Syntesrapporten konkluderer blandt andet:
- Civile og militære instrumenter bør i højere grad samtænkes i forhold til politiske processer og sikkerhedsniveauet i lokalområdet. I områder hvor staten ikke fungerer – for eksempel i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan – er målet primært at fremme lokal politisk stabilisering som forudsætning for statsopbygning. Det kræver tæt samordning mellem den militære og civile indsats. I områder hvor sikkerheden tillader det – for eksempel i Badahkshan-provinsen i det nordlige Afghanistan – bør civile og militære indsatser fungere adskilt, men med nøje overvejelse af indsatsens effekt på konfliktens udvikling, lokalt og nationalt. Udover den militære indsats og opbygning af lokal administration og sikkerhed bør indsatsen støtte løsning af lokale konflikter, lokale fredsaftaler, forsoningsprogrammer og lignende.
- For at styrke en målrettet samtænkning af civile og militære midler bør regeringen oprette et tværministerielt kontor for stabilisering og genopbygning. Kontoret skal blandt andet sikre strategisk planlægning, bidrage til operationel koordinering, samt organisere fælles civil-militær monitorering, rapportering, evaluering og erfaringsopsamling fra indsatsområder.
- Danmark har udviklet og fremmet ideen om samtænkning af den civile og militære indsats i NATO regi. Men fra et samtænkningsperspektiv er FN og EU mere oplagte organisationer. I modsætning til FN og EU råder NATO kun over militære kapaciteter og er afhængig af indsatser fra donorer, FN, ikke-statslige bistandsorganisationer og andre. FN har legitimiteten til at lede og koordinere internationale fredsoperationer. Men fordi organisationen ikke har den nødvendige kapacitet og robusthed, bliver den kørt ud på et sidespor i mere voldelige konflikter. På mellemlangt sigt bør Danmark derfor støtte udviklingen af FN både civilt og militært, så FN kan indtage en ledende rolle i samtænkningen af civile og militære indsatser.
|