Virker udviklingsbistanden?

En stigende andel af danskerne tror det ikke.

Ny undersøgelse

Ugebrevet A4 offentliggjorde i går (22/12-08) en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark. Undersøgelsen viser at 30% af danskerne ønsker udviklingsbistanden sænket, hvor denne procent var 16 i 2005. Begrundelsen for den vigende opbakning er ifølge undersøgelsen at danskerne ikke har tror på bistanden. 61% har lille eller ingen tillid til at den statslige bistand medvirker til at hjælpe de fattigste.

Under forudsætning af at der ikke er metodeforskelle bag tallene (hvordan er spørgsmålene stillet, kan den nye undersøgelse sammenlignes med den fra 2005, osv.), er der tale om en markant udvikling over kort tid. Danida fik i januar-februar i år gennemført en anden måling, som viste at 18% af danskerne var uenig eller meget uenig i sætningen: ”Udviklingsbistanden nytter og er med til at skabe udvikling.” Samme undersøgelse viste at henholdsvis 57% og 50% af danskerne var enige eller meget enige i følgende to synspunkter: ”Størstedelen af udviklingsbistanden ender i administration og kommer ikke de fattige til gode” og ”Størstedelen af udviklingsbistanden ender i de forkerte lommer”.

Skepsis udløser ikke altid krav om nedskæringer

Disse og tidligere undersøgelser synes at dokumentere to ting: 1. Der er en stor andel af danskerne (omkring halvdelen), der ikke tror på at udviklingsbistanden bidrager til at bekæmpe fattigdom. 2. Der er i øjeblikket en stærkt voksende andel af befolkningen, der ønsker at skære ned på bistanden. Det andet lader til at være en logisk konsekvens af det første, men ifølge undersøgelsen udført for A4 er det bl.a. udsigten til en økonomisk krise, der bringer flere danskere fra det første til det andet synspunkt.

Det er interessant at halvdelen af de, der ikke tror på bistanden, ikke ønsker at skære i den. Det vidner om at mange anser det for rigtigst at yde udviklingsbistand, men samtidig må man formode at forværres de økonomiske konjunkturer, vil en hastigt voksende andel af befolkningen ønske nedskæringer.

Men er det rigtigt at bistanden ikke virker?

Der bliver jævnligt sat spørgsmålstegn ved udviklingsbistanden i medierne, når opinionsundersøgelser dokumenterer befolkningens skepsis eller når økonomen Martin Paldam fra Århus Universitet fremlægger sin kritik. Der ligger imidlertid en del urealistisk høje ambitioner bag de negative indstillinger til udviklingsbistanden.

For det første er bistanden jo ikke den eneste faktor, der afgør om et land udvikler sig eller ikke. Bistanden kan ikke afslutte borgerkrige og sociale konflikter, skabe bedre politikere, løse en fødevarekrise, påvirke internationale handelsspørgsmål, få naturkatastrofer til at forsvinde, skabe stabile finansmarkeder, osv. Der er mange forhold, der kan undergrave bistandens positive indflydelse, og det giver derfor ikke megen mening at kritisere bistanden for ikke at levere fantastiske resultater i lande, der slås med mange forskellige fattigdomsskabende faktorer.

Økonomisk vækst som indikator

For det andet er der et meget forståeligt ønske om at ville måle udvikling i indkomst per indbygger. Flere penge mellem hænderne på den enkelte borger er selvsagt en meget vigtig indikator på udvikling. Bistandens styrke ligger imidlertid ikke umiddelbart her. Den kan skabe nødvendige forudsætninger for økonomisk vækst, men den kan ikke i sig selv udløse produktion og beskæftigelse. Bistanden bør således måles bl.a. på om den skaber disse forudsætninger, ikke om den skaber vækst, som kræver flere positive faktorer.

Væsentlige forudsætninger for vækst er bl.a. en veluddannet og rask arbejdsstyrke, veludviklet infrastruktur og gode økonomiske politikker. Her kan bistanden hjælpe og det gør den danske udviklingsbistand i høj grad, hvis vi måler på det, vi kan måle, nemlig om flere børn kommer i skole, om flere mennesker får rent drikkevand, osv.

Forbedret velfærd i fattige lande

Samtidig kan man konstatere at målt på en lang række velfærdsindikatorer (børnedødelighed, levetid, ernæringstilstand, politiske rettigheder, osv.) udjævnes forskellene mellem rige og fattige lande. Det er svært at dokumentere at denne udvikling er en hug og stikfast direkte konsekvens af udviklingsbistand, fordi der er så mange forskellige forhold, der påvirker velfærdsindikatorerne, men så længe de skoler, sundhedsklinikker og veje, som bistanden finansierer, faktisk anvendes, er der ikke megen grund til at antage at bistanden ikke bidrager til den positive udvikling.

For det tredje bruges en del af den internationale bistand i mellemindkomstlande og med andre formål end fattigdomsbekæmpelse. Det gælder i mindre grad den danske bistand, som sammenlignet med nogle andre landes bistand er stærkt fokuseret på fattige lande. Samtidig kan selv dansk bistand ikke sige sig fri for at forfølge forskellige udenrigspolitiske målsætninger, der ikke har med fattigdomsbekæmpelse at gøre.

Når mange danskere har indtryk af at udviklingsbistanden ikke virker, kan det således hænge sammen med at ambitionerne for bistanden er skruet for højt op. Det hænger sikkert igen sammen med at danskerne ikke har adgang til en alsidig, uafhængig information om udvikling og bistand. Mediedækningen ender som regel i en uigennemskuelig debat, hvor proportionerne i de forskellige argumenter ganske forsvinder, og det mere bliver et trosspørgsmål om bistanden virker eller ikke virker.

Lars Engberg-Pedersen

Top