Det var ikke os, der begyndte!
30. april 2010
Der er endnu en række ubesvarede spørgsmål om hvem, der angreb først og hvorfor under Augustkrigen mellem Georgien og Rusland i 2008. Ronald D. Asmus nye bog A Little War that Shook the World giver nogle svar og er spændende læsning. Bare ærgerligt, at han sluger den officielle georgiske version råt.
”Den georgiske præsident Mikheil Saakasjvili lagde røret på. Klokken var 23.35 om aftenen den 7. august 2008 i Tbilisi. Han havde netop givet ordre til sine væbnede styrker om at angribe det, hans efterretningstjeneste havde rapporteret, var en kolonne af russiske styrker, som bevægede sig fra den lille sydossetiske by Java lige syd for den russisk-georgiske grænse med kurs mod Tskhinvali by, hovedstaden i den lille separatistiske enklave, samt russiske styrker, der var på vej gennem Roki tunnellen på den russisk-georgiske grænse ind i Georgien.” … ”Han stoppede op, greb telefonen igen og gav en tredje kommando: ’Minimer de civile tabstal’”.
Linjen er lagt fra starten af i den amerikanske, omvandrende tænketank og NATO-celebritet Ronald D. Asmus nye bog A Little War that Shook the World (Palgrave MacMillan) om Augustkrigen mellem Georgien og Rusland tilbage i 2008: Asmus er en god ven af Georgien og accepterer uden blusel den officielle georgiske forklaring om, at man kun angreb Sydossetien, fordi man i regeringstoppen havde fået pålidelige efterretninger om, at Rusland havde iværksat et storstilet angreb på georgisk territorium. Han godtager uden større sværdslag Saakasjvilis forklaring om, at ja, han vidste godt, at det var et håbløst projekt at ville kæmpe mod den russiske bjørn. Men at han ikke kunne handle anderledes, hvis han ville overleve politisk.
Opfundet til lejligheden
I Asmus bog – som er fyldt med et væld af værdifulde anekdoter, private samtaler med højtstående europæiske og georgiske embedsmænd og politikere, herunder Saakasjvili selv, og beskrivelser af de hektiske timer, da de russiske kampvogne stod blot et par timers kørsel væk – glemmer han blot én, ikke uvæsentlig ting: At tjekke sine oplysninger.
For hvis Saakasjvilis udsagn står til troende – hvis man i den georgiske regeringstop mente, at man stod overfor en storstilet russisk invasion – hvorfor fortalte Saakasjvili og hans ministre det så ikke til den georgiske befolkning? Hvorfor nævnes det ikke én gang i den strøm af pressemeddelelser, interviews og bulletiner, som udgik fra den georgiske regeringstop i de første 15-16 timer efter krigsudbruddet kl. 23.35 den syvende august? For det gør det ikke. Her taler man alene om sydossetiske irregulære styrker, banditter og lejesoldater (frivillige) fra Nordossetien eller andre steder i Rusland. De angiveligt fremstormende russiske kampvogne nævnes ikke med et ord. Hvorfor? Og hvorfor fik de georgiske styrker før deres fremrykning utvetydige ordrer om at undgå at komme i kamp med de russiske fredsbevarende styrker, som lå spredt udover Tskhinvali by, så man ikke gav Moskva et påskud til at gribe ind, hvis Moskva allerede var på vej ind?
Ja, sandsynligvis fordi den georgiske regering ikke forventede at skulle kæmpe med den russiske hær – et projekt, som ville være dødt på forhånd – men alene med sydossetiske styrker og deres lejesvende. Og først opfandt forklaringen om de fremrykkende russiske kampvogne, da russerne rent faktisk rykkede ind. Således ændrede det georgiske udenrigsministerium tre dage inde i krigen tidspunktet for, hvornår de russiske tropper ifølge georgierne krydsede grænsen ind i Sydossetien – fra oprindeligt 05.30 om morgenen den 8. august til seks timer tidligere, nemlig kl. 23.30, den 7. august, altså godt fem minutter før georgierne sætter deres angreb på Tskhinvali ind.
USA overvejede at bombe Roki-tunnel
Bortset fra dette vrid i georgisk retning, er det en yderst interessant bog. For Asmus er en vidende mand, som kender sine kilder godt, skriver eminent, og i bedste Timothy Garton Ash-stil er til stede hvor det sker – ikke mindst lobbyen i Hotel Marriott, Tbilisi, forstår man.
Han får med al tydelighed demonstreret Vestens manglende forståelse af konsekvenserne af den ensidige vestlige anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat og af det uldne svar til Ukraine og Georgiens ønske om optagelse i NATO. Han tegner elegant den udgående George Bush som en ”lame duck”. Og strør om sig med interessante oplysninger: For eksempel at de amerikanske overvågningssatellitter, som ellers holdt øje med Kaukasus, i sommeren 2008 i stedet overvågede det oprørske Irak. Hvorfor det ellers så altseende USA stort set var blindt, da krigen brød ud. Eller at man på et møde den 11. august i det Hvide Hus drøftede muligheden af at bombe Roki-tunnelen og foretage andre ”kiruriske angreb” for derved at stoppe den russiske fremmarch og altså risikere en amerikansk-russisk krig. Noget, Bush dog afviste.
Snigende annektering
Asmus får også tegnet et tydeligt billede af den russiske ”snigende annekteringspolitik” i forhold til de to georgiske udbryderrepublikker. Her nævnes i flæng den rundhåndede russiske udstedelse af pas til indbyggerne i Abkhasien og Sydossetien, de gentagne handelsblokader af Georgien, udrustningen af de abkhasiske og sydossetiske militære styrker (som man også delvist havde kommandoen over). Men måske væsentligst: Asmus får også tegnet et tydeligt billede af den russiske militære opbygning i og omkring Sydossetien, som fandt sted i begyndelsen af august. Han husker at nævne den sydossetiske evakuering af mellem 20-35 procent af befolkningen, som startede den 2. august. Og han påpeger det enorme opbud af russiske journalister – Asmus skriver 50, mig bekendt kan man kun dokumentere 36 navngivne journalister med de kilder, han bruger – i dagene før krigsudbruddet. Og hvad lavede et sådant presseudbrud der, i den fjerneste af de fjerneste (russiske) republikker i russernes traditionelle feriemåned?
Men alt dette er blot vidnesbyrd om, at noget var i gære. Ikke, at en egentlig invasion var i gang. Hvorfor den georgiske regeringstops svar må stå for deres egen regning.
Og hvis Saakasjvili virkelig havde ønsket at minimere de civile tabstal, da han beordrede invasionen af Sydossetien – som citatet ovenfor antyder – hvorfor lod han så sine hærstyrker angribe de tæt befolkede områder i Tskhinvali by med sovjetisk-byggede GRAD raketter, som på grund af deres upræcise adfærd bedst egner sig til at jævne forsvarsværker med jorden. Og når de bruges, efterlader byer som ruinhobe i stil med Grosjnij efter den anden Tjetjenien-krig.
It’s geopolitics, stupid
En af Asmus kongstanker er, at krigen ikke handlede om territorium om Sydossetien og Abkhasien. Hovedårsagen var i stedet geopolitisk. Georgien var fast besluttet på at bevæge sig mod Vest. Rusland var fast besluttet på at stoppe det. Derfor var den russisk-georgiske krig måske lille i omfang og foregik langt fra alfarvej, men den stillede store spørgsmål ved den sikkerhedsorden, som russiske og vestlige diplomater – herunder Asmus selv – havde brugt to årtier på at strikke sammen: Krigen brød ud fordi det internationale samfunds engagement – og dets mekanismer på stedet – var alt andet end tilstrækkelige. Hvilket ikke mindst var et udslag af en manglende vestlig politisk vilje og lige så manglende strategisk forestillingsevne.
Geografi betyder noget for Vesten, også selvom man siger noget andet.
Dette DIIS Comment er en uddybet version af en anmeldelse i Weekendavisen den 29/4-2010.
|
|
