Ny EU-dom kan sætte det danske asyl-forbehold under pres

Forskel mellem EU-standarder og danske regler rejser både juridiske og politiske spørgsmål

Danmark har et forbehold, der betyder at Danmark ikke er bundet af EU’s fælles regler på blandt andet asylområdet. Men betyder det, at Danmark er upåvirket af EU-reglerne og deres løbende fortolkning?

I forgårs afsagde EF-Domstolen sin længe ventede dom i Elgafagi-sagen. Dommen handler om fortolkningen af en omstridt artikel i EU’s kvalifikationsdirektiv, der fastlægger, hvem medlemslandene som minimum skal give flygtningestatus eller anden form for beskyttelse. Artikel 15c i dette direktiv giver personer, der flygter fra vilkårlig vold som følge af konflikt, ret til beskyttelse. Men artiklen er uklart formuleret, og det har fra starten været usikkert hvor bredt denne kategori dækkede. Det er denne opgave, EF-Domstolen blev sat til at give svar på.

Domstolen fastslog, at artikel 15c giver adgang til beskyttelse for personer, der flygter fra områder eller lande med udpræget vilkårlig vold, også selvom de ikke kan bevise, at de er individuelt eller særligt udsatte. Det betyder, at EU-reglerne som udgangspunkt er bredere end f.eks. den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det betyder også, at der her er et område, hvor EU-reglerne tydeligt er mere liberale end de nuværende danske asylregler.

Hvad betyder det så for Danmark? I princippet burde Danmark være ligeglad. Forbeholdene betyder, at Danmark som udgangspunkt slet ikke er bundet af kvalifikationsdirektivet. Hvor en række andre lande nu skal til at ændre deres praksis, behøver Danmark ikke rette ind efter EF-Domstolens fortolkning.

Politisk kan den nye dom dog risikere alligevel at skabe problemer. Danmark deltager nemlig gennem en parallelaftale i Dublin-systemet. I praksis betyder det, at asylansøgere kan sendes tilbage til det land, de først er ankommet til eller på anden vis har forpligtet sig til at behandle asylansøgningen, så hver asylansøgere kun kan søge i et Dublin-land. For Danmark har deltagelsen i Dublin-systemet indtil videre betydet, at Danmark har kunnet sende flere asylansøgere tilbage til andre lande, end Danmark selv har modtaget.

Men forudsætningen for Dublin-systemet er dog netop ensartede regler for, hvem der har krav på beskyttelse, og hvordan sagerne bliver behandlet. En klar forskel mellem de danske regler og minimumsstandarderne for resten af EU er derfor et problem. Danmark kan risikere at komme i en situation, hvor andre lande ikke føler, de kan sende ”konflikt-flygtninge” tilbage til Danmark, hvis de her er sikre på at blive afvist. Dette rejser for det første en række juridiske spørgsmål om Dublin-reglernes forhold til resten af EU’s asylpolitik og den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For det andet kan det komme til at medføre et betydeligt politisk pres på Danmark for enten at rette ind ift. EU-reglerne eller, i yderste konsekvens, træde ud af Dublin-samarbejdet.

DIIS’ udredning ”De Danske Forbehold over for den Europæiske Union: Udviklingen siden 2000”, 2008, behandler både spørgsmålene ifm. Elgafagi-sagen som stadig var under behandling og Danmarks generelle stilling ift. EU’ asylpolitik og Dublin-samarbejdet. Se særligt kapitel 5.5 og side 312-3.

Spørgsmål kan rettes til udreder Thomas Gammeltoft-Hansen, , 26709676.

Top