Kriser, klima og udviklingssamarbejdet

Europæiske udviklingsdage i Stockholm

• Den adm. direktør for GTZ (én af Tysklands 3 centrale udviklingsorganisationer), Bernd Eisenblätter, udtalte at Paris-erklæringen om bistandseffektivitet blev taget for vidt på det seneste store møde om emnet i Accra: Der er for meget fokus på modtagerlandenes ejerskab og for lidt på partnerskabet mellem donor- og modtagerlande. Samtidig er der så stærkt et fokus på harmonisering af donorlandenes bistand at det nærmer sig en ensliggørelse.
  
  Han blev støttet i disse synspunkter af den adm. direktør for Det Franske Udviklingsbureau (Agence Francaise de Développement), Jean-Michel Séverino, der mente at mangfoldigheden af donorer er noget positivt, og at det er tvivlsomt at fokusere på ejerskab, fordi donorerne blot presser egne prioriteter ned i halsen på modtagerlandene, som så fremlægger dem som deres egne. Chefen for GTZ mente videre at fattigdomsbekæmpelse ikke længere er den overordnede målsætning for udviklingssamarbejdet, bl.a. fordi bistanden bør kunne kanaliseres til lande som Kina og Indien og til formål som etablering af sikkerhed og klimatilpasning.
   
  Disse synspunkter blev udfordret af generaldirektøren for EU-kommissionens bistand, Koos Richelle, men diskussionen viste med al tydelighed, hvordan visse betydningsfulde donororganisationer har store problemer med at bakke op om Paris-erklæringens ideer, om FNs 2015-mål og om EU's egen udviklingspolitik fra 2005. Det er fristende at fortolke denne modstand som udtryk for disse donororganisationers stærke forankring i deres hjemlandes indenrigs- og udenrigspolitikker, og i hvert fald giver disse chefers udtalelser en forklaring på, hvorfor det ofte er svært at få det konkrete samarbejde mellem donorer i modtagerlandene til at glide. Mere overordnet kan man spørge om deres udtalelser er udtryk for en begyndende skepsis blandt donorer angående Paris-erklæringen. 
  
  
• Gentagne gange blev forholdet mellem rige og fattige lande berørt. Fuldt af et rungende bifald påpegede Kumi Naidoo, CIVICUS (en international sammenslutning af civilsamfundsorganisationer), det forbavsende i at de rige lande kan mobilisere trillioner af dollars til at redde deres banker, men ikke kan finde penge til at indfri deres løfter om at bekæmpe fattigdom. Ganske interessant afviste EU's udviklings­kommissær, Karel de Gucht, den kommentar som populistisk, ligesom han ikke fandt anledning til at kommentere anklager om at Vesten er dobbeltmoralsk, når den farer frem med demokrati og menneskerettigheder samtidig med at Irak invaderes uden et FN-mandat og overtrædelser af menneskerettighederne i Gaza forbigås i tavshed.
  
  Der er ikke meget tvivl om at skulle klimakonferencen i København ende uden en aftale, der udløser markante additionelle midler (ud over løfterne om udviklings­bistand) til klimatilpasningsaktiviteter i udviklingslandene, vil mistilliden mellem Syd og Nord blive afgrundsdyb. Verdensbanken konstaterer i sin World Development Report 2010 at 36% af de klimaforandrende udledninger kan tilskrives udviklingslandene, som dog vil blive ramt af 80% af de skadelige virkninger. Selv om de præcise tal sikkert kan anfægtes, er der tale om en så markant uretfærdighed, at den nødvendigvis må forsure det internationale samarbejde, hvis den ikke tages alvorlig. 
  
  
• Der var også interessante diskussioner om betydningen af at få andre politikker end udviklingspolitikkerne til at tage fat på fattigdomsbekæmpelse (den såkaldte politikkohærens) og om de mindst udviklede lande. Derudover blev en nyopfindelse lanceret, nemlig den europæiske udviklingsrapport (European Report on Development), som fremover skal udkomme hvert år. Den skal være den europæiske pendant til Verdensbankens World Development Report og UNDPs Human Development Report. EU-kommissionen og forskellige bilaterale donorer har finansieret rapporten, som en gruppe forskere på European University Institute har skrevet.