Den fælles fremtidEngelsk konference om udvikling i finans-, klima- og fødevarekrisernes skær. D. 9.-10. marts afholdt den engelske udviklingsminister, Douglas Alexander, en konference under titlen ”Eliminating World Poverty: Building our Common Future”. Ca. 300 deltagere diskuterede de forskellige globale udfordringer og deres betydning for udryddelse af fattigdom. Oplægsholderne inkluderede folk som Paul Collier, Oxford Universitet, Donald Kaberuka, Den Afrikanske Udviklingsbank, Bob Geldof, ONE, Justin Lin, Verdensbankens cheføkonom, og Nick Stern, London School of Economics. Der var et stærkt fokus på finanskrisen og dens effekter, men også sessioner om klimaforandringerne, fødevarekrisen, skrøbelige stater, 2015-målene og udformningen af globale beslutningsprocesser i fremtiden. Gordon Brown, den engelske statsminister, dukkede op og holdt en ganske engageret tale om nødvendigheden af at fastholde et fokus på bekæmpelsen af fattigdom. Verden er kommet til et vendepunkt, og der er brug for at etablere en ”Global New Deal”, som kan bekæmpe den finansielle usikkerhed, de miljømæssige ødelæggelser, ekstreme synspunkter, og fattigdom. Han lagde vægt på vækst og økonomisk retfærdighed og understregede at man ikke først kan løse den finansielle krise, klima- og sikkerhedsudfordringerne, inden man skaber udvikling: ”Now has come the moment to make development the central international agenda” sagde han til salens udelte tilfredshed. Mere specifikt vil han bruge det kommende G20 møde d. 2. april til at bekæmpe internationale skattely og til at fremme et globalt uddannelsesinitiativ, som han og Barack Obama venter sig meget af. Som helhed understregede konferencen, at verden står over for særdeles omfattende udfordringer, der kan risikere at kaste rigtigt mange mennesker ud i fattigdom. Tallene for 2008 peger allerede i den retning. F.eks. lider 40 millioner flere børn nu af underernæring end i 2007. Og den på et vist tidspunkt udbredte opfattelse af at den økonomiske krise ville passere uden om udviklingslandene blev effektivt manet i jorden. De økonomiske lokomotiver i Afrika (Sydafrika, Nigeria og Kenya) er alle ramt hårdt og det har store konsekvenser for nabolandene. Generelt er de afrikanske lande også gået fra at have overskud på statsbudgetterne til at have betydelige underskud. Adskillige talere pegede på nødvendigheden af et regimeskift i håndteringen af verdens problemer. Det var imidlertid ikke helt klart, hvad det regimeskift går ud på. Den engelske udviklingsminister pegede på tre initiativer, der dog var alt andet end markante: At EU skal levere bedre og mere bistand, at FN skal udvise større lederskab, og at Verdensbanken skal decentralisere mere af sit personale og gennemgå en ledelsesreform. Verdensbankens repræsentant, Ngozi Okonjo-Iweala, kom med det mest markante bud på et paradigmeskift, da hun slog fast at de finansielle og økonomiske markeder skal reguleres. Det er da i hvert fald nye toner fra Verdensbanken. Til gengæld var der ingen bud på, hvordan en ny verdensorden skal organiseres, således at de globale udfordringer faktisk kan blive mødt. I forhold til den danske debat af udviklingsbistand var det markant, at diskussioner om fokusering på særlige samarbejdslande og på den private sektor var helt fraværende. Udvikling og fattigdomsbekæmpelse blev i stedet set som et globalt anliggende i en global kontekst. Lars Engberg-Pedersen. |
Top