holocaust og folkedrab

Print

Ny DIIS-film om danske børn i kz-lejr


DIIS, Holocaust og folkedrab lancerer dokumentarfilmen ”THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab”



DIIS, Holocaust og folkedrab har udarbejdet en dokumentarfilm om jødiske børn, der blev sendt fra Danmark til kz-lejren Theresienstadt under 2. Verdenskrig.  Filmen blev vist offentligt for første gang den 13. april til en premiere i Dagmar-biografen med omkring 370 deltagere. Filmen ledsages af websiden www.theresienstadt.dk og udgør tilsammen et undervisningsmateriale henvendt til ungdomsuddannelserne og de ældste klasser i grundskolen.
 

Om filmen


”THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab” handler om seks danskere, der som børn blev deporteret med deres familier til kz-lejren Theresienstadt. I filmen fortæller de om at være børn i Danmark den ene dag for den næste dag at være fanger i en af Hitlers kz-lejre. Deres fortællinger handler om angst, afsavn, sult, grusomhed og tab, men også om venskab, kærlighed og håb. Beretningerne flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust – nazisternes forsøg på at udrydde de europæiske jøder.
Dokumentarfilmen bygger på øjenvidneberetninger og personlige dokumenter samt sjældne fotos, filmoptagelser og tegninger hentet fra museer, arkiver og private gemmer.
 
Filmen er udarbejdet af DIIS i samarbejde med Minerva Film A/S med støtte fra Undervisnings­ministeriet og Statens Kunstfond.
 

Baggrund


Der findes stadig mennesker, som kan fortælle om deres oplevelser under 2. Verdenskrig og nazisternes jødeforfølgelser. Men den sidste generation af Holocaust-overlevende svinder ind. Med denne generation forsvinder også muligheden for at møde mennesker, som har oplevet historien på egen krop og kan fortælle om det. ”THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab” er baseret på personlige beretninger for at give fremtidige generationer mulighed for at stifte bekendtskab med den fortalte historie om danskerne i Theresienstadt.
 

Filmen i undervisningen


Dokumentarfilmen er rettet mod undervisning på gymnasieniveau og i udskolingen (8.-10.klasse). Den er del af et samlet undervisningsmateriale, der foruden filmen består af undervisningswebsiden www.theresienstadt.dk. På undervisningswebsiden kan man bl.a. se filmen, læse om den historiske baggrund for deportationen af de danske jøder, studere billeder af lejren før og nu, læse relevante artikler og avisuddrag samt benytte forskelligt kildemateriale til at lære mere om danskerne i Theresienstadt.
 
Filmen vil blive tilgængelig på DVD og kan lånes via landets Centre for Undervisningsmidler. Allerede nu kan den ses på www.theresienstadt.dk
 

Kontakt


For yderligere information om dokumentarfilmen ”THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab”, kontakt projektansvarlige Solvej Berlau () og Stine Thuge (). 

Top

Opdateret: 15-06-10