Efter 2015

Konference diskuterer afløser til FN’s udviklingsmål.

• FN’s udviklingsmål har i særlig grad haft betydning for den internationale mobilisering af ressourcer og interesse for fattigdomsbekæmpelse. De har givet legitimitet til det internationale udviklingssamarbejde. De har i mindre grad formået at styre udviklings­samarbejdet i en bestemt retning, hvilket skyldes, at både givere og modtagere også har været interesseret i andre emner. Samlet set har vi dog for ringe en viden om, hvordan FN’s udviklingsmål egentligt har påvirket udviklingssamarbejdet.
  
  
• Efter 2015 vil der fortsat være behov for internationale målsætninger til at legitimere udviklingssamarbejdet, men samtidig er der stærkt brug for, at de enkelte lande etablerer deres egne målsætninger. De nuværende udviklingsmål er i høj grad sat af de rige lande, hvilket undergraver målenes evne til at styre de fattige landes politikker og initiativer. De internationale målsætninger skal således udgøre en bred ramme, der giver plads til, at landene sætter deres egne mål.
  
  
• De internationale målsætninger bør gælde for alle lande og ikke kun for de fattige. De bør formuleres således, at alle lande opfordres til at sætte sig udviklingsmål. De skal således afkobles fra udviklingsbistanden, som skaber en over- og en underklasse af lande.
  
  
• Fra et fokus på bekæmpelse af fattigdom, sygdom, analfabetisme, m.v. bør nye mål koncentrere sig om velfærd og menneskers muligheder for at realisere deres potentiale. Fokus bør skifte fra generelle tal (ex. halveringen af antallet af fattige) til menneskers sammensatte behov. Nye mål bør også være mere opmærksomme på ulighed, rettigheder og årsager til ringe velfærd.
  
  
• De nuværende mål koncentrerer sig om resultater og siger meget lidt om midlerne til at nå resultaterne. Det har den fordel, at de enkelte lande selv kan beslutte sig for, hvilke midler de anser for de mest hensigtsmæssige. Ulempen er, at diskussionen om effektiviteten og hensigtsmæssigheden af de forskellige midler udebliver. Hvordan, de internationale målsætninger skal balancere mellem mål og midler, er uklart.
  
  
• Udvikling og miljø bør fuldstændigt integreres i nye udviklingsmål. De er hinandens forudsætninger, og udviklingsfolk og miljøfolk bør gøre sig store anstrengelser for at skabe et tæt samarbejde.
  
  
• I den udstrækning at det internationale udviklingssamarbejde skal spille nogen rolle i arbejdet med at nå de nye mål, må der tænkes på nye finansieringsmekanismer for udviklingsbistanden. Det nuværende system, hvor midlerne tilvejebringes gennem skatteindtægter i rige lande, er for påvirkeligt af interesser og mål, der ikke har med udvikling at gøre.
  
• Der er brug for et paradigmeskift. De nuværende udviklingsmål er i for høj grad udtryk for ”Washington-konsensussen” (privatisering, deregulering, m.v.) med et menneskeligt ansigt. Der er brug for et paradigme, som fokuserer på de strukturer og institutioner, der fastholder mennesker i fattigdom.