Pinds dilemma – skal demokrati altid følge udvikling i Afrika?
22. september 2010
Rwanda fremhæves ofte som en rollemodel for andre afrikanske lande - trods landets demokratiske underskud. DR Horisont konfronterede udviklingsministeren med dilemmaet: skal vi give køb på demokratiet for at få udvikling? Men det er et dilemma der bygger på en forkert præmis
I aftes bragte DR Horisont et indslag om Rwanda, hvor hovedbudskabet var, at det går utroligt godt med udviklingen i det lille land, hvor glade og rene skolebørn bruger farverige og Afrikavenlige laptops i klasselokalet, hvor læger kører rundt i spritnye, firhjulstrukne ambulancer til glade kvinder, der får gratis fødselshjælp, og hvor AIDS snart hører fortiden til. Imidlertid halter demokratiet, får vi at vide til sidst. TV værten brugte dette eksempel til at presse vores udviklingsminister, der ellers har slået sig op som bannerfører i kampen for demokrati og god regeringsførelse i Afrika. Jeg skal ikke trætte læseren med Pinds fumlende svar eller hans perplekse ansigtsudtryk. I stedet vil jeg se på det dilemma, som DR formåede at stille op: skal man i en periode give køb på demokratiske idealer for at styrke den økonomiske udvikling?
Rwanda er ofte blevet fremhævet som et eksempel på et land, der ikke er helt fin i kanten med hensyn til ytringsfrihed og menneskerettigheder, men som opnår nogle glimrende resultater på de væsentlige fronter: kampen mod HIV, IT på skolerne, bekæmpelse af fattigdom og korruption. En anden begrundelse for, at især USA og Storbritannien hælder milliarder af dollars i landet, lyder noget i retning af: "Ja der er stadig problemer med demokratiske reformer, men se hvor langt landet er kommet siden folkemordet i 1994." Spørgsmålet er, om man kan stille det op på denne måde. Skal man virkelig vælge mellem politiske og økonomiske reformer? Er prisen for økonomisk udvikling, at man må give køb på demokrati og menneskerettigheder? Jeg vil påstå, at det er et falsk dilemma. Det ser vi, hvis vi stikker et spadestik dybere end Horisonts indslag om Rwanda.
Afrikas Singapore
Det første indtryk, man får af Rwanda, når man ankommer til hovedstaden Kigali, er et land i en rivende udvikling. Jeg besøgte byen to år efter folkemordet og igen i 2009 og var imponeret over alle de nye højhuse og luksusvillaer og de store firhjulstrækkere, der kørte rundt på de rene og velholdte veje. Plastikposer er forbudt ved lov, og gadebørn og andre fattige forstyrrer ikke gadebilledet. Det er for eksempel også lovpligtigt at gå med sko i byerne – noget som mange fattige familier ikke har råd til. Der er styr på sagerne i denne lille by med det behagelige bjergklima, hvor man kan gå rundt om natten uden at frygte for sit liv. Samme følelse af orden får man, når man besøger et offentligt kontor. De engelsktalende embedsmænd - som regel tutsier, der er vendt hjem fra Uganda efter folkemordet - er veltalende, punktlige, visionære og effektive. 'Rwanda is a country in a hurry' står der på et skilt i Landbrugsministeriet. Her får man historierne om 'Vision 2020', landets ambitiøse udviklingsmål, om IT-revolutionen, der skal gøre Rwanda til Afrikas Singapore og om kampen mod korruption.
Rwanda halser efter resten af Afrika
Men landet er notorisk delt i to: Hovedstaden, hvor eliten og de vestlige udviklingsarbejdere holder til, og resten af landet, hvor fattigdommen er uhyggeligt udbredt. Næsten 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og forskellen på rig og fattig er steget voldsomt. I forhold til andre afrikanske lande klarer Rwanda sig ikke markant bedre. Ifølge FNs fattigdomsindeks, som ud over bruttonationalproduktet måler en række andre faktorer, som indkomstfordeling, børnedødelighed, uddannelsesniveau osv., ligger Rwanda nummer 167 ud af 182 lande. Antallet af underernærede børn under fem år er på 23 procent, hvilket giver landet en plads som nummer 100 ud af 135 målte lande. Der har godt nok været økonomisk vækst i landet siden 1995, men det har der i det meste af Afrika – uanset styreform. Således er bruttonationalproduktet pr. indbygger steget med 1,1 procent i Rwanda, mens tallet for Ghana er 2,2 procent. Uganda og Sudan har haft vækstrater på henholdsvis 3,5 og 3,6 procent, mens tallet for Mozambique er 4,2 procent. Med andre ord må man tage den rwandiske regerings ord om store fremskridt med et gran salt, og man skal ikke lade sig snyde af hovedstadens glatte facade.
Er Rwanda et diktatur?
Hvis man med et diktatur mener et kleptokratisk styre som Mobutu Sese Sekos i Zaire, hvis primære formål var at holde befolkningen nede, så han kunne rane ufatteligt store rigdomme til sig, er Rwanda bestemt ikke et diktatur. Det er heller ikke et land, der er domineret af politi på gaden, vilkårlig vold, økonomisk korruption og nepotisme, og en offentlig sektor, der ikke kærer sig om landet og dets befolkning. Paul Kagames Rwanda minder meget mere om Mao Zedongs idealistiske og visionære Kina. Kagame har ambitioner på sit lands vegne, og han skyr ingen midler for at nå sine mål. Således er det ikke kun politiske opponenter, der fængsles, sættes under husarrest eller blot forsvinder. Også hans egne embedsmænd fyres og retsforfølges, hvis de er inkompetente og korrupte.
Uagtet, at Kagame er en mand med en plan og ikke handler ud fra egennyttige interesser, er regimet langt fra demokratisk. En lovgivning mod folkemordsideologier og mod 'divisionism' - det vil sige alt hvad der kan gå mod idéen om national enhed – bruges mod alle, der kritiserer regimet; selv BBC. Den politiske opposition er stækket eller i eksil, civilsamfundet er kontrolleret af staten og udfører i praksis statens opgave ved at 'uddanne' befolkningen til den rette ideologiske overbevisning, og befolkningen går i konstant frygt for at blive anklaget for 'folkemordsmentalitet'. Folkemordskortet bliver også trukket over for internationale donorer, der vover at kritisere regimet. 'Hvor var I henne i 1994?' er det retoriske spørgsmål til det internationale samfund, der vitterligt svigtede på det grusomste under folkemordet.
Diktatorer er ikke altid de vanvittige og blodtørstige barbarer, vi forestiller os. De er ikke som Forest Whitaker i The Last King of Scotland. De kan være afdæmpede, rationelle mænd (og kvinder) med drømme om udvikling, ligestilling og uddannelse for deres folk. Men det gør dem ikke mere demokratiske. Og det interessante er, at det heller ikke gør dem bedre i stand til at fremskaffe økonomisk vækst og udvikling.
Det sidste forsvar for et regime som Kagames er, at det bringer stabilitet og sikkerhed efter en periode med krig og vold. Det kan vel være, at det er tilfældet de første år efter en konflikt, men her 16 år efter folkemordet er undertrykkelsen af ytringsfriheden og det politiske rum med til at skabe en atmosfære af frygt, mistillid og voksende utilfredshed, som ikke kan finde afløb via de officielle kanaler. Det kan da ikke være vejen til fred og sikkerhed.
|
|
