forsvars- og sikkerhedspolitik

Print

Iran – en rationel, pragmatisk udenrigspolitisk aktør


DIIS Report: dialog med Iran en forudsætning for stabilitet i Mellemøsten?



Denne DIIS Report undersøger træk af ideologisk og pragmatisk motivation i Irans udenrigspolitik som udgangspunkt for en vurdering af, om Iran er en rationel udenrigspolitisk aktør.
 
Rapporten falder i to dele: Først en forståelsesramme, hvor Irans geopolitiske placering, den politiske opbygning, landets udenrigspolitik siden revolutionen og det nuværende politiske landskab opridses. Dernæst en analysedel, hvor tre udenrigspolitiske eksempler – Irans rolle i Israel-Palæstina-konflikten, krigene i Irak og Afghanistan og atomspørgsmålet – belyses ud fra en sondring mellem ideologiske og pragmatiske motiver. Det fastslås, at Iran siden revolutionen – og i særdeleshed siden Khomeinis død – har vist sig som en rationel, pragmatisk udenrigspolitisk aktør, selvom retoriske udfald fra dele af landets ledelse indimellem har peget i en anden retning.

I årene efter præsidentvalget i 1997 viste Den Islamiske Republik tegn på at være moden til politiske og sociale reformer, og en spirende bedring i forholdet til Vesten fandt sted. Efter Bush-administrationens  "Iran som del af Ondskabens Akse" i 2003, vendte denne udvikling imidlertid brat, og et flertal af konservative hard-linere præger nu iransk politik. Det fastslås i den forbindelse, at økonomiske sanktioner og trusler om militær intervention fra Vesten rettet imod Iran – for at påvirke landets inden- og udenrigspolitik – ikke har virket efter hensigten, men har isoleret og radikaliseret Den Islamiske Republiks ledelse yderligere. 

Dialog mellem Iran og Vesten – især USA – kan vise sig at være en forudsætning for politisk stabilitet i Mellemøsten. En sådan dialog har syntes umulig, mens George W. Bush og Mahmoud Ahmadinejad har beklædt de to landes præsidentposter. Med en nyvalgt – tilsyneladende dialogsøgende – præsident i USA og med et iransk præsidentvalg forestående i 2009 vil det vise sig, om en sådan udvikling realiseres.

Top

Opdateret: 13-03-09