Skal Afrika have udviklingsbistand?

Seminar satte spørgsmålstegn ved bistanden.

Fredag d. 24. april præsenterede et seminar på DIIS to nye bøger om udviklingsbistand. Den ene, The Politics of Aid: African Strategies for Dealing with Donors, er redigeret af Lindsay Whitfield, der er projektseniorforsker på DIIS. Den anden hedder Dead Aid: Why Aid is not Working and How There is a Better Way for Africa, og den er skrevet af Dambisa Moyo, som har arbejdet for Verdensbanken og Goldman Sachs.

På basis af 8 landestudier viser den første bog at en række afrikanske lande har mistet kontrollen over deres egne politikker. I stedet har de lande, der yder udviklingsbistand til dem, overordentlig stor indflydelse på politikkerne. Det skyldes et samspil af interesser både hos modtager- og hos donorlande samt en bestemt historisk udvikling, hvor donorlandene efterhånden har fået mere og mere at sige om de fattige landes interne anliggender. Ifølge redaktøren af bogen er det overordentligt svært at se, hvordan denne udvikling kan vendes til trods for de anstrengelser, som mange donorlande, herunder Danmark, gør for at sikre modtagerlandenes selvstændighed og egne politikker.

Den anden bog er en debatbog, der efter forfatterens eget udsagn ikke bidrager med nye informationer, men drager den logiske konklusion af den eksisterende viden: Nemlig at udviklingsbistanden ikke virker og ofte undergraver den udvikling, der finder sted i de fattige lande. I stedet bør Afrika satse meget mere på markedet og på privat kapital. Bogens store svaghed er at den generaliserer meget: Forskellige typer bistand og forskellige lande skæres over en kam, og når noget går galt, kædes det meget let sammen med bistanden.

Begge bøger peger dog på nogle fundamentale udfordringer for international udviklingsbistand, nemlig at der er en tendens til at den underminerer:

At modtagerlandene og deres regeringer tager ansvar for og initiativet i deres egne udviklingsprocesser. I mange fattige lande, hvor et stort antal donorer støtter dette og hint, har donorerne stor indflydelse på hvilke initiativer der får penge og hvilke der ikke får. Det skaber apati og en afventende indstilling, og det undergraver at folk selv tager initiativer.
At modtagerlandene behandler de økonomiske midler som et knapt gode. Bistanden bliver i mange modtagerlande opfattet som en permanent indkomst, der skal holde tingene kørende, snarere end en midlertidig indsprøjtning, der skal sætte gang i udvikling. Det skyldes blandt andet at mange donorer ønsker en konstant afsætning af bistandsmidlerne.
At regeringerne i modtagerlandene står til ansvar over for deres borgere. Når modtagerlandenes statsbudget i betydelig grad er finansieret af bistand, er der ikke den samme tilskyndelse til at opkræve skatter, og dermed har borgerne ikke så stor indflydelse på statsmagten. Til trods for demokratiske reformer i mange fattige lande er demokratiet endnu ikke så rodfæstet at regeringer føler sig presset til at føre effektive udviklingspolitikker.

Der kan indvendes mangt og meget til forsvar for bistanden. Blandt andet kan man hævde, at dansk bistand i højere grad en anden bistand forsøger at tage højde for dele af kritikken. Ikke desto mindre er dansk bistand del af det internationale udviklingssamarbejde, som det til trods for mange års forsøg ikke er lykkedes at skabe initiativrige, ansvarlige regeringer i modtagerlandene. Bistanden skaber lokalt væsentlige og positive forandringer, men dens rolle i at skabe dynamiske og initiativrige samfund er mere tvivlsom. Det er de to bøger med til at sætte på dagsordnen, og det er en væsentlig diskussion, hvis vi i Danmark vil sikre, at vi bidrager til udryddelse af verdens fattigdom.

Lars Engberg-Pedersen.

Top