990-91, er en meget bred global enighed om at føre en bestemt krig med henblik på at skabe en bedre international orden. Faktisk beredte denne krig vejen til fredskonferencen i Madrid, som ganske vist viste sig at være en fiasko.

Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at ideen om gennem forhandlinger at tilvejebringe 'a comprehensive peace in the Middle East' ,som den daværende amerikanske præsident George H.W. Bush udtrykte det i 1991, er naiv, dum og død: Måske er det den eneste vej frem?

Angreb udstiller Saudi-Arabiens sårbarhed

Man skal ikke se længe på Mellemøsten for at konstatere, at der aldrig har været så meget krig og konflikt, som der er i dag. Og at krig og vold helt utvetydigt har medført mere krig og vold fremfor at skabe stabilitet og varige løsninger. Så længe lande som Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Israel og deres store internationale allierede USA har kunnet blande sig i krige og konflikter i Syrien, Irak og Yemen uden selv at være alvorligt truet på eget territorium og / eller deres vitale interesser, herunder økonomiske, har de selvsikkert kunne optræde med trusler om bål og brand mod fjenderne - hvilket først og fremmest er Iran og de iranske allierede som Hizbollah, houthierne og de shiamuslimske militser i Irak.

Lige præcis på dette punkt udgør angrebet på de saudiarabiske olieanlæg en dramatisk drejning: det udstiller Saudi-Arabiens store sårbarhed over for angreb mod deres vitale olieanlæg, der i lørdags stoppede halvdelen af landets olieproduktion. Ganske vist siger saudiaraberne, at produktionerne kan være på fuld kraft i løbet af nogle uger, men truslerne mod Saudi-Arabiens reelt eneste indtægtskilde er blevet uhyggeligt konkrete. Når dertil lægges, at fjenden i øst, Iran, har stærke allierede i Irak i nord og er tilstede i Syrien i vest og at Houthierne i Yemen i syd tilsyneladende får stadig større militærteknologisk kapacitet til at ramme mål i Saudi-Arabien er det klart, at bekymringen over situationen vokser hos kongefamilien i Riyadh.

Ydermere har den saudiarabiske konge netop sat 1% af det nationale olieselskab Aramco, som driver de anlæg, der blev angrebet i lørdags, til internationalt salg med henblik på at tjene penge til tiltrængte økonomiske reformer. Og det siger sig selv, at værdien af disse aktier falder i takt med at truslerne mod Aramco vokser.

Siden tankskibe blev angrebet i en havn i de Forenede Arabiske Emirater, har landet i stigende grad været bekymret for at blive ramt, dersom presset mod Iran bare vokser og vokser. Derfor er Emiraterne begyndt at nedtone sit militære engagement i Yemen og sendt diplomatiske følere til Iran.

Trumps dilemma

Ligeledes har præsident Trump i stigende grad nedtonet krigsretorikken mod Iran. I juni afblæste han et militært gengældelsesangreb mod Iran efter at iranerne havde skudt en amerikansk drone ned, og i september fyrede han sin mest Iran-aggressive rådgiver John Bolton som national sikkerhedsrådgiver. Efter at have truet Iran med militære angreb, hvis det skulle vise sig, at iranerne stod bag angrebet mod de saudiarabiske olieanlæg i lørdags, slog han sig for munden og sagde, at han lige ville høre saudiaraberne om, hvordan de synes situationen skulle gribes an. Trods deres position som en af verdens største indkøbere af våben og deres macho retorik om styrke og vilje, er de ganske lunkne og ubehageligt til mode ved at skulle åbne en ny krig mod øst.

Siden USA trak sig ud af atomenergi-aftalen med Iran, har Trump og hans allierede i Israel, Emiraterne og Saudi-Arabien lagt et maksimalt pres mod Iran. Forventningerne har nok været, at dette pres ville få Iran til enten at bryde totalt sammen eller lægge sig fladt ned. I stedet har angrebene i lørdags, som selvfølgelig kommer fra den iranske alliance, som en boomerang ramt USA og de arabiske allierede lige midt i deres økonomiske akilleshæl: den saudiarabiske olieindustri. Selvfølgelig kan USA rette et betydeligt militært angreb mod Iran, men risikoen for at modsvaret i form af ødelæggende gengældelsesangreb rettet mod Saudi-Arabien og Emiraterne, og dermed mod sårbare men vigtige bastioner i global økonomi, er uhyggeligt konkrete.

Derfor tøver Trump og hans allierede med militære angreb, hvilket sætter Trump i et svært dilemma: efter med maksimalt pres mod Iran, og macho trusler om militær styrke at have pustet sig op som en løve, risikerer han nu at falde ned som et lam, eller som en bange hund at løbe væk fra det hele: med udsigten til et snarligt amerikansk præsidentvalg prioriterer Trump Amerika først, i stedet for at sende USA ud i en ny udsigtsløs og bekostelig krig i det evigt bøvlede Mellemøsten. Golfaraberne har fornemmet hensigten og bliver stadig mere forstemte.

Konflikten kan drejes i en ny retning

Vejen ud af det dilemma er forhandlinger, og da Iran ikke vil forhandle med Trump direkte, er der kun en mulighed, nemlig FN’s Sikkerhedsråd. Her skal hele paletten af konflikter så inddrages: Yemen, Irak, Syrien, Saudi-Arabien, atomenergi-aftalen.

Det er kompliceret og mine realistiske kolleger vil slå fast, at det ikke kommer til at ske. En storkrig har hverken Iran, Saudi-Arabien eller USA interesse i. Mange vil derfor sige, at udkommet af angrebene i lørdags, også selvom der skulle være afgørende beviser for iransk indblanding, hurtigt vil fortone sig i en fortsættelse af mere af det samme i de mange konflikter, verden allerede har vænnet sig til udspiller sig i Mellemøsten.

Men muligheden for at en mere perspektivrig behandling i FN’s Sikkerhedsråd vil dreje konflikten i Den Persiske Golf i en ny retning skal ikke udelukkes, fordi det er den eneste farbare vej ud af det dilemma, USA og Saudi-Arabien med det maksimale pres mod Iran har bragt sig i. Det er samtidig den vej, Iran ønsker at følge. Og resten af verden inklusive EU, Rusland og Kina vil bakke op og det lige på en studs.