Danmarks vej til et fornyet udviklingsarbejde: ti anbefalinger

1: Styrk den bilaterale bistandog de multilaterale kernebidrag
Danmarks bilaterale bistand er nedadgående. Landeprogrammer og bilaterale foretagender er mest sårbare over for politiske forandringer og har stået for skud, når der har skulle frigøres midler til flygtningemodtagelse i Danmark. Det bilaterale samarbejde er vigtigt for at opbygge og fastholde stærke politiske relationer og dermed et effektivt samarbejde. Ligesom det er væsentligt for Danmarks udviklingsfaglige viden. Danmarks multilaterale bistand er vigtig, men den drejes i stigende grad mod øremærkede projekter. Bistanden bør snarere udgøre de kernebidrag, der giver multilaterale organisationer større gennemslagskraft, bedre handlemuligheder og som mere effektivt kan rettes mod eksempelvis globale offentlige goder.

2: Færre prioriteringer
Danmarks nuværende udviklingsstrategi, Verden 2030, er en succes i og med, at den står på et bredt parlamentarisk fundament på tværs af Folketingets partier. Men den formår ikke for alvor at prioritere mellem temaer og problemstillinger, og i stedet fremstår bruttolisten af prioriteter alenlang i vores udviklingssamarbejde i dag. Med begrænsede ressourcer, både økonomiske og operationelle, kan man ikke lave alt mellem himmel og jord. Færre og tydeligere prioriteringer vil bedre kunne lade os opbygge kompetencer, partnere og erfaring til gavn for et mere slagkraftigt udviklingssamarbejde.

3: Brug bistanden ude i verden,hvor der er brug for den
OECD’s regler for udviklingsbistand er så fleksible og uden disciplinerende konsekvenser, at det er nemt at ignorere dem og f.eks. bruge bistandsmidler på flygtningemodtagelse i Danmark. Men det betyder ikke, at man kynisk skal udnytte den slags huller i systemet. Specielt ikke når man som Danmark er et foregangsland, der internationalt er med til at sætte tonen over for andre lande. Formålet med udviklingsbistanden er at gøre en forskel for verdens fattigste og for verdens fattigste lande, og det formål må ikke ofres. Udviklingsbistanden må rettes mod dem ude i verden, der har brug for den, og ikke bruges til at dække skiftende udgifter
i Danmark.

4: Lad ikke den humanitære bistand æde den langsigtede af slagsen
Vi er vidne til umenneskelige kriser i dag og et rekordstort antal mennesker på flugt. I sådan en kontekst er det naturligt - og på sin plads - at den humanitære bistand hæves. Men vi skal passe på ikke at blive så fokuseret på brandslukning, at vi glemmer, at der for en del af katastroferne er tale om omstændigheder, som potentielt set kan afhjælpes over tid. Den humanitære bistand bør fortsat stige og tilsvare det store behov for nødhjælp, der er ude i verden. Men den bør ikke æde af den langsigtede bistand, der kan styrke menneskers modstandskraft og adressere strukturelle forhold, der måske kan hjælpe til at afværge katastrofen næste gang. Socialdemokratiet foreslog i 2018, at 3,5 mia. kroner flyttes rundt i bistandsbudgettet for at støtte de såkaldte ”nærområder”. Bliver det en realitet, vil størstedelen af disse midler formentligt bliver hentet fra nedskæringer i den langsigtede bistand. Det ville være intet mindre end en katastrofe.

5: Få styr på støttentil den private sektor
Uden markant indspark og støtte fra den private sektor opnår vi aldrig verdensmålene. Det er ikke ensbetydende med, at alle privatsektorinstrumenter eller måder at involvere industrien på er lige effektive til at skabe udvikling. Virksomheder vil ofte fokusere på købekraftige markeder, ligesom de typisk er koncentrerede omkring energi, infrastruktur og transportsektorerne. Erfaringerne fra OECD-donorerne indtil nu er, at der skal markante offentlige midler til for at tiltrække begrænsede private. Vi må derfor investere i viden om, hvor effektive de enkelte privatsektorinstrumenter reelt er, ligesom vi må forstå merværdien i måden, offentlige midler bruges. Altså om de reelt er med til at tiltrække private investeringer, der ikke ellers ville være foretaget.

6: Fokuser på de skrøbeligsteog fattigste lande
Verden gennemgår i disse år en udvikling, hvor en række lande i stigende grad efterlades på bunden. I en del af verdens fattigste lande, specielt i Afrika syd for Sahara, stiger fattigdommen fortsat, ligesom konflikter og ustabilitet er udbredt, og der er fuldstændig mangel på økonomisk vækst. Danmark må arbejde mod at fokusere sit udviklingssamarbejde her. Og ikke blot sin bistand, men i lige så høj grad instrumenter som Investeringsfonden for Udviklingslande, der i vid udstrækning ikke arbejder i disse lande. Det er svære kontekster at arbejde i, men det er også her, behovet er allerstørst.

7: Genforsyn og gentænk Danidaog udenrigstjenesten
Danida og udenrigstjenesten er både effektiv og dygtig, når man holder det op mod et udgangspunkt med svindende midler. Men nedskæringerne har kostet kompetencer, ressourcer og gennemslagskraft i internationale spørgsmål. Nye midler skal til for at kunne håndtere de udfordringer, vi står over for. Det kræver global handling og samarbejde, hvor diplomatisk kapacitet er afgørende, men også en langt mere agil og dynamisk form, end et udenrigsministerie, der for ofte gør tingene, som man altid har gjort det. Udenrigsministeriet bør få en ny og mindre operationel rolle, der er bedre til at facilitere partnerskaber, hvad end det er med den private sektor eller med andre danske ministerier.

8: Styrk transparensen ogbefolkningens indsigt iudviklingssamarbejdet
Denne her er en gammel traver, vi endnu ikke har knækket koden på. Vi ved, at udviklingssamarbejdet ikke er øverst på listen over politiske spørgsmål, der interesserer danskerne. Modtagerne og partnerne befinder sig ofte langt væk fra vores breddegrader, og samarbejdet har en politisk og teknisk karakter, der gør det svært for mange at forholde sig til det. Udenrigsministeriets forsøg på øget åbenhed, Openaid.dk, lader meget tilbage at ønske, og i det hele taget lider bistanden under, at dens resultater ikke er tilstrækkeligt dokumenteret og kommunikeret. Danida bærer en stor del af ansvaret, men alle i udviklingsmiljøet bør kigge sig selv grundigt i spejlet og gøre den ekstra indsats, der kan være med til at informere og involvere den brede befolkning.

9: Opbyg en modstandskraftover for kortsigtedepolitiske interesser
De sidste ti års forandringer i udviklingssamarbejdet har været præget af kortsigtede politiske interesser snarere end langsigtede strategiske valg. Skiftende prioriteter fra udviklingsministrene, men måske i endnu højere grad fra resten af regeringen, krydret med markante begivenheder såsom de få års større flygtningestrømme til Danmark har været med til at sætte dagsordenen for det danske udviklingssamarbejde. Der er behov for at udvikle en stærkere modstandskraft over for kortsigtede politiske interesser i udviklingssamarbejdet, en opgave der i høj grad omfatter Danida, ligesom Christiansborg må anerkende den voldsomt undergravende effekt, kortsigtede radikale ændringer har på udviklingssamarbejdets effekt og resultater. Det handler ikke om at ville forsvare ’traditionelle’ tilgange, men om at sikre mest mulig gennemslagskraft for bistanden.

10: Hav verdensmålenei centrum, naturligvis
Styrken i FN’s verdensmål ligger hverken i evnen til at prioritere eller operationalisere verdens udfordringer, men snarere i at samtænke dem og gøre det tydeligt for enhver, at ligesom målene er indbyrdes forbundne, så er verdens lande det også. Uanset om de vedrører ulighed, klima eller ligestilling, så er langt de flest af verdens udfordringer i dag lige så relevante for Danmark, som de er for Den Dominikanske Republik. Verdensmålene tiltrækker sig i stigende grad opmærksomhed fra en voksende gruppe aktører, der ikke typisk har været markante spillere i udviklingssamarbejdet. Et lille håb kan være, at verdensmålene vokser sig så stærke, at de ikke kan siddes overhørig af politikerne.