Hvad er radikalisering?
Den amerikanske terrorforsker Marc Sageman og danske Ann-Sophie Hemmingsen giver nogle bud
Efter terrorangrebene mod Madrid og London i 2004 og 2005 blev den europæiske offentlighed beriget med to nye ord: Home grown terror – eller hjemmedyrket terrorisme – og radikalisering. At terrorangrebene blev udført af mennesker, som enten var født og opvokset eller havde levet en anseelig del af deres liv som borgere i et europæisk land, udløste en række spørgsmål om, hvad det var, der drev terroristerne til at begå deres ugerninger. Begrebet radikalisering søger at beskrive den proces, som en person gennemgår, når vedkommende bevæger sig fra at være et almindeligt, privat menneske uden synderlig politisk, ideologisk eller religiøs bevidsthed endsige engagement, til at denne bliver radikal og måske endda voldeligt radikal og begår terror. Den positive klang ved ordet radikal, som tidligere havde været en central del af begrebet, ikke mindst i 1970’erne, var forsvundet som dug for solen. En radikaliseret person var med et slag én med islamistisk baggrund, som udgør et problem for det demokratiske samfund, eller i yderste forstand, én som truer vores sikkerhed.
Men hvad betyder radikalisering egentlig? Og hvad var det for en dagsorden, som fulgte med begrebet, da det igen blev populært? Det spurgte Jørgen Staun den amerikanske terrorforsker og tidligere CIA-analytiker, Marc Sageman, da han forleden gæstede København. Derudover har han talt med Ann-Sophie Hemmingsen og Manni Crone fra Dansk Institut for Internationale Studier, som begge forsker i de radikale islamistiske miljøer, om hvorfor nogle mennesker tiltrækkes af disse miljøer.
|
Top
