Hvis pengene tages fra politiet i USA, hvad er konsekvenserne så?

8 minutter og 46 sekunder. Så længe holdt en politibetjent sit knæ mod afroamerikaneren George Floyds hals, inden han udåndede. Videooptagelsen af episoden fra Minneapolis er gået verden rundt og har pustet nyt liv i demonstrationer mod den strukturelle racisme i USA – protester, der har bredt sig til store dele af verden både som støtte til Black Lives Matter-bevægelsen i USA og i protest mod politivold i demonstranternes egne hjemlande. Mens der kræves retfærdighed og straf af de skyldige, bliver der i stigende grad også efterlyst vidtrækkende forandringer af det amerikanske politi, herunder færre penge og færre opgaver.

Hvor store nedskæringer, der skal til, er der indbyrdes uenighed om, men tankerne synes nye og radikale for et land, der årligt bruger 115 mia. dollars på politiet, og det helt store spørgsmål på alles læber er: Vil det gøre en forskel? Forbilleder er efter sigende svære at finde, men ifølge seniorforsker Peter Albrecht, bør man kigge mod det globale syd for at forstå, hvorfor løsningen ikke nødvendigvis ligger i at tage ressourcer – og opgaver – fra politiet.

”Traditionelt set har det været Vesten, der sender politieksperter til det globale syd med henblik på at reformere, opbygge og træne lokale politistyrker efter store omvæltninger og statslige kollaps eller som en del af omfattende demokratiseringsprocesser. Det paradoksale er dog, at de steder, der bliver brugt som skabelonen på et retfærdigt og humant system, tydeligt viser sig at være gennemsyret af store strukturelle problemer med bl.a. politivold og racisme. Det stiller først og fremmest ikke blot spørgsmål ved, hvad Vesten egentlig kan lære lande uden for Europa og Nordamerika, men også med hvilken legitimitet vi kan gøre det.”

Tag pengene fra politiet
’Defund the police’ er et af de mantraer, der klinger hen over de vrede protester i USA. Det er en idé, som protestgrupper har fremført i flere år, men som nu har fået ekstra vind i sejlene med de seneste tilfælde af politibrutalitet. Kongstanken er, at den offentlige sikkerhed bedst varetages ved at investere i f.eks. sundhed og velfærd frem for politi og våben, og at man derfor bør flytte penge fra politiets budgetter over i andre samfundssektorer og herved mindske den kontakt, befolkningen har med politiet. Men det har i bedste fald ingen effekt, hvis man vil den strukturelle racisme til livs, mener Peter Albrecht, der forsker i, hvordan der skabes sikkerhed i lande i bl.a. Vestafrika, hvor politiet ofte har meget få ressourcer:

”I disse år ser vi en generel afbureaukratisering af politiet i det globale nord, fordi man vil have politiet væk fra skrivebordene, ud på gaden og tættere på borgeren. Det betyder, at politiets handlinger i langt højere grad er afhængige af, hvad politibetjenten tænker i øjeblikket – og deres intuition, der igen i høj grad er farvet af deres blik på det samfund, de er en del af. Det gælder i USA, Danmark, men også i lande uden for Vesten, hvor omfattende bureaukratisk kontrol aldrig har været stærk. I Ghana taler man eksempelvis ofte om at bruge sin ’nummer 6’ dvs. sjette sans. Lever betjentene i et samfund, der er gennemsyret af racisme, vil det naturligvis også komme til udtryk i deres handlinger,” siger han og fortsætter:

”Problemet med at fjerne opgaver fra politiet er, at det ikke vil ændre politiets grundlæggende indstilling til deres arbejde – det blik de har på hvem og hvad, en kriminel er. Der er snarere en stor chance for, at politiet med denne ”defund”-strategi bare svækkes og marginaliseres, i stedet for at de, som demonstranterne ønsker, udviser mindre aggression mod bestemte befolkningsgrupper. Oveni er en følelse af utryghed hos politiet selv noget af det, der kan og ofte vil føre til voldelige reaktioner.”

Politifrie zoner – men hvem har magten?
I Seattle besatte demonstranter i sidste uge bydelen Capitol Hill, efter at politiet trak sig ud som følge af hårde sammenstød. Bydelen er blevet udråbt til en såkaldt politifri zone – først under navnet Capitol Hill Autonomous Zone eller CHAZ og siden Capitol Hill Organized Protest eller CHOP. Demonstranterne taler om området som et vindue til, hvordan et samfund uden politi kunne se ud. Men der er også en bagside af medaljen, når befolkningen tager samfundets sikkerhed i deres egne hænder, fortæller Peter Albrecht:

”Det vi ser i USA lige nu, er et eksempel på, at politiet står uden legitimitet i befolkningen – særligt blandt sorte og farvede. De ser ikke politiet som noget, der er til for at beskytte dem – tværtimod. Og det skaber grobund for alternative løsninger, hvor man f.eks. ringer til sit private netværk, før man ringer til politiet.

Et eksempel fra min egen forskning er Ghana, men det gælder også for en lang række andre lande. Her har man en politistyrke, der er et barn af den britiske kolonitid. Politiet blev sat i verden som en paramilitær styrke, der skulle sikre britiske interesser frem for at beskytte befolkningen. Selvom briterne for længst har forladt landet, er grundtanken om, at politiet tjener magthavernes interesser frem for befolkningens, stadig til stede. Hertil kommer en underfinansiering af politiet, som betyder, at betjentene skal klare sig på en meget lav løn, hvilket i mange tilfælde ansporer til korruption – trafikpoliti tager penge fra taxachauffører, politiet skal have penge for at efterforske en sag osv. Konsekvensen er, at befolkningen ikke stoler på politiet, men også at politiet hverken har ressourcerne eller autoriteten til at monopolisere rollen som ordensmagt. Det har ført til, at befolkningen søger at sikre sig på andre måder f.eks. gennem lokale vagtværn, og i de fleste lande i det globale syd er rigtig mange borgere involveret i at skabe egen sikkerhed lokalt.”

Selvom de lokale vagtværn eller politifrie zoner som den i Seattle ofte italesættes som fredelige, ikkevoldelige protester og kan virke som en nødvendig strategi for befolkningen, lurer problemerne i kulissen, ifølge Peter Albrecht:

”Når civile overtager ansvaret for sikkerheden, fjernes voldsmonopolet fra den centrale magt, staten, der har de bedste forudsætninger for at sørge for at den udøves relativt ensartet. Så hvad sker der, når der internt i protestgruppen opstår uenigheder? Hvem løser stridigheden, og hvem har retten til at stå for sikkerheden? Og når der ikke længere er et centralt statsligt bureaukrati til at udstikke retningslinjerne, hvem skal så sikre, at de nye sikkerhedsværn stilles til ansvar for deres handlinger? Det kan lyde som om magten og initiativet kommer tilbage til befolkningen, men det er også en ret kraftig romantisering af, at jo mere lokalt beslutninger bliver taget, jo mere stabilt og retfærdigt bliver det også. For der vil altid være politiske interesser på spil, også lokalt – og når der er politiske interesser på spil om, hvordan et samfund skal organiseres, vil der uvægerligt også være uenigheder.”

Politiet er et produkt af samfundet – derfor er der ingen quick fixes
Men hvis løsningen ikke ligger i at flytte penge og opgaver væk fra politiet og herved mindske deres tilstedeværelse i samfundet, hvor ligger den så? Her er det vigtigt at forstå at politi og samfund hænger uløseligt sammen forklarer Peter Albrecht:

”Ghana, Kenya, Sierra Leone – lande som jeg i større eller mindre udstrækning har arbejdet i – viser, at politiet er determineret af det fundament, de er opstået af – f.eks. en kolonial administration, der primært har været interesseret i at fastholde egne økonomiske interesser. Når et helt politisk system og mange milliarder er bygget op omkring at tjene specifikke interesser, er det absolut ikke noget, der ændrer sig på kort tid.

Der er ingen tvivl om vigtigheden af de omfattende protester, der foregår i USA lige nu, og demonstranterne har i store træk fat i den lange ende med deres krav om strukturelle forandringer. MEN hverken ”defunding” eller civiles overtagelse af den lokale sikkerhed er hensigtsmæssige løsninger. Ud over at kunne skabe nogle alvorlige problemer, så ændrer det ikke fundamentalt ved det historiske grundlag, som politiet er vokset ud af. Så skal man lykkes med at forandre det amerikanske politi kræver det en generel samfundsmæssig forandring, kombineret med bureaukratiske ”checks and balances”, så man har mere kontrol med, hvad politiet gør. Det er en langsigtet og politisk svær proces, der ligger foran demonstranterne og især politiet, selvfølgelig, men som eksemplerne fra syd viser os, er der ingen quick fixes. Tilbage står kun det lange seje træk og et opgør med nogle af de grundlæggende principper, som et samfund bygger på.”