Danmark og spillet om Nord Stream 2
Den danske beslutning om gasledningen Nord Stream 2 på bunden af Østersøen er ømtålelig. Grundlæggende handler den ikke om gas, men om dansk positionering i forhold til Europa, Tyskland og Rusland. Og så er der et overset arktisk aspekt.
Europa og ikke mindst Tyskland imødeser en naturgasmangel i årene fremover. For Tysklands vedkommende er det resultatet af kansler Merkels såkaldte Energiewende fra 2010, der udfaser de tyske atom- og kulkraftværker. Desuden falder gasleverancerne de næste 20 år fra Norge, Nordafrika og EU’s egne felter. Europa kommer til at mangle ca. 30% af sit naturgas-behov frem mod 2035, hvoraf højst 7-8%. vil kunne udfyldes af den dyre flydende naturgas (LNG), der må transporteres med skib.
Der er kort sagt brug for ekstra forbindelseskapacitet mellem verdens største gasforekomster i Nordvest-Rusland og Tyskland (det europæiske gasnet). Fugleflugtslinjen går gennem Østersøen. Rusland og Tyskland har derfor bedt Nord Stream 2, et konsortium ejet af det russiske Gazprom og med Shell, ENGIE, OMV, BASF og E.ON som investorer, om at bygge et ekstra rør til at supplere det eksisterende rør på samme rute.
Overordnet har Danmark valget mellem at følge USA, vor vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, eller Tyskland, vor vigtigste
EU-partner.
Der kom en ansøgning
I overensstemmelse med FN’s Havretskonvention har Nord Stream 2 ansøgt flere Østersølande om tilladelse til linjeføringen: udover Rusland og Tyskland også Finland, Sverige og Danmark. Finsk og svensk økonomisk zone berøres, og disse lande har derfor skullet give en miljøgodkendelse, hvilket de har gjort. For Danmarks vedkommende er det imidlertid territorial- farvand, nemlig farvandet syd for Bornholm, det handler om. Derfor kan Danmark, modsat Finland og Sverige, sige nej til ansøgningen, som blev indgivet i april 2017.
Da det er trukket ud med det danske svar, har Nord Stream 2 i august 2018 indsendt en supplerende ansøgning om en alternativ linjeføring nord for Bornholm, der kun berører dansk økonomisk zone. Her skal Danmark give en miljøgodkendelse under hensyn til skibsfart, fiskeri, ammunition fra krigens tid osv., men vi kan ikke sige nej. Nord Stream 2 lader dog forstå, at man foretrækker den førstnævnte linjeføring.
© Jens Büttner, Ritzau Scanpix
Den nordlige linjeføring vil forsinke projektet 3-4 måneder, og der kommer en ekstraregning på ca. 750 mill. kr., som i sidste instans vil skulle betales af de europæiske forbrugere.
Der er meget forskelligartede statsinteresser på spil omkring Nord Stream 2. Danmark har den naturgas, vi skal bruge. Men det er en af de vigtigste beslutninger i dansk udenrigspolitik efter den Kolde Krig. Grundlæggende handler det om, hvordan vi positionerer os i forhold til tyske, amerikanske og russiske interesser.
”Gode råd” har været gratis, men ikke særlig gode
Det har ikke skortet på lobbyvirksomhed på Asiatisk Plads i København. Ukraine, ivrigt støttet af Polen og de baltiske lande, har været flittige gæster. Et argument mod Nord Stream 2 har været, at forbindelsen vil reducere Ukraines transitindtægter fra det eksisterende gasnet gennem Ukraine.
Måske vil en noget mindre mængde gas i fremtiden skulle transporteres ad denne vej, men man kan spørge, hvem der har givet ukrainerne garanti for fortsatte transitindtægter? Hvorfor skal gassen tage en omvej gennem et bestemt land? I øvrigt skal dele af den russiske gas til Sydøsteuropa og Tyrkiet under alle omstændigheder gennem Ukraine. Før Nord Stream 1 blev bygget, brugte Ukraine flere gange sin daværende monopolstilling som eneste transitland som pression iprisforhandlinger med Gazprom. Og når en ny transitaftale skal træde i kraft efter 2020, vil den ukrainske energiminister angiveligt fordoble transitafgifterne.
Et andet argument mod Nord Stream 2 har været, at det vil forære Rusland nye afpresningsmuligheder. Rusland vil kunne true med at lukke for gassen til bestemte østeuropæiske lande, mindre venligtsindede end Tyskland. Argumentet kunne have en vis berettigelse for ti år siden i forhold til Nord Stream 1, men i mellemtiden er EU’s gasnet blevet så udbygget, at gassen kan flyde frit østpå, endog i perioder også til Ukraine, som nødig har villet handle direkte med russerne. Og mellem Rusland og Tyskland vil der blive et gensidigt afhængighedsforhold, hvor russerne vil være mindst lige så afhængige af tyske gasindtægter, som Tyskland vil være af russisk gas. Argumentet om russisk afpresning holder derfor ikke.
USA med præsident Trump i spidsen har som led i et køligt forhold til Tyskland kritiseret projektet. USA har egne interesser involveret: fremtidigt salg af flydende naturgas til Europa, udvundet gennem ”fracking”. Problemet er imidlertid, at amerikanske forsyninger ikke i overskuelig fremtid kan hamle op med Europas gasbehov. Og transporten hertil på tankskibe gør den dyr. Men når det er sagt, er LNG-forsyningerne naturligvis et nyttigt supplement.
Tyskland, Rusland og Arktis
Tysklands og Europas energibehov er selvsagt et vigtigt parameter for Danmark. Selv før Brexit var Tyskland formentlig vor vigtigste partner i EU. Det gælder i endnu højere grad nu; uden for eurozonen befinder vi os i lidt af et tomrum. Danmarks opbakning til Tyskland vil klinge hult, hvis vi i tillæg til vore EU-undtagelser desforuden skaber problemer for tysk energipolitik.
I Rusland nyder Nord Stream angiveligt opmærksomhed på allerhøjeste niveau. Vi så allerede Vladimir Putins taknemmelighed over for Danmark efter godkendelsen af Nord Stream 1-linjeføringen i 2009. Et nej vil blive opfattet som anti-russisk chikane, dvs. et skaktræk i et nulsumspil, fordi russerne næppe vil kunne få øje på positive danske grunde til at sige nej. Derfor vil irritationen blive så meget desto større, og vi kan få en ny periode i den russiske dybfryser som i 2002-2009 efter Zakajev-affæren. Når Danmark (fornuftigvis) bidrager til fremskudt forsvar i Estland, og vore fregatter i Østersøen deltager i NATOs missilforsvar, kan vi næppe i det samlede billede beskyldes for at være specielt ”Ruslands-venlige”.
Endelig er der Arktis-politikken. På et tidspunkt inden for de nærmeste år skal Rigsfællesskabet forhandle grænsedragning i Polarhavet med Rusland. Det kan udskydes, men det skader ikke at få det overstået. Som de norske erfaringer i Barentshavet har vist, kan et godt forhold til Rusland betale sig i form af den grænseaftale, nordmændene fik i 2010. Danmark har derfor som minimum brug for et tåleligt forhold til Rusland.
Hovedet i busken
Udsat for dette krydspres har Danmark i samarbejde med bl.a. Sverige forsøgt at skubbe den ømtålelige beslutning til EU. Det er imidlertid i første omgang mislykkedes. EU’s Ministerråds jurister har resolveret,at en gasledning udefra til EU’s ydre grænse ikke er omfattet af EU’s gasdirektiv. Hvis man skulle udvide direktivet, vil det være ad hoc, dvs. opfundet til lejligheden, og kræve kvalificeret flertal i Ministerrådet, hvilket ikke er særlig sandsynligt.
I skrivende stund ser det ud til, at Danmark fortsat vil forhale den første ansøgning gennem dansk territorialfarvand, men inden for nogle måneder vil give sin miljøgodkendelse til den nordlige rute. Den vil derfor blive realiseret, uagtet at den sydlige rute ifølge sagkundskaben er at foretrække miljømæssigt og i forhold til skibsfarten og fiskeriet.
På denne måde har vi undgået at sige direkte nej til nogen, men heller ikke gjort nogen specielt glade. Overordnet har Danmark valget mellem at følge USA, vor vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, eller Tyskland, vor vigtigste EU-partner. Med den nuværende volatile ledelse i det Hvide Hus er det imidlertid mere end tvivlsomt, hvad der kan opnås ved at sætte flere likvider ind på bankbogen i Washington. Som flere nøglebeslutninger har vist, er den nuværende præsident mildest talt upåvirket af allieredes synspunkter. Amerikansk indenrigspolitik eller personlige vendettaer vil være afgørende, også i beslutninger med konsekvenser for Danmark. Uden at have opnået noget sidder vi tilbage med virkningerne af de irrita- tioner, vi har skabt hos andre. Det er ikke katastrofalt, men diplomatisk og miljømæssigt er det langtfra optimalt.
DIIS Experts
